Dato for udgivelse
18 May 2020 16:44
Til
Eksportører af køretøjer
Sagsnummer
Intet sagsnummer
Ansvarlig styrelse
Motorstyrelsen
Ved spørgsmål, kontakt
Motorstyrelsen – 72 22 15 15
Resumé

I midten af marts lukkede Motorstyrelsen sine motorekspeditioner midlertidigt for at begrænse smitte med coronavirus. Det betød, at personer uden dansk cpr.nr. ikke kunne få udleveret prøvemærker. Nu har Motorstyrelsen etableret en midlertidig løsning, så udenlandske chauffører igen kan få prøvemærker.


I midten af marts lukkede Motorstyrelsen sine fire motorekspeditioner midlertidigt for at begrænse smitte med coronavirus, og det er endnu uvist, hvornår ekspeditionerne åbner igen.

Motorekspeditionerne håndterer nu alle henvendelser digitalt. Det har betydet, at eksportører af køretøjer ikke har haft mulighed for at benytte udenlandske chauffører til at transportere eksporterede køretøjer ud af Danmark. Motorstyrelsens digitale løsninger kræver nemlig, at chaufføren har et dansk cpr-nummer.

Siden motorekspeditionerne lukkede, er eksporterede køretøjer derfor blevet fragtet ud af landet på vogntog, trailer eller af en chauffør med dansk cpr-nummer.

Men det har været en udfordring for flere eksportører, og derfor har Motorstyrelsen nu etableret en midlertidig løsning, så eksportører igen har mulighed for at benytte udenlandske chauffører.

Læs nedenfor, hvordan du bestiller prøvemærker til udenlandske chauffører.

Sådan bestiller du prøvemærker til eksport

Du har nu mulighed for at bestille prøvemærker til dine udenlandske chauffører. Du bestiller prøvemærkerne i Motorregisteret med dit eget cvr-nr. ved at følge vejledningen nedenfor.

  1.  Vælg først Plader, derefter Bestil specialplade og så Bestil prøvemærke.
  2. Fremsøg køretøjet og lås det op med koderne fra registreringsattesten.
  3. Oplys begrundelse og ønsket gyldighedsperiode for prøvemærkerne.
  4.  Ved Levering markeres punktet: Afhent. Skriv din mailadresse. Du skal ikke udfylde de øvrige linjer.
  5. Godkend bestilling.

Efter bestillingen skal du informere Motorstyrelsen om, hvilken chauffør der skal føre køretøjet. Det gør du ved at følge nedenstående:

  1. Kontakt os via kontaktformularen på skat.dk.
  2. Vælg først Bil og Motor, derefter Import og Eksport og så Prøvemærker.
  3. Ændr overskriften til: Prøvemærker eksport.
  4. Vedhæft dokumentation i form af billedID (pas eller kørekort) på chaufføren, oplys adresse samt fødselsdato på chaufføren og stelnummer eller prøvemærkenummer. Har chaufføren et AKR-nummer, skal du også oplyse dette.

Når Motorstyrelsen har modtaget din henvendelse,  opretter vi en manuel tilladelse, som vi sender retur som PDF-fil via kontaktformularen.

Vi svarer hurtigst muligt og senest samme dag, hvis vi modtager din henvendelse senest kl. 14.

Når du har modtaget svar fra os, printer du tilladelsen og udleverer den til chaufføren, som medbringer tilladelsen til en synshal. Synshallen kan herefter udskrive prøvemærket til chaufføren. Denne service er gratis. Du betaler for selve prøvemærket, når du bestiller det i Motorregistret.