Sag BS-49829/2023-FRB

Parter

A

(v/advokat NH)

mod

Skatteministeriet Departementet

(v/advokat Malthe Gade Jeppesen)

Denne delafgørelse er truffet af dommerfuldmægtig Mikkel Ruhnau.

Sagens baggrund og parternes påstande

Retten har modtaget sagen den 4. oktober 2023.  

Sagen drejer sig (delvist) om momstilsvar for perioden 1. januar 2018 til 31. december 2020.  

A har for så vidt angår Landsskatterettens afgørelse af 4. juli 2023 nedlagt følgende påstand:  

Der nedlægges principalt påstand om, at G1-virksomheds momstilsvar for perioden 1. januar 2018 til 31. december 2020 nedsættes med kr. 741.882.  

Der nedlægges subsidiært påstand om, at G1-virksomheds momstilsvar for perioden 1. januar 2018 til 31. december 2020 hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.

Skatteministeriet Departementet har overfor den af G1-virksomhed nedlagte påstand om nedsættelse af selskabets momstilsvar med 741.882 kr. for perioden 1. januar 2018 til 31. december 2020:

Principalt: Afvisning  

Subsidiært: Frifindelse

Nærværende deldom omhandler alene spørgsmålet om afvisning af påstanden for så vidt angår bilag B, Landsskatterettens afgørelse af 4. juli 2023 med sagsnr. 21-0117636, til dom.  

Oplysningerne i sagen

Det fremgår af bilag B, at Landsskatterettens afgørelse er truffet den 4. juli 2023. I afgørelsen fastsatte Landsskatteretten G1-virksomheds købsmomsfradrag til 0 kr. samt stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om ikke at godkende momsfradrag på 425.839 kr. vedrørende 27 betalinger fra selskabets konto for perioden 1. januar 2018 til 31. december 2020.  

G1-virksomhed har den 4. oktober igennem e-mail, da civilsystemet var udsat for driftsforstyrrelser, indleveret stævning mod Skatteministeriet. Stævningen blev lagt op på sagsportalen den 5. oktober 2023. Stævningen vedrørte udelukkende spørgsmål om A-skat og AM-bidrag, og således en prøvelse af Landsskatterettens afgørelse i sagsnr. 22-0002233.  

G1-virksomhed blev taget under konkursbehandling den 18. april 2024. Advokat NB blev udpeget som kurator.  

Advokat SM oplyste over for retten, at konkursboet i sagen ikke ønskede at udøve partsbeføjelser i sagen, hvorefter retten afviste sagen.  

Den 30. maj 2024 meddelte advokat NH på vegne af A, der er ejer og direktør af G1-virksomhed under konkurs meddelt retten, at A ønsker at indtræde i sagen for egen regning og risiko.

På denne baggrund besluttede retten i medfør af retsplejelovens § 222 at omgøre beslutningen om at afvise sagen og herefter i medfør af konkurslovens § 137, stk. 1 at lade A indtræde i sagen som sagsøger med de hertil hørende retsvirkninger.

A, dengang G1-virksomhed, har på det forberedende retsmøde den 8. januar 2024 anmodet om at inddrage sagen og ved replik af 4. marts 2024 nedlagt påstand som oven for anført.  

Parterne har på det forberedende retsmøde den 8. januar 2024 været enige i, at spørgsmålet kan afgøres på skriftligt grundlag uden mundtlig forhandling.   

Parternes synspunkter

Skatteministeriet Departementet har i processkrift om formaliteten af 21. marts 2024 anført:

"…

3. Anbringender om afvisning  

Det følger af skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, at en administrativ afgørelse ikke kan indbringes for domstolene senere end 3 måneder efter, at afgørelsen er truffet. Fristen for at indbringe Landsskatterettens afgørelse af 4. juli 2023 (bilag B) udløb således den 4. oktober 2023, og søgsmålsfristen var dermed overskredet, da G1-virksomhed oplyste, at selskabet ønskede at indbringe afgørelsen for domstolene.  

