Skattestyrelsen har givet afslag på anmodning om tilbagebetaling af kildeskat for årene 2015 til 2020 med i alt 9.520.492,21 kr.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger
Klager er en investeringsfond hjemmehørende i USA. Klageren anerkendes i USA som et skattesubjekt, og der foreligger erklæring om skattemæssigt hjemsted i USA.

Klageren har investeret i danske børsnoterede aktier, og har fået indeholdt kilde-/udbytteskat med 27 % i indkomstårene 2015-2020. Den 13. marts 2018, 25. februar 2019, 27. august 2019, 7. april .2021, 21. januar 2022 og 27.december 2022 har klageren anmodet Skattestyrelsen om tilbagebetaling af 15 % af de modtagne bruttoudbytter.

I henhold til anmodningerne blev der anmodet om refusion vedrørende følgende udbytteudlodninger:

Selskab:	Betalingsdato:	Antal aktier:	Bruttoudbytte:	Ansøgningsdato:
Novo Nordisk A/S	24. marts 2015	1.263.803	6.319.015,00 kr.	13. marts 2018
Carlsberg A/S	22. marts 2016	348.800	3.139.200,00 kr.	25. februar 2019
Novo Nordisk A/S	23. marts 2016	899.603	5.757.459,20 kr.	25. februar 2019
Novo Nordisk A/S	16. august 2016	890.396	2.671.188,00 kr.	25. februar 2019
Carlsberg A/S	4. april 2017	350.887	3.508.870,00 kr.	27. august 2019
Carlsberg A/S	19. marts 2018	590.071	9.441.136,00 kr.	7. april 2021
Carlsberg A/S	18. marts 2019	450.052	8.100.936,00 kr.	21. januar 2022
Pandora A/S	18. marts 2019	416.969	3.752.721,00 kr.	21. januar 2022
Pandora A/S	3. september 2019	416.969	3.752.721,00 kr.	21. januar 2022
Pandora A/S	16. marts 2020	805.516	7.249.644,00 kr.	27. december 2022
Carlsberg A/S	19. marts 2020	345.264	7.250.544,00 kr.	27. december 2022
Vestas Wind Systems A/S	15. april 2020	318.602	2.526.513,86 kr.	27. december 2022

15 % af de modtagne bruttoudbytter udgør 9.520.492,21 kr. for klageren, og kildeskatten kan specificeres således: 

Indkomstår	Udbytte	Kildeskat	Refusion DBO	Rest kildeskat
2015	6.319.015,00	1.706.134,05	758.281,80	947.852,25
2016	11.567.847,20	3.123.318,74	1.388.141,66	1.735.177,08
2017	3.508.870,00	947.394,90	421.064,40	526.330,50
2018	9.441.136,00	2.549.106,72	1.132.936,32	1.416.170,40
2019	15.606.378,00	4.213.722,06	1.872.765,36	2.340.956,70
2020	17.026.701,86	4.597.209,50	2.043.204,22	2.554.005,28
I alt				9.520.492,21

Af prospektet for klageren fremgår bl.a.:

“The Fund is a member of The […] Group, a family of […] investment companies with more than […] funds holding assets of approximately $ […]. All of the funds that are members of The […] Group (other than funds of funds) share in the expenses associated with administrative services and business operations, such as personnel, office space and equipment.

(…)

[…]"

Repræsentanten har i klagen bl.a. oplyst:

"Klager kvalificeres ifølge lovgivningen i USA som et Regulated Investment Company ("US RIC")."

Og videre om kvalifikationen af klageren:

"Et US RIC er undergivet fuld selskabsbeskatning i USA, dog med mulighed for at fradrage udlodninger til investorerne ved opgørelsen af den selskabsskattepligtige indkomst ("Dividend Paid Deduction" eller "DPD"). Konsekvensen er, at udlodningerne nøjagtigt svarer til den realiserede indkomst. Da den amerikanske selskabsskattepligtige indkomst ligesom den danske minimumsindkomst opgøres efter realisationsprincippet, svarer anvendelsen af DPD økonomisk til den danske minimumsindkomst.

Som ved danske investorers andele i danske investeringsinstitutter med minimumsbeskatning beskattes amerikanske investorer i US RICs af urealiserede gevinster på foreningens værdipapirer, når investor indløser sit investeringsbevis.

Dermed er et US RIC sammenligneligt med et investeringsinstitut med minimumsbeskatning, jf. ligningslovens § 16 C, stk. 1, 1. pkt., idet begge er institutter, hvis aktivmasse udelukkende er placeret i værdipapirer mv. (og instituttets administrationsbygning for så vidt angår danske institutter) og som udsteder omsættelige beviser for deltagernes indskud. For både investeringsinstitutter med minimumsbeskatning og US RICs gælder, at investeringsindkomsten beskattes hos deltagerne året efter den er optjent i forbindelse med udlodningen.

Vi vedlægger Klagers amerikanske selvangivelser for indkomstårene 2018, 2019 og 2020 til dokumentation af sammenligneligheden. Det ses på selvangivelsen, at Klager foretager fuld udlodning af årets realiserede indkomst for at undgå beskatning på foreningsniveau. Beskatningen sker derfor i stedet for på investorniveau i overensstemmelse med reglerne for investor. (…)"

Det fremgår af klagerens amerikanske selvangivelse for indkomstårene 2018 til 2020, at klageren valgte "RIC status" i 1987. Endvidere at klagerens skattepligtige indkomst til USA, som primært udgøres af udbytter og renter reduceret med administrationsomkostninger, til fulde blev udloddet som udbytte for indkomstårene 2018 til 2020.

Det fremgår bl.a. af Skattestyrelsens afgørelse at:

“Investeringsselskabet har ikke meddelt til de danske skattemyndigheder, at de ønsker status som investeringsinstitut med minimumsbeskatning, jf. ligningslovens § 16 C, stk. 10."

Skattestyrelsens afgørelse
Skattestyrelsen har ved afgørelse af 21. marts 2023 ikke imødekommet klagerens anmodning om tilbagebetaling af udbytteskat for årene 2015 til 2020 med i alt 9.520.492,21 kr.

Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført:

"Skattestyrelsens begrundelse
H1 har ansøgt om at få de resterende 15 % af den indeholdte danske udbytteskat tilbagebetalt idet man anser sig berettiget til at modtage udbytte uden indeholdelse af udbytteskat.

Skattestyrelsen bemærker, at udbytter hidrørende fra danske selskaber til selskaber og foreninger m.v. der har hjemsted i udlandet er omfattet af begrænset skattepligt til Danmark, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c.

Det udbyttegivende danske selskab indeholder som udgangspunkt 27 % kildeskat, jf. kildeskattelovens § 65, stk. 1. Den endelige beskatning kan dog være lavere end de 27 %, hvilket bl.a. kan skyldes en dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Investeringsselskaber, som er selvstændige skattesubjekter efter dansk ret, behandles som udgangspunkt efter aktieavancebeskatningslovens § 19. Det fremgår af aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 2 hvilke juridiske enheder, som anses for værende investeringsselskaber. Ved et investeringsselskab forstås blandt andet et investeringsinstitut i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF.

Et dansk investeringsselskab omfattet af selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 19 er undtaget fra skattepligt, men dog bliver udbytte omfattet af ligningslovens § 16 A, stk. 1 og 2, som modtages fra et selskab, der er hjemmehørende her i landet, beskattet med 15 %.

Et investeringsselskab kan dog vælge, at de vil følge de betingelser, der gælder for et investeringsinstitut med minimumsbeskatning i henhold til reglerne i ligningslovens § 16 C. Et investeringsinstitut med minimumsbeskatning er skattepligtig efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5c og er herefter kun skattepligtig af indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 4, hvilket indebærer, at den ikke beskattes af renter, udbytter og kursavancer. Investeringsinstitutter med minimumsbeskatning er således i realiteten skattefri. Investeringsselskabet skal tilkendegive dette valg over for Skattestyrelsen.

I henhold til kildeskattelovens § 65, stk. 1 skal selskaber og foreninger omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, 2, 2e, 2h, 4 og 5a indeholde 27 % kildeskat medmindre andet er fastsat i medfør af kildeskattelovens § 65, stk. 3. I henhold til stk. 3 har Skatteministeren mulighed for at fastsætte regler om, at der ikke skal indeholdes kildeskat på udbytter. Denne bemyndigelse er udnyttet ved dagældende bekendtgørelse nr. 499 fra 2015.

Det fremgår af selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 19, at et investeringsselskab, der er omfattet af denne bestemmelse, er skattefritaget, dog således at udbytte af danske aktier beskattes med 15 pct. Af kildeskattebekendtgørelsens § 30, stk. 2, nr. 1, følger, at selskaber, der er omfattet af selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 19, ikke er omfattet af reglerne om udbyttefrikort.

Der sker således ikke forskelsbehandling mellem udenlandske investeringsselskaber og danske investeringsselskaber som er registreret efter selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 19, da beskatning af udbytte foretages med 15%.

Skattestyrelsen henviser i øvrigt til SKM2019.383.ØLR og SKM2021.353.HR, om udenlandske investeringsinstitutters ret til tilbagebetaling af indeholdte udbytteskatter.

Østre Landsret har i den omhandlede sag taget stilling til hvorvidt de danske regler om, at der ikke skal ske indeholdelse af udbytteskat til minimumsbeskattede investeringsinstitutter, der er hjemmehørende i Danmark, er forenelige med de EU-retlige regler om fri bevægelighed.

Østre Landsret har i den forbindelse anmodet EU-domstolen om en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artikel 56 TEUF og artikel 63 TEUF.

EU-domstolen har således ved dom af 21. juni 2018, se C 480/16 Fidelity Funds, taget stilling til, hvorvidt de danske regler om, at der ikke skal ske indeholdelse af udbytteskat til minimumsbeskattede investeringsinstitutter, der er hjemmehørende i Danmark, er forenelige med de EU-retlige regler om fri bevægelighed.

EU-domstolen fandt, at det er i strid med EU-rettens bestemmelse om kapitalens frie bevægelighed, jf. TEUF artikel 63, at der sker kildebeskatning i relation til ikke-hjemmehørende investeringsinstitutter, mens udbytter til investeringsinstitutter, der er hjemmehørende i den pågældende medlemsstat, er skattefritaget under forudsætning af, at de opfylder betingelserne i ligningslovens § 16 C om opgørelse af en minimumsindkomst mv.

Med hensyn til om der forelå tvingende almene hensyn, der kunne begrunde en restriktion for den frie bevægelighed, udtalte EU-domstolen bl.a. i præmis 84, at:
"Som generaladvokaten har anført i punkt 80 i forslaget til afgørelse, kan den interne sammenhæng i den i hovedsagerne omhandlede beskatningsordning opretholdes, hvis investeringsinstitutter, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat end Kongeriget Danmark, og som opfylder betingelserne i ligningslovens § 16 C, kunne opnå kildeskattefritagelse, når de danske skattemyndigheder, med disse institutters fulde samarbejde, sikrer, at de sidstnævnte betaler en skat, der svarer til den skat, som de udloddende investeringsforeninger, jf. ligningslovens § 16 C, der er hjemmehørende i Danmark, skal indeholde, som forskudsskat, i den minimumsudlodning, der er beregnet i overensstemmelse med denne bestemmelse. At give sådanne investeringsinstitutter mulighed for, under disse betingelser, at opnå denne fritagelse ville være en mindre restriktiv foranstaltning end den nuværende ordning."

Videre fremgår det af præmis 87, at:
"Henset til ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 63 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning som den i hovedsagerne omhandlede, hvorefter udbytter, der udbetales af et selskab hjemmehørende i denne medlemsstat til ikke-hjemmehørende investeringsinstitutter, kildebeskattes, mens udbytter, der udbetales til investeringsinstitutter hjemmehørende i denne samme medlemsstat, kan opnå fritagelse for en sådan skat, forudsat at disse institutter foretager en minimumsudlodning til deres medlemmer eller teknisk opgør en minimumsudlodning og foretager indeholdelse af skat i denne faktiske eller fiktive minimumsudlodning i forhold til institutternes medlemmer."

På baggrund af EU-domstolens afgørelse, har Østre Landsret i SKM2019.383.ØLR frikendt Skatteministeriet for tilbagebetaling af indeholdt udbytteskat. Højesteret har i SKM2021.353.HR stadfæstet Østre Landsretsdommen.

