Klagen vedrører Skattestyrelsens opkrævning af 159.936 kr. i øl- og vinafgift for varer, som er indkøbt i Tyskland i perioden 12. april 2015 til 15. februar 2020.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse vedrørende varer, der er forudbestilt af klageren.

Landsskatteretten ændrer Skattestyrelsens afgørelse vedrørende den øvrige varemængde, hvorefter afgiften nedsættes til 0 kr.

Den beløbsmæssige opgørelse overlades til Skattestyrelsen

Faktiske oplysninger
Den 5. januar 2021 modtog Skattestyrelsen oplysninger fra H1 ApS (herefter H1) vedrørende varekøb i H1s grænsehandelsbutikker i Tyskland, hvor der i forbindelse med købene blev anvendt et X-kort, som var tilknyttet klagerens X-konto (kundenummer […]).

Skattestyrelsen har gennemgået indkøbene registreret på klagerens X-konto for perioden fra den 12. april 2015 til den 15. februar 2020. På baggrund af undersøgelsen har Skattestyrelsen opkrævet i alt 159.936 kr. i øl- og vinafgift for samtlige indkøbte øl i hele perioden og vin indkøbt i 2016 og 2017. Skattestyrelsens opgørelse fremgår af bilag 1 og 2 til den påklagede afgørelse.

Skattestyrelsen har udsendt forslag til afgørelse den 14. juni 2021.

På H1s hjemmeside findes vilkårene for medlemskab af X-programmet. Skatteankestyrelsen har indhentet vilkårene den 11. marts 2022, hvoraf det fremgår, at disse er gældende fra februar 2021. Af vilkårene fremgår det bl.a., at X-kortet er et medlemskort, som giver adgang til optjening af bonuspoint, når kortet anvendes i forbindelse med bl.a. handel i H1s grænsehandelsbutikker, hvor kortet forevises i forbindelse med betaling. De optjente bonuspoint kan efterfølgende anvendes som hel eller delvis betaling bl.a. ved handel i H1s grænsehandelsbutikker. X-kortet er personligt og må ikke overdrages til andre. Af vilkårene følger det endvidere, at der er to medlemsniveauer i X-programmet. Ved brug af bonuspoint kan X-medlemskabet for en 12 måneders periode opgraderes til et X+-medlemskab, som medfører yderligere fordele og højere satser for optjening af bonuspoint.    

Skatteankestyrelsen har henvendt sig til H1 med spørgsmål vedrørende X-programmet og har også i den forbindelse forsøgt at indhente tidligere gældende vilkår herfor.

H1 har ikke fremsendt tidligere gældende vilkår, men har udtalt følgende: 1) Brug af X-kortet sker uden pinkode og uden forevisning af id-kort. 2) På X-kortet er alene anført et kortnummer, hvorfor hverken navn, adresse eller andre identitetsoplysninger fremgår af kortet. 3) Der er ikke sket væsentlige ændringer i vilkårene for X-programmet siden 2015. 4) Det har siden 2015 været muligt at opgradere medlemskabet til X+.

Skatteankestyrelsen har i forbindelse med klagesagens behandling modtaget et regneark fra Skattestyrelsen, der indeholder oplysninger fra H1 om alle transaktioner, der er registreret på klagerens X-konto i hele den omhandlede periode. I regnearket er klagerens navn registreret i forbindelse med 107 transaktioner i kolonnen med overskriften "CustomerOrderFullName".

De 107 transaktioner er indeholdt i Skattestyrelsens opgørelse af ølafgift (bilag 1), og kan henføres til indkøb af mellem 594 liter og 918 liter øl på følgende otte datoer:

-          10. februar 2018
-          2. april 2018
-          27. maj 2018
-          10. juni 2018
-          22. juni 2018
-          29. juni 2018
-          2. september 2018
-          3. august 2019

Det fremgår yderligere af oplysningerne fra H1, at i forbindelse med indkøb på syv af datoerne er klagerens e-mailadresse "[…]", svarende til den, der er tilknyttet klagerens X-konto, registreret i kolonnen "CustomerOrderEmail".

Skattestyrelsen har under klagesagsbehandlingen fremlagt en pressemeddelelse af [dato] 2018. Af pressemeddelelsen fremgår det, at H1 etablerede en ny webshop i 2018, og at der i den forbindelse [blev] indført mulighed for at forudbestille varer i H1s grænsehandelsbutikker.

Skattestyrelsens afgørelse
Skattestyrelsen har truffet afgørelse om opkrævning af i alt 159.936 kr. i øl- og vinafgift for varer, som er indkøbt i Tyskland i perioden fra den 12. april 2015 til den 15. februar 2020, idet varerne anses som indkøbt og indført af klageren, og idet mængderne ifølge Skattestyrelsen har et omfang og en sådan karakter, at de pågældende vareindkøb overstiger, hvad der må anses for at være til eget brug.

Som begrundelse er anført følgende:

"Vores begrundelse for opkrævning af øl- og vinafgift
Du har indført afgiftspligtige varer fra udlandet i så store mængder, at det ikke kan anses som værende til eget brug. Du kan derfor ikke indføre varerne afgiftsfrit, jf. øl- og vinafgiftslovens § 11, stk. 2.

Varerne kan ikke anses for at være til eget brug, hvis de indføres med henblik på videresalg. Varer, der fx sælges i en idrætsklub eller på en arbejdsplads, anses derfor ikke som indført til eget brug.

Varer, der medbringes til eller for andre personer, der ikke deltager i rejsen, anses heller ikke for at være til eget brug. Varer, der medbringes for familie og venner, og hvor familie og venner betaler for varerne, og/eller hvor de betaler for en del af eller alle rejseomkostninger, vil heller ikke blive anset for at være til eget brug. Det anses også som betaling, hvis de indførte varer indgår i en byttehandel.

Da du ikke har forudanmeldt købene og indbetalt afgiften i henhold til øl- og vinafgiftslovens § 6a, stk. 1, nr. 1 og 4, opkræver vi afgifterne i henhold til øl- og vinafgiftslovens § 16, stk. 2, jævnfør opkrævningslovens § 9, stk. 1, 3 og 4.

Efter opkrævningslovens § 9 skal den, der ikke er registreret efter afgiftslovene, og som modtager afgiftspligtige varer fra andre EU-lande, angive den afgiftspligtige mængde til told- og skatteforvaltningen ved modtagelsen af varerne.

Skattestyrelsen kan som udgangspunkt kun opkræve afgift 3 år efter det tidspunkt, hvor den skulle have været betalt. Det står i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1. Vi kan dog opkræve afgift længere tilbage i tid, hvis nogen har handlet minimum groft uagtsomt.

Da din indførsel af afgiftspligtige varer strækker sig kontinuerligt over flere år og i den store mængde, er det vores opfattelse, at du burde have vidst, at der skulle have været betalt afgift af de indførte varer og Skattestyrelsen vurderer, at du derved har handlet minimum groft uagtsomt, jf. skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3:

"Den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at afgiftstilsvaret eller godtgørelsen er fastsat på et urigtig eller ufuldstændigt grundlag."

For at anvende denne regel, skal vi inden for 6 måneder efter, at vi er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 31, varsle ændringerne. Reaktionsfristen begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor vi er kommet i besiddelse af relevante og tilstrækkelige oplysninger til at kunne udarbejde et forslag. Se skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2. Det følger af skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4, at for krav afledt af en ekstraordinær fastsættelse efter § 32, er forældelsesfristen 10 år.

For indkomstårene 2016-2017, samt perioden 1. januar 2018 til 14. juni 2018 anvender vi reglerne om ekstraordinær ansættelse, idet vi mener, at du har handlet forsætligt eller groft uagtsomt ved ikke at anmelde dine indførsler.

Kundskabstidspunktet er den 5. januar 2021, da vi på denne dato modtager oplysninger fra H1 ApS. Vi kunne derfor sende rettidigt forslag til dig vedrørende indkomstårene senest den 5. juli 2021. Forslaget blev sendt til dig den 14. juni 2021.

Vores endelige afgørelse
Du har i dine bemærkninger til sagen oplyst, at der har været flere personer med i bussen på indkøbsturene til grænsehandelsbutikkerne. Du har oplyst, at du har modtaget kontant betaling for varerne. Du har desuden oplyst, at du/I tidligere er blevet kontrolleret af Tolden, som har ladet jer passere uden bemærkninger.

Vi har i vores afgørelse lagt afgørende vægt på, at du ikke har sandsynliggjort eller dokumenteret, at det er andre end dig selv, der har købt de pågældende varer eller at en del af varerne skulle have været købt og betalt af de øvrige passager, som skulle have været med på turene.

Det er således vores opfattelse, at det er dig, der må dokumentere eller sandsynliggøre, at du ikke har købt samtlige varer, jf. de modtagne oplysninger fra H1.

Da vi ikke har kunnet få fremvist dokumentation eller på anden måde sandsynliggjort, at det forholder sig anderledes, anser vi ikke dette for at være løftet. 

Du har desuden i din indsigelse oplyst, at du flere gange er blevet kontrolleret af Tolden ved grænsen og du derfor er uforstående overfor, at vi har sendt forslag med afkrævning af øl- og vinafgift af de købte varer.

Vi bemærker hertil, at når du tidligere er blevet standset, har der været tale om enkeltstående kontroller ved grænsen, hvor Tolden efter en konkret individuel vurdering tager udgangspunkt i, det oplyste ved kontrollen, antal passagerer i køretøjet, fordeling af varerne, mængde af varer mv.

I forbindelse med modtagelse af kontroloplysningerne fra H1, kan vi konstatere, at der ikke har været tale om enkelte ture, men derimod kontinuerlige ture.

Der er yderligere købt så store mængder varer, der overstiger hvad man med rimelighed kan forvente anvendt i en normal husholdning, jf. ovenstående begrundelse.

Den indførte mængde øl og vin er dermed afgiftspligtig efter øl- og vinafgiftslovens § 1, stk. 1, og § 3, stk. 1, idet indførslen ikke kan anses for omfattet af afgiftsfritagelsesbestemmelsen i øl- og vinafgiftslovens § 11, stk. 2.

Dine bemærkninger ændrer ikke ved Skattestyrelsens opfattelse, hvorfor der træffes afgørelse i overensstemmelse med det udsendte forslag til opkrævning af afgift af 14. juni 2021. Vi afgør derfor, at du skal betale afgift af den mængde øl og vin, der er indført og du skal betale 159.936 kr. i øl- og vinafgift."