Retsvirkningen af, at den omhandlede afgørelse blev indbragt for domstolene efter udløbet af fristen, er, at sagen skal afvises, jf. f.eks. SKM2006.496.HR, SKM2007.246.ØLR, SKM2007.33.VLR og SKM2023.521.BR.  

G1-virksomhed har anført i replikken (s. 26, tredje afsnit), at selskabets repræsentant ikke var bekendt med den omhandlede afgørelse forud for indgivelsen af stævningen, idet G1-virksomhed alene havde fremsendt Landsskatterettens afgørelse om indeholdelsespligtig A-skat og AM-bidrag (Landsskatterettens sagsnr. 22-0002233) til repræsentanten, og idet repræsentanten ikke havde modtaget aktindsigt i klagesagen.  

Det fremgår imidlertid udtrykkeligt af Landsskatterettens begrundelse i afgørelsen om indeholdelsespligtig A-skat og AM-bidrag (bilag 1, s. 10, andensidste afsnit), som er indbragt rettidigt for domstolene, at afgørelsen er "en konsekvens af afgørelsen i momssagen med sagsnr. 21-0117636". G1-virksomhed såvel som selskabets repræsentant har derfor - eller burde i hvert fald have - været bekendt med den omhandlede momsafgørelse i forbindelse med udarbejdelsen af stævningen. G1-virksomhed har endvidere anført i replikken (s. 26, fjerde afsnit), at der vil opstå en situation, hvor en dom og en afgørelse fra Landsskatteretten er modstridende, hvis G1-virksomhed får medhold i påstanden om nedsættelse af indeholdelsespligtig A-skat og AM-bidrag, hvis ikke momsafgørelsen også prøves ved domstolene.  

Det bemærkes hertil, at det efter fast praksis er skatteyderens risiko, at en skatteafgørelse indbringes rettidigt for domstolene, jf. f.eks. SKM2006.496.HR. Dette gælder uanset om afgørelsen er forkert. Det er i øvrigt et almindeligt skatteretligt princip, skattemyndighedernes ansættelser henholdsvis skatteyderens selvangivelser er endelige, hvis de lovgivne frister ikke overholdes.  

Det er korrekt, som anført af G1-virksomhed i replikken (s. 26, andensidste afsnit), at Skatteministeriet fører sager på deres indhold - ikke på formalia, jf. retssagsvejledningen (SKM2018.517.DEP), pkt. 1.1, men det fremgår også af retssagsvejledningens pkt. 13, at Skatteministeriet nedlægger påstand om afvisning, hvis den lovmæssige frist efter skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3 ikke er overholdt. Videre fremgår det, at ministeriet kun undtagelsesvist undlader at nedlægge afvisningspåstand, hvis skatteyderen eksempelvis på grund af udlandsophold eller alvorlig sygdom først har fået kendskab til afgørelsen efter udløbet af fristen i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, hvilket ikke ses at være tilfældet i den foreliggende sag.  

Endelig har G1-virksomhed anført i replikken (s. 26, sidste afsnit f), at den omhandlede moms-afgørelse bør tillades prøvet, idet ministeriet selv har fremlagt den omhandlede momsafgørelse som bilag B. Det bemærkes, at ministeriet har fremlagt afgørelsen, fordi begge afgørelser fra Landsskatteretten angår grundlæggende det samme bevismæssige tema, nemlig om det er godtgjort, at en række virksomheder faktisk har leveret arbejdsydelser til G1-virksomhed som underleverandører, hvorfor ministeriet har fremlagt den omhandlede momsafgørelse til sagens oplysning. Ministeriets svarskrift, hvormed afgørelsen blev fremlagt, er i øvrigt indleveret efter udløbet af indbringelsesfristen. Endelig bemærkes, at undertegnede rettede telefonisk henvendelse til G1-virksomheds repræsentant kort efter modtagelsen af stævningen i sagen og spurgte, om momsafgørelsen også var indbragt, hvortil repræsentanten oplyste at ville undersøge dette og vende tilbage. Repræsentanten er dog aldrig vendt tilbage. …"