Højesteret fastslog, på baggrund af EU-domstolens dom i sag C-480/16, at det forhold, at en beskatningsordning indeholder et EU-stridigt element ikke i sig selv tilsidesætter hele beskatningsordningen, som det fremgår af Højesterets domme af UfR 2011.2646 og UfR 2014.1491.

Højesteret bemærkede i tillæg hertil: "at så længe en EU-retsstridig forskelsbehandling ikke er afskaffet af den nationale lovgiver, skal overholdelsen af ligebehandlingsprincippet ske ved, at personer i den kategori, som forskelsbehandles, bliver indrømmet de samme rettigheder som personer i den privilegerede kategori".

Højesteret fandt, at: "betingelsen om at være hjemmehørende i Danmark er i strid med EU-retten, ikke i sig selv bevirker, at de udenlandske investeringsinstitutter har krav på at få tilbagebetalt de indeholdte udbytteskatter."

Vedrørende ligningslovens § 16 C tilkendegav Højesteret blandt andet, at: "EU-Domstolens dom af 21. juni 2018 i sag C-480/16 (Fidelity Funds m.fl.) må forstås sådan, at hensynet til denne interne sammenhæng i den danske beskatningsordning kan retfærdiggøre, at det over for investeringsforeninger hjemmehørende i et andet EU-land stilles som betingelse for at opnå kildeskattefritagelse, at investeringsforeningen betaler skat til de danske skattemyndigheder svarende til det beløb, som danske udloddende investeringsforeninger skal indeholde på grundlag af den opgjorte minimumsudlodning, jf. [EU-]dommens præmis 84." og yderligere, at: "kravet i § 16 C om at opgøre en årlig minimumsudlodning omfattende bl.a. udbytte fra danske selskaber må anses for retfærdiggjort ved hensynet til at kunne foretage en korrekt beskatning og til den interne sammenhæng i beskatningsordningen, og at kravet ikke udgør en uproportional restriktion i strid med retten til fri bevægelighed for kapital efter TEUF artikel 63."

Højesteret fandt med sin dom således, at det kan stilles som en betingelse for de udenlandske investeringsinstitutters kildeskattefritagelse af udbytte fra danske selskaber, at de opfylder kravene i ligningslovens § 16 C.

Investeringsselskabet kan ikke opnå fritagelse for udbytteskatten på linje med danske minimumsbeskattede investeringsinstitutter, da det ikke er registreret efter ligningslovens § 16 C eller opfylder betingelserne i ligningslovens § 16 C.

Højesteret fandt således, at "de udenlandske investeringsinstitutter ikke har krav på tilbagebetaling af de indeholdte skatter, selv om der skal ses bort fra den EU-retsstridige betingelse om at være hjemmehørende i Danmark."

Skattestyrelsen udsendte den 21. juni 2022 et styresignal, SKM2022.322.SKTST, der fastlægger praksis vedrørende fuld refusion af udbytteskat til ikke-hjemmehørende investeringsforeninger, der anses for at være omfattet af ligningslovens § 16 C.

Af styresignalet fremgår det, at betingelserne fuld refusion, er at:
1.        Det udenlandske investeringsinstitut, som er en porteføljeaktionær der ikke er hjemmehørende i et EU- eller EØS-land, opfylder betingelserne i ligningslovens § 16 C.
2.        Det udenlandske investeringsinstitut betaler en skat til den danske statskasse, der svarer til den skat, som minimumsbeskattede investeringsinstitutter med hjemsted i Danmark skal indeholde af den i ligningslovens § 16 C omhandlede minimumsindkomst.
Yderligere skal de øvrige betingelser i styresignalet være opfyldte.

Skattestyrelsen finder, at Investeringsselskabet ikke opfylder betingelserne for at være omfattet af ligningslovens § 16 C, og derfor ikke er berettiget til refusion af den fulde udbytteskat. Dette er på baggrund af, at Investeringsselskabet ikke har meddelt Skatteforvaltningen at det ønsker at være registeret som minimumsudloddende investeringsforening efter ligningslovens 16 C, at der ikke er er opgjort en minimumsindkomst efter ligningslovens § 16 C, som betinget i SKM2022.322.SKTST.

H1 skal derfor betale 15 % i udbytteskat, jf. selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 19, samt dobbeltbeskatningsoverenskomsten med USA.

Som følge heraf H1 kun få refunderet den del af den indeholdte udbytteskat, som overstiger 15%, jf. kildeskattelovens § 69 b, stk. 1.

Skattestyrelsen har ved afgørelsen konstateret, at Investeringsselskabet ikke opfylder betingelserne for at være omfattet af ligningslovens § 16 C, alene af den grund at Investeringsselskabet ikke opfylder betingelse 4 i styresignal SKM2022.322SKTST, om at have oplyst, at I ønsker at være minimumsbeskattet og have opgjort en årlig minimumsindkomst. Skattestyrelsen har ikke taget stilling til spørgsmålet om rette indkomstmodtager eller beneficial owner, eller om de øvrige betingelser i ligningslovens § 16 C er opfyldt, heller ikke i forhold til en eventuelt allerede sket refusion af de 12 %. Skattestyrelsen forbeholder sig ret til at undersøge om de øvrige betingelser er opfyldte efterfølgende.

Styresignalet SKM2022.322.SKTST er indarbejdet i den juridiske vejledning 2022-2, afsnit C.D.1.1.10.8.2 og ophævet.

Skattestyrelsen skal bemærke, at der gælder en forældelsesfrist på 3 år i henhold til forældelsesloven for fremsættelse af krav, medmindre der er en længere frist efter dobbeltbeskatningsaftalen. Skattestyrelsen forbeholder sig ret til at undersøge om betingelserne er opfyldt efterfølgende."

Klagerens opfattelse
Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at Skattestyrelsen skal imødekomme klagerens anmodning om tilbagesøgning af den indeholdte kildeskat på udbytter med i alt 9.520.492,21 kr.

Til støtte for påstanden er der i klagen af 29. marts 2023 bl.a. anført:

"3.  Anbringender

Klager gør gældende, at det er i strid med artikel 63 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde ("TEUF") vedrørende kapitalens frie bevægelighed ikke at imødekomme Klagers anmodning om tilbagesøgning af den indeholdte kildeskat på udbytter. Skattestyrelsens afgørelse er således i strid med EU-retten.

3.1. De danske regler gældende på tidspunktet for udlodningen

Udbytte udloddet fra danske selskaber til selskaber og foreninger mv., der er hjemmehørende i udlandet, er som udgangspunkt undergivet dansk begrænset skattepligt, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c. Det udloddende danske selskab skal som udgangspunkt indeholde kildeskat på 27 procent, jf. kildeskattelovens § 65, stk. 1. Den endelige beskatning kan dog være lavere, herunder som følge af den dobbeltbeskatningsoverenskomst Danmark måtte have indgået med det land, hvor selskabet eller foreningen mv. er hjemmehørende.

Foruden kontoførende investeringsforeninger, der ikke behandles nærmere, findes efter danske regler investeringsforeninger mv., der udsteder omsættelige beviser ("investeringsforeninger").

Danske investeringsforeninger er skattepligtige efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5 A (medmindre de omfattes af aktieavancebeskatningslovens § 19) eller § 5 C.

Hvis en investeringsforening kvalificeres som et investeringsselskab, jf. aktieavancebeskatningslovens § 19, er investeringsforeningen skattefritaget, idet udbytte modtaget fra et dansk selskab dog beskattes med 15 procent, jf. selskabsskatteloven § 3, stk. 1, nr. 19.

Investeringsforeninger omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 19 er:

1.        UCITS.
2.        Selskaber mv., hvis aktiver fuldt er investeret i værdipapirer, og som har en tilbagekøbspligt overfor aktionærerne/investorerne.
3.        Kollektive investeringsforeninger, dvs. selskaber mv. med mindst otte deltagere, hvor 85 procent eller mere af aktiverne består af værdipapirer (og hvor der ikke eksisterer en tilbagekøbsforpligtelse).

Forud for 1. januar 2022 kunne danske investeringsforeninger vælge at lade sig beskatte som et investeringsinstitut med minimumsbeskatning (tidligere "udloddende investeringsforening"), jf. ligningslovens § 16 C, såfremt investeringsforeningen opfyldte betingelserne herfor. I så fald ville investeringsforeningen alene være skattepligtig af indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed og fortjeneste eller tab ved afhændelse, afståelse eller opgivelse af formuegoder, der havde eller har haft tilknytning til den erhvervsmæssige virksomhed, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5 C, jf. § 1, stk. 4. Dermed beskattes investeringsforeningen ikke af udbytter. Den danske investeringsforening kunne endvidere efter de dagældende regler ved at modtage frikort helt undgå indeholdelse af kildeskat, jf. kildeskattebekendtgørelsens § 31, stk. 1, nr. 1, og kildeskattelovens § 65, stk. 3.

Hvis der derimod var tale om en udenlandsk investeringsforening, havde investeringsforeningen ikke mulighed for at blive omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5 C, uanset om investeringsforeningen måtte kvalificere som et investeringsinstitut omfattet af ligningslovens § 16 C. Her er det væsentligt at fremhæve, at den dagældende ligningslovs § 16 C stillede krav om en minimumsudlodning opgjort efter danske regler. De danske regler i f.eks. aktieavancebeskatningsloven adskiller sig på afgørende punkter fra udenlandske regler ved f.eks. at anvende FIFO-princippet og gennemsnitsmetoden, der fordrer en registrering af hver enkelt akties anskaffelsestidspunkt og kurs. Udenlandske investeringsforeninger registrerer ikke disse oplysninger og kan derfor ikke leve op til kravene om at opgøre minimumsudlodningen efter danske regler.

Den dagældende ligningslovs § 16 C medførte altså, at der skulle indeholdes og betales udbytteskat på udbytter udloddet fra et dansk selskab til en udenlandsk investeringsforening, mens udbytte kunne udloddes skattefrit og uden indeholdelse af udbytteskat, såfremt det blev udloddet fra et dansk selskab til en dansk investeringsforening. Dette gælder uanset at de to investeringsforeninger måtte være identiske.

Denne forskelsbehandling blev kendt traktatstridig med EU-Domstolens dom af 21. juni 2018 i sag C-480/16, Fidelity Funds, jf. straks nedenfor under pkt. 3.4.

Som følge af Fidelity Funds-sagen vedtog Folketinget lov nr. 1181 af 8. juni 2021 med ikrafttræden den 1. januar 2022, der ophævede adgangen for alle investeringsinstitutter til at opnå kildeskattefritagelsen. Formålet med ophævelsen af kildeskattefritagelsen var at bringe den danske beskatningsordning i overensstemmelse med TEUF artikel 63.

3.2.   Klassifikation af Klager

3.2.1. US RIC

Et US RIC er undergivet fuld selskabsbeskatning i USA, dog med mulighed for at fradrage udlodninger til investorerne ved opgørelsen af den selskabsskattepligtige indkomst ("Dividend Paid Deduction" eller "DPD"). Konsekvensen er, at udlodningerne nøjagtigt svarer til den realiserede indkomst. Da den amerikanske selskabsskattepligtige indkomst ligesom den danske minimumsindkomst opgøres efter realisationsprincippet, svarer anvendelsen af DPD økonomisk til den danske minimumsindkomst.

Som ved danske investorers andele i danske investeringsinstitutter med minimumsbeskatning beskattes amerikanske investorer i US RICs af urealiserede gevinster på foreningens værdipapirer, når investor indløser sit investeringsbevis.

Dermed er et US RIC sammenligneligt med et investeringsinstitut med minimumsbeskatning, jf. ligningslovens § 16 C, stk. 1, 1. pkt., idet begge er institutter, hvis aktivmasse udelukkende er placeret i værdipapirer mv. (og instituttets administrationsbygning for så vidt angår danske institutter) og som udsteder omsættelige beviser for deltagernes indskud. For både investeringsinstitutter med minimumsbeskatning og US RICs gælder, at investeringsindkomsten beskattes hos deltagerne året efter den er optjent i forbindelse med udlodningen.

Vi vedlægger Klagers amerikanske selvangivelser for indkomstårene 2018, 2019 og 2020 til dokumentation af sammenligneligheden. Det ses på de enkelte selvangivelser, at Klager foretager fuld udlodning af årets realiserede indkomst for at undgå beskatning på foreningsniveau. Beskatningen sker derfor i stedet for på investorniveau i overensstemmelse med reglerne for investor. Selvangivelserne vedlægges som Bilag 2, Bilag 3 og Bilag 4.