Skattestyrelsens udtalelse af 18. januar 2022
I anledning af klagen har Skattestyrelsen udtalt:

"…
Skattestyrelsen bemærker overordnet, at der afkræves afgift af de punktafgiftspligtige varer, idet mængden af de indførte varer har haft et sådant omfang og karakter, at de pågældende vareindkøb overstiger, hvad der må anses for at skulle medgå til eget brug.
Skattestyrelsen hæfter sig ved, at X-kortet tilhører klageren personligt. Det fremgår af H1s hjemmeside, at X-kortet udstedes personligt og ikke må overdrages til andre (vilkår nr. 3). Det følger heraf, at købene som udgangspunkt må have været foretaget af klageren, medmindre andet kan dokumentere eller sandsynliggøre, at andre har foretaget købene.

Klageren har ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at det er andre end ham selv, der har foretaget købene. Klageren er i telefonsamtale af 29. juni blevet oplyst om, at vi gerne ville have dokumentation for, at der har været andre med på turene og at de har betalt, for deres del af varekøbene. Klageren oplyste, at han ville sende en liste med de personer, der har været med på turene, men i e-mail dateret 1. juli 2021 oplyste han, at han ikke kan dokumentere, at der har været andre med på turene eller, at der er andre, der har foretaget købene.

Det er heller ikke dokumenteret eller på anden måde sandsynliggjort, at der er sket en fordeling af varerne mellem klager og de øvrige passagerer, som klager har oplyst, har været med på turene, herunder sandsynliggjort at betalingen efterfølgende er modtaget via bank eller kontant. 

Klageren har bemærket, at der i den indførte mængde øl og vin ikke er foretaget reduktion for varer til eget forbrug. 

Det bemærkes indledningsvis, at den vejledende mængde ikke skal betragtes som en mængde, som kan indføres afgiftsfrit som en bundgrænse, altså en mængde som automatisk kan fratrækkes den afgiftspligtige mængde, som klageren har indført. Der skal altid, i alle sager, foretages en konkret vurdering, som vil bero på et skøn ud fra sagens omstændigheder. Skattestyrelsen foretager således en samlet, individuel, konkret vurdering af den enkelte sag og sagens detaljer, herunder forklaringer og dokumentation.  Da de oplistede varer, jf. bilag 1 og 2, er købt på klagerens X-kort ([…]) anser vi, at hele den indførte mængde varer er indkøbt af klageren.  

Skattestyrelsen er af den opfattelse, at det indførte kvantum ligger væsentlig over hvad der med rimelighed kan betragtes som indført til eget forbrug og hvilke mængder, der anvendes i en normal husholdning, jf. cirkulationsdirektivets artikel 32, 3. pkt. og at varer, der medbringes til eller for andre personer, der ikke deltager i rejsen, heller anses ikke for at være til eget brug.

Skattestyrelsen hæfter sig også ved, at det fremgår af H1s hjemmeside, at X-kortet udstedes personligt og ikke må overdrages til andre (vilkår nr. 3).  På baggrund heraf har Skattestyrelsen ikke grundlag for at reducere afgiftsbeløbet svarende til afgiften af den mængde drikkevarer, klageren efter de vejledende bestemmelser ville kunne indføre til eget brug. Skattestyrelsen har som begrundelse herfor henset til den kontinuerlige indførte mængde samt antallet af rejsedage pr. måned/år, der underbygger de store mængder, der er indført.

Skattestyrelsen er således overordnet af den opfattelse, at der ikke er fremlagt nye oplysninger i klagen, der kan begrunde en ændret afgørelse og henviser derfor til de faktiske forhold i sagsfremstillingen.
…"

Skattestyrelsens udtalelse af 27. april 2023
Skattestyrelsen har den 27. april 2023 supplerende udtalt:

"…
Skattestyrelsen har den 14. juni 2021 fremsendt forslag til klager om betaling af øl- og vinafgift på i alt 159.936 kr.

Klager har efterfølgende den 1. juli 2021 fremsendt mail med bemærkninger til forslag til afgørelse, hvori det gøres gældende

"Hermed som aftalt 29-6-21 .
Står uforstående over jeres krav fordi der på intet tidspunkt er indført mere end der er lovligt i henhold til jeres egne regler - paragraf 11 stk 2 ( eget forbrug ) og fordi mit X kort er brugt til alle på turene ( mine / families / kammerater / venner / kollegaers  indkøb som var med på disse hygge ture  er jo ikke ens betydende med at det er mit men derimod kun at jeg har fået rabatten. Turene er foretaget i en 10 personers bus hvor vi jo også gentagende / utallige gange er blevet kontrolret i […] af dine kollegaer fra skat og alt har været i orden og intet at udsætte på vores indkøb . Så jeg må jo nok indrømme at jeg føler mig noget forundret  når man modtager sådan en skrivelse fra dig og at du samtidig går tilbage i tiden på den måde som du skriver - jeg har jo ikke en jordisk chance for at dokumentere at noget så langt tilbage men mener derimod som skrevet tidligere at vi er blevet kontrolleret gentagende / utallige gange og alt var ok og til personernes eget forbrug .
Mvh A" 

…

Skattestyrelsens supplerende bemærkninger til klagers påstande og anbringender
Påstand
Principalt:
Skattestyrelsens afgørelse af 7. september 2021 fastholdes.

Subsidiært:
Skattestyrelsens afgørelse af 7. september 2021 hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen.

Anbringender:
Til støtte for Skattestyrelsens principale påstand gøres det gældende:

Klager har gjort gældende, at Skattestyrelsen har bevisbyrden for pålæg af afgift, samt at Skattestyrelsen ikke har løftet denne bevisbyrde.

Heroverfor gøres det gældende, at der bevismæssigt må anses at være en formodning for, at varekøb, der er registreret på et X-kort, må anses at være foretaget af den registrerede kortindehaver (klager) og tillige indført her i landet.

Hertil bemærkes, at klager ikke har bestridt, at de i sagen omhandlede afgiftspligtige varer faktisk er købt og indført til Danmark.
Klager har dog oplyst, at hans X-kort er anvendt af ham og flere andre personer, familie, venner og kollegaer, på indkøbsturene som er foretaget i en 10 personers bus.

Klager har i forbindelse med sagens behandling i Skattestyrelsen eller under nærværende klagesag ikke identificeret, hvilke personer der, udover klager selv, har købt og indført varerne, eller oplyst i hvilke mængde, de er indført af de pågældende.
De indkøbte mængder på henholdsvis ca. 1.233 liter vin og 47.090 liter øl overskrider væsentligt de vejledende mængder, for hvad der kan anses for indkøbt til eget brug. De vejledende mængder udgør henholdsvis 90 liter vin og 110 liter øl. Den samlede mængde af øl og vin har dermed et sådant omfang, at det må regnes for tvivlsomt, at varerne er til eget brug, når det er indkøbt af en person, idet mængden væsentlig overskrider, hvad der med rimelighed kan bruges i en almindelig husholdning.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at i sådanne tilfælde, hvor der er tale om så store og væsentlige mængder, som er tilfældet i denne sag, må det tilfalde klager at redegøre nærmere for de indkøbte og indførte mængder samt formålet med varekøbene, hvilket klager ikke har gjort ved alene at meddele, at kortet er et delekort.

Skattestyrelsen bemærker, at der i retspraksis er flere afgørelser, som viser, at det tilfalder den der har indkøbt, transporteret eller er i besiddelse af varerne, at dokumentere eller godtgøre, at varerne er indført til eget brug. Dette uanset, at varerne indføres i fællesskab af flere personer.

Skattestyrelsen er dermed ikke enig i, at bevisbyrden i dette tilfælde skal tilfalde Skattestyrelsen. Der kan bl.a. henvises til Landsrettens begrundelse i SKM2103.52.VLR, hvor Landsretten lægger afgørende vægt på, at den indførte mængde er usædvanlig stor, og væsentlig oversteg, hvad der kan bruges i en almindelig husholdning uanset, at indkøbet er sket af en kreds af personer. Landsretten lagde videre vægt på, at der under sagen ikke var fremkommet et retvisende billede af sammenhængen mellem købet og indtaget af den betydelige mængde øl.

Skattestyrelsen mener således, at det påhviler kortindehaveren (klager) at godtgøre, at kortet er blevet benyttet af andre samt hvor stor en andel af det samlede indkøb, der tilhører disse andre personer.
Skattestyrelsen mener ikke, at klager har løftet denne bevisbyrde. Som følge heraf mener Skattestyrelsen, at klager hæfter for hele øl- og vinafgiftsbetalingen, og den opkrævede afgift, skal derfor ikke skønsmæssigt reduceres.

Klager har gjort gældende, at denne ikke har udvist grov uagtsomhed, hvorfor skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3 ikke kan finde anvendelse. Her gør Skattestyrelsen også gældende, at klager ikke har løftet bevisbyrden for, at han ikke har foretaget indkøbene og indførelsen af de afgiftspligtige varer alene, hvorfor han heller ikke har løftet bevisbyrden for, at der ikke er udvist grov uagtsomhed.

Klager har yderligere gjort gældende, at de omhandlede oplysninger på klagers X-kort indeholder personoplysninger, som medfører, at oplysningerne skulle have været slettet efter persondatalovens § 5, stk. 5. Klager oplyser dog også, at der efter persondataforordningens art. 17, stk. 3, litra b gælder, at retten/pligten, om at personoplysninger skal slettes, ikke gælder, hvis behandlingen af personoplysningerne er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse efter national ret, fx bogføringslovens § 10 om, at regnskabsmateriale mv. skal opbevares på betryggende vis i 5 år fra udgangen af det regnskabsår, som materialet vedrører.

Der er således tale om en konkret vurdering/afvejning, og Skattestyrelsen mener, at det er et forhold mellem klager og H1.

Skattestyrelsen har fået de pågældende oplysninger fra H1 med overbevisning om, at oplysningerne er opbevaret i overensstemmelse med persondatalovens bestemmelser. Oplysningerne bør derfor tillægges fuld bevismæssig værdi.

Afslutningsvist har klager gjort gældende, at Skattestyrelsen har tilsidesat officialmaksimen, og at afgørelsen af 7. september 2021 dermed er ugyldig.