Skatteministeriet Departementet har i processkrift om afvisning af 3. juli 2024 anført:

"…

3. Anbringender om afvisning  

Det følger af skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, at en administrativ afgørelse ikke kan indbringes for domstolene senere end 3 måneder efter, at afgørelsen er truffet. Fristen for at indbringe Landsskatterettens afgørelse af 4. juli 2023 (bilag B) udløb således den 4. oktober 2023, og søgsmålsfristen var dermed overskredet, da G1-virksomhed (nu A) i sin replik af 3. marts 2024 oplyste, at selskabet ønskede at indbringe afgørelsen for domstolene.  

Fristen efter skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3 er en absolut fristregel, og retsvirkningen af, at den omhandlede afgørelse blev indbragt for domstolene efter udløbet af fristen, er, at sagen skal afvises, jf. f.eks. SKM2006.496.HR, SKM2007.246.ØLR, SKM2007.33.VLR og SKM2023.521.BR.  

A har anført i sit processkrift om formaliteten (side 2, andet og tredje afsnit), at G1-virksomhed (nu A) ikke var "fuldt ud opmærksom" på, at Skatteankestyrelsens opdeling af Skattestyrelsens afgørelse (bilag A) i to afgørelser, hvor den ene afgørelse behandlede spørgsmålet om G1-virksomheds momstilsvar (bilag B), og den anden afgørelse behandlede spørgsmålet om indeholdelsespligtig A-skat og AM-bidrag (bilag 1).  

Det bestrides, at G1-virksomhed ikke var, eller burde have været, bekendt med, at Landsskatteretten i to særskilte afgørelser behandlede spørgsmålet om selskabets momstilsvar henholdsvis indeholdelsespligtig A-skat og AM-bidrag. For det første kvitterede Skatteankestyrelsen den 7. januar 2022 for modtagelse af G1-virksomheds klage og oplyste i den forbindelse, at klagen ville blive opdelt i to sager, jf. bilag C:  

"Vi har oprettet to sager, da klagen vedrører spørgsmål om både indkomst og moms. Indkomstsagen har sagsnummer 21-011766. Momssagen har sagsnummer 22-002233."  

For det andet modtog G1-virksomhed den 4. juli 2023 - i overensstemmelse med det ovenfor anførte - to særskilte afgørelser, hvoraf der i følgebrevet (bilag B, s. 1 og bilag 1, s. 1) fremgår særskilte journalnumre og en klagevejledning med angivelse af indbringelsesfristen på 3 måneder og en henvisning til skatteforvaltningslovens § 48. Resultatet af afgørelserne fremgår på første side (bilag B, s. 2 og bilag 1, s. 2), hvor det tydeligt er angivet, at afgørelserne vedrører G1-virksomheds momstilsvar henholdsvis indeholdelsespligtig A-skat og AM-bidrag.

For det tredje fremgår det udtrykkeligt af Landsskatterettens begrundelse i afgørelsen om indeholdelsespligtig A-skat og AM-bidrag (bilag 1, s. 10, andensidste afsnit), som er indbragt rettidigt for domstolene, at afgørelsen er "en konsekvens af afgørelsen i momssagen med sagsnr. 210117636". G1-virksomhed såvel som selskabets repræsentant har derfor - eller burde i hvert fald have været - bekendt med den omhandlede momsafgørelse i forbindelse med udarbejdelsen af stævningen, og der kan ikke af stævningen udledes nogen holdepunkter for, at G1-virksomhed (nu A) også ønskede en prøvelse af momsafgørelsen.  