3.3.   Det EU-retlige grundlag

De EU-retlige regler til beskyttelse og harmonisering af det indre marked i EU findes i TEUF.

3.3.1. TEUF artikel 63 - Kapitalens frie bevægelighed

Bestemmelserne om kapitalens frie bevægelighed findes i TEUF’s fjerde og sidste kapitel i afsnit IV og har til formål at beskytte kapitalens frie bevægelighed. Af TEUF artikel 63 fremgår det blandt andet, at alle restriktioner for kapitalbevægelser mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstater og tredjelande er forbudt. EU-Domstolen har desuden konsekvent fastslået, at selvom kompetencen til at beskatte henhører under medlemsstaternes kompetence, skal beskatningen ske i overensstemmelse med EU-retten (jf. C-379/05, Amurta, præmis 16 med henvisninger og C-338/11 - C-347/11, Santander Asset Management SGIIC m.fl., præmis 14). Medlemsstaterne kan heller ikke forskelsbehandle objektivt sammenlignelige situationer (jf. C-35/98, Verkooijen, præmis 43). 

For de kapitalandele, der ikke er omfattet af moder-/datterselskabsdirektivet (direktiv 2011/96/EU), tilkommer det medlemsstaterne at fastsætte, om og under hvilke betingelser økonomisk dobbeltbeskatning af udloddet udbytte skal undgås, samt i denne henseende ensidigt eller ved en dobbeltbeskatningsoverenskomst indgået med andre medlemsstater at indføre mekanismer, der har til formål at forhindre eller at mindske økonomisk dobbeltbeskatning. Medlemsstaterne har imidlertid ikke blot på grund af denne omstændighed ret til at iværksætte foranstaltninger, der er i strid med de af traktaten sikrede former for fri bevægelighed (jf. C-374/04, Test Claimants in Class IV of the ACT Group Litigation, præmis 54 og C-379/05, Amurta, præmis 24). 

I en meddelelse fra EU-Kommissionen af 19. december 2003 (KOM (2003) 810) fremgår det, at:
“To forhold, der er udviklet i De Europæiske Fællesskabers Domstols retspraksis, er afgørende for, om der foreligger en begrænsning af de frie kapitalbevægelser i henhold til traktatens artikel 56 [nu 63 TEUF]: 

·         Kan bestemmelsen afskrække hjemhørende i en medlemsstat fra at investere deres kapital i selskaber, der har hjemsted i andre medlemsstater?
·         Kan medlemsstaternes bestemmelse udgøre en hindring for, at selskaber med hjemsted i andre medlemsstater rejser kapital i den pågældende medlemsstat? 

Hvis et eller begge ovenstående spørgsmål kan besvares bekræftende, udgør bestemmelsen en begrænsning af kapitalbevægelserne."

EU-Domstolen har om de tidligere bestemmelser i TEUF artikel 56 og 58 (nu henholdsvis artikel 63 og 65) konkluderet, at:

"… artikel 56 EF og 58 EF er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter der indeholdes kildeskat af udbytte, som udloddes af et selskab, som er etableret i denne medlemsstat, til et selskab, der er etableret i en anden medlemsstat, […] samtidig med at udbytte - der betales til et selskab, som er selskabsskattepligtig i førstnævnte medlemsstat […] fritages." (jf. C-379/05, Amurta, præmis 61)." 

EU-Domstolen har desuden fastslået, at bestemmelserne om kapitalens frie bevægelighed “skal fortolkes således, at de er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter indenlandsk udbytte undergives beskatning i form af kildeskat, når udbyttet modtages af institutter for kollektiv investering i værdipapirer, der er hjemmehørende i en anden stat, mens sådant udbytte er fritaget for skat for institutter for kollektiv investering i værdipapirer, der er hjemmehørende i førstnævnte stat." (jf. C-338/11 - C-347/11, Santander Asset Management SGIIC m.fl., præmis 55). EU-Domstolen sondrer ikke mellem investeringsinstitutter med hjemsted henholdsvis inden for og uden for EU.

EU-Domstolen har i C-480/16, Fidelity Funds, fastslået, at de ovenfor omtalte danske regler om udenlandske og danske investeringsforeninger udgør en restriktion af de frie kapitalbevægelser efter TEUF artikel 63 (jf. C-480/16, Fidelity Funds, præmis 45). 

EU-Domstolen afviser, at restriktionen er begrundet i lovlige hensyn, der lever op til kravet om proportionalitet, og den danske beskatningsordning er hermed at anse for at være i strid med Danmarks forpligtelser i henhold til TEUF.

3.3.2. TEUF artikel 18 - Diskriminationsforbud

TEUF artikel 18 indeholder et forbud mod forskelsbehandling, der udøves på grund af nationalitet. Forbuddet dækker de tilfælde, hvor objektivt sammenlignelige situationer behandles forskelligt, og hvor forskellige situationer behandles ens (jf. C-279/93, Schumacker, præmis 30, og C-311/97, Royal Bank of Scotland, præmis 26). 

3.4.   Fidelity Funds-sagen

I sag C-480/16, Fidelity Funds, har EU-Domstolen ved dom af 21. juni 2018 efter forespørgsel af 31. august 2016 fra Østre Landsret besvaret følgende spørgsmål vedrørende den danske beskatningsordning:

"Udgør en beskatningsordning, som den af hovedsagerne omhandlede, der indebærer, at udenlandske investeringsinstitutter omfattet af […] direktiv 85/611 […] kildebeskattes af udbytter fra danske selskaber, en tilsidesættelse af artikel 56 TEF ([nu] artikel 63 TEUF) om kapitalens frie bevægelighed eller artikel 49 TEF ([nu] artikel 56 TEUF] om den frie udveksling af tjenesteydelser, hvis tilsvarende danske investeringsinstitutter kan opnå fritagelse for kildeskatten, enten fordi de faktisk udlodder en minimumsudlodning mod indeholdelse af kildeskat til deres medlemmer, eller teknisk skal opgøre en minimumsudlodning, hvoraf der skal indeholdes kildeskat i forhold til institutternes medlemmer?" 

EU-Domstolen begrunder i dommens præmis 87 sin besvarelse af spørgsmålet som følger:

"Henset til ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 63 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning, som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter udbytter, der udbetales af et selskab hjemmehørende i denne medlemsstat til ikke-hjemmehørende investeringsinstitutter, kildebeskattes, mens udbytter, der udbetales til investeringsinstitutter hjemmehørende i denne samme medlemsstat, kan opnå fritagelse for en sådan skat, forudsat at disse institutter foretager en minimumsudlodning til deres medlemmer eller teknisk opgør en minimumsudlodning og foretager indeholdelse af skat i denne faktiske eller fiktive minimumsudlodning i forhold til institutternes medlemmer." (jf. C-480/16, Fidelity Funds, præmis 87). 

EU-Domstolens besvarelse af det præjudicielle spørgsmål fra Østre Landsret efterlader ikke megen tvivl. Den dagældende danske lovgivning, der stiller hjemmehørende investeringsinstitutter bedre end ikke-hjemmehørende, er i strid med Danmarks forpligtelser efter TEUF.

Østre Landsret afsagde den 2. april 2019 dom i Fidelity Funds-sagen, og Højesteret afsagde dom i sagen den 24. juni 2021. Ved EU-Domstolens og Højesterets domme blev den nationale betingelse om, at det kun er danske hjemmehørende foreninger, der kan omfattes af bestemmelsen, underkendt.

Det følger ikke af Højesterets dom, at der gælder et krav om, at de udenlandske investeringsforeninger skulle have været registreret som udloddende investeringsforeninger, jf. ligningslovens § 16 C. Hvad de netop ikke kunne, som den danske, og underkendte, lovgivning var indrettet. Det var netop denne betingelse, der blev underkendt som EU-retsstridig.

Det følger derfor efter min opfattelse af dommene, at udenlandske investeringsforeninger, der - bortset fra den ulovlige betingelse om at være hjemmehørende i Danmark - opfyldte de øvrige materielle betingelser for at være omfattet af ligningslovens § 16 C, kan gøre krav på fritagelsen efter § 16 C.

Det afgørende må herefter være, om den omhandlede forening objektivt er sammenlignelig med en dansk udloddende investeringsforening, hvori der foretages en minimumsudlodning og løbende beskatning af medlemmerne. Når disse betingelser er opfyldt, er der ikke hjemmel til at nægte foreningen fritagelse efter ligningslovens § 16 C.

Dette støttes også af forarbejderne L 211 A og L 211 B 2020-21 til lov nr. 1179 og lov nr. 1181 begge af 8. juni 2021. Lov nr. 1181 af 8. juni 2021 ophævede adgangen til at opnå kildeskattefritagelsen på udbytte for danske investeringsinstitutter med minimumsbeskatning og indførte 15 procent skat på udbytte fra danske selskaber fra den 1. januar 2022. Formålet med ophævelsen var at bringe den danske beskatningsordning i overensstemmelse med TEUF artikel 63. Det bemærkes, at lovforslagene blev fremsat efter Østre Landsrets dom i Fidelity Funds, men inden Højesterets dom (som dog opretholdte Østre Landsrets dom). Skatteministeriets udtalte følgende vedrørende deres fortolkning af Østre Landsrets dom (Skatteministeriets svar på spg. 1 - L 211 A og L 211 B 2020-21):

"[…] Det er således Skatteministeriets opfattelse, at frifindelsen af Skatteministeriet og dermed afvisningen af de udenlandske investeringsinstitutters krav på fritagelse for udbytteskat af danske aktieudbytter, alene beror på, at de udenlandske investeringsinstitutter ikke kunne anses for omfattet af reglerne for den skattemæssige behandling af investeringsinstitutter med minimumsbeskatning, idet de udenlandske investeringsinstitutter ikke opfyldte kravet om den løbende beskatning af medlemmerne, som er indeholde i de danske regler." (Vores understregninger).

Skatteministeriets holdning er altså, at fritagelse af kildeskat på udbytter til en udenlandsk investeringsfond alene beror på, om den udenlandske investeringsfond udlodder sit udbytte, således at medlemmerne løbende beskattes. Der kan naturligvis ikke stilles krav om registrering af investeringsfonden efter ligningslovens § 16 C.

Under henvisning til det ovenfor anførte fastholdes det, at Klager, [der er reguleret som et US RIC], opfylder betingelsen om at opgøre årlige minimumsudlodninger. Klager er derfor objektivt sammenlignelig med en dansk udloddende investeringsforening.

3.5. Skattestyrelsens afgørelse

På trods af det ovenfor anførte, traf Skattestyrelsen afgørelse om ikke at imødekommende Klagers anmodning om tilbagesøgning af kildeskat. Klager kan ikke tiltræde Skattestyrelsens afgørelse.

Klagers argumentation falder i følgende kategorier:

1.        Spørgsmålet om diskrimination, herunder selvstændige afsnit om forskelsbehandling (afsnit 3.5.1.1) samt lovforslag om EU-retlig tilpasning af foreningsbeskatning (afsnit 3.5.1.2)
2.        Er kapitalens fri bevægelighed hindret? (afsnit 3.5.2)
3.        Konklusion (afsnit 3.5.3)

3.5.1. Spørgsmålet om diskrimination

Af Skattestyrelsens afgørelse følger, at Skattestyrelsen mener, at de danske regler om udbytteskat ikke diskriminerer en udenlandsk investeringsfond, der virker på samme måde som en dansk investeringsforening.

Skattestyrelsen synes at begrunde dette med, at der ved udenlandske investeringsforeninger ikke sker en indeholdelse af udbytteskat og beskatning på medlemsniveau, som det er tilfældet med danske investeringsforeninger.

Klager forstår Skattestyrelsens afgørelse således, at Skattestyrelsen mener, at Klager ikke befinder sig i en situation, der er objektivt sammenlignelig med den situation, en dansk investeringsforening befinder sig i, idet Skattestyrelsen lægger vægt på beskatningen på investorniveauet.