Skattestyrelsen gør her gældende, at Skattestyrelsen under sagens behandling, så vidt muligt oplyste sagens fakta, idet der må være en formodning for, at varekøb, der er registreret på et X-kort, må anses at være foretaget af den registrerede kortindehaver (klager) og tillige indført her i landet.

Skattestyrelsen mener, at der i en sag som denne, hvor der er tale om så store og væsentlige mængder, også påhviler klager en pligt til at medvirke til oplysning af sagen, og dette har klager ikke gjort.

Skattestyrelsen har derfor ikke tilsidesat officialmaksimen, således at det medfører afgørelsens ugyldighed.

Til støtte for Skattestyrelsens subsidiære påstand gøres det gældende:

At sagen bør hjemvises til fornyet behandling således at der, i overensstemmelse med officialmaksimen, kan tages skridt til en afklaring af, om der kan tilvejebringes yderligere oplysninger, der har betydning for sagens afgørelse.
Det bør i den forbindelse afklares, om klager kan oplyse navnene på de personer, der har været med på indkøbsturene samt, hvor stor en andel de har indkøbt og indført.

Ligeledes bør det afklares, om klager kan fremvise eventuelle kontoudtog til dokumentation for afregningen mellem klager og de øvrige personer."

Klagerens opfattelse
Klagerens repræsentant har nedlagt principal påstand om, at afgiften nedsættes til 0 kr.

Subsidiært har repræsentanten nedlagt påstand om hjemvisning til fornyet behandling hos Skattestyrelsen.

Mere subsidiært har repræsentanten nedlagt påstand om, at afgiftsopkrævningen efter Landsskatterettens skøn skal nedsættes med et mindre beløb end 159.936 kr.

Repræsentanten har i en sammenfattende klage af den 9. september 2023 anført følgende til støtte for de nedlagte påstande:

"…
2.4. DER HAR VÆRET FAMILIE OG DERMED FLERE SELVSTÆNDIGE HUSTANDE MED PÅ INDKØBSTURE

Der har - som oplyst over for Skattestyrelsen - været flere eller mange selvstændige husstande med på indkøbsture, jf. bilag nr. 1, p. 2 og 3.

As egen husstand består af flere personer.

…

3.   ANBRINGENDER
3.1. ØL- OG VINAFGIFTSLOVEN ER ET DELVIST EU-HARMONISERET OMRÅDE
Øl- og vinafgiftsloven er et delvist EU-harmoniseret område, hvorfor EU-retten som følge heraf finder anvendelse inden for øl- og vinafgiftsloven uden for såkaldte fastfrysningsbestemmelser eller det ikke-harmoniserede område, jf. cirkulationsdirektivet (Rådsdirektiv 92/12) og implementeringen heraf i øl- og vinafgiftsloven.

EU-retten finder derfor anvendelse under sit forrangsprincip som lex superior.

3.2. BEVISBYRDEN FOR PÅLÆG AF AFGIFT, HERUNDER ØL- OG VINAFGIFT, PÅHVILER SKATTESTYRELSEN
Skattestyrelsen har bevisbyrden for pålæg af afgift, jf. TfS 1984, 259, jf. den deri citerede udtalelse fra Justitsministeriets lovafdeling af 11. december 1979 om bl.a. bevisbyrdens udgangspunkt hos Skattestyrelsen/Skatteministeriet, jf. TfS 2003, 401.

Skattestyrelsen har ikke løftet denne bevisbyrde under faktum, herunder i sammenhæng med officialmaksimen, jf. bl.a. princippet i SKM2010.26.HR (rette afgiftssubjekt). Spørgsmålet om afgiftssubjekt er af retlig karakter, og det må derfor følge af princippet i SKM2010.26.HR, som i øvrigt er sententia posterior (senere dom) til SKM2008.905.HR, ligesom trinlavere retspraksis er underordnet Højesteret.

Det fremgår netop vedrørende det for denne sag relevante område i øl- og vinafgiftsloven af SKM2013.52.VLR, at Skattestyrelsen har bevisbyrden under bevisstyrken godtgørelse, hvilket er mere end eller skærpet krav i forhold til sandsynliggørelse:

"…
Landsretten finder på den baggrund, at det er godtgjort, at A ikke medbragte den helt usædvanlig store mængde øl til eget brug.
…"

SKM2015.712.VLR må vurderes under eller som følge af forhandlingsmaksimen, jf. retsplejelovens § 338, jf. også direkte vedrørende påstand 2 "som sagen er forelagt for landsretten", ligesom der i øvrigt ikke er retspraksis og bevisbyrden vedrørende et X-kort.

Bevisbyrden vedrørende indkøb på X-kort (rabat-kort) er fastlagt i SKM2023.97.LSR, og bevisbyrden påhviler Skattestyrelsen.

Denne bevisbyrde har Skattestyrelsen ikke løftet, jf. nedenfor.

3.3. DET RETLIGE SAMVIRKE MELLEM BEVISBYRDEREGLERNE OG OFFICIALMAKSIMEN
Officialmaksimen er i øvrigt primær til bevisbyrdereglerne. Der er i den forbindelse således udtalt vedrørende det retlige samvirke mellem bevisbyrdereglerne og officialmaksimen af Ombudsmanden i FOU.2014.0006 og FOB.2018-31, at:

"…
Ombudsmanden var enig med Ankestyrelsen i, at aktivlovens § 11, stk. 7, var en "skærpet bevisbyrderegel" for borgeren, men at reglen ikke ændrede på, at myndighederne efter officialprincippet havde pligt til at oplyse sagen.
…"

Det er således i alle tilfælde Skattestyrelsens byrde, hvis Skattestyrelsen ikke tilstrækkeligt kan bevise sine anvendte kriterier/hensyn, i hvilken forbindelse princippet i retsplejelovens § 344, stk. 2, ikke kan anvendes, allerede fordi Skattestyrelsen har taget forbehold om skattestrafferetlige sanktioner, jf. bl.a. retssikkerhedslovens § 10.

I øvrigt har A i høj grad medvirket til sagens oplysning inden for det praktisk mulige, ligesom Skattestyrelsen har en række kontrolmuligheder via Skattekontrolloven, som ikke er udnyttet af Skattestyrelsen.

3.4. DE OMHANDLEDE OPGØRELSER ELLER BEVIS-/VÆRDISKØN VEDRØRENDE DE INDKØBTE ØL OG DEN INDKØBTE VIN ER I ANDEN RÆKKE EFTER DET OPLYSTE VÆSENTLIGT FEJLBEHÆFTEDE (A HAR INDKØBT FOR ANDRE FYSISKE PERSONER, LIGESOM HAN HAR HAFT ET RELATIVT STORT PRIVATFORBRUG AF ØL TIL FX FØDSELSDAGSFESTER I FAMILIEN MV.)
De omhandlede opgørelser eller bevis-/værdiskøn vedrørende øl- og vinafgift er efter det oplyste væsentligt fejlbehæftede.

Der kan ikke lægges afgørende vægt på oplysningerne via et X-kort i forhold til det registrerede skattesubjekt, der kan være anvendt af én person til indkøb for flere, ligesom flere selvstændigt kan have anvendt kortet via lån.

Og det bestrides i øvrigt, allerede fordi A ikke kan vide det, at det omhandlede X-kort er anvendt til samtlige de omhandlede køb af øl. Det kan således heller ikke lægges til grund som ubestridt, at de omhandlede øl er indført til Danmark. Dette er i øvrigt understøttet af Skattestyrelsens egne oplysninger i sagen. I den forbindelse anvendes ikke tredjemandsbevisbyrde eller tredjemandsstraf i noget civiliseret retssystem.

SKM2023.243.BR, der ikke indeholder en bevisbyrderegel, og som alene vedrører ret til indhentelse af oplysninger hos H1 under hele andre retsgrundlag (bl.a. momsloven), har således ingen præjudikatsværdi i forhold til bl.a. bevisbyrdereglerne afgiftsretligt.

A har indkøbt for andre juridiske personer i den omhandlede periode, allerede hvorfor hans egne indkøb af de omhandlede øl skønsmæssigt skal nedsættes med 80 procent i fravær af direkte fordelingsnøgler mellem passagerne/husstandene i bilen på overfarterne. Betalingen er foretaget kontant passagerne imellem. A og bl.a. hans venner samt familie er ikke helt unge mere (født i 1966), så den generation bruger kontanter i et videre omfang end fx den helt unge generation.

Der er heller ikke foretaget et bevisskøn over, hvad et normalegetforbrug af øl og vin anslås til at være for A, jf. SKM2013.52.VLR.

I den forbindelse har A tillige haft et større privatforbrug af øl og vin end fx en individuel person i en husstand, idet han og familien har holdt en række fødselsdage, holdt jul, holdt påske, holdt pinse mv., hvor en større familie og venner har konsumeret øl og vin til eget privat forbrug. As generation med bl.a. familie og venner (født 1966) drikker tillige gennemsnitligt mere øl og vin end fx den yngre generation, hvor øl og vin bl.a. er substitueret af alkoholsodavand, drinks mv. Også derfor skal As individuelle ramme til privat øl- og vinforbrug udvides, jf. SKM2013.52.VLR.

[…]

A har tillige givet øl og vin væk som gaver til venner og bekendte, hvilket tillige forøger det private forbrug af de omhandlede øl og den omhandlede vin, jf. SKM2013.52.VLR.

Umiddelbart vil et privat øl- og vinforbrug i 2015 - 2020 for A og hans husstand på skønsmæssigt 5.000 liter hvert år være realistisk ud fra de konkrete forhold. Vin kan sagtens holdes sig og bliver bedre mere årene inden for en tidsramme fra 2015 - 2020. Dermed vil det private forbrug af øl og vin ligge inden for As andel af den skønsmæssigt fastsatte fordeling (20 procent) selv af de ifølge X-kortet indkøbte øl og vin.
Eftersom Skattestyrelsen har bevisbyrden, og idet der må indrømmes en vis skønsmargin for As og hans husstands private øl- og vinforbrug, må det omhandlede bevis-/værdiskøn anses for væsentligt fejlbehæftet.

Allerede derfor eller ud fra et nyt bevis-/værdiskøn skal påstandene i prioriteret rækkefølge imødekommes.

