Parter

H1-andelsboligforening

(v/ advokat Claus Rosenkilde)

mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/advokatfuldmægtig Katarina Damsted Rasmussen)

Afsagt af byretsdommer

Mads Bjerre Østergaard

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen vedrører spørgsmålet, om sagsøgeren, H1-andelsboligforening har krav på skattemæssigt fradrag i grundværdien for forbedringer efter den tidligere gældende vurderingslovs §§ 17 og 18 for udgifter til el afholdt via tilslutningsafgift. Parterne er enige om, at den på bilag A markerede elforsyningsledning er grundforbedrende.

H1-andelsboligforening har nedlagt påstand om, at fradragsansættelsen ved vurderingerne og årsreguleringerne pr. 1. oktober 2005, 1. oktober 2006, 1. oktober 2007, 1. oktober 2008, 1. oktober 2009 og 1. oktober 2010 for ejendommen beliggende Y1-adresse (ejendomsnummer …69) hjemvises til vurderingsmyndigheden til fornyet ansættelse for så vidt angår den på bilag A med gul farve markerede elforsyningsledning.

Skatteministeriet har påstået frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Den 7. april 2016 stadfæstede Landsskatteretten vurderingsankenævnets afgørelse, hvorefter H1-andelsboligforening anmodning om fradrag i grundværdien for den betalte afgift for tilslutning til el- og varmeforsyning blev afvist.

Under retssagen har H1-andelsboligforening frafaldet påstanden om fradrag for udgifter til varmeforsyning afholdt via tilslutningsafgift, og sagen vedrører derfor kun spørgsmålet, om andelsforeningen har krav på fradrag for udgifter til elforsyning afholdt via tilslutningsafgift.

Af Landsskatterettens kendelse fremgår bl.a. følgende:

"...

Klagen vedrører fastsættelse af fradrag for forbedringer for vurderingsårene 2005, 2007, 2008 og 2010.

…

Faktiske oplysninger

Foreningen har ved endeligt skøde af 21. november 1991 erhvervet et ubebygget grundareal på 4.336 m2, for en købesum pa 8.703.790 kr., med overtagelsesdato den 1. oktober 1991. Ejendommen er erhvervet som et nøglefærdigt projekt, hvor sælger opfører 12 andelsboliger.

Ejendommen er beliggende på matrikelnummer ...ch Y2-by markjorder.

Det fremgår af bygnings- og boligregistret, at der på ejendommen i 1991 er opført 12 boliger fordelt på 6 bygninger.

Grundværdien i de påklagede vurderingsår udgør:

2005	1.715.900 kr.
2007	2.573.800 kr.
2008	2.390.600 kr.
2010	1.700.600 kr.

Som dokumentation er der fremlagt betinget skøde af 25. februar 1991, endeligt skøde af 21. november 1991, en udateret overenskomst om varme mellem H1-andelsboligforening og G1, G1s almindelige bestemmelser for fjernvarmeanlæg af 22. september 2011, e-mails fra G1 af 8. juni 2015 og 10. juni 2015, en ikkeunderskrevet og ustemplet standardskrivelse fra G2 vedrørende tilslutningsafgift til elforsyning af 21. november 2008. Herudover er der fremlagt ledningskort over den interne varme- og elforsyning, samt til disse hørende V&S-prisdataberegninger.

Af det betingede skødes § 2 fremgår bl.a. følgende:

“Ejendommen sælges med de på grunden værende nyopførte bygninger med grund-, mur- og nagelfast tilbehør, alle slags ledninger og i henhold til brochuremateriale, jfr. foran og iøvrigt med hegn, træer, plantninger og ejendommens rette tilliggende og tilhørende i enhver henseende."

...

Af den ikke underskrevne og ustemplede standardskrivelse fra G2 fremgår det, at afgiften for tilslutning til elforsyningsnettet for ejendommen beliggende Y1-adresse, udgør 135.600 kr. i 2008-niveau.

På trods af opfordring hertil er der ikke fremlagt yderligere materiale til brug for oplysning af sagen.

Vurderingsankenævnets afgørelse

Der er ikke godkendt fradrag for udgifter til intern varme- og elforsyning, jf. dagældende bestemmelser i vurderingslovens §§ 17 og 18.