Klager deler ikke Skattestyrelsens opfattelse. Det er Klagers opfattelse, at der er tale om en forskelsbehandling af situationer, der er objektivt sammenlignelige, og at de danske regler om udbytteskat derfor diskriminerer Klager.
EU-Domstolen har I C-480/16, Fidelity Funds, fastslået, at vurderingen af om en grænseoverskridende situation kan sammenlignes med en national situation "skal vurderes under hensyntagen til det formål, der forfølges med de omhandlede nationale bestemmelser, og til genstanden for og indholdet af de sidstnævnte" jf. præmis 50. Om det forhold, at en medlemsstat ikke kan underlægge et ikke-hjemmehørende investeringsinstitut en forpligtelse til indeholdelse af kildeskat af udbytter, som dette udlodder, udtaler EU-Domstolen, at "denne sondring, som i øvrigt afspejler forskellen mellem et institut hjemmehørende i Danmark og et ikke-hjemmehørende institut, imidlertid ikke anses for afgørende." (jf. C-480/16, Fidelity Funds, præmis 59).
På denne baggrund konkluderede EU-Domstolen, at "den omstændighed, at alene hjemmehørende investeringsinstitutter forbeholdes muligheden for at opnå kildeskattefritagelse, ikke er begrundet i en objektiv forskel i situationen for disse investeringsinstitutter og situationen for dem, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat end Kongeriget Danmark." (jf. C-480/16, Fidelity Funds, præmis 63). 

Desuden påvirkes sammenligneligheden mellem en hjemmehørende investeringsforening og en ikke-hjemmehørende investeringsforening ikke af forskelle i den juridiske form eller den skattemæssige behandling af investeringsforeningerne. Den omstændighed, at der ikke i dansk ret findes en investeringsforening med en juridisk form, der er identisk med den form, som en udenlandsk investeringsforening måtte have efter lokal ret, kan derfor ikke i sig selv begrunde en forskelshandling (jf. princippet i C-303/07, Aberdeen Property Fininvest Alpha Oy, præmis 50). 

3.5.1.1. Forskelsbehandling

Afgørelsen i FIM Santander-sagen (de forenede sager C-338/11 - C-347/11), der afsagdes på baggrund af afgørelsen i C-303/07 (Aberdeen Property Fininvest Alpha Oy), fremhæver i præmis 28, at:

"Der kan endvidere kun tages hensyn til de relevante sondringskriterier i den omhandlede nationale lovgivning med henblik på bedømmelsen af, om den forskellige behandling, der følger af en sådan lovgivning, afspejler objektivt forskellige situationer. Når en medlemsstat har valgt at udøve sin beskatningskompetence over udbytte, der betales af hjemmehørende selskaber, på en sådan måde, at beskatningen afhænger af stedet, hvor de udbyttemodtagende investeringsinstitutter er hjemmehørende, er den skattemæssige situation for deltagerne i sidstnævnte dermed uden relevans for bedømmelsen af, om nævnte lovgivning er diskriminerende eller ej." (Vores understregninger).

I præmis 48 fremhæves, at:

"Når en medlemsstat har valgt ikke at beskatte udbyttemodtagende hjemmehørende investeringsinstitutter af indenlandsk udbytte, kan den imidlertid ikke påberåbe sig nødvendigheden af at sikre en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen mellem medlemsstaterne med henblik på at begrunde en beskatning af ikke-hjemmehørende investeringsinstitutter, der modtager sådant udbytte (Amurta-dommen, præmis 59, dommen i sagen Aberdeen Property Fininvest Alpha, præmis 67, og dommen i sagen Kommissionen mod Tyskland, præmis 78)." 

Konklusionen er herefter, at:
"Artikel 63 TEUF og 65 TEUF skal fortolkes således, at de er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter indenlandsk udbytte undergives beskatning i form af kildeskat, når udbyttet modtages af institutter for kollektiv investering i værdipapirer, der er hjemmehørende i en anden stat, mens sådant udbytte er fritaget for skat for institutter for kollektiv investering i værdipapirer, der er hjemmehørende i førstnævnte stat." 

Afgørelsen i FIM Santander er efterfølgende nuanceret i EU domstolens praksis. Først i afgørelsen i Fidelity Funds-sagen (C-480/16), hvor afgørelsen lød:

"Artikel 63 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning som den i hovedsagerne omhandlede, hvorefter udbytter, der udbetales af et selskab hjemmehørende i denne medlemsstat til ikke-hjemmehørende institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter), kildebeskattes, mens udbytter, der udbetales til investeringsinstitutter hjemmehørende i denne samme medlemsstat, kan opnå fritagelse for en sådan skat, forudsat at disse institutter foretager en minimumsudlodning til deres medlemmer eller teknisk opgør en minimumsudlodning og foretager indeholdelse af skat i denne faktiske eller fiktive minimumsudlodning i forhold til institutternes medlemmer." (Vores understregninger).

På grundlag af de understregede passager har de danske skattemyndigheder for at godkende en tilbagesøgning stillet krav om, at den tilbagesøgende investeringsforening har valgt status som et investeringsinstitut med minimumsbeskatning efter ligningslovens § 16 C, hvilket kun et absolut fåtal af udenlandske investeringsinstitutter har.

Dette krav fra de danske skattemyndigheders side er efterfølgende blevet nuanceret efter afgørelsen i DEKA-sagen (C-156/17), hvor EU-domstolen nåede frem til, at:

"1) Artikel 63 TEUF skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en medlemsstats lovgivning, der fastsætter, at en ikke-hjemmehørende investeringsforening ikke kan indrømmes tilbagebetaling af udbytteskat, som er blevet indeholdt af udbytte, som foreningen har modtaget fra enheder med hjemsted i denne medlemsstat, med den begrundelse, at den ikke har fremlagt bevis for, at foreningens aktionærer eller selskabsdeltagere opfylder de i denne lovgivning fastsatte betingelser, forudsat at disse betingelser ikke faktisk stiller ikke-hjemmehørende investeringsforeninger ringere end hjemmehørende investeringsforeninger, og at skattemyndighederne kræver, at også hjemmehørende investeringsforeninger skal fremlægge bevis for opfyldelsen af de nævnte betingelser, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve. 

2) Artikel 63 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning, der fastsætter, at en ikke-hjemmehørende investeringsforening ikke kan indrømmes tilbagebetaling af udbytteskat, som foreningen har været pligtig at betale i denne medlemsstat, med den begrundelse, at den ikke opfylder de retlige betingelser, som en sådan tilbagebetaling er underlagt, dvs. at den ikke fuldt ud til sine aktionærer eller selskabsdeltagere udlodder sit investeringsresultat hvert år inden otte måneder efter regnskabsårets afslutning, såfremt det investeringsresultat, som ikke er blevet udloddet, i den medlemsstat, hvor foreningen har sit hjemsted, anses for at være blevet udloddet eller henregnes til det skattebeløb, som denne medlemsstat opkræver hos aktionærerne eller selskabsdeltagerne, som om dette overskud var blevet udloddet, og at en sådan investeringsforening, henset til det formål, der ligger til grund for disse betingelser, befinder sig i en situation, der er sammenlignelig med situationen hos en hjemmehørende investeringsforening, som indrømmes tilbagebetaling af denne skat, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve." (Vores understregninger).

Udenlandske investeringsforeninger skal således behandles som indenlandske investeringsforeninger jf. FIM Santander-sagen. Det er dog muligt at forskelsbehandle udenlandske investeringsforeninger, når forskelsbehandlingen kan begrundes i objektive kriterier jf. Fidelity Funds-sagen, dvs. umiddelbart sammenlignelige situationer skal behandles lige.

DEKA-afgørelsen opstiller yderligere to krav: 1) Betingelserne i en medlemsstat må ikke de facto stille udenlandske investeringsforeninger ringere end indenlandske investeringsforeninger, og 2) hvis formålet med betingelserne er opfyldt, dvs. hvis den udenlandske investeringsforenings investeringsresultat er blevet beskattet hos dennes aktionærer/deltagere på linje med hvordan samme resultat ville være blevet beskattet, kan refusion ikke afvises med den begrundelse, at betingelserne ikke er opfyldt.

Klager er således undergivet en anderledes skattemæssig behandling i Danmark end den, der gælder for en dansk investeringsforening.

På baggrund af ovenstående er der således tale om, at objektivt sammenlignelige situationer forskelsbehandles som følge af de danske regler. Dette udgør diskrimination i strid med EU-retten. Diskriminationen kan ikke begrundes i de tvingende almene hensyn, som anført af Skattestyrelsen i deres afgørelse.

3.5.1.2. Ny lovgivning om EU-retlig tilpasning af foreningsbeskatning mv.

Ved lov nr. 1181 af 8. juni 2021 ophævedes adgangen til at opnå kildeskattefritagelsen på udbytte for danske investeringsinstitutter med minimumsbeskatning og indførte 15 procent skat på udbytte fra danske selskaber fra den 1. januar 2022.

Af indledningen til lovforslaget (L 211 A og L 211 B 2020-21) fremgår

"Formålet med lovforslaget er for det andet at bringe de danske regler om beskatning af udbytter af danske aktier, som modtages af investeringsinstitutter, i overensstemmelse med EU-retten. Det foreslås, at danske investeringsinstitutter med minimumsbeskatning vil skulle betale en udbytteskat på 15 pct. af udbytter fra danske aktier. Hermed sikres en ligestilling mellem danske og udenlandske investeringsinstitutter, idet udenlandske investeringsinstitutter efter gældende regler typisk er pålagt en udbytteskat på 15 pct. af danske aktieudbytter. 

EU-Domstolen har ved dom af 21. juni 2018 i sag C-480/16, Fidelity Funds m.fl. mod Skatteministeriet, fastslået, at de danske regler om beskatning af udbytter af danske aktier, der betales til investeringsinstitutter, er i strid med artikel 63 TEUF om kapitalens frie bevægelighed. Det skyldes, at udbytter af danske aktier, der betales til udenlandske investeringsinstitutter, kildebeskattes, mens udbytter af danske aktier, der betales til danske investeringsinstitutter med minimumsbeskatning, er fritaget for beskatning." (Vores understregning).

Baggrunden er yderligere uddybet i afsnit 7 om Forholdet til EU-retten, hvor det af afsnit 7.2. Justering af reglerne for investeringsinstitutters beskatning af udbytte fra danske aktier fremgår, at:

"Den foreslåede indførelse af skattepligt for alle investeringsinstitutter med minimumsbeskatning af udbytter af danske aktier, skal ses i lyset af, at EU-Domstolen den 21. juni 2018 afsagde dom i sag C-480/16, Fidelity Funds m.fl. mod Skatteministeriet. Domstolen fastslog, at det er i strid med artikel 63 TEUF om kapitalens frie bevægelighed, når udbytter af danske aktier, der betales til et udenlandsk investeringsinstitut, kildebeskattes, mens udbytter af danske aktier, der betales til et dansk investeringsinstitut, er fritaget for beskatning, hvis instituttet årligt opgør en såkaldt minimumsindkomst, der beskattes hos deltagerne i investeringsinstituttet.Ved lovforslaget foreslås det, at de danske minimumsbeskattede investeringsinstitutters adgang til at opnå fritagelse for beskatning af udbytter af danske aktier ophæves. De danske regler vil dermed blive i overensstemmelse med EU-retten." 

Lovforslaget er en erkendelse af, at de danske regler er i strid med EU-retten.

I stedet for at tillade udenlandske investeringsforeninger de samme fritagelsesmuligheder som danske foreninger, foreslås indført en udbytteskat på alle udbytter til investeringsforeninger, hvilket gennemføres ved at fjerne den mulighed, som danske investeringsinstitutter med minimumsbeskatning har for at fravælge beskatning af udbytter (dvs. undlade at tilvælge beskatning af danske udbytter).

Uanset at lovforslaget er rettet mod de investeringsinstitutter med minimumsbeskatning, der ikke har valgt at betale 15 procent kildeskat på udbytter fra danske selskaber, kan det i EU-retlig henseende ikke ses så snævert.

Det afgørende er, at Skatteministeriet anerkender, at de danske regler er diskriminerende, og at de rammer alle udenlandske investeringsforeninger.

Som ovenfor nævnt, har udenlandske investeringsforeninger nok kunnet vælge status som investeringsinstitutter med minimumsbeskatning, og i en periode endda kunnet vælge status som summarisk udloddende investeringsforening, uden dette ville have indflydelse på pligten til at betale dansk udbytteskat.

I relation til diskriminationen af udenlandske investeringsforeninger kan lovforslaget derfor ikke snævert siges at rette op på en diskrimination af udenlandske investeringsforeninger ved fremadrettet at beskatte danske investeringsforeninger.

Tværtimod understreger lovændringen den diskrimination af udenlandske investeringsforeninger, der har fundet sted, men løser ikke problemet.