3.5. A HAR I ANDEN RÆKKE TILLIGE KØBT ØL OG VIN TIL EGET FORBRUG, HVORFOR ØLAFGIFTEN SKØNSMÆSSIGT SKAL REDUCERES HERMED
A har i anden række tillige købt øl og vin til eget forbrug, hvorfor øl- og vinafgiften skal reduceres hermed, jf. øl- og vinafgiftslovens § 11, stk. 2, 1. pkt., jf. Den Juridiske Vejledning 2021-2, afsnit E.E.3.3.7.

Skattestyrelsen har fejlagtigt ikke fratrukket As indkøb til eget forbrug fra den pålagte øl- og vinafgift, jf. SKM2013.52.VLR, jf. afsnit 2.3 og 3.2.- 3.4.

110 liter øl til privatforbrug er under EU-retten alene mindsteprivatforbruget, jf. bl.a. SKM2013.52.VLR.

Der kan tillige støttes ret på praksis i sig selv herom, jf. Den Juridiske Vejledning 2021-2, afsnit E.E.3.3.7, jf. Den Juridiske Vejledning 2021-2, Om Den Juridiske Vejledning 2021-2, Bindende virkning, og SKM2013.199.SKAT.

Allerede derfor eller ud fra et nyt bevis-/værdiskøn skal de subsidiære påstande i prioriteret rækkefølge imødekommes.

3.6. A HAR HELLER IKKE VÆRET I BESIDDELSE I ANDET END EN MINDRE ANDEL AF DE OMHANDLEDE ØL OG DEN OMHANDLEDE VIN, HVORFOR HAN IKKE HÆFTER FOR HELE ØLAFGIFTSBETALINGEN

A har heller ikke været i besiddelse af andet end en mindre andel af de omhandlede øl og den omhandlede vin, jf. afsnit 3.4. og 3.5. ovenfor, hvorfor han ikke hæfter for hele øl- og vinafgiftsbetalingen, jf. øl- og vinafgiftslovens § 27, stk. 6, jf. bilag nr. 1.

Allerede derfor eller ud fra et nyt bevis-/værdiskøn og juridisk skøn skal de subsidiære påstande i prioriteret rækkefølge imødekommes.

3.7. A HAR ALENE MODTAGET EN MINDRE ANDEL AF DE OMHANDLEDE ØL OG DEN OMHANDLEDE VIN, HVORFOR SKATTESTYRELSEN IKKE KAN OPKRÆVE HELE ØL- OG VINAFGIFTSBETALINGEN HOS A
A har heller ikke været i besiddelse af andet end en mindre andel af de omhandlede øl og den omhandlede vin, jf. afsnit 3.4. - 3.6. ovenfor, hvorfor Skattestyrelsen ikke opkræve hele øl- og vinafgiftsbetalingen hos A, jf. opkrævningslovens § 9, stk. 1 og 3, jf. bilag nr. 1.

Allerede derfor eller ud fra et nyt bevis-/værdiskøn og juridisk skøn skal de subsidiære påstande i prioriteret rækkefølge imødekommes.

3.8. SKATTESTYRELSENS AFGØRELSE ER I STRID MED LANDSSKATTERETTENS PRAKSIS VEDRØRENDE ØL- OG VINAFGIFT I FORHOLD TIL FORBRUG PÅ SÅKALDTE X-KORT, JF. LANDSSKATTERETTENS AFGØRELSE AF 5. DECEMBER 2022 MED SAGSNR. 21-0091943/SKM2023.97.LSR
Skattestyrelsens afgørelse er i strid med Landsskatterettens praksis vedrørende øl- og vinafgift i forhold til forbrug på såkaldte X-kort, jf. Landsskatterettens afgørelse af 5. december 2022 med sagsnr. 21-0091943/SKM2023.97.LSR

Der er sammenfald i forhold til både faktum og jus med nærværende klagesag og Landsskatterettens afgørelse af 5. december 2022 med sagsnr. 21-0091943/SKM2023.97.LSR, hvorfor det juridiske skøn og bevisskønnet under en lighedsgrundsætning, jf. bl.a. SKM2015.479.HR og SpO2015.487, ikke kan foretages anderledes i sagerne.
A skal således derfor i sig selv have medhold i sin principale påstand.

3.9. INGEN GROV UAGTSOMHED HOS A ELLER NOGEN PÅ DENNES VEGNE, JF. SKATTEFORVALTNINGSLOVENS § 32, STK. 1, NR. 3
Da de omhandlede indkøb af øl og vin skal henføres til en flerhed af personer, og idet A har haft et stort privat øl- og vinforbrug til jule-, påske og pinsefrokoster, fester mv., har han ikke handlet groft uagtsomt i forhold til Skattestyrelsen.

De omhandlede indkøbte mængder på det omhandlede X-kort ligger således inden for, hvad et bonus pater skattesubjekt som idet A, herunder individuelt/konkret bedømt, jf. Bonde Eriksen m.fl., Skatteforvaltningsloven med kommentarer, 2. udgave, DJØFs Forlag, p. 673, må opfatte som ikke-afgiftspligtigt, når der indkøbes af familie og venner samt af ham selv til et relativt stort privat forbrug af øl og vin.

A har ingen juridisk uddannelse eller praktisk viden om komplicerede afgiftsregler, herunder mængde mv., hvorfor dette kriterie/hensyn i sig selv eller i anden række under samlet afvejning kvalificerer simpel uagtsomhed under Skattestyrelsens afgørelse.

Professor, dr.jur. Jan Pedersen har i SR-Skat 2015.160 ff. udtalt følgende helt overordnede og fornuftige synspunkt, jf. Bonde Eriksen m.fl., Skatteforvaltningsloven med kommentarer, 2. udgave, DJØFs Forlag, p. 673:

"…
Almindeligvis vil den rent juridiske kvalifikation af en indkomst eller en udgift ikke blive bedømt som udslag af grov uagtsomhed, hvis skatteyderens retlige kvalifikation og dermed de afgivne oplysninger er sket efter bedste evne.
…"

Denne vurdering i litteraturen, der ikke er en selvstændig retskilde, er støttet på bl.a. TfS 1995.719 VLD og TfS 1998.710, jf. Bonde Eriksen m.fl., Skatteforvaltningsloven med kommentarer, 2. udgave, DJØFs Forlag, p. 673.

A har således alene under en subjektiv og objektiv bedømmelse handlet simpelt uagtsomt under Skattestyrelsens bestridte forslag til afgørelse i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3’s forstand, hvilken vurdering skal foretages konkret og individuelt i forhold til A og begrundes konkret, jf. bl.a. SKM2008.702.HD.

Derfor kan skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3, ikke finde anvendelse for idet A, hvorfor Skattestyrelsens afgørelse skal annulleres som følge af hjemmelsmangler.

3.10. DER ER INTET GRUNDLAG I DE FORELIGGENDE BEVISER UNDER SKATTESTYRELSENS BEVISBYRDE FOR, AT A HÆFTER FOR NOGEN ANDEL AF DE OMHANDLEDE ØL UNDER ØL- OG VINAFGIFTSLOVENS § 27, STK. 8, NR. 2
Der er intet grundlag i de foreliggende beviser under Skattestyrelsens bevisbyrde for, at A hæfter for nogen andel af de omhandlede øl under øl- og vinafgiftslovens § 27, stk. 8, nr. 2, jf. afsnit 3.1 - 3.9 ovenfor og bilag nr. 2 i sig selv.

3.11. DE OMHANDLEDE OPLYSNINGER PÅ X-KORT SKULLE UNDER SKATTESTYRELSENS BEVISBYRDE VÆRE PLIGTMÆSSIGT SLETTET UNDER RETTEN TIL AT BLIVE GLEMT
De omhandlede oplysninger på X-kort indeholder personoplysninger om A m.fl., hvorfor persondataloven og persondataforordningen finder anvendelse, jf. bl.a. persondatalovens § 3.

Det fremgår af persondatalovens § 5, stk. 5 (trådt i kraft 1. juli 2000), og persondataforordningens art. 17 (trådt i kraft 25. maj 2018), at der en ret til at blive glemt som person, ligesom der er en selvstændig pligt hos den dataansvarlige (H1) til at slette personoplysninger.

Dansk administrativ praksis er i overensstemmelse hermed, jf. bl.a. Datatilsynets afgørelse af 18. maj 2020 med j.nr. 2019-31-2316 og Datatilsynets indstilling af 5. april 2022 om bøde til G1 A/S på 10.000.000 kr. for manglende sletning af personoplysninger under retten til at blive glemt.

Men persondataforordningens art. 17, stk. 2, litra b, indeholder en mulighed for eller adgang til, at national ret kan overholdes inden for retten til at blive glemt, hvis Skattestyrelsen og/eller Landsskatteretten skulle vurdere, at der i det konkret tilfælde er en pligt i bogføringslovens § 10 til, at regnskabsmateriale mv., herunder X-kort, skal opbevares på betryggende vis i 5 år fra udgangen af det regnskabsår, som materialet vedrører.

Der er i den forbindelse en afvejningsforpligtelse (proportionalitet under de kumulative kriterier/hensyn om nødvendigt, egnet og forholdsmæssigt) i forhold til den undtagelse i persondataforordningens art. 17, stk. 2, litra b, jf. EUC art. 8 (lex specialis) hvorunder grundrettighederne i sig selv kan medføre ret og/eller pligt til sletning, fx i tilfælde 1) hvor oplysninger vedrørende et privat kort/X-kort, og hvor 2) anvendelsen eller forbruget på X-kortet ligger relativt lang tid eller fx 1 eller 2 år forud for sletning.

Det er i øvrigt i overensstemmelse med princippet i praksis fra bl.a. Slots- og Kulturstyrelsen, hvilket direkte fremgår af den omhandlede styrelsens hjemmeside om persondatapolitik af 27. september 2022.

En opbevaring af det omhandlede regnskabs- og bogføringsmateriale eller oplysninger på X-kortet var således under ovennævnte beviste kriterier/hensyn ikke forholdsmæssig i forhold til persondatasikkerheden under retten til at blive glemt i EUC art. 8. Det er således EUC art. 8 og retspraksis hertil (EU-domstolen), som begrænser anvendelsesområdet for persondataforordningen art. 17, stk. 2, litra b, og for persondatalovens § 5, stk. 5.

Derfor har de gældende persondataregler i samvirke med skatteretten under Skattestyrelsens bevisbyrde alene bevismæssig og/eller processuel skadevirkning for Skattestyrelsen, jf. retsplejelovens § 344, stk. 1 og 2.