Som begrundelse er anført:

“6.1.1. Elforsyning og tilslutning

Udgiften til intern elforsyning er beregnet med 147m PVIKS-AL, 147m maskinopgravning og kabeldæk, 3 kabelskabe og 5 stk. montering af kabelende samt indretning mv. af arbejdsplads med 10 %, i alt 55.269 kr. Grundlaget for beregningen er ikke oplyst.

Tilslutning til elforsyning, 103.113 kr., er opgjort ud fra en oplysning fra G3 om en pris i 2008 på 135.600 kr., ekskl. moms, for tilslutning af 12 boliger, tæt/lav bebyggelse. Klager indekserer til 1991-niveau [82.490 kr.] og tillægger moms med 25 %. Momssatsen var 22 % i 1991.

Det er nævnets vurdering, at udgifter til etablering af internt anlæg til elforsyning primært er relateret til bebyggelsen og tjener denne.

Som udgangspunkt er det elforsyningsselskabet, der etablerer og vedligeholder de kollektive forsyningsanlæg, der er nødvendige for at en kunde kan aftage elektricitet gennem nettet frem til tilslutningspunktet, f.eks. kabelskabe, opsat enten på bygninger eller frit opstillede, hvorfra der kan trækkes stikledninger til boliger eller udebelysning, og for dette betales et tilslutningsbidrag.

Efter vurderingslovens § 17 kan der, med begrænsningerne i §§ 18 og 21, gives fradrag i grundværdien, hvis de fornødne oplysninger foreligger. Efter vurderingslovens § 18 må fradraget ikke overstige ejerens bekostning.

Nævnet finder ikke, efter sagens oplysninger, grundlag for at antage, at klager har etableret og afholdt omkostninger til et fradragsberettiget hovedanlæg til elforsyning til betjening af hele eller dele af grunden i tilfælde af udstykning og godkender følgelig ikke fradrag herfor. Det bemærkes tillige, at udgifter til stikledninger anses at være tilknyttet byggeriet på en ejendom, hvorfor udgiften ikke berettiger til fradrag efter vurderingslovens § 17, jf. Vestre Landsrets dom af 6. februar 2012, offentliggjort i SKM2012.112.VLR.

Det følger af praksis, at der kan opnås fradrag for udgifter til tilslutning til forsyningsværkerne. Det er en forudsætning, at tilslutningsafgiften vedrører betaling af foranstaltninger, som sikrer den konkrete ejendom, og at det udførte arbejde vedrører en grundforbedring, som bidrager til en stigning af grundens værdi i ubebygget stand, samt at den grundforbedrende foranstaltning ikke er ældre end 30 år, jf. vurderingslovens § 18, stk. 2.

Den ny beboelse, Y1-adresse, er opført i et ældre boligområde og ejendommen har oprindeligt været beliggende ud til Y3-vej, med adresse Y4-adresse. De tidligere naboejendomme, Y5-adresse og Y6-adresse, er opført i 1922 og 1948 og Y7-adresse og Y8-adresse er opført i henholdsvis 1935 og 1948. Videre er naboejendomme på Y9-adresse, Y10-adresse og Y11-adresse opført i 1960’erne, ligesom der i 1963 ses at være etableret en transformatorstation på Y12-adresse.

Nævnet bemærker, at der ved forsyningsværker generelt er tale om kollektive ordninger, hvor der betales et standardbidrag som dækker både anlæg og investeringer. Henset til at ejendommen ligger i gammelt udbygget område, lægger nævnet til grund, at udgifter til tilslutning til ekstern forsyning af el vedrører grundforbedrende foranstaltninger, der er udført for mere end 30 år siden, og der således, jf. vurderingslovens § 18, stk. 2, ikke er hjemmel for fradrag. Nævnet finder videre ikke grundlag for at antage, at den nye bebyggelse med 12 boliger har betydet en kapacitetsudvidelse af det eksisterende eksterne forsyningsnet.

Efter vurderingslovens § 18, stk. 2, kan der ikke gives fradrag for forbedringer, som er fuldført længere tilbage end 30 år og ifølge vurderingsvejledningen beregnes fradragsperiodens længde fra tidspunktet for fuldførelsen af vedkommende forbedring, uden hensyn til hvornår der er givet fradrag første gang

Nævnet godkender således ikke fradrag for udgifter til tilslutningsbidrag til el.

…

Foreningens opfattelse

Påstanden vedrører fradrag for følgende udgifter:

...

Intern elforsyning 42.283 kr.

...

I alt ...

Subsidiært anmodes om:

Foreningens fradrag i grundværdien for grundforbedrende udgifter forhøjes mest muligt efter Landsskatterettens skøn.