3.5.2. Er kapitalens frie bevægelighed hindret?

Det fremgår af Skattestyrelsens forslag til afgørelse, at Skattestyrelsen er enig i, at forskellene i den skattemæssige behandling af danske og udenlandske investeringsforeninger udgør en hindring for kapitalens frie bevægelighed.

EU-Domstolen har fastslået, at en ugunstig behandling af udbytte udbetalt til selskaber, der er etableret i en anden medlemsstat (medlemsstat A), i forhold til behandlingen af udbytte udbetalt til selskaber, der er etableret i samme medlemsstat (medlemsstat B), kan afholde selskaber, der er etableret i medlemsstat A, fra at foretage investeringer i medlemsstat B og udgør derfor en restriktion for de frie kapitalbevægelser, der er forbudt i henhold til artikel 63 (jf. C-379/05, Amurta, præmis 28). Dette er da også et af de to tilfælde, som EU-Kommissionen har anført i sin meddelelse af 19. december 2003 (KOM (2003) 810) som beskrevet under pkt. 3.3.1 ovenfor.

Samtidig følger det også af EU-Domstolens praksis, at artikel 63 også finder anvendelse i de situationer, hvor udbytte, der udbetales af selskaber med hjemsted i en medlemsstat til en investeringsfond med hjemsted i et tredjeland, i henhold til national skattelovgivning ikke er omfattet af en skattefritagelse, mens investeringsfonde med hjemsted i den nævnte medlemsstat indrømmes en sådan skattefritagelse (jf. C-190/12, Emerging Markets Series of DFA Investment Trust Company, præmis 35). 

På baggrund af ovenstående kan det konkluderes, at de danske regler beskrevet under pkt. 3.1 udgør en hindring af kapitalens frie bevægelighed i strid med TEUF artikel 63.

Skattestyrelsen har tidligere anført, at hindringerne kan retfærdiggøres med henvisning til (i) hensynet til at sikre en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen og (ii) hensynet til at sikre sammenhængen i det nationale skattesystem.
EU-Domstolen har ved sin dom i sag C-480/16, Fidelity Funds afvist disse anbringender. Den danske beskatningsordning udgør en hindring af kapitalens frie bevægelighed og EU-Domstolen afviser, at denne hindring er begrundet i lovlige og proportionelle hensyn.

3.5.3. Konklusion

De danske regler om beskatning af udbytte udloddet fra danske selskaber til henholdsvis danske og udenlandske investeringsforeninger udgør en diskriminerende hindring af kapitalens frie bevægelighed i strid med EU-retten.

Den diskriminerende hindring kan ikke retfærdiggøres i hensynet til at sikre en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen, da EU-Domstolen har fastslået, at det er en forudsætning for at dette hensyn kan påberåbes af en medlemsstat, at medlemsstaten beskatter hjemmehørende og ikke-hjemmehørende investeringsforeninger ens. Dette er ikke tilfældet i Danmark.
Den diskriminerende hindring kan ikke retfærdiggøres i hensynet til at sikre sammenhængen i det nationale skattesystem. De danske regler opfylder ikke betingelserne, som EU-Domstolen har fastlagt for, om en diskrimination kan være lovlig med henvisning til dette hensyn. Sammenhængen i beskatningsordningen vedrørende udbytter er således allerede fastlagt i de dobbeltbeskatningsoverenskomster Danmark har indgået, ligesom den skattemæssige fordel og den skattemæssige ulempe ved de danske regler ikke vedrører det samme retsforhold og den samme person. Samtidig opfylder den danske diskriminerende hindring ikke kravet om proportionalitet, idet hindringen efter Klagers vurdering af EU-Domstolens praksis går videre, end hvad der er nødvendigt, hvilket er blevet fastslået af EU-Domstolen (jf. C-480/16, Fidelity Funds). Klager bemærker i den henseende, at EU-retten har forrang i forhold til de danske regler. Klager bemærker desuden, at EU-Kommissionen ligeledes påpeger, at den danske diskriminerende hindring ikke kan retfærdiggøres i hensynet til at sikre sammenhængen i det nationale skattesystem.

På baggrund af ovenstående kan det konkluderes, at de danske regler er udtryk for en diskriminerende hindring af kapitalens frie bevægelighed, der ikke kan begrundes i tvingende almene hensyn. Skattestyrelsen skal derfor imødekomme Klagers anmodning om tilbagesøgning af indeholdt kildeskat på udbytter udloddet fra selskaber hjemmehørende i Danmark."

Udtalelse fra Skattestyrelsen
I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 11. april 2023 udtalt følgende:

"Vi har følgende kommentarer til de nye oplysninger, som ikke står i sagsfremstillingen:

(…)

Spørgsmålet i sagen omhandler, hvorvidt investeringsselskabet H1 skal have refunderet hele udbytteskatten, idet klager gør gældende, at det er i strid med art. 63 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde ("TEUF") vedrørende kapitalens fri bevægelighed ikke at imødekomme anmodningen.

R1 Advokatpartnerselskab gør gældende, at det er i strid med art. 63 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde ("TEUF") vedrørende kapitalens fri bevægelighed ikke at imødekomme anmodningen om tilbagesøgning af den indeholdte kildeskat på udbytter.

De danske regler blev ændret på baggrund af EU-Domstolen ved lov nr. 1181 af 8. juni 2021, hvor adgangen til kildeskattefritagelsen på udbytte for danske investeringsinstitutter med minimumsbeskatning blev ophævet.

Der fremgår bl.a. følgende af indledningen til lovforslaget (L 211 A og L 211 B 2020-21):

"Formålet med lovforslaget er for det andet at bringe de danske regler om beskatning af udbytter af danske aktier, som modtages af investeringsinstitutter, i overensstemmelse med EU-retten. Det foreslås, at danske investeringsinstitutter med minimumsbeskatning vil skulle betale en udbytteskat på 15 pct. af udbytter fra danske aktier. Hermed sikres en ligestilling mellem danske og udenlandske investeringsinstitutter, idet udenlandske investeringsinstitutter efter gældende regler typisk er pålagt en udbytteskat på 15 pct. af danske aktieudbytter. EU-Domstolen har ved dom af 21. juni 2018 i sag C-480/16, Fidelity Funds m.fl. mod Skatteministeriet, fastslået, at de danske regler om beskatning af udbytter af danske aktier, der betales til investeringsinstitutter, er i strid med artikel 63 TEUF om kapitalens frie bevægelighed. Det skyldes, at udbytter af danske aktier, der betales til udenlandske investeringsinstitutter, kildebeskattes, mens udbytter af danske aktier, der betales til danske investeringsinstitutter med minimumsbeskatning, er fritaget for beskatning." 

Skattestyrelsen har følgende bemærkninger:

Af Højesterets dom offentliggjort som SKM2021.353.HR fremgår bl.a. følgende:

"Sagernes baggrund og problemstillingDet har bl.a. i årene 2000-2009, som sagerne vedrører, været muligt for investeringsforeninger at blive fritaget for at betale kildeskat af udbytte fra danske selskaber, hvis to betingelser var opfyldt. Den ene betingelse var, at investeringsforeningen skulle være hjemmehørende i Danmark. Den anden betingelse var, at investeringsforeningen skulle have valgt at blive kvalificeret som udloddende investeringsforening efter ligningslovens § 16 C. (…)EU-Domstolen har i dom af 21. juni 2018 i sag C-480/16 (Fidelity Funds m.fl.) på baggrund af landsrettens præjudicielle forelæggelse fastslået, at betingelsen om, at en investeringsforening skulle være hjemmehørende i Danmark, er i strid med retten til kapitalens frie bevægelighed efter artikel 63 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF). (…)Konsekvensen af, at kravet om at være hjemmehørende er i strid med EU-retten
Som nævnt i Højesterets domme af 23. juni 2011 (UfR 2011.2646) og 14. Februar 2014 (UfR 2014.1491) indebærer det forhold, at en beskatningsordning indeholder et EU-retsstridigt element, ikke i sig selv, at hele beskatningsordningen skal tilsidesættes. 

Det følger desuden af EU-Domstolens praksis, at så længe en EU-retsstridig forskelsbehandling ikke er afskaffet af den nationale lovgiver, skal overholdelsen af ligebehandlingsprincippet ske ved, at personer i den kategori, som forskelsbehandles, bliver indrømmet de samme rettigheder som personer i den privilegerede kategori, jf. bl.a. præmis 79 i EU-Domstolens dom af 22. Januar 2019 i sag C-193/17 (Cresco Investigation). 

På den baggrund finder Højesteret, at det forhold, at betingelsen om at være hjemmehørende i Danmark er i strid med EU-retten, ikke i sig selv bevirker, at de udenlandske investeringsinstitutter har krav på at få tilbagebetalt de indeholdte udbytteskatter. 

Ligningslovens § 16 C
De udenlandske investeringsinstitutter har anført, at også ligningslovens § 16 C er i strid med EU-retten, og at de derfor har krav på at få tilbagebetalt de indeholdte udbytteskatter. (…) 

I årene 2000-2009 sikrede bestemmelsen bl.a., at der af en dansk investeringsforenings opgjorte minimumsudlodning skete beskatning hos foreningens danske og udenlandske investorer som modstykke til den opnåede kildeskattefritagelse. EU-Domstolens dom af 21. juni 2018 i sag C-480/16 (Fidelity Funds m.fl.) må forstås sådan, at hensynet til denne interne sammenhæng i den danske beskatningsordning kan retfærdiggøre, at det over for investeringsforeninger hjemmehørende i et andet EU-land stilles som betingelse for at opnå kildeskattefritagelse, at investeringsforeningen betaler skat til de danske skattemyndigheder svarende til det beløb, som danske udloddende investeringsforeninger skal indeholde på grundlag af den opgjorte minimumsudlodning, jf. dommens præmis 84. (Skattestyrelsens understregning)

På den baggrund finder Højesteret, at kravet i § 16 C om at opgøre en årlig minimumsudlodning omfattende bl.a. udbytte fra danske selskaber må anses for retfærdiggjort ved hensynet til at kunne foretage en korrekt beskatning og til den interne sammenhæng i beskatningsordningen, og at kravet ikke udgør en uproportional restriktion i strid med retten til fri bevægelighed for kapital efter TEUF artikel 63. Højesteret finder derfor, at det kan stilles som betingelse for de udenlandske investeringsinstitutters kildeskattefritagelse af udbytte fra danske selskaber, at de i årene 2000-2009 opfyldte kravet i § 16 C om at opgøre en årlig minimumsudlodning. 

De udenlandske investeringsinstitutter valgte ikke at blive kvalificeret som udloddende investeringsforeninger (Skattestyrelsens understregning) og opgjorde ikke en årlig minimumsudlodning, og de opfyldte dermed ikke denne betingelse for at opnå kildeskattefritagelse. 

Højesteret finder herefter, at de udenlandske investeringsinstitutter ikke har krav på tilbagebetaling af de indeholdte skatter, selv om der skal ses bort fra den EU-retsstridige betingelse om at være hjemmehørende i Danmark." 

Til orientering har Skattestyrelsen efter Højesteretsdommen udsendt styresignal SKM2022.322.SKTST om refusion af indeholdt udbytteskat til udenlandske investeringsinstitutter - EU-Domstolens dom i sag C-480/16 og Højesterets dom offentliggjort som SKM2022.353.HR

Skattestyrelsens forudsætter, at klagernes aktier i danske selskaber, var porteføljeaktier. I den situation skal et investeringsselskab hjemmehørende i 3. land behandles på samme måde, som et investeringsselskab hjemmehørende i et EU-land.

Efter Skattestyrelsens opfattelse fremgår det klart af Højesteretsdommen, at hverken et investeringsselskab hjemmegørende i et andet EU-land eller i et land uden for EU, har krav på at få refunderet hele udbytteskatten, medmindre investeringsselskabet har været registreret som udloddende (nu minimumsbeskattet), jf. ligningslovens § 16 C, har opgjort en minimumsindkomst og har betalt en skat til de danske skattemyndigheder svarende til det beløb, som danske udloddende investeringsforeninger (nu minimumsbeskattede) skal indeholde på grundlag af den opgjorte minimumsudlodning.

