Sagen drejede sig om den tidligere tinglysningsafgiftslov § 5, stk. 3, 2 pkt., hvorefter der alene betales fast og ikke variabel afgift ved tinglysning af matrikulære ændringer. På grund af manglende koordinering var der i sagen sket udstykning af et areal, inden der var tinglyst pant i det afgivende areal. Da der herefter slet ikke var opnået pant i det udstykkede areal, fandt afgiftsmyndigheden ikke, at der var tale om tinglysning af en matrikulær ændring, da anmelderen senere ville relaksere det afgivende areal og tinglyse pant i det udstykkede areal. Landsskatteretten ændrede afgiftsmyndighedens afgørelse og henviste til, at der var tale om tinglysning "som led i en samlet matrikulær ændring". Ministeriet indbragte kendelsen for domstolene under henvisning til, at der ikke på daværende tidspunkt var hjemmel til at lægge vægt på, om tinglysningen var sket som led i en samlet matrikulær ændring. Anmelderen tog bekræftende til genmæle forinden afgivelse af svarskrift.

Tinglysningsloven § 5 stk. 3 (dagældende)