Til støtte for påstanden er anført:

...

Ad Elforsyning - tilslutning

Klager skal i relation til elforsyningen bemærke følgende.

Klagers ejendom er bebygget i 1991 i henhold til BBR. Det fremgår af ledningskortet over ejendommen nedenfor, bilag 6, at der af forsyningsselskabet er etableret elanlæg på klagers ejendom til forsyning af denne. Af ledningskortet fremgår desuden, at der er opført 4 kabelskabe internt på ejendommen til fordelingen af ledningsnettet på grunden. Kabelskabene på klagers ejendom forsyner alene denne og det fremstår utvivlsomt, at klager har afholdt tilslutningsbidrag for e1 i forbindelse med opførelsen af bebyggelsen på ejendommen.

Ledningerne på ejendommen forsyner 12 boliger og der foreligger således ikke tvivl om at ledningsnettet har karakter af fradragsberettiget hovedanlæg.

Forsyningsselskabet har oplyst i skrivelse dateret 21. november 2008, fremlagt som bilag 7, at tilslutningsbidraget i 2008 niveau udgør 11.300 ekskl. moms per boligenhed — tilbageskrevet til 1991, hvor klagers ejendom er bebygget, svarer det til 7.901 kr. per bolig. På klagers ejendom er der opført 12 boliger, hvorefter det samlede tilslutningsbidrag for ejendommen i 1991 niveau udgør 115.678 kr. inkl. moms.

Da forsyningsselskabet ikke ligger inde med materiale længere tilbage end 2002, og en udspecificeret faktura for det afholdte tillslutningsbidrag derfor ikke kan skaffes, har klager anmodet G4 om at udarbejde en V&S beregning af den interne elforsyning, der har karakter af hovedanlæg. Den beregnede udgift udgør på denne baggrund 42.283 kr. jf. bilag 8.

Skatteankestyrelsen indstilles således til at ansætte fradrag på 42.283 kr. svarende til den del af tilslutningsbidraget, der må anses at være gået til etablering af det interne fradragsberettigede hovedanlæg. "

Efter fremsendelse af korrigeret sagsfremstilling af 30. oktober 2015, er foreningens repræsentant den 16. november 2015 fremkommet med følgende bemærkninger til sagen:

“Skatteankestyrelsen finder, at der internt på ejendommen er anlagt varmeledninger med karakter af hovedanlæg — og dermed fradragsberettigende. Skatteankestyrelsens vurdering af hovedanlæggenes begrænsede udstrækning og begrundelse for ikke at anse den resterende del af anlæggene for hovedanlæg er i strid med Østre Landsrets dom af 19. december 2014, offentliggjort som SKM2015.89.ØLR, hvorfor Skatteankestyrelsen anmodes om at genoverveje hovedanlæggenes udstrækning.

Klager har noteret sig, at der er enighed om, at det er klager der har bekostet anlægget.

Skatteankestyrelsen godkender imidlertid ikke fradrag for de anlagte el-ledninger, under henvisning til, at klageren efter Skatteankestyrelsens opfattelse ikke på tilstrækkelig vis har dokumenteret at have afholdt udgifter til anlæg heraf.

Klager har fremlagt et ledningskort, og en V&S beregning samt skema udfyldt af forsyningsselskabet. Det er korrekt, at denne ikke er underskrevet, det fremgår imidlertid helt tydeligt, hvem der har udfyldt denne og hvilken rolle denne udfylder.

Skatteankestyrelsen bedes derfor oplyse om det betvivles at det fremlagte er udfyldt elektronisk den 21. november 2008 af G3, PH fra G3.1.

Der henvises desuden til Landsskatterettens afgørelse af 8. december 2014 sagsnr. 12-0278609, hvor et identisk dokument var fremlagt. At der kan meddeles fradrag på baggrund af skemaet er således uomtvisteligt.

Det forhold, at dokumentet i nærværende sag ikke er underskrevet kan ikke føre til et andet resultat. Der er således hverken formalitets eller underskriftskrav på dokumentation der fremlægges til Landsskatteretten, og der fremlægges da også jævnligt mails og lignende dokumentation uden at dette medfører problemer.

Det kan således undre, at Landskatteretten nu finder lejlighed til at betvivle det fremlagte materiale. Jeg skal på den baggrund indstille til, at Retten inddrager det fremlagte bilag på lige fod med andre bilag i sagen således at min klients sag bliver behandlet i overensstemmelse med lighedsgrundsætningen.