Efter Skattestyrelsens opfattelse, skal investeringsselskabet ikke have refunderet hele udbytteskatten, da investeringsselskabet ikke har været registreret som minimumsbeskattet investeringsforening, jf. ligningslovens § 16 C, opgjorde en minimumsindkomst efter reglerne i ligningslovens § 16 C eller betalte en skat til de danske skattemyndigheder, svarende til den skat, som danske udloddende investeringsforeninger betalte.

Det skal bemærkes, som det fremgår af Skattestyrelsens afgørelse, at Skattestyrelsen forbeholder sig retten til at undersøge om øvrige betingelser er opfyldt, idet at der f.eks. ikke er taget stilling til, om investeringsselskabet ville opfylde de øvrige betingelser for at være omfattet af ligningslovens § 16C.

Det er derfor Skattestyrelsens opfattelse, at investeringsselskabet ikke skal have refunderet hele udbytteskatten for de pågældende indkomstår."

Klagerens yderligere bemærkninger til sagen
Repræsentanten har fremsat en række bemærkninger i forbindelse med mødet den 14. januar 2025 med Skatteankestyrelsen.

Repræsentanten anførte på mødet, at repræsentanten på trods af højesteretsdom og styresignal fastholder, at klageren er berettiget til tilbagebetaling af udbytteskat.     

Repræsentanten oplyste, at de 5 betingelser, som styresignalet SKM2022.322.SKTST opstiller, slet ikke har været mulige for udenlandske fonde at opfylde, idet betingelserne er baseret på en forkert fortolkning af EU-Domstolens dom i Fidelity-sagen, C-480/16.

Særligt betingelse nr. 4 og nr. 5 gør EU-Domstolens underkendelse af hjemstedskravet illusorisk.

Betingelse nr. 4 medfører, at investeringsinstituttet skal have oplyst til Skattestyrelsens, at investeringsinstituttet ønskede at være minimumsbeskattet i medfør af ligningslovens § 16 C.

Højesteret og EU-Domstolen opstillede ikke dette krav og var fuldt ud bekendt med, at Fidelity ikke opfyldte kravet jf. præmis 15-19 i C-480/16. EU-Domstolen fandt, at ligningsloven § 16 skal gælde for investeringsforeninger, der objektivt er sammenlignelige med danske udloddende investeringsforeninger.

Betingelserne er, at investeringsinstituttet skal foretage en minimumsudlodning eller opgøre en minimumsudlodning og betale en skat ved videreudlodning til instituttets endelige investorer, svarende til den skat, som udloddende investeringsforeninger, der er hjemmehørende i Danmark, skal betale når de videreudlodder til deres investorer jf. præmis 84 i C-480/16. Der er ikke hjemmel til at nægte fritagelse efter ligningslovens § 16 C, når disse betingelser er opfyldt.

Højesteret bekræftede denne opfattelse i sin dom. Højesteret fandt, at det kan stilles som betingelse for de udenlandske investeringsforeningers kildeskattefritagelse af udbytte fra danske selskaber, at de opfyldte kravet i ligningslovens § 16 C om at opgøre en årlig minimumsudlodning, men ikke at der skulle ske registrering.

Repræsentanten anførte derudover, at EU-Domstolen ikke skulle tage stilling til de øvrige betingelser i ligningslovens § 16 C, og dermed ikke til registreringskravet, men registreringskravet ville have været underkendt af EU-domstolen. Repræsentanten henviste til EU-Domstolens dom i C‑326/12, Rita van Caster, der vedrørte den tyske beskatningsordning gældende før 2018, der stort set var ens med den danske § 16 C. EU-Domstolen fandt, at ordningen var i strid med TEUF artikel 63 og dermed udgjorde en ulovlig restriktion. Den ulovlige restriktion bestod i, at en tysk investor, som investerede i en udenlandsk investeringsforening, som ikke havde anmodet om den tilsvarende tyske skattestatus, ikke selv kunne opgøre indkomstkomponenterne til brug for selvangivelsen og dermed ikke kunne opnå den samme lempelige beskatning, som ville have været gældende for tyske investeringsforeninger. Ordningen blev underkendt af EU-Domstolen.

Repræsentanten mente i øvrigt ikke, at oplysningen ville være praktisk mulig at give. Danske investeringsinstitutter skulle give denne oplysning ved at søge om frikortet for at undgå beskatning. Denne mulighed var ikke til stede for udenlandske investeringsinstitutter, da disse netop ikke opfyldte kravet om hjemsted.

Endvidere ville det savne mening for investeringsinstitutterne at have oplyst dette over for Skattestyrelsen. Kravet om, at investeringsinstituttet var hjemmehørende i Danmark, var fortsat gældende, så en sådan oplysning ville have alene medført betydelig ekstra administration og omkostninger for de udenlandske investeringsinstitutter. 

Repræsentanten kan derfor ikke se, hvordan investeringsinstituttet skulle have haft hjemmel, praktisk mulighed for eller incitament til at oplyse Skattestyrelsen, at investeringsinstitutter ønskede at være minimumsbeskattet.

Når kravet opstilles i styresignalet, er den ulovlige betingelse om, at investeringsinstituttet skulle have haft hjemsted i Danmark reelt set stadig gældende, hvilket er i strid med EU-domstolens dom i Fidelity.

Landsskatteretten bør derfor ikke håndhæve betingelsen.

Betingelse nr. 5 medfører, at det udenlandske investeringsinstitut skal betale en "sådan aftalebaseret" skat.

Betingelsen skyldes antageligvis præmis 84 i C-480/16, hvor der står, at de udenlandske investeringsinstitutter skal kunne opnå skattefritagelse, når de danske skattemyndigheder sikrer, at de betaler en skat, der svarer til den skat, som de udloddende danske investeringsforeninger i henhold til ligningslovens § 16 C skal indeholde i minimumsudlodningen i medfør af ligningslovens § 16 C. De udenlandske investeringsinstitutter skal dermed indgå en aftale med de danske skattemyndigheder om, at investeringsinstituttet sikrer, at det betaler den skat, der skal betales til de danske skattemyndigheder.

Der er hverken i retspraksis eller dansk lovgivning hjemmel til, at der skal være en sådan "aftalebaseret" skattepligt. Dette fremgår tillige af et høringssvar til styresignalet, hvor det blev anført, at der efter grundloven er et skærpet hjemmelsprincip på skatteområdet, hvilket er et helt grundlæggende retssikkerhedsprincip og -værn i dansk ret. Den ordning, som der lægges op til i udkast til styresignalet, forudsætter således, at der findes eller indføres en lovhjemmel for Skattestyrelsen til at indgå de pågældende aftaler om skattebetaling. Da denne hjemmel ikke findes, kan en betingelse om "aftalebaseret" skat altså ikke være gyldig. Investeringsinstitutterne har ikke haft mulighed for at opfylde denne betingelse, og den kan derfor ikke begrunde at de ikke kan få refunderet udbytteskatten fuldt ud.

Repræsentanten anførte, at det ikke kan stilles som en betingelse, at der er betalt en skat til Danmark, men blot at investeringsinstitutterne skal have betalt en skat, der svarer til den skat, der betales til Danmark. Denne skat kan altså godt være betalt i andre lande end Danmark.

Repræsentanten konkluderede, at de betingelser, som styresignalet SKM2022.322.SKTST opstiller, er umulige for udenlandske fonde at opfylde og er baseret på en forkert fortolkning af EU-Domstolens dom i Fidelity-sagen (C-480/16). Betingelserne er ulovlige og bør fjernes.

Investeringsinstitutterne har derfor krav på refusion af den udbytteskat de har betalt, når disse i øvrigt er sammenlignelige med danske investeringsinstitutter omfattet af ligningslovens § 16 C (som reglerne var inden lovændringen i 2021).

Det er dermed afgørende hvilke krav, der er for at være et bevisudstedende investeringsinstitut med minimumsbeskatning. Kravene fremgår af ligningslovens § 16 C inden lovændringen i 2021 og af styresignalets betingelse 1, 2 og 3.

Baggrunden for reglerne om investeringsinstitutter med minimumsbeskatning, de tidligere udloddende investeringsforeninger, er, at deltagerne så vidt muligt beskattes af indtægter og udgifter i investeringsinstituttet, som om de havde foretaget investeringen selv.

Investeringsinstitutter med minimumsbeskatning opgør via minimumsindkomsten de indtægter og gevinster, der ville være skattepligtige ved personers direkte investering. Investeringsinstitutterne kan ligeledes i vidt omfang foretage fradrag i minimumsindkomsten for de tab, der ville være fradragsberettigede hos personer ved direkte investering. På den måde tilstræbes det, at medlemmet beskattes som om, investeringen var foretaget direkte, samt at beskatningen sker med det fulde beløb. Hvis der sker geninvestering af afkast uden fornyet indskud, beskattes afkastet som minimumsindkomst, og afkastet anses for et nyt indskud i investeringsinstituttet. Endelig beskattes deltageren umiddelbart efter, at afkastet optjenes.

Det fremgår af dagældende ligningslov § 16 C, stk. 4, at alle udbytter, renter, gevinst på gæld og fordringer, gevinst på aktier og finansielle kontrakter beskattes. Renteudgifter, tab på gæld og fordringer, tab på finansielle kontrakter, mv. fradrages i minimumsindkomsten, jf. samme paragraf, stk. 5. Det tillades også, at der i minimumsindkomsten fradrages udgifter til administration, jf. samme paragraf, stk. 6.
Repræsentanten oplyste følgende om klagerens karakteristika:

Investeringsfonden er baseret i USA og er klassificeret som et Regulated Investment Company (US RIC) ifølge amerikansk lovgivning. Normalt vil en sådan fond blive betragtet som et investeringsselskab i henhold til dansk lovgivning.

Dette kan ændres, hvis fonden opfylder kriterierne for en udloddende investeringsforening i ligningslovens § 16C.

Formålet med investeringsfonden er at opbygge og administrere en portefølje af værdipapirer, herunder danske aktier. Ligesom danske investeringsforeninger, der ikke beskattes af udbytter, samler fonden investeringer fra forskellige investorer og administrerer dem professionelt. Derfor er fondens aktiviteter sammenlignelige med danske investeringsforeninger, der ikke beskattes af udbytter fra danske selskaber.

Et US RIC, er en type af investeringsselskab, som er reguleret under Investment Company Act of 1940, jf. 26 U.S. Code § 851. For at kvalificere sig som en RIC skal selskabet primært beskæftige sig med investering i værdipapirer.  En vigtig betingelse er, at selskabet årligt skal udlodde mindst 90 % af sin skattepligtige indkomst til aktionærerne - dette fremgår af Internal Revenue Code § 857a. Hvis RICs ikke gør det, bliver de strafbeskattet med en punktafgift på 4 %. RICs skal være registreret hos Securities and Exchange Commission (SEC) og overholde regulatoriske krav vedrørende offentliggørelse og styring.

Et US RIC er fuldt skattepligtigt i USA, men har mulighed for at trække udlodninger til investorerne fra i deres skattepligtige indkomst (hvilket bliver kaldt Dividend Paid Deduction eller DPD). Dette betyder, at udlodningerne svarer til den realiserede indkomst. Den amerikanske skattepligtige indkomst opgøres efter realisationsprincippet, ligesom den danske minimumsindkomst. Brugen af "DPD" svarer altså økonomisk til den danske minimumsindkomst, hvilket fremgår af https://www.irs.gov/taxtopics/tc409.

Ligesom danske investorer i danske investeringsinstitutter med minimumsbeskatning, beskattes amerikanske investorer i US RICs af urealiserede gevinster på fondens værdipapirer, når de indløser deres investeringsbeviser. Derfor er et US RIC sammenligneligt med et investeringsinstitut med minimumsbeskatning ifølge ligningslovens § 16 C, stk. 1, 1. pkt. Begge typer institutter fungerer som en form for gennemstrømningsselskab, da beskatningen af investorerne sker som hvis de selv havde købt værdipapirerne direkte fra det danske selskab.

Begge typer institutter investerer derudover udelukkende i værdipapirer og udsteder omsættelige beviser for deltagernes indskud. For både investeringsinstitutter med minimumsbeskatning og US RICs gælder, at investeringsindkomsten beskattes hos deltagerne året efter, at den er optjent i forbindelse med udlodningen.

Repræsentanten oplyste følgende om klagerens amerikanske selvangivelser:

Klagerens amerikanske selvangivelser for indkomstårene 2018 til 2020 viser sammenligneligheden med danske investeringsselskaber. På forsiden af selvangivelserne fremgår, at fonden foretager fuld udlodning af årets realiserede indkomst for at undgå beskatning på foreningsniveau, hvilket betyder, at beskatningen i stedet sker på investorniveau i overensstemmelse med reglerne for investorer. De udloddede beløb svarer til nettoindkomsten i fonden med fradrag for administrationsudgifterne.