Det bemærkes, at undertegnede rettede telefonisk henvendelse til repræsentanten kort efter modtagelsen af stævningen i sagen og spurgte, om momsafgørelsen også var indbragt, hvortil repræsentanten oplyste at ville undersøge dette og vende tilbage. Repræsentanten er dog aldrig vendt tilbage, og det var først i forbindelse med replikken den 3. marts 2024, næsten 5 måneder senere end søgsmålsfristens udløb, at G1-virksomhed (nu A), tilkendegav sit ønske om, at sagen også skulle omfatte en prøvelse af momsafgørelsen.  

A har videre anført i sit processkrift (side 4, andet afsnit og frem), med henvisning til Den Juridiske Vejledning afsnit A.A.12.2, at hvis han får medhold i sin påstand om nedsættelse af G1-virksomheds indeholdelsespligtig A-skat og AM-bidrag, indebærer det, at momstilsvaret skal ændres i overensstemmelse hermed, til trods for, at momsafgørelsen ikke er indbragt for domstolene.  

Det bestrides, at momstilsvaret skal ændres, hvis A får medhold i sin påstand om nedsættelse af indeholdelsespligtig A-skat og AM-bidrag. Den administrative praksis som er beskrevet i den Juridiske Vejledning afsnit A.A.12.2, gælder i en situation, hvor skatteyderen har fået medhold i en konkret afgørelse ved en domstol eller en klageinstans. I dette tilfælde skal skattemyndigheden foretage ændringen af skatteansættelsen vedrørende den konkrete afgørelse, herunder udbetale eventuelle tilgodehavender, med det samme, med forbehold for en eventuel genopkrævning, såfremt skattemyndigheden påklager eller anker den pågældende afgørelse og får medhold i den pågældende instans, jf. også TfS 2000, 951. Denne praksis gælder ikke for andre afgørelser, som skatteyderen ikke har fået medhold i, selvom der er faktuelle og bevismæssige overlap, som er tilfældet i den foreliggende sag.  

Det bemærkes hertil, at efter helt fast praksis afvises prøvelse af en afgørelse, såfremt den indbringes senere end 3 måneder fra afgørelsesdatoen uanset årsagen til fristoverskridelsen. Det er således efter fast praksis skatteyderens risiko, om en afgørelse indbringes rettidigt for domstolene, jf. f.eks. SKM2006.496.HR. Dette gælder uanset, om afgørelsen er forkert.  

Hvorvidt G1-virksomhed måtte have ret til genoptagelse af momstilsvaret, er et spørgsmål, som ikke er omfattet af den foreliggende sag.

Det bestrides også, at en afvisning af prøvelse af momsafgørelsen, giver anledning til "noget retssikkerhedsmæssigt betænkeligt", idet det vil have indflydelse på Skattestyrelsens Straffesagsenheds strafferetlige vurdering af sagen, som anført i sagsøgerens processkrift på side 3. Det forhold, at A afskæres fra prøvelse af momsafgørelsen, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, er uden betydning for vurderingen af, om der skal rejses strafferetlig tiltale mod A for overtrædelse af skattekontrollovens strafbestemmelser. Årsagen hertil er, at der er betydelige forskelle i kravene til bevisets styrke i en straffesag sammenlignet med en (civil) skattesag, jf. f.eks. UfR 2011.1458 H og SKM2013.550.VLR. Desuden er bevistemaet grundlæggende det samme i momsafgørelsen (bilag B) henholdsvis afgørelsen om indeholdelsespligtig A-skat og AM-bidrag (bilag 1), nemlig om en række fakturaer udstedt af en række hævdede underleverandørvirksomheder, er udtryk for levering af arbejdsydelser til G1-virksomhed. I relation til en strafferetlig vurdering er der således ikke forskel på, om begge afgørelser eller kun den ene afgørelse prøves ved retten, da det er det samme bevistema, som retten skal tage stilling til.  