Der bemærkes videre, at kravene til hvornår en udgifts afholdelse er sandsynliggjort er mindre end kravene til, hvornår en udgifts afholdelse er dokumenteret.

Klager har noteret sig, at Skatteankestyrelsen ikke tager stilling til, hvorvidt de anlagte elforsyningsledninger har karakter af hovedanlæg. Klager opfordrer for god orden skyld til, at denne vurdering inddrages i Landsskatterettens behandling.

Klagers påstande fastholdes således i det hele."

Landsskatterettens afgørelse og begrundelse

Vurderingslovens § 13, stk. 1 har følgende ordlyd:

"§ 13. Ved grundværdien forstås værdien af grunden (med grundforbedringer) i ubebygget stand under hensyn til beskaffenhed og beliggenhed og til en i økonomisk henseende god anvendelse. "

Af dagældende bestemmelser i vurderingslovens §§ 17 og 18 fremgår følgende:

"§ 17. Såfremt de fornødne oplysninger foreligger, skal der ved vurderingen med de af §§ 18 og 21 følgende begrænsninger gives fradrag i grundværdien for forbedringer, der bevirker en stigning i grundværdien, hvad enten forbedringerne består i kapitalanvendelse eller i ejers arbejde.

§ 18. Fradrag i grundværdien for forbedringer må kun gives i det omfang, hvori forbedringerne må antages at virke værdiforøgende ved ansættelse af grundværdien, og må ikke overstige de af ejeren anvendte bekostninger, heri medregnet værdien af ejers eget arbejde.

Stk. 2. Fradrag må ikke gives for forbedringer, som er fuldført længere tilbage end 30 år - for skov, der vurderes i henhold til § 15, stk. 1-3, dog 60 år - før vurderingen. "

Det fremgår ikke af ordlyden af dagældende § 17 i vurderingsloven, hvad der nærmere skal forstås ved grundforbedring.

Ifølge praksis skal der være tale om en foranstaltning af materiel karakter, der forøger grundens handelsværdi, jf. Højesterets dom af 25. maj 2012, offentliggjort i SKM2012.350.HR. Det er en betingelse, at den pågældende foranstaltning ikke er anlagt til brug for det konkrete byggeri, men er knyttet til den ubebyggede grund, jf. Højesterets dom af 6. december 2013, offentliggjort i SKM2013.879.HR.

I øvrigt er det praksis, at det er den, der ønsker et fradrag, der har bevisbyrden for fradragets berettigelse. Dette følger bl.a. af Højesterets dom af den 19. marts 2004, offentliggjort i SKM2004.162.HR.

Vej, sti og forsyningsanlæg

Som hovedregel gives fradrag for etablering af vej, sti og forsyningsanlæg kun for udgifter, som vedrører anlæg uden for ejendommen. Denne praksis er bla. beskrevet i den juridiske vejledning 2015-1, afsnit H,A.3.3.2.

Fra denne hovedregel gælder en undtagelse for større ejendomme, hvilket fremgår af samme afsnit i vejledningen.

Er ejendommen så stor, at det på ejendommen værende anlæg eller en del heraf betjener eller fremover vil betjene en større del af ejendommen, kan der være grundlag for at give fradrag for udgiften til anlægget.

Denne undtagelse gælder for hovedanlæg generelt og er ikke begrænset til bestemte anlæg. Dette er tiltrådt af Højesteret i dommene af henholdsvis 8. maj 2013, offentliggjort i SKM2013.369.HR, og 6. december 2013, offentliggjort i SKM2013.879.HR, hvor Højesteret samtidig fastslår, at myndighedernes praksis er i overensstemmelse med vurderingsloven.

Der er med Højesterets domme således ikke indført nye eller udvidede kriterier for bedømmelsen af, om der foreligger et fradragsberettiget hovedanlæg, og det tillægges ikke betydning for fradragsretten, hvordan anlægget vil være placeret ved en fiktiv udstykning.

Det forhold, at anlægget betjener eller forsyner flere ejendomme ved en fiktiv udstykning, medfører således ikke i sig selv, at der foreligger et fradragsberettiget hovedanlæg.