Dette vil altså sige, at fonden opfylder kravet i ligningslovens § 16 C, stk. 3, som siger, at minimumsudlodning er udlodning af fondens samlede indkomst, med fradrag for tab og udgifter.

Repræsentanten anførte afslutningsvist, at styresignalet medfører, at der betales både dansk og amerikansk udbytteskat, og samlet beskatning er 32 % for en amerikansk investor grundet den amerikanske udbyttebeskatning. Hvis klageren fik udbytteskatten tilbagebetalt, ville beskatning kun være hos den ultimative investor med 20 % svarende til den amerikanske udbytteskat for en amerikansk investor.

Retsmøde

Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling
Skattestyrelsen har udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling:

" Skattestyrelsen bemærker, at ved lov nr. 84 af 30. januar 2019 blev både ligningslovens § 16 C, stk. 1, og selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5 c, ændret.

Ændringerne betyd, at minimumsbeskattede investeringsinstitutter i en periode kunne vælge at betale 15 pct. i udbytteskat af udbytter omfattet af ligningslovens § 16 A, stk. 1 og 2.

Skattestyrelsen kan tiltræde Skatteankestyrelsens indstilling."

Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse
Klagerens repræsentant har fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse:

“Vi har i løbet af marts, april og maj modtaget Skatteankestyrelsens kontorindstillinger vedrørende klager over afslag på tilbagesøgning af indeholdt udbytteskatter for følgende investeringsinstitutter:

(…)

Sagerne behandles samlet og klagerne benævnes samlet “Klagerne". 

Skatteankestyrelsens kontorindstillinger kan ikke tiltrædes.

Vi fastholder, at Klagernes anmodning om tilbagesøgning af indeholdt udbytteskat skal imødekommes, idet Klagerne - foruden kravet om nationalitet, der ikke lovligt kunne stilles - opfylder betingelserne i den daværende ligningslovs § 16 C.

Vi henviser overordnede til vores tidligere anbringender, herunder anbringenderne fremført på kontormødet den 14. januar 2025. Hvad angår betingelsen om, at Klagerne skal tilkendegive overfor Skattestyrelsen, at Klagerne vil kvalificeres som et dansk investeringsinstitut med minimumsbeskatning, har vi supplerende bemærkninger:

Det fastholdes, at det ikke var muligt for Klagerne for så vidt angår de indkomstår, der lå i eller før 2019, at registrere sig som investeringsinstitutter med minimumsudlodning. Dette gør sig gældende for samtlige ovenstående sager, med én enkelt undtagelse (Sag: (…)).

Heroverfor anfører Skatteankestyrelsen (s. 5 i indstillingen), at der i 2020 og 2021 var syv udenlandske enheder, der blev registreret som minimumsudloddende investeringsforeninger efter den daværende ligningslovs § 16 C, hvorfor Klagernes synspunkt om, at registrering ikke var mulig, ikke tiltrædes af Skatteankestyrelsen.

Skatteankestyrelsens synspunkt i denne henseende savner imidlertid mening.

De syv udenlandske selskaber blev netop registreret som minimumsudloddende investeringsforeninger efter Østre Landsrets afsigelse af dom i Fidelity sagen den 2. april 2019 (SKM2019.383.ØLR).

Østre Landsret fastslog, at "…sagsøgerne skal stilles på samme måde som hjemmehørende investeringsforeninger, og at de derfor kun har ret til kildeskattefritagelse under de betingelser, der gælder for hjemmehørende investeringsforeninger…". Først efter afsigelse af Østre Landsrets dom, kunne udenlandske investeringsinstitutter kvalificeres som minimumsudloddende investeringsforeninger i henhold til den daværende ligningslovs § 16 C. En kvalifikation, der førhen var forbeholdt danske investeringsforeninger mv.
At syv udenlandske enheder kunne registrere sig som minimumsudloddende investeringsforeninger efter den daværende ligningslovs § 16 C i 2020 og 2021, skyldes netop Østre Landsrets tilsidesættelse af administrationen af den daværende ligningslovs § 16 C.

Havde Klagerne inden Østre Landsrets dom den 2. april 2019 søgt om frikort efter den daværende ligningslovs § 16 C, ville Skattestyrelsen have afvist ansøgningen under henvisning til, at Klagerne ikke var hjemmehørende i Danmark. Det ville således ikke være muligt for Klagerne at opnå status efter den daværende ligningslovs § 16 C.

Endelig bemærkes det, at styresignalets (SKM2022.322.SKTST) krav om registrering som minimumsudloddende investeringsinstitut hverken har støtte i EU-Domstolens dom i C-480716 (Fidelity), Østre Landsrets eller Højesterets dom (SKM2021.353.HR). Højesteret fandt, at det kan stilles som betingelse for de udenlandske investeringsforeningers kildeskattefritagelse af udbytte fra danske selskaber, at investeringsforeningerne opfylder betingelsen i ligningslovens § 16 C om at opgøre en årlig minimumsudlodning. Derimod stiller Højesteret ikke krav om registrering.

Det bemærkes i øvrigt, at EU-Domstolen ikke skulle tage stilling til de øvrige betingelser i LL § 16C, herunder fx registreringskravet. Det er imidlertid vores opfattelse, at hvis EU-Domstolen skulle have taget stilling til bestemmelsens krav om registrering, ville dette have været underkendt.

Jeg skal henvise til EU-Domstolens dom i C-326/12, Rita van Caster, der vedrørte den tyske beskatningsordning gældende før 2018, der stort set var ens med den danske § 16 C. EU-Domstolen fandt, at ordningen var i strid med traktatens TEUF art. 63 og dermed udgjorde en ulovlig restriktion. Den ulovlige restriktion bestod i, at en tysk investor, som investerede i en udenlandsk investeringsforening, som ikke havde anmodet om den tilsvarende tyske skattestatus, ikke selv kunne opgøre indkomstkomponenterne til brug for selvangivelsen og kunne dermed ikke opnå den samme lempelige beskatning, som ville have været gældende for tyske investeringsforeninger. Ordningen blev underkendt af EU-Domstolen.

Det fastholdes således, at betingelsen om, at Klagerne skulle have oplyst til Skattestyrelsen, at Klagerne ønskede at være minimumsbeskattede, ikke bør håndhæves af Landsskatteretten."

Indlæg under retsmødet
Repræsentanten nedlagde påstand om at klagerens anmodning om refusion af udbytteskat skal imødekommes, og gennemgik sine anbringender i overensstemmelse med de skriftlige indlæg og det materiale, der blev udleveret på retsmødet.

Repræsentanten fremhævede, at EU-dommen C-480/16 (Fidelity) alene fastslår, at hjemstedskravet er EU-stridigt, ligesom det anføres i dommens præmis 84, at man kunne have haft en ordning, som sikrede, at der betales en skat. EU-domstolen anførte ikke, at skatten skal være en dansk skat og tog ikke stilling om de øvrige betingelser i ligningslovens § 16 C var EU-stridige. Højesteret gik videre, og konkluderede i SKM2021.353.HR, at præmis 84 må forstås sådan, at der skal betales en skat til de danske myndigheder, samt at de udenlandske investeringsforeninger ikke valgte at blive registreret som et ligningslovens § 16 C-institut, og ikke opgjorde en minimumsudlodning, og dermed opfyldte de ikke betingelserne. Repræsentanten anførte, at der ikke er hjemmel til, at et udenlandsk investeringsinstitut skal betale en dansk skat. Styresignalet i SKM2022.322.SKTST kom efter Højesterets dom, og anførte i betingelse nr. 4 og 5 registrering i henhold til ligningslovens § 16 C, opgørelse af minimumsindkomst samt betaling skat til Danmark.

Repræsentanten anførte, at formålet med ligningslovens § 16 C var, at privatpersoner kunne investere via institutter med samme resultat som ved direkte investeringer. Klageren foretog videreudlodning af alle indtægter reduceret med tab og administrationsomkostninger, og opfyldte derfor de materielle betingelser. Eneste grund til afslag på refusion var, at klageren ikke er hjemmehørende. Klageren kunne ikke have valgt at blive kvalificeret efter ligningslovens § 16 C og kunne ikke have fået et frikort, ligesom det ikke er muligt at vælge med tilbagevirkende kraft. DEKA-dommen medfører, at der ikke kan stilles samme beviskrav som til et dansk investeringsinstitut. Repræsentanten henviste endvidere til EU-dommen i de forenede sager C397/98 og C410/98. Spørgsmål 5 i sagen omhandlede, om man skulle have søgt, selvom det var meningsløst efter national lovgivning. Man kunne ikke kritiseres herfor, og ens rettigheder ville være umulige at opnå, hvis det ønskede blev nægtet alene grundet en manglende anmodning.

Repræsentanten anførte, at Landsskatteretten derfor ikke bør håndhæve betingelsen om valg af ligningslovens § 16 C. Kravet om minimumsudlodning kan derimod håndhæves, da det er den materielle del af bestemmelsen, og klageren opfylder betingelserne herfor.

Skattestyrelsen indstillede i overensstemmelse med tidligere udtalelser, at afgørelsen stadfæstes. Skattestyrelsen understregede, at det altid har været muligt for et udenlandsk investeringsinstitut at blive registreret efter ligningslovens § 16 C, men det ville ikke have været muligt at få et frikort. Styresignalet har hjemmel i højesteretsdommen. Højesteret fandt, at valget kan stilles som betingelse, idet Højesteret anførte "de valgte ikke", hvilket kun kan betyde, at de skulle have valgt ligningslovens § 16 C. Beskatningen af et udenlandsk investeringsinstitut sker i øvrigt på tilsvarende vis som for et dansk investeringsinstitut, der heller ikke har valgt ligningslovens § 16 C.

Skattestyrelsen henviste endvidere til 2 nye afgørelser fra Landsskatteretten offentliggjort som SKM2025.302.LSR og SKM2025.303.LSR, hvor der ligeledes ikke var valgt ligningslovens § 16 C og ikke opgjort en minimumsudlodning.

Landsskatterettens afgørelse
Landsskatteretten skal tage stilling til, om det er med rette, at Skattestyrelsen har givet afslag på klagerens anmodning om refusion af udbytteskat for årene 2015 til 2020 med i alt 9.520.492,21 kr.

Retsgrundlaget
Krav for at opnå refusion af udbytteskat
Et dansk selskab, der udbetaler udbytte, skal som udgangspunkt indeholde 27 % af det samlede udbytte, jf. kildeskattelovens § 65.

Er der efter kildeskattelovens § 65 indeholdt kildeskat på udbytte, som overstiger modtagerens endelige udbytteskat, kan den for meget indeholdte udbytteskat tilbagesøges. For begrænset skattepligtige fremgår modtagerens endelige udbytteskat af enten kildeskattelovens § 2, selskabsskattelovens § 2 eller en dobbeltbeskatningsoverenskomst. For sådanne fysiske eller juridiske personer er det i første omgang et krav, at de vurderes som begrænset skattepligtige til Danmark, hvis de vil opnå refusion af udbytteskat. Det fremgår af selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, at et selskab mv., som nævnt i § 1, stk. 1, der har hjemsted i udlandet, er begrænset skattepligtig, hvis det oppebærer udbytte fra kilder her i landet omfattet af ligningslovens § 16 A, stk. 1 og 2.

Investeringsselskab
Et investeringsselskab er bl.a. defineret som et investeringsinstitut i henhold til UCITS-direktivet, jf. aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 1, nr. 1. (tidligere § 19, stk. 2, nr. 1).

For indkomstårene 2015 til 2020 var et investeringsselskab skattepligtig med 15 % af udbytte fra et dansk selskab, jf. dagældende selskabsskattelovs § 3, stk. 1, nr. 19.

Investeringsinstitut med minimumsbeskatning
Ved et investeringsinstitut med minimumsbeskatning forstås et institut, der udsteder omsættelige beviser for deltagernes indskud, og som har valgt, at instituttets indkomst skal beskattes hos deltagerne. Endvidere skal investeringsinstituttet opgøre en minimumsindkomst, jf. den dagældende ligningslovs § 16 C, stk. 1 (lovbekendtgørelse nr. 1041 af 15. september 2014). Forud for 1. juli 2012 var ordlyden i ligningslovens § 16 C, stk. 1, anderledes, idet der tidligere var tale om en udloddende investeringsforening, og at der skulle opgøres en minimumsudlodning.