Der er heller ikke efter skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3 eller forarbejderne, grundlag for at se bort fra 3-månedersfristen med henvisning til, at A er afskåret fra præjudiciel forelæggelse af spørgsmål ved EU-Domstolen, som anført i A’s processkrift på side 4, øverst. A ses i øvrigt ikke at have gjort gældende for Landsskatteretten, at sagen rejser spørgsmål om fortolkning af EU-retten, som giver grundlag for præjudiciel forelæggelse.

…"

A har i sit processkrift om formaliteten af 29. maj 2024 anført:

"…

Anbringender

Det gøres overordnet gældende, at sagsøger har modtaget én samlet afgørelse af 4. november 2021 fra Skattestyrelsen vedrørende ændring moms, skat og AM-bidrag.

Sagsøger har i forbindelse med indbringelsen for domstolene ikke været fuldt ud opmærksom på, at Skatteankestyrelsen af egen drift og af administrative årsager, opdeler klagebehandlingen hen over to særskilte sager med hvert deres journalnummer (en vedrørende de direkte skatter og en vedrørende moms).

Sagsøger har i forbindelse med drøftelserne med advokaterne hos R1-advokater ikke været bevidst om, at sagsøger ved ønsket om indbringelse af sin fiskalesag, skulle have været opmærksom på Skatteankestyrelsens administrative praksis om opdelingen i to sager, der formentlig er begrundet i, at afgørelserne sagsbehandles af forskellige sagsbehandler med hvert deres ekspertiseområder.

R1-advokater har i forbindelse med den indledende drøftelse med sagsøger, ikke været blevet gjort bekendt med Skatteankestyrelsens afgørelse vedrørende momsdelen, idet sagens akter på baggrund af en aktindsigtsanmodning, blev modtaget tæt på fristen for indbringelsen til domstolene.

Der er tale om en helt undskyldelige omstændighed hos sagsøger, der bunder og grunder i, at sagsøger blot har et ønske om at indbringe sin afgørelse fra Skattestyrelsen for domstolene, der så undervejs i forbindelse med klagebehandlingen er opdelt i to selvstændige afgørelser, pga. administrative forhold ved Skatteankestyrelsen. Opdelingen er således ikke et ønske fra sagsøgers side eller dennes rådgiver/advokat.

Det kan ikke forventes, at den almindelige skatteyder eller et selskabsledelse er klar over, at Skattestyrelsens samlede afgørelse opdeles i to sager ved Skatteankestyrelsen.

… …

Sagsøger skal endvidere bemærke, at der foreligger noget retssikkerhedsmæssigt betænkeligt ved, at Skatteministeriet - som øverste myndighed for skatteforvaltningen - ikke vil imødekomme, at Skattestyrelsen og Skatteankestyrelsens afgørelse vedr. momstilsvaret prøves ved domstolene.

Skatteforvaltningen er underlagt et objektivitetsprincip, der bl.a. indebærer, at skatteydere hverken opkræves et højere eller lavere momstilsvar end hvad der er korrekt.

Ligeledes følger det af Skattestyrelsens afgørelse af 4. november 2021 på side 12, at sagsøger muligvis har overtrådt nogle straffebestemmelser, hvilket kontrolenheden i Skattestyrelsen ikke kan tage stilling til, men er derimod Skattestyrelsens Straffesagsenhed kompetenceområde, hvortil sagen foreløbigt er oversendt.

Det er derfor af overordnelig betydning - ikke kun for den konkrete sagsøger - men i særdeleshed for retssikkerheden, at sådanne uopmærksomheder/fejl i forhold til formaliteter, ikke skal medføre, at der føres en unødig straffesag mod sagsøger eller andre vedrørende momstilsvaret.

Det skal dog understreges, at der ingen holdepunkter er for at mene, at sagsøger eller ledelsen har eller ville begå noget strafbart, men det er alene repræsentantens opfattelse, at Straffesagsenheden i Skattestyrelsen i langt højere grad end før rejser sigtelser i sager vedrørende manglende momsbetaling mv., uden der nødvendigvis er hold i sigtelserne. Bemærkningen skal derfor på ingen måde tages til udtryk for en erkendelse mv.