Der henvises i den forbindelse for en ordens skyld til Københavns Byrets dom af 4. maj 2023 med BS-9704/2021-KBH/SKM2023.243.BR.

3.12. SAGEN ER TILSTRÆKKELIGT FAKTISK OG RETLIGT OPLYST OG I OVERENSSTEMMELSE MED SAGSOPLYSNINGEN I SKM2023.97.LSR MED YDERLIGERE ANBRINGENDER
As sag er tilstrækkeligt faktisk og retligt oplyst, jf. også SKM2023.97.LSR, hvorfor Skatteministeriet v/Kammeradvokatens oplyste opfordring ikke kan tillægges nogen særlig betydning i denne sag, idet retssager undertiden er under fuldstændig sagsoplysning. Det har i øvrigt ingen særlig eller retningsgivende betydning for bevisbedømmelse, hvem der faktisk har betalt for de omhandlede øl, idet der fx kan være foretaget indbetalingerne fra de andre købere af øl til betaleren, ligesom der kan foreligge udlæg, lån, gaver eller lign. Disse forhold kan i givet fald yderligere afklares via vidneforklaringer ved retten samt via udskrifter fra bankkonti mv.

I As tilfælde er der foretaget kontante betalinger for alene hans begrænsede mængde af de omhandlede øl, hvorfor et sådant transaktionsspor allerede derfor ikke vil kunne anvendes, jf. afsnit 3.5 ovenfor.

Hertil kommer, at A og de øvrige afgiftssubjekter er under retssikkerhedslovens § 10 på grund af Skattestyrelsen forbehold i den omhandlede afgørelse (bilag nr. 1).
As tilfælde vil derfor ikke tillige indhente skriftlige erklæringer på tro & love, bl.a. fordi disse erklæringer ikke normalt tillægges helt samme bevisværdi som vidneforklaringer ved retten.
Sagen er i øvrigt i overensstemmelse med SKM2023.97.LSR.

3.13. SKATTESTYRELSEN HAR TILSIDESAT OFFICIALMAKSIMEN MED AFGØRELSENS UGYLDIGHED OG ANNULLATION ELLER HJEMVISNING TIL RETSFØLGE
Skattestyrelsen har tilsidesat officialmaksimen (en sag skal oplyses tilstrækkeligt faktisk og/eller retligt, inden en afgørelse træffes) med afgørelsens ugyldighed og annullation eller hjemvisning til retsfølge.

De omhandlede retlige spørgsmål i denne klages punkt 3.1. - 3.3 er ikke tilstrækkeligt undersøgt af Skattestyrelsen, hvilket udgør retlige mangler i forhold til tilstrækkelige retlige undersøgelser til en korrekt afgørelse.

De omhandlede faktiske spørgsmål i denne klages punkt 3.4. er ikke tilstrækkeligt undersøgt af Skattestyrelsen, hvilket udgør retlige mangler i forhold til tilstrækkelige faktiske undersøgelser til en korrekt afgørelse.

De omhandlede retlige spørgsmål i denne klages punkt 3.5. - 3.10. er ikke tilstrækkeligt undersøgt af Skattestyrelsen, hvilket udgør retlige mangler i forhold til tilstrækkelige retlige undersøgelser til en korrekt afgørelse.

Skattestyrelsen anerkender i øvrigt selv i sine udtalelser, jf. afsnit 2.5, 2.6 og 3.4 ovenfor og 3.14 nedenfor, at afgørelsen var utilstrækkeligt faktisk og retligt oplyst, hvorved afgørelsen er ugyldig og skal annulleres.

Disse mangler/fejl er i sig selv eller samlet under en garantiforskrift og er derfor generelt væsentlige.

I anden række kan det ikke afvises eller udelukkes, at afgørelsen ville have fået et andet resultat, hvis sagens faktum var blevet tilstrækkeligt undersøgt, jf. bl.a. U.1996.1462H, U.2005.1780H og U.2015.3233H (konkret væsentlighedsvurdering).

Skattestyrelsens afgørelse er således behæftet med flere væsentlige sagsbehandlingsfejl, der i sig selv eller samlet skal medføre afgørelsens ugyldighed, jf. bl.a. U.2008.2538H, e.c.

Afgørelsen skal derfor annulleres og/eller i anden række hjemvises til fornyet behandling.

…

3.15. SKATTESTYRELSEN OG A ER I FRAVÆR AF LANDSSKATTERETTENS IMØDEKOMMELSE AF HANS PRINCIPALE PÅSTAND ENIGE OM IMØDEKOMMELSE AF AS SUBSIDIÆRE PÅSTAND OM HJEMVISNING
Skattestyrelsen og A er enige om imødekommelse af As subsidiære påstand om hjemvisning, jf. Skattestyrelsens udtalelse af 27. april 2023.

Denne stærke hensigtserklæring eller stærke tilkendegivelse - må A - under retsbeskyttede berettigede forventninger eller under i anden række et EU-retligt forventningsprincip, jf. dog U.2017.824H, (EU-retten finder anvendelse som følge af et den delvise harmonisering og i øvrigt i sig selv under et grænseoverskridende element) kunne støtte ret på, hvis Landsskatteretten under officialmaksimen ikke skulle give ham medhold i hans principale påstand.

Skattestyrelsen tilkendegiver herved stærkt, selv om der er en principal påstand, at Skattestyrelsens afgørelse (bilag nr. 1) skal oplyse yderligere retligt og faktisk.
Dermed er A mindst sikret en hjemvisning til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.

3.16. DER ER INGEN LOVHJEMMEL ELLER HJEMMEL TIL BEROSTILLELSE AF SAGEN, OG A ANMODER OM, AT SKRIFTLIG AFGØRELSE TRÆFFES SNAREST MULIGT
Der er ingen lovhjemmel eller hjemmel til berostillelse af sagen, alene fordi der verserer en retssag via overspring af Landsskatteretten ved [Byretten] til afgørelse i 2024 og 2025. Sagen/afgørelsen ved [Byretten] er således ikke indbragt af Skatteministeriet, og der er ingen dokumentation for, at dom i den omhandlede sag foreligger primo 2024 og ikke fx primo 2025.

Det fremgår af Skatteministeriets rapport under et såkaldt koncernprojekt fra juni 2007 med titlen Kortere Sagsbehandlingstider i Landsskatteretten, afsnit 4.5.1 (side 77), der fremlægges som bilag nr. 2, at:

"…
I tilfælde hvor Landsskatteretten har afsagt en kendelse, hvor der er givet medhold til klageren, og sagen herefter indbringes for domstolene af Skatteministeriet, kan det give anledning til overvejelser om sagsgangen, hvis der verserer andre ganske tilsvarende sager, hvor Landsskatteretten jo som følge af sin første kendelse også vil give klageren medhold. I så fald skrives der et brev til klageren/repræsentanten, hvor vedkommende orienteres om, at det må forventes, at Skatteministeriet vil indbringe sagen for domstolene, såfremt Landsskatteretten afsiger kendelse. Det overlades herefter til klageren at træffe afgørelse om, hvorvidt sagen skal berostilles på udfaldet af domstolssagen, eller om Landsskatteretten skal træffe afgørelse uden yderligere ophold. Hvis klageren begærer det, har han krav på en afgørelse.
…"

Det er således afgørende, at det er borgeren/det private skattesubjekt selv, som anmoder om afgørelsen, og at det ikke er borgeren/skattesubjektet, som anmoder om udsættelsen på den omhandlede retssag ved [Byretten]. Det er således to helt forskellige tilfælde og bagvedliggende hensyn for en almindelig retsgrundsætning herom, jf. også herom ovenfor og i bilag nr. 2.

Denne gengivne retstilstand ovenfor (fast, ensartet praksis) er i overensstemmelse med princippet i SKM2011.315.ØLR og er under eller allerede som følge af legalitetsprincippet, ligesom nærværende sag er en såkaldt "borgernær" sag, som bl.a. Ombudsmanden (forudsat almindelige retsgrundsætning eller i anden række alene god forvaltningsskik) og Skatteministeriet (fast, ensartet praksis) i øvrigt flere gange har tilkendegivet skal afgøres hurtigst muligt inden for officialmaksimen.

Praksis kan i øvrigt ikke ændres bebyrdende eller skærpende bagudrettet, jf. bl.a. U.83.8H og SpO2015.487.

I den forbindelse har en korrekt sagsbehandling af A i øvrigt den betydning, at hendes advokatsalær bliver betalt af Skattestyrelsen under de gældende regler herfor under skatteforvaltningslovens kap. 19, herunder § 52, stk. 1, hvilket har en selvstændig væsentlig økonomisk betydning for ham. Dette er tillige et lovligt og pligtigt hensyn (borgerens retskrav på ydelser) at inddrage ved berostillelse af afgiftssager. Eller med andre ord - hvem skal lægge ud for hendes advokatsalær.

Sagsbehandlingstiden i selve klagen, der nu er over 2 år, skal tillige inddrages som lovligt og pligtigt kriterie, jf. princippet i FOB 2020-34, hvilket kriterie/hensyn tillige vægter imod berostillelse eller i sig selv kvalificerer en afgørelse i sagen fra Landsskatteretten under gældende ret. En verserende eller berostillet klagesag er både økonomisk og psykisk belastende for bl.a. A, herunder via løbende breve fra Gældsstyrelsen og beløb på årsopgørelserne med renter selv om henstand.

I den forbindelse kan afgiftssagen i givet fald blot genoptages af Skattestyrelsen inden for fristerne i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 1, hvis der endeligt opnås medhold i sagen ved [Byretten], og såfremt den er tilstrækkelig sammenlignelig med As sag. Muligheden for absolut forældelse, jf. skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4, kan således ikke fratages A, hvis sagen fra [Byretten] fx skal til prøvelse i Højesteret efter Østre Landsret. Dette er særligt udtalt for fx afgiftsperioder begyndende i bl.a. 2015 og 2016 eller under ekstraordinær genoptagelse.
Men også afgiftsperioder fra 2018 eller med endelig dom i fx 2028 fra Højesteret eller senere er ikke urealistisk i forhold til absolut forældelse. Dette lovlige og pligtige hensyn skal således i sig selv kvalificerer Landsskatterettens afgørelse under gældende ret.

Desuden fratages A i givet fald tillige muligheden for Skattestyrelsens brud på fristen i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, 1. pkt., jf. § 32, stk. 1, nr. 1, hvis sagen berostilles og ikke blot i givet fald genoptages under skatteforvaltningsloven.