Bedømmelsen af, om et anlæg har selvstændig værdi for grunden, eller om anlægget alene har en reel værdi i forbindelse med byggeriet på ejendommen, beror på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde. Det afgørende i forbindelse med vurderingen af anlægget er, hvorvidt grunden uden bygninger er blevet mere værd med henblik på den gode økonomiske anvendelse, der skal tages hensyn til ved grundværdiansættelsen.

Efter retspraksis lægges der ved vurderingen af, om et anlæg har selvstændig værdi for den ubebyggede grund, vægt på anlæggets placering i forhold til den opførte bebyggelse, jf. eksempelvis Højesterets dom af 14. august 2014, offentliggjort i SKM2014.574.HR, samt SKM2012.112.VLR, som er stadfæstet af Højesteret i SKM2013.879.HR.

Endvidere bemærkes, at hovedanlægsbetragtningen, der er en undtagelse til hovedreglen om, at der kan gives fradrag for forbedringer for udgifter afholdt til anlæg uden for grunden, bør fortolkes snævert.

...

Intern elforsyning

Vurderingsankenævnet har ikke godkendt fradrag for udgifter til intern elforsyning.

Efter en vurdering af det fremlagte el-ledningskort er det rettens opfattelse, at der på foreningens grund eksisterer et hovedanlæg, der bevirker en stigning af grundens værdi i ubebygget stand, og således vil kunne være fradragsgivende, jf. dagældende §17 i vurderingsloven.

Den del af elforsyningen, som efter rettens opfattelse udgør et hovedanlæg, er den el-ledning, der løber ind på foreningens grund fra den nordvestlige matrikelgrænse og frem til første kabelskab. Ved hovedanlægsbetragtningen har retten lagt vægt på, at denne elforsyningsledning betjener en større del af ejendommen og ikke den konkrete bebyggelse på grunden. Det er således rettens opfattelse, at denne ledning vil kunne genanvendes, hvis ejendommen bliver solgt som ubebygget grund til brug for et ikke kendt kommende byggeri.

Den resterende del af elforsyningen er efter rettens opfattelse ikke et hovedanlæg. Ved vurderingen heraf har retten lagt vægt på, at de resterende elforsyningsledninger er anlagt så de nøje følger bebyggelsens placering på grunden og dermed er så tæt knyttet til den konkrete bebyggelse på grunden, at disse ledninger ikke bevirker en værdistigning af grunden i ubebygget stand.

Retten lægger ved vurderingen af, om foreningen har bekostet udgiften til etablering af intern elforsyning, vægt på, at det af den ikkeunderskrevne og ustemplede standardskrivelse fra G2 fremgår, at afgiften for tilslutning til elforsyningsnettet for foreningens ejendom udgør 135.600 kr. i 2008 niveau. Retten lægger særligt vægt på, at den fremlagte standardskrivelse alene indeholder oplysning om størrelsen af en eventuel tilslutningsafgift i henhold til 2008-takster, og at standardskrivelsen ikke fastslår, om der rent faktisk er afholdt en tilslutningsafgift til el for den påklagede ejendom, ligesom der lægges vægt på, at standardskrivelsen ikke indeholder oplysning om, hvilke materielle foranstaltninger tilslutningsafgiften er gået til. Retten har desuden henset til, at standardskrivelsen henviser til takster fra 2008, mens byggemodningen af foreningens grund er foretaget i 1991.

Der er endvidere fremlagt en V&S-prisdataberegning. Hertil bemærker retten, at en V&S-prisdataberegning alene kan benyttes som redskab til at beregne et skønnet prisoverslag. Beregningen dokumenterer således ikke, at foreningen rent faktisk har afholdt en udgift til etablering af intern elforsyning.

På baggrund af det fremlagte materiale, er det rettens opfattelse, at der ikke er fremlagt dokumentation for, at der er afholdt en udgift til etableringen af den interne elforsyning, herunder med hvilket beløb denne udgift faktisk er afholdt. Retten finder heller ikke, at foreningen har dokumenteret, at der er afholdt en tilslutningsafgift, som er gået til etableringen af intern elforsyning.

Landsskatteretten godkender på denne baggrund ikke fradrag for udgifter til intern elforsyning, og vurderingsnævnets afgørelse stadfæstes hermed.

…"

Under retssagen har parterne i enighed stillet følgende spørgsmål til G3:

"Spørgsmål 1

Kan det bekræftes, at de på vedlagte ledningskort-bilag A-med gult indtegnede ledninger er anlagt af forsyningsselskabet?