Muligheden for at indbringe den konkrete afgørelse fra Skatteankestyrelsen vedrørende momstilsvaret, for domstolene, har derfor en væsentlig betydning for, at sagsøger kan oplyse sagen yderligere i retten med skattejuridisk bistand, og hvor troværdigheden - grundet sandhedspligten - alt andet lige i udgangspunktet må anses for større end under en skattestraffesag.

Muligheden for evt. medhold eller delvist medhold, eller blot en prøvelse af spørgsmålet, vil alt andet lige have stor betydning for Skattestyrelsens Straffesagsenheds vurdering af det spørgsmål, der er oversendt til dem i forlængelse af kontrolsagen.

Endvidere skal det bemærkes, at eftersom den pågældende afgørelse angår moms, som i høj grad er EU-reguleret og eftersom der i sagsøgers indlæg henvises til EU-domspraksis, vil en afskæring fra en domstolsprøvelse endvidere udelukke en evt. præjudicielle forelæggelse for EU-domstolen ved evt. tvivl om EU-retten eller EU-praksis. En præjudiciel forelæggelse kunne eksempelvis vedrøre EU-domstolenes stillingtagen til, i hvilken grad der skal ske faktisk levering af en ydelse eller vare som forudsætning for momsfradragsret, herunder kravene herfor i den pågældende branche.

Selvom Landsskatteretten formelt kan stille et præjudicielt spørgsmål for EU domstolen, ses det i praksis alene at forekomme, når en momssag behandles ved domstolene, hvilket i endnu højere grad taler for, at sagsøger skal have mulighed for at få domstolsprøvet sin afgørelse vedr. forhøjelsen af selskabets momstilsvar, idet det ikke kan udelukkes, at der kan opstå tvivl om EU-retten og EU-praksis.

… …

Endeligt skal det bemærkes, at sagsøgtes bemærkning om, at Skattestyrelsens afgiftsansættelse ligger fast, idet Landsskatterettens afgørelse ikke er indbragt for domstolene i tide, selvom domstolene evt. måtte give sagsøger medhold i, at det er dokumenteret, at er sket levering fra underleverandører, kan undre.

Det følger imidlertid af SKAT’s Juridiske vejledning, afsnit "A.A.12.2 Tilbagebetaling som følge af afgørelse" (gældende version), at såfremt en virksomhed får medhold ved domstolene, skal afgiftsansættelsen ændres, uanset om afgørelsen indbringes for domstolene.

Denne praksis - der er bindende for Skattestyrelsen - indebærer, at hvis domstolene måtte nå frem til, at det er tilstrækkeligt dokumenteret, at der er sket levering fra de i sagen konkrete underleverandører, så skal dette i sagens natur have indvirkning på selskabets momstilsvar, idet der så skal indrømmes fradrag for købsmoms.

Det vil derfor være helt naturligt og meningsfuldt, at sagen bliver indbragt for domstolene, idet domstolen således har mulighed for, såfremt der gives sagsøger helt eller delvist medhold, at træffe afgørelse om, hvorvidt momstilsvaret skal nedsættes helt i overensstemmelse med sagsøgers principale påstand (jf. replikken) eller kun delvist som følge af, at kun nogle af underleverandørleveringerne er dokumenteret. …"

A har i sit processkrift om formaliteten af 13. august 2024 anført:

"…

Der skal indledningsvist igen henvises til, at sagsøger har modtaget én samlet afgørelse af 4. november 2021 fra Skattestyrelsen vedrørende ændring moms, skat og AM-bidrag. Det følger af Skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, 1. pkt., at en afgørelse truffet af skattemyndighederne, herunder Skattestyrelsen, kan indbringes for domstolene eller påklages, medmindre andet er bestemt efter en anden lovgivning.