Valget af skattemæssig status som investeringsinstitut med minimumsbeskatning skal være truffet inden det første år, som valget gælder for. I en nystiftet enhed skal valget være truffet i forbindelse med stiftelsen, hvis det skal gælde fra første år. Oplysning om valget skal indsendes til told- og skatteforvaltningen senest den 31. december i det første år, som valget gælder for.

For indkomstårene 2015 til 2020 var et dansk investeringsinstitut med minimumsbeskatning skattepligtig i henhold til selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5c. For investeringsinstitutter med minimumsbeskatning blev modtagelsen af udbytte ikke anset som en indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed, hvorfor sådanne udbytter var skattefritaget for disse enheder. Som følge heraf havde danske investeringsinstitutter med minimumsbeskatning mulighed for at få et udbyttefrikort i henhold til reglerne i kildeskattebekendtgørelsen. Frikortet kunne forevises til de udbytteudloddende selskaber, hvorefter disse selskaber kunne undlade at indeholde kildeskat. I de situationer, hvor der ikke forevises frikort, var de udbytteudloddende selskaber forpligtet til at indeholde kildeskat. Selve indeholdelsen ændrede dog ikke på, at udbytter var skattefritaget for de danske investeringsinstitutter med minimumsbeskatning.

Fritagelsen for beskatning af udbytter fra danske selskaber til danske investeringsinstitutter med minimumsbeskatning blev ophævet ved lov nr. 1181 af 8. juni 2021 med virkning fra 1. januar 2022.

Praksis
EU-domstolens sag C-480/16 (Fidelity) omhandlede blandt andet, hvorvidt den danske stat havde overtrådt kapitalens fri bevægelighed i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) artikel 63. EU-domstolen lagde bl.a. til grund, at den omhandlede skattelovgivning udgjorde en restriktion af de frie kapitalbevægelser, som i princippet var forbudt ved TEUF artikel 63. Restriktionen kunne som udgangspunkt begrundes i hensynet om at sikre sammenhængen i den danske beskatningsordning, dog var den danske skattelovgivning for restriktiv/disproportional, og EU-domstolen anførte derfor følgende i præmis 84:

"Som generaladvokaten har anført i punkt 80 i forslaget til afgørelse, kan den interne sammenhæng i den i hovedsagerne omhandlede beskatningsordning opretholdes, hvis investeringsinstitutter, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat end Kongeriget Danmark, og som opfylder betingelserne i ligningslovens § 16 C, kunne opnå kildeskattefritagelse, når de danske skattemyndigheder, med disse institutters fulde samarbejde, sikrer, at de sidstnævnte betaler en skat, der svarer til den skat, som de udloddende investeringsforeninger, jf. ligningslovens § 16 C, der er hjemmehørende i Danmark, skal indeholde, som forskudsskat, i den minimumsudlodning, der er beregnet i overensstemmelse med denne bestemmelse. At give sådanne investeringsinstitutter mulighed for, under disse betingelser, at opnå denne fritagelse ville være en mindre restriktiv foranstaltning end den nuværende ordning."

På baggrund af ovenstående fandt EU-domstolen, at den danske skattelovgivning, hvorefter det kun var investeringsinstitutter hjemmehørende i Danmark, som kunne opnå kildeskattefritagelse, var i strid med kapitalens fri bevægelighed.

Højesteret har i dom af 24. juni 2021, offentliggjort i SKM2021.353.HR, taget stilling til betydningen af EU-Domstolens domsafsigelse i sag C-480/16. Højesteret udtalte i den forbindelse:

"Sagernes baggrund og problemstilling
Der har bl.a. i årene 2000-2009, som sagerne vedrører, været muligt for investeringsforeninger at blive fritaget for at betale kildeskat af udbytte fra danske selskaber, hvis to betingelser var opfyldt.

Den ene betingelse var, at investeringsforeningen skulle være hjemmehørende i Danmark. Den anden betingelse var, at investeringsforeningen skulle have valgt at blive kvalificeret som udloddende investeringsforening efter ligningslovens § 16 C. (…)

EU-Domstolen har i dom af 21. juni 2018 i sag C-480/16 (Fidelity Funds m.fl.) på baggrund af landsrettens præjudicielle forelæggelse fastslået, at betingelsen om, at en investeringsforening skulle være hjemmehørende i Danmark, er i strid med retten til kapitalens frie bevægelighed efter artikel 63 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF).
(…)

Konsekvensen af, at kravet om at være hjemmehørende er i strid med EU-retten

Som nævnt i Højesterets domme af 23. juni 2011 (UfR 2011.2646) og 14. februar 2014 (UfR 2014.1491) indebærer det forhold, at en beskatningsordning indeholder et EU-retsstridigt element, ikke i sig selv, at hele beskatningsordningen skal tilsidesættes.

Det følger desuden af EU-Domstolens praksis, at så længe en EU-retsstridig forskelsbehandling ikke er afskaffet af den nationale lovgiver, skal overholdelsen af ligebehandlingsprincippet ske ved, at personer i den kategori, som forskelsbehandles, bliver indrømmet de samme rettigheder som personer i den privilegerede kategori, jf. bl.a. præmis 79 i EU-Domstolens dom af 22. januar 2019 i sag C-193/17 (Cresco Investigation).

På den baggrund finder Højesteret, at det forhold, at betingelsen om at være hjemmehørende i Danmark er i strid med EU-retten, ikke i sig selv bevirker, at de udenlandske investeringsinstitutter har krav på at få tilbagebetalt de indeholdte udbytteskatter.

Ligningslovens § 16 C
(…)

(…) I årene 2000-2009 sikrede bestemmelsen bl.a., at der af en dansk investeringsforenings opgjorte minimumsudlodning skete beskatning hos foreningens danske og udenlandske investorer som modstykke til den opnåede kildeskattefritagelse. EU-Domstolens dom af 21. juni 2018 i sag C-480/16 (Fidelity Funds m.fl.) må forstås sådan, at hensynet til denne interne sammenhæng i den danske beskatningsordning kan retfærdiggøre, at det over for investeringsforeninger hjemmehørende i et andet EU-land stilles som betingelse for at opnå kildeskattefritagelse, at investeringsforeningen betaler skat til de danske skattemyndigheder svarende til det beløb, som danske udloddende investeringsforeninger skal indeholde på grundlag af den opgjorte minimumsudlodning, jf. dommens præmis 84.

På den baggrund finder Højesteret, at kravet i § 16 C om at opgøre en årlig minimumsudlodning omfattende bl.a. udbytte fra danske selskaber må anses for retfærdiggjort ved hensynet til at kunne foretage en korrekt beskatning og til den interne sammenhæng i beskatningsordningen, og at kravet ikke udgør en uproportional restriktion i strid med retten til fri bevægelighed for kapital efter TEUF artikel 63.

Højesteret finder derfor, at det kan stilles som betingelse for de udenlandske investeringsinstitutters kildeskattefritagelse af udbytte fra danske selskaber, at de i årene 2000-2009 opfyldte kravet i § 16 C om at opgøre en årlig minimumsudlodning.

De udenlandske investeringsinstitutter valgte ikke at blive kvalificeret som udloddende investeringsforeninger og opgjorde ikke en årlig minimumsudlodning, og de opfyldte dermed ikke denne betingelse for at opnå kildeskattefritagelse.

Højesteret finder herefter, at de udenlandske investeringsinstitutter ikke har krav på tilbagebetaling af de indeholdte skatter, selv om der skal ses bort fra den EU-retsstridige betingelse om at være hjemmehørende i Danmark.
(…)"

Landsskatterettens begrundelse og resultat
En dansk investeringsforening, der udstedte omsættelige beviser, og som var et selvstændigt skattesubjekt, blev som udgangspunkt anset for et investeringsselskab i skattemæssig henseende, jf. dagældende aktieavancebeskatningslovs § 19, stk. 2, nr. 1. Et investeringsselskab blev i de pågældende indkomstår beskattet med 15 %, når det modtog udbytte fra et dansk selskab, jf. dagældende selskabsskattelovs § 3, stk. 1, nr. 19.

En dansk investeringsforening, der udstedte omsættelige beviser, havde dog mulighed for - under visse betingelser - at tilvælge ligningslovens § 16 C, hvorved den blev anset for et investeringsinstitut med minimumsbeskatning i skattemæssig henseende. Et investeringsinstitut med minimumsbeskatning var i indkomstårene 2015 til 2020 skattepligtig efter selskabsskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5c, og betalte 0 % i skat af udbytte fra danske selskaber.

Klageren har anmodet om refusion af udbytteskat. Det fremgår af Skattestyrelsens afgørelser, at klageren skal betale 15 % i udbytteskat til Danmark. Det må således anses for lagt til grund ved Skattestyrelsens behandling, at klageren kan anses for et selvstændigt skattesubjekt.

Klageren har gjort gældende, at investeringsinstituttet i henhold til TEUF artikel 63 er udsat for forskelsbehandling i forhold til danske investeringsinstitutter. Dette må forstås som danske investeringsinstitutter med minimumsbeskatning.

Højesteret har i SKM2021.353.HR taget stilling til, om udenlandske investeringsinstitutter er udsat for forskelsbehandling, og Højesteret har i den forbindelse særligt behandlet ligningslovens § 16 C. Højesteret udtalte i dommen, at det forhold, at betingelsen om at være hjemmehørende i Danmark er i strid med EU-retten ikke i sig selv bevirker, at udenlandske investeringsinstitutter har krav på at få tilbagebetalt indeholdt kildeskat af udbytter. Det forhold, at EU-Domstolen i C-480/16 (Fidelity) har underkendt kravet om, at et investeringsinstitut skal være hjemmehørende her i landet for at opnå kildeskattefritagelse, bevirker således ikke, at den samlede beskatningsordning skal tilsidesættes. Med henvisning til SKM2021.353.HR og C-480/16 (Fidelity) finder Landsskatteretten, at det alene er kravet om at være hjemmehørende her i landet, der skal ses bort fra.

Det fremgår af Højesterets dom, at lov nr. 1181 af 8. juni 2021 samt EU-Domstolens dom af 30. juni 2020 i sag C-156/17 (Köln-Aktienfonds Deka) indgik som en del af retsgrundlaget, og det blev alligevel fastslået af Højesteret, at det kan stilles som en betingelse for udenlandske investeringsinstitutters kildeskattefritagelse af udbytte fra danske selskaber, at de udenlandske investeringsinstitutter valgte at blive kvalificeret som udloddende investeringsforeninger, og at de opfyldte kravet i ligningslovens § 16 C om at opgøre en årlig minimumsudlodning.

For indkomstårene 2015 til 2020 har klageren ikke valgt at blive kvalificeret som et dansk investeringsinstitut med minimumsbeskatning., og klageren har ikke opgjort en minimumsindkomst. Klageren har derfor ikke krav på tilbagebetaling af de pågældende indeholdte skatter.

Repræsentantens anbringender vedrørende klagerens klassifikation som et US RIC, som er forpligtet til at udlodde minimum 90 % af den realiserede indkomst, og hvor klageren ifølge klagerens amerikanske selvangivelser har udloddet hele den realiserede indkomst, kan ikke føre til et andet resultat.

Det fremgår desuden af høringsskema af 14. april 2021 samt svar af 12. maj 2021 fra skatteministeren på spørgsmål 3 vedrørende lovforslag nr. 211 af 14. april 2021, at der i 2020 og 2021 var 7 udenlandske enheder, der var anmeldt som minimumsbeskattede investeringsinstitutter. Det kan således ikke lægges til grund, at det var praktisk umuligt for udenlandske enheder at blive anset for minimumsbeskattede investeringsinstitutter.

Skattestyrelsen var derfor berettiget til at give afslag på klagerens anmodninger om refusion af udbytteskat på 15 % af bruttoudbyttet, svarende til 9.520.492,21 kr. for indkomstårene 2015 til 2020.

Landsskatteretten kan således tiltræde, at klageren ikke er berettiget til refusion af udbytteskat på 15 % af bruttoudbyttet. Landsskatteretten finder det ufornødent at tage stilling til, om klageren er et selvstændigt skattesubjekt, herunder om refusion kunne være afslået, allerede fordi dette ikke måtte være tilfældet.