A skal derfor behandles under gældende ret og praksis, jf. bl.a. SKM2023.97.LSR, hvorfor hun anmoder om en skriftlig afgørelse fra Landsskatteretten snarest muligt.

Et andet resultat vil være contra legem eller strid med 1) en almindelig retsgrundsætning herom (borgerens/skattesubjektets ret til en afgørelse), herunder i forhold til de konkrete forhold inden for afgiftsret og afgiftsproces, 2) administrativ praksis herom og 3) skatteforvaltningslovens sammenhæng og konkrete retsregler med Skattestyrelsens genoptagelse under skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 2.

I givet modsat fald må Skatteministeriet via lovgivningsmagten (Folketing og regering i forening) indsætte regler om berostillelse i skatteforvaltningsloven, i tilfælde hvor skattesubjektet har åbenlyse interesse i en afgørelse, og hvor Landsskatteretten varetager Skatteministeriets snævre og isolerede fiskale interesser og/eller egne administrative interesser strid med den retlige konklusion i afsnittet ovenfor.
Hvis ikke Landsskatteretten afgør sagen materielt anmodes om en begrundelse herfor under Landsskatterettens Forretningsordens § 12, stk. 2 (udvidet begrundelseskrav), jf. bl.a. FOB 01.147, samt retsmøde, jf. nedenfor i afsnit 4.
…"

Retsmøde
Skattestyrelsens udtalelse forud for retsmødet
Skattestyrelsen har i en udtalelse af 24. maj 2024 udtalt:

"…
Registrerede køb hvor der ikke er sket forudbestillinger
Skattestyrelsen kan ikke tiltræde Skatteankestyrelsens indstilling om, at den foretagne opkrævning af ølafgift for de registreringer på X-kortet, hvor der ikke foreligger oplysninger om forudbestillinger, nedsættes til 0 kr.

Skatteankestyrelsen anfører i indstillingen, at der ikke er den fornødne klare formodning for, at X-kortet udelukkende er anvendt af klager når der ikke foreligger oplysninger om forudbestillinger. Skatteankestyrelsen finder ikke, at registreringerne på X-kontoen for disse registrerede køb i sig selv har en tilstrækkelig objektiv bevisværdi. Skattestyrelsen er ikke enig i denne vurdering.

Skattestyrelsen finder, at det må have formodningen for sig, at køb registreret på klagers personlige X-kort også er foretaget af klager, medmindre klager helt eller delvist afkræfter formodningen med relevant dokumentation, der godtgør, at det ikke er klageren, der har foretaget købene. Klager har hverken under sagens materielle behandling i 1. instans eller under klagens behandling afkræftet denne formodning.

Det bemærkes, at Skatteankestyrelsen for de køb hvor der er sket forudbestillinger som kan henføres til klager finder, at Skattestyrelsens afgørelse stadfæstes. Skatteankestyrelsen finder for disse køb ikke, at klager ved objektive kendsgerninger har afkræftet formodningen for, at varerne var til eget brug. Skattestyrelsen er enig i denne vurdering.

Desuden er Skatteankestyrelsen enig med Skattestyrelsen i, at klager i den henseende har handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at betale afgift af de usædvanligt store mængder forudbestilte varer.

Skattestyrelsen er dog ikke enig med Skatteankestyrelsen i at manglende forudbestillinger har formodningen imod sig i forhold til hvorvidt klager har foretaget de registrerede køb. Det syntes ikke særligt sandsynligt, at klager for de registrerede køb, hvor der foreligger oplysninger om forudbestillinger, skulle have stået for alle købene registreret på X-kortet, mens at klager for køb hvor der ikke er sket forudbestilling ikke skulle have stået for nogen af købene på sit X-kort.

I denne konkrete sag, hvor der er tale om så usædvanlige og enorme mængder øl og vin, er det Skattestyrelsens vurdering, at mængden og kontinuiteten af turene til Tyskland bestyrker formodningen om, at klager har indført de registrerede mængder uanset om der er sket forudbestillinger eller ikke.

Det bemærkes i den forbindelse også, at Skatteankestyrelsen antageligt ser bort fra, at det følger af retspraksis , at ved indførsel af afgiftspligtige varer, der væsentligt overskrider de vejledende mængder i cirkulationsdirektivet, påhviler bevisbyrden for, at de afgiftspligtige varer er indført til eget brug den person, der har foretaget indførslen af de afgiftspligtige varer.

Det er derfor fortsat Skattestyrelsens primære påstand, at afgørelsen i sin helhed skal fastholdes, da klager, som sagen er oplyst, må anses for selv at have foretaget de omhandlede indkøb, da klager ikke har afkræftet denne formodning for nogen af de registrerede køb.

Subsidiært finder Skattestyrelsen, at de registrerede køb uden forudbestillinger hjemvises til fornyet behandling med det formål at få belyst hvem der har foretaget de pågældende køb registreret på klagers personlige X-kort.

Såfremt Skatteankestyrelsen/Landsskatteretten fastholder, at registreringerne på X-kortet ikke i sig selv har en tilstrækkelig objektiv bevisværdi til, at Skattestyrelsen har løftet bevisbyrden for, at klageren selv har indkøbt og indført den registrerede varemængde uden forudbestillinger, er det Skattestyrelsens opfattelse, at det grundet karakteren af de indhentede kontroloplysninger, om indkøb og indførsel af enorme mængder afgiftspligtige varer, ikke uden videre kan medføre en nedsættelse til 0 kr.

Der bør i stedet ske yderligere oplysning af sagen. Dette med henblik på afklaring af, i hvilket omfang klageren har indkøbt og indført de enorme mængder afgiftspligtige varer, der er registreret købt ved brug af klagerens X-kort, og herved sikre at der træffes en konkret og korrekt afgørelse på et fyldestgørende grundlag.

I det Skatteankestyrelsen modsat Skattestyrelsen finder, at X oplysningerne ikke i sig selv er nok, bør der ske hjemvisning med det formål at afdække omstændighederne vedrørende køb og indførsel af de betydelige mængder indkøbte afgiftspligtige varer uden forudbestillinger. Der bør gives mulighed for at afsøge eventuelle øvrige objektive beviser der kan be- eller afkræfte denne formodning. Sådanne objektive beviselementer vil forventeligt forsøges frembragt ved oplysning om hvem der har anvendt kortet på de pågældende dage, samt objektiv dokumentation herfor i form af fx. bankkontoudtog, tankkort m.m.
Der henvises til, at klager ikke har bestridt, at varerne er indført i Danmark.
Det er efter Skattestyrelsens opfattelse alene de forudbestillinger, hvor der fremgår andre navne eller mailadresser end klagers, der potentielt kan fraskrives klager, hvilket alene er tilfældet for en enkelt forudbestilling i nærværende sag, og som i øvrigt bør underbygges af objektive beviser. I relation til de registrerede køb, hvor der ikke foreligger oplysninger om, at der er sket forudbestillinger til andre, må det påhvile klager at modbevise dette eller i det mindste sandsynliggøre udenfor enhver rimelige tvivl, at denne ikke selv har foretaget indkøbene.

Henset til klagers anbringender og sagens faktiske omstændigheder er det Skattestyrelsens vurdering, at der skal foretages en konkret vurdering, hvorefter Landsskatterettens afgørelse i SKM2023.97.LSR ikke kan anvendes analogt. Navnlig bør dokumenterede forhold, og ikke bestridte oplysninger, indgå i vurderingen af afgiftspligten og opgørelsen af afgifterne.

Sammenfatning
Primær påstand
Det er Skattestyrelsens primære påstand, at styrelsen har løftet bevisbyrden for afgiftspligt på baggrund af de modtagne oplysninger om registreringer på X-kortet for samtlige af de registrerede køb, og at klageren i denne sag ikke har afkræftet formodningen for, at klageren har foretaget købene.

Skattestyrelsen fastholder derfor, at de oplysninger som foreligger i nærværende sag, ikke uden videre kan resultere i, at afgiftskravet nedsættes til 0 kr. Hvilket også gør sig gældende for registrerede køb hvor der ikke er sket forudbestillinger.

Subsidiær påstand
Det er Skattestyrelsens subsidiære påstand, at Skatteankestyrelsen skal sagsoplyse sagen yderligere eller, at sagen skal hjemvises for de køb hvor der ikke foreligger oplysninger om forudbestillinger.
Skattestyrelsen bemærker afslutningsvist, at betingelserne og fristerne i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1 henholdsvis § 32, stk. 1, nr. 3 og stk. 2 anses for overholdt for hele den påklagede periode.
…"

Skattestyrelsens indlæg af 24. juni 2024
Skattestyrelsen har den 24. juni 2024 udtalt:

"…
såfremt klager har haft andre personer med på indkøbsturene og ladet disse personer bruge klagers kort til indkøb og indførsel af sådanne betydelige mængder afgiftspligtige varer må klager hæfte efter øl- og vinafgiftslovens § 30, jf. § 27, stk. 6, jf. stk. 8, idet klager må anses for delagtig i den manglende angivelse og afregning af øl- og vinafgift.
…"

Indlæg under retsmødet
Repræsentanten nedlagde i overensstemmelse med påstandsdokumentet principal påstand om, at afgiften skal nedsættes til 0 kr. Subsidiært at sagen skal hjemvises og mere subsidiært at afgiften skal nedsættes efter Landsskatterettens skøn, idet han bemærkede, at det anførte om ugyldighed skal betragtes som et anbringende. Han gennemgik sine anbringender i overensstemmelse med påstandsdokumentet og henviste til de fremsendte materialesamlinger. Han lagde særligt vægt på, at det følger af [Byrettens] dom af 15. februar 2024 samt Landsskatterettens afgørelse af 5. december 2022 (SKM2023.97.LSR), at det retningsgivende kriterie er den faktiske betaling, og at oplysningerne om forudbestillinger derfor ikke er tilstrækkelig til at skabe en formodning for, at det er klageren, der har indkøbt og indført varerne.

Endvidere fremhævede han, at sagen hverken faktisk eller retligt har været tilstrækkeligt oplyst, samt at sagens forløb, herunder Skattestyrelsens anmodning om retsmøde, Landsskatterettens beslutning om berostillelse og Skatteankestyrelsens sagsbehandlingstid udgør procedurefordrejning, der medfører afgørelsens ugyldighed. Afslutningsvist fremhævede han, at selvom det lægges til grund, at klageren har indkøbt de omhandlede varer, så følger det af [Byrettens] dom af 15. februar 2024, at klageren ikke har handlet groft uagtsomt, og betingelserne for ekstraordinær genoptagelse er derfor ikke opfyldt.