Havde sagsøger således valgt at indbringe sagen direkte for domstolene, i stedet for at gå igennem det administrative rekurssystem, ville spørgsmålet om A-skat, AM-bidrag og momstilsvar, være blevet behandlet under samme sag. Såfremt sagsøgers anmodning om, at byretten ligeledes i nærværende sag, behandler Landsskatterettens afgørelse af 4. juli 2023 vedrørende G1-virksomheds momstilsvar for 2018 - 2020, (Landsskatterettens sagsnr. 21-0117636) bliver afvist, får sagsøger en forværret retsstilling, end hvis sagen var indbragt direkte for domstolene.

Det vil være et klart brud på retssikkerheden, hvis sagsøger på den måde får en dårligere retsstilling ved at udnytte det administrative rekurssystem. En sådan retsstilling vil føre til, at samfundet mister tillid til dette system, og vil medføre at flere sager indbringes direkte for domstolene, i stedet for at blive behandlet af forvaltningsorganerne. Da domstolssystemet allerede er under pres som følge af det store antal retssager, er en sådan retsstilling ikke ønskværdig.  

Hvis denne uproblematiske anmodning fra sagsøger alligevel skulle blive afvist, uagtet at det er Skatteankestyrelsen, der har opdelt Skattestyrelsens afgørelse i 2 separate sager, skal der anmodes om, at sagsøgte anerkender, at der kan ske konsekvensændring af momsen, såfremt sagsøger får medhold i spørgsmålet om nedsættelse af A-skat og AM-bidrag, da dette spørgsmål er sammenhængende og direkte er forbundet med spørgsmålet om momstilsvar.

Hertil skal det bemærkes, at sagsøgte bestrider at momstilsvaret skal ændres, hvis sagsøger får medhold i sin påstand om nedsættelse af indholdspligtig A-skat og AM-bidrag. Sagsøgte anfører:

"Den administrative praksis som er beskrevet i den Juridiske Vejledning afsnit A.A.12.2, gælder i en situation, hvor skatteyderen har fået medhold i en konkret afgørelse ved en domstol eller en klageinstans. I dette tilfælde skal skattemyndigheden foretage ændringen af skatteansættelsen vedrørende den konkrete afgørelse, herunder udbetale eventuelle tilgodehavender, med det samme, med forbehold for en eventuel genopkrævning, såfremt skattemyndigheden påklager eller anker den pågældende afgørelse og får medhold i den pågældende instans, jf. også TfS 2000, 951. Denne praksis gælder ikke for andre afgørelser, som skatteyderen ikke har fået medhold i, selvom der er faktuelle og bevismæssige overlap, som er tilfældet i den foreliggende sag."

Dette viser således igen, hvordan sagsøgers retsstilling ifølge sagsøgte, skal forværres markant, alene fordi sagsøger har valgt at udnytte det administrative rekurssystem, og ikke har indbragt sagen direkte for domstolen. Det skal igen bemærkes, at det er Skatteankestyrelsen, og ikke sagsøger, der har valgt at opdele Skattestyrelsens afgørelse i 2 separate sager.

Sagsøgte anfører yderligere

"Det bestrides også, at en afvisning af prøvelse af momsafgørelsen, giver anledning til "noget retssikkerhedsmæssigt betænkeligt", idet det vil have indflydelse på Skattestyrelsens Straffesagsenheds strafferetlige vurdering af sagen, som anført i sagsøgerens processkrift på side 3. Det forhold, at A afskæres fra prøvelse af momsafgørelsen, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, er uden betydning for vurderingen af, om der skal rejses strafferetlig tiltale mod A for overtrædelse af skattekontrollovens strafbestemmelser. Årsagen hertil er, at der er betydelige forskelle i kravene til bevisets styrke i en straffesag sammenlignet med en (civil) skattesag, jf. f.eks. UfR 2011.1458 H og SKM2013.550.VLR. Desuden er bevistemaet grundlæggende det samme i momsafgørelsen (bilag B) henholdsvis afgørelsen om indeholdelsespligtig A-skat og AM bidrag (bilag 1), nemlig om en række fakturaer udstedt af en række hævdede underleverandørvirksomheder, er udtryk for levering af arbejdsydelser til G1-virksomhed. I relation til en strafferetlig vurdering er der således ikke forskel på, om begge afgørelser eller kun den ene afgørelse prøves ved retten, da det er det samme bevistema, som retten skal tage stilling til."

Sagsøgte henviser således til, at kravene til den bevismæssige styrke i straffesager og civile sager ikke er de samme. Det er retssikkerhedsmæssigt betænkeligt, at sagsøgte ikke accepterer, at sagsøger får prøvelse af momsafgørelsen, alene med henvisning til at de bevismæssige krav adskiller sig fra en eventuel straffesag, når det er sagsøgte der har valgt at opdele Skattestyrelsens afgørelse i 2 separate sager. Det er ikke korrekt når sagsøgte henviser til, at prøvelse af momsafgørelsen er uden betydning for vurderingen af, om der skal rejses strafferetlig tiltale. Under prøvelse af momsafgørelsen, vil det kunne afklares, hvorvidt sagsøger ikke har handlet ansvarspådragende i strafferetlig henseende eller ej, idet sagsøger vil afgive partsforklaring under sandhedspligt - modsat under en straffesag.

Det skal dog understreges, at der ingen holdepunkter er for at mene, at sagsøger eller ledelsen har eller ville begå noget strafbart, men det er alene repræsentantens opfattelse, at spørgsmålet om prøvelse af momsafgørelsen vil have betydning for vurderingen af, hvorvidt der er retsligt grundlag for en evt. straffesag mod sagsøger.

Sagsøgte henviser derudover til, at bevistemaet grundlæggende er det samme for momsafgørelsen, og afgørelsen om indeholdelsessplitgig A-skat og AM-bidrag, og at det er det samme bevistema, som retten skal tage stilling til. Det kan undre, hvorfor sagsøgte samtidig mener, at der ikke er grundlag for også samtidig med spørgsmålet om A-skat og AM bidrag, også at prøve momsafgørelse, hvis det bevismæssige tema er ens for de 2 sager. Det kan ligeledes undre, at sagsøgte ikke mener, at Den Juridiske Vejledning afsnit A.A.12.2 er relevant for sagen, og henviser til, at den alene gælder i relation til en konkret afgørelse, hvis det bevismæssige tema er det samme.

Det kan bemærkes, at sagsøgtes advokat, arbejder i samme advokatfirma som selskabets kurator for konkursboet, hvorfor der efter vores opfattelse at der kan foreligge et inhabilitetsspørgsmål, idet kurator og Skatteministeriets advokat arbejder i samme advokatfirma. …"

Rettens begrundelse og resultat

Landsskatterettens afgørelse af 4. juli 2023 er blevet indbragt for domstolene senere end 3 måneder efter, at den er blevet truffet. Fristen for sagsanlæg efter skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, er således ikke overholdt.

Fristreglen er en absolut fristregel, og det klare udgangspunkt når en sag anlægges efter fristen er, at sagen skal afvises, jf. blandt andet SKM2023.521.BR.   

Retten finder, at det forhold, at Landsskatteretten har truffet to afgørelse på to forskellige sagsnumre over for samme virksomhed, og at A oplyser ikke at have været opmærksom herpå, ikke er en så undskyldelig omstændighed, at skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, skal fraviges.  

Retten tager således Skatteministeriets påstand for så vidt angår A’s påstande om momstilsvar for perioden 1. januar 2018 til 31. december 2020 til følge, således at påstandenene afvises.

Sagen for så vidt angår påstandene om A-skat og arbejdsmarkedsbidrag fortsætter.  

THI KENDES FOR RET:

A’s påstande for så vidt angår moms tilsvar for perioden 1. januar 2018 til 31. december 2020 og dermed Landsskatterettens afgørelse af 4. juli 2023 i sagsnummer 21-0117636 afvises.