Skattestyrelsen fastholdt de nedlagte påstande om, at Skattestyrelsens afgørelse skal stadfæstes.
Subsidiært at Skatteankestyrelsen skal oplyse sagen yderligere, eller at sagen skal hjemvises vedrørende de indkøb, hvor der var andre med på indkøbsturene.

Skattestyrelsen redegjorde for sine anbringender i overensstemmelse med de tidligere udtalelser. Det blev yderligere anført, at det ikke var teknisk muligt at [forudbestille] indkøb før 1. kvartal 2018, og at det derfor også af denne grund forekommer usandsynligt, at klageren ikke har foretaget nogle af indkøbene, der ligger forud herfor. Skattestyrelsen henviste i den forbindelse til pressemeddelelsen fra H1 af [dato] 2018.

Landsskatterettens afgørelse
Sagen angår, om Skattestyrelsen har været berettiget til at opkræve 159.936 kr. i øl- og vinafgift for varer, som er indkøbt i Tyskland i perioden fra den 12. april 2015 til den 15. februar 2020.

Retsgrundlaget
I det følgende vil henvisninger til øl- og vinafgiftsloven være henvisninger til lov nr. 1015 af 19. december 1992 om afgift af øl, vin og frugtvin m.m. med de senere lovændringer, som var gældende i den omhandlede periode 12. april 2015 til 15. februar 2020.

Det følger af øl- og vinafgiftslovens § 1, stk. 1, at der skal betales afgift af øl og vin her i landet. Afgiftspligten indtræder ved varernes overgang til forbrug her i landet, jf. øl- og vinafgiftslovens § 4.

Såfremt varerne allerede er overgået til forbrug i et andet EU-land, følger det af øl- og vinafgiftslovens § 6 a, stk. 1, nr. 1, at afgiften af varerne forfalder ved levering her i landet, når varerne transporteres her til landet som bestemmelsesland med henblik på erhvervsmæssig oplægning af varerne, herunder indkøb af varer, som en her i landet hjemmehørende privat person foretager i et andet EU-land og enten selv transporterer eller på egne vegne lader transportere her til landet, og hvor omfanget og karakteren af de pågældende vareindkøb overstiger, hvad der må anses for at skulle medgå til den pågældende privatpersons eget brug.

Det følger videre af øl- og vinafgiftslovens § 11, stk. 2, at der ydes afgiftsfritagelse af varer, som privatpersoner selv indfører til eget brug fra et andet EU-land, i hvilket varerne er erhvervet i beskattet stand.

Det fremgår af Rådets direktiv 2008/118/EF (herefter benævnt cirkulationsdirektivet) artikel 32, stk. 2, at medlemslandene ved vurderingen af, om de punktafgiftspligtige varer er bestemt til en privatpersons eget brug, mindst skal tage hensyn til personens forretningsmæssige status og begrundelse, stedet, hvor varerne befinder sig, ethvert dokument vedrørende varerne samt arten og mængden af varerne. Medlemsstaterne kan desuden opstille vejledende mængder for indførelse af varer med henblik på at godtgøre de i stk. 2 nævnte forhold, jf. artikel 32, stk. 3. For øl og vin må den vejledende mængde ikke være mindre end henholdsvis 110 l og 90 l. De her i landet indførte retningslinjer findes i Den juridiske vejledning og var på afgørelsestidspunktet enslydende med cirkulationsdirektivets minimumsregler.

Følgende fremgår af øl- og vinafgiftslovens § 16, stk. 2, 1. pkt.:

"For afgiftspligtige, der modtager varer fra andre EU-lande, og som ikke er omfattet af stk. 1, sker angivelsen og betalingen efter reglerne i § 9, stk. 1, 3 og 4, i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v."

Følgende fremgår af øl- og vinafgiftslovens § 27, stk. 9:

"For afgiftspligtige varer, der ikke er afgiftsberigtiget efter loven, og hvor der ikke er sket autorisation eller registrering eller stillet sikkerhed, hæfter erhververen og den, der er i besiddelse af varerne."

Følgende fremgår af skatteforvaltningslovens § 1:     

"Told- og skatteforvaltningen udøver forvaltningen af lovgivning om skatter og lovgivning om vurdering af landets faste ejendomme samt lov om registrering af køretøjer bortset fra kompetencer, som ved § 18, stk. 3, og § 19 i lov om registrering af køretøjer er tillagt politiet."

Følgende fremgår af skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1, nr. 1:

"Landsskatteretten afgør, medmindre andet er bestemt af skatteministeren efter § 14, stk. 2, klager over:

1)       Told- og skatteforvaltningens afgørelser, hvor klagen ikke afgøres af skatteankeforvaltningen, et skatteankenævn, et vurderingsankenævn eller et motorankenævn."

Følgende fremgår af skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, 1. pkt.:

"Told- og skatteforvaltningen kan ikke afsende varsel om fastsættelse eller ændring af afgiftstilsvar senere end 3 år efter angivelsesfristens udløb."

Herudover fremgår bl.a. følgende af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1 og 2:

"Uanset fristerne i § 31 kan et afgiftstilsvar eller en godtgørelse af afgift fastsættes eller ændres efter anmodning fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis:

…

3) Den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at afgiftstilsvaret eller godtgørelsen er fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

…

Stk. 2. En ændring af afgiftstilsvaret eller godtgørelsen af afgift kan kun foretages efter stk. 1, hvis den varsles af told- og skatteforvaltningen eller anmodningen fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede fremsættes senest 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen henholdsvis den afgiftspligtige eller den godtgørelsesberettigede er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 31. En ændring af afgiftstilsvar eller godtgørelse af afgift, der er varslet af told- og skatteforvaltningen, skal foretages senest 3 måneder efter den dag, hvor varsling er afsendt.
…"

Følgende fremgår af opkrævningslovens § 9, stk. 1:

"Den, der ikke er autoriseret eller registreret efter afgiftslovene nævnt i bilag 1, liste A, nr. 1-4, 7 og 8, og som fra andre EU-lande har modtaget varer omfattet af disse afgiftslove, skal ved modtagelsen af varerne angive den afgiftspligtige mængde af varerne til told- og skatteforvaltningen. Angivelsen skal være underskrevet af den, der har modtaget varerne, eller af sælgerens fiskale repræsentant her i landet."

Øl- og vinafgiftsloven er nævnt i bilag 1, liste A, nr. 4.

Følgende fremgår af § 12, stk. 5 i bekendtgørelse nr. 2373 af 10. december 2021 om forretningsorden for Landsskatteretten:

"I ganske særlige tilfælde kan Landsskatteretten træffe en afgørelse, der uden beløbsmæssig opgørelse alene fastlægger de principper, hvorefter den påklagede afgørelse skal træffes. Skatteforvaltningen foranlediger herefter, at afgørelsen træffes i overensstemmelse med Landsskatterettens anvisning."

Det følger af Vestre Landsrets dom af 9. november 2015, offentliggjort som SKM2015.712.VLR, at under hensyn til de indførte mængder af drikkevarer, herunder navnlig mængden af øl, der var mere end 16 gange større end den vejledende mængde, som afgiftsfrit kan indføres til eget forbrug, måden drikkevarerne var transporteret på, oplysningerne om den afgiftspligtiges tidligere indførsler af drikkevarer fra Tyskland, og SKATs tidligere indskærpelse overfor den afgiftspligtige, fandt landsretten at det påhvilede den afgiftspligtige at godtgøre, at varerne var indført til eget forbrug. Landsretten fandt, at den afgiftspligtige ikke blot ved sin egen og sin søns og barnebarns forklaringer, der ikke var underbygget af objektive kendsgerninger, samt ved fremlæggelse af et billede af tomme øl- og sodavandsdåser, havde godtgjort at varerne var til eget forbrug. Der var som følge heraf og efter oplysningerne om den afgiftspligtiges tidligere indførsler af drikkevarer, ikke grundlag for at reducere afgiftsbeløbet svarende til afgiften af den mængde drikkevarer, der efter de vejledende bestemmelser ville kunne anses for at være til eget forbrug.

Det følger af Vestre Landsrets dom af 22. november 2012, offentliggjort som SKM2013.52.VLR, at en privatperson i samme indførsel af afgiftspligtige varer både kan indføre varer til eget brug og varer, der ikke er til eget brug. Følgende fremgår bl.a. af Landsrettens præmisser:

"…
Landsretten finder, at der ikke herved er fremkommet et overbevisende billede af, at S og hans gæster indtog en så betydelig mængde øl, at der er rimelig sammenhæng mellem dette og indkøbet. Der lægges herved vægt på forklaringerne om deltagerantallet og deltagersammensætningen, om deltagernes drikkevaner og om forløbet af festerne, herunder oplysningerne om, at deltagerne kom og gik.

Landsretten finder på den baggrund, at det er godtgjort, at S ikke medbragte den helt usædvanlig store mængde øl til eget brug. Det må imidlertid efter forklaringerne lægges til grund, at S har holdt fester i forbindelse med sin ferie her i landet, og at han og deltagerne har drukket en betydelig mængde øl. Det kan derfor lægges til grund, at en del af de medbragte øl var til privat brug. På baggrund af bevisførelsen fastsættes denne mængde skønsmæssigt til 110 liter.
…"

Byretten har i dom af 15. februar 2024 (sag BS-[…]) (anket) truffet afgørelse i en sag vedrørende anvendelse af et X-kort. Skattestyrelsen havde pålagt indehaveren af X-kortet at betale 66.913 kr. i afgift for indkøb af øl i H1s butikker i Tyskland i 2018, 2019 og 2020. Byretten fandt, at der efter de foreliggende oplysninger - i form af købsregistreringer på X-kortet, bankkontoudtog vedrørende indkøb på dankort og køb af færgebilletter i tidsmæssig tilknytning til registreringerne på X-kortet - var skabt en formodning for, at indehaveren af X-kortet selv havde foretaget de på kortet registrerede køb, og at det påhviler den pågældende at afkræfte denne formodning. Byretten fandt videre, at indehaveren af X-kortet på baggrund af vidneforklaringer havde bevist, at han ikke havde indkøbt alle de på X-kortet registrerede indkøb af øl. Byretten hjemviste herefter sagen til fornyet behandling i Skattestyrelsen med henblik på at foretage et skøn over den del af indkøbene, der ikke anses for at være til indehaverens eget brug og forinden at anmode indehaveren om yderligere oplysninger vedrørende omfanget af afgiftspligtige indkøb.

Landsskatteretten har i sin afgørelse af 5. december 2022, offentliggjort som SKM2023.97.LSR, i en sag vedrørende anvendelse af et X-kort efter en konkret og samlet vurdering af sagens oplysninger fundet, at der ikke var den fornødne klare formodning for, at X-kortet i den foreliggende sag udelukkende var blevet anvendt af klageren til indkøb af afgiftspligtige varer i Tyskland, som herefter er blevet indført i Danmark. Registreringerne på X-kortet havde således ikke i sig selv en tilstrækkelig objektiv bevisværdi til, at Skattestyrelsen havde løftet bevisbyrden for, at klageren selv havde indkøbt og indført den registrerede varemængde. Det kunne derfor ikke på det grundlag pålægges klageren at dokumentere eller sandsynliggøre, at det ikke var klageren, der havde indkøbt og importeret alle de varer, der fremgik af registreringerne på X-kortet. Landsskatteretten ændrede derfor Skattestyrelsens afgørelse og nedsatte afgiftsopkrævningen til 0 kr.

Landsskatterettens begrundelse og resultat
Landsskatteretten lægger til grund, at der i forbindelse med nogle indkøb i H1s grænsehandelsbutikker i Tyskland blev anvendt et X-kort, som var tilknyttet klagerens X-konto (H1s fordelsprogram). Der ikke er fremlagt oplysninger, der dokumenterer, at varekøbsregistreringerne i den omhandlede periode er fejlbehæftet.

Det har ikke været muligt at fremskaffe de vilkår for medlemskab af X-programmet, som var gældende forud for februar 2021. H1 har besvaret Skatteankestyrelsens spørgsmål vedrørende X-programmet, og disse besvarelser lægges sammen med vilkårene, som blev indhentet fra H1s hjemmeside den 11. marts 2022, til grund for sagen.

Efter de foreliggende oplysninger er X-kortet et fysisk ihændehaverkort, hvor der ikke kræves indtastning af pinkode eller lignende ved brug af kortet. Der fremgår ikke identitetsoplysninger på kortet, men udelukkende et kortnummer. Kortet ikke er et betalingskort, men en adgang til optjening og brug af bonuspoint. X-programmet har to medlemsniveauer, hvor det er muligt ved brug af bonuspoint at opgradere medlemskabet for at opnå yderligere fordele. Om X-programmet i øvrigt bemærkes, at vilkårene herfor udelukkende regulerer forholdet mellem H1 og klageren.

Landsskatteretten bemærker, at X-programmet og det hertil knyttede X-kort ikke er indrettet på en sådan måde, at det umiddelbart alene kan anvendes af den person, der har oprettet X-kontoen. Det forhold, at det fremgår af X-programmets betingelser, at kortet er "personligt og ikke må overdrages til andre", ændrer ikke herpå, særligt fordi der ikke ses at være indført nogen form for kontrol eller lignende hos udbyderen, der skal forhindre, at ét X-kort bruges af flere forskellige personer.

Klageren har oplyst, at han ikke har indkøbt varer i det omfang, som fremgår af varekøbsregistreringerne på X-kortet, idet der har været familiemedlemmer samt flere selvstændige husstande med på indkøbsturene til Tyskland.

To retsmedlemmer, herunder retsformanden, udtaler:
Efter en samlet konkret vurdering, findes der ikke alene ved registreringerne på X-kontoen og imod klagerens oplysninger om sit varekøb, at være en formodning for, at klageren har indkøbt og indført afgiftspligtige varer svarende til det registrerede og i mængder, der overstiger, hvad der kan anses for at være til klagerens eget brug. Der er herved navnlig lagt vægt på, at kortet som anført kan anvendes af andre end den person, det er udstedt til. Der foreligger ikke oplysninger i øvrigt, der støtter, at det er klageren, der rent faktisk har foretaget samtlige de registrerede køb. Skattestyrelsen har således ikke løftet bevisbyrden. 

Varer, der er forudbestilt af klageren
I regnearket med kontroloplysninger fra H1 er klagerens navn registreret i kolonnen med overskriften "CustomerOrderFullName" i forbindelse med følgende otte datoer; 10. februar 2018, 2. april 2018, 27. maj 2018, 10. juni 2018, 22. juni 2018, 29. juni 2018, 2. september 2018 og 3. august 2019. Endvidere er klagerens e-mail i de fleste tilfælde registreret i kolonnen med overskriften "CustomerOrderEmail".

Efter registreringerne på X-kortet sammenholdt med oplysningerne om forudbestillinger, som kan knyttes til klageren, findes der skabt en formodning for, at klageren har foretaget disse indkøb. Klageren er ikke fremkommet med oplysninger, der kan afkræfte denne formodning. Klageren har således oplyst, at der var familiemedlemmer og andre med på indkøbsturene, men der foreligger ikke yderligere oplysninger, der dokumenterer eller sandsynliggør, at de forudbestilte varer er indkøbt og indført af andre end klageren selv.

Der skal herefter tages stilling til, om mængden af de indførte varer overstiger den mængde, der afgiftsfrit kan indføres til eget brug. Under hensyn til at den indførte mængde øl på mellem 594 liter og 918 liter væsentligt overstiger den vejledende mængde, som afgiftsfrit kan indføres til eget brug, påhviler det klageren at godtgøre, at de forudbestilte varer var til eget brug. Klagerens oplysninger om at de indkøbte varer var til eget brug, er ikke underbygget af objektive kendsgerninger. Klageren har derfor ikke godtgjort, at den forudbestilte varemængde var til eget brug, og der er herefter ikke grundlag for at reducere afgiftsbeløbet. Der henvises til Vestre Landsrets dom af 9. november 2015, offentliggjort som SKM2015.712.VLR samt Vestre Landsrets dom af 22. november 2021, offentliggjort som SKM2013.52.VLR.

Ekstraordinær genoptagelse
Det følger af opkrævningslovens § 9, stk. 1, at angivelsen skal ske ved modtagelsen af varerne.

Skattestyrelsens forslag til afgørelse blev afsendt den 14. juni 2021. Perioden 12. april 2015 til 13. juni 2018 ligger dermed uden for den ordinære frist for varsling efter skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1. Der vil herefter alene kunne ske genoptagelse og ændring af denne periode, hvis betingelserne i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3, og stk. 2, er opfyldt.
Disse retsmedlemmer finder, at klageren har handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at have betalt afgift af den usædvanlige store mængde afgiftspligtige varer, der kontinuerligt er indført til Danmark. 

Skattestyrelsen modtog kontroloplysningerne fra H1 den 5. januar 2021, og var på dette tidspunkt i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til, at der forelå grundlag for ekstraordinær ansættelse. Skattestyrelsen kom således den 5. januar 2021 til kundskab om det forhold, der begrundede fravigelsen af fristerne i skatteforvaltningslovens § 31. 

Da Skattestyrelsen har udsendt varsel om ændringer den 14. juni 2021, og dermed inden for 6 måneder fra kundskabstidspunktet den 5. januar 2021, er fristen i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, 1. pkt. overholdt. Skattestyrelsens afgørelse er dateret den 7. september 2021, og ansættelsesfristen i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, 2. pkt. er derfor ligeledes overholdt.

På denne baggrund har Skattestyrelsen været berettiget til at gennemføre ekstraordinær ansættelse for perioden 10. februar 2018 til 13. juni 2018.
Det af repræsentanten anførte om retten til at blive glemt kan ikke føre til et andet resultat. Klager over behandling af personoplysninger afgøres af Datatilsynet, og der kan derfor ikke tages stilling til spørgsmålet i en forvaltningsafgørelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 1. Landsskatteretten har derfor ikke kompetence til at tage stilling til spørgsmålet om behandling af personoplysninger. Det følger af skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1, nr. 1, modsætningsvis.

De af repræsentanten øvrige anført anbringender, herunder om at sagen ikke har været tilstrækkelig oplyst, og om Landsskatterettens beslutning om berostillelse, kan ikke føre til et andet resultat.

Skattestyrelsen har ikke godtgjort, at klageren i øvrigt hæfter for afgift, og det af Skattestyrelsen anførte om, at klageren må anses for at være delagtig i den manglende angivelse og afregning af afgift, kan derfor ikke føre til et andet resultat.

Ét retsmedlem udtaler:
Det lægges til grund, at H1 i forbindelse med etableringen af en ny webshop 2018 indførte mulighed for forudbestilling af varer, og registreringerne på X-kortet indeholder som følge heraf først fra dette tidspunkt oplysninger om forudbestillinger. Dette sammenholdt med at der er registreret oplysninger om forudbestillinger, der kan knyttes til klageren, medfører, at der en formodning for, at klageren har foretaget samtlige de registrerede indkøb, og klageren har ikke fremlagt oplysninger, der afkræfter denne formodning.

Dette retsmedlem finder under disse omstændigheder, at det må lægges til grund, at klageren har erhvervet de indkøbte drikkevarer, og at han derfor hæfter for afgiften i henhold til øl- og vinafgiftslovens § 27, stk. 9. Retsmedlemmet stemmer derfor for at stadfæste Skattestyrelsens afgørelse.

Ét retsmedlem udtaler:
Efter en samlet konkret vurdering findes der ikke alene ved registreringerne på X-kontoen, herunder oplysningerne om forudbestillinger, at være skabt en formodning for, at det er klageren, der har indkøbt og indført den registrerede varemængde.

Dette retsmedlem stemmer derfor for at give klageren medhold i den nedlagte påstand, således at afgiften nedsættes til 0 kr.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, hvorfor Landsskatteretten herefter stadfæster Skattestyrelsens afgørelse vedrørende varer, der er forudbestilt af klageren, og ændrer Skattestyrelsens afgørelse vedrørende den øvrige varemængde, hvorefter afgiften nedsættes til 0 kr.

Den beløbsmæssige opgørelse som følge af ovenstående ændringer overlades i overensstemmelse med § 12, stk. 5 i bekendtgørelse nr. 2373 af 10. december 2021 til Skattestyrelsen.