Spørgsmål 2

Det bedes oplyst, om - og i givet fald med hvilket beløb - der er betalt eltilslutningsafgift vedrørende ejendommen Y1-adresse.

Det fremhæves at parterne efterspørger, om forsyningsselskabet er i besiddelse af oplysninger om, hvorvidt der faktisk er sket betaling. Parterne efterspørger ikke en udregning af, hvad tilslutningsafgiften ville udgøre ud fra de nu - eller dagældende takster.

Spørgsmål 3

Såfremt spørgsmål 2 besvares helt eller delvist bekræftende, bedes forsyningsselskabet oplyse, hvem der har indbetalt eltilslutningsbidraget.

Spørgsmål 4

Såfremt spørgsmål 2 besvares helt eller delvist bekræftende, bedes forsyningsselskabet oplyse, om det for ejendommen betalte eltilslutningsbidrag helt eller delvist er gået til udgifterne forbundet med anlæg af de ledninger, som er markeret med gul farve på bilag A."

G3 har besvaret spørgsmålene på følgende måde:

"Spørgsmål 1:

Ja, kablet er anlagt, ejes og drives af G3 (i sin tid G5).

Spørgsmål 2:

Det har ikke været muligt at finde fakturaerne i vores arkiver, men det er lykkedes at finde tilmeldingsblanketterne. Installationerne er alle tilmeldt 1991. Se vedlagte blanketter.

I 1991 kostede en grundrettighed på 25 ampere 7.540 kr. pr. installation. 12 installationer x 7.540 kr. = 90.480 kr. ex. moms.

Spørgsmål 3:

Tilmeldingerne er foretaget af G6 på vegne G7 jf. installationsblanketterne. Fakturaerne for tilslutningsbidraget er derfor sendt til G7.

Spørgsmål 4:

Formålet med tilslutningsbidraget er jo netop, at forsyningsselskabets udgifter i forbindelse med en ny tilslutning bliver dækket. Det kan derfor bekræftes, at det betalte tilslutningsbidrag er gået til at dække udgifterne forbundet med anlæg og kabler til ejendommene på Y1-adresse "

Parternes synspunkter

Parterne har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med deres påstandsdokumenter.

H1-andelsboligforening har anført følgende:

"...

Sagsøger gør af flere grunde gældende, at det på tilstrækkelig vis er sandsynliggjort, at sagsøger har afholdt udgifter til etablering af den på bilag A med gul farve markerede ledning.

5.1 Udgiften er indeholdt i grundkøbesummen

Sagsøger har erhvervet ejendommen som et nøglefærdigt projekt med opførelse af 12 andelsboliger, jf. det betingende og endelige skøde (bilag 2). Ejendommen er erhvervet fra G7.

Af skødets pkt. 2 fremgår bl.a. følgende:

Ejendommen sælges med de på grunden værende nyopførte bygninger med grund-, mur- og nagelfast tilbehør, alle slags ledninger og i henhold til brochuremateriale, jfr. foran og i øvrigt med hegn, træer, plantninger og ejendommens rette tilliggende og tilhørende i enhver henseende.

Skødet illustrerer således, at udgiften til alle slags ledninger er indeholdt i købesummen. Idet den på bilag A markerede ledning er beliggende internt på sagsøgers grund, må udgiften til ledningen nødvendigvis være indeholdt i købesummen for det nøglefærdige projekt.

Skødets ordlyd er i sig selv tilstrækkeligt til at sandsynliggøre udgiftsafholdelsen, hvorfor der alene med udgangspunkt heri burde have været ansat et skønsmæssigt fradrag for den på bilag A markerede ledning. Sagsøger har altså indirekte via grundkøbesummen betalt for elforsyningsledningerne på sagsøgers ejendom, herunder også den på bilag A markerede. Der henvises til SKM2015.298.BR, hvor byretten i præmisserne udtalte følgende om udgiftsafholdelsen:

Retten lægger efter de foreliggende oplysninger til grund, at S1 og S2 sandsynligvis som en del af deres købesum har betalt for deres andel af ejendommens kloakforsyningsanlæg. Retten har lagt vægt på, at det har formodningen imod sig, at det selskab, som forestod byggemodningen af grunden, ikke har taget sig betalt herfor i forbindelse med videresalget.

Allerede af denne grund bør sagsøger anses for berettiget til fradrag for den afholdte udgift.

5.2 Sælgers udgiftsafholdelse

Det er G3, der har anlagt elforsyningsnettet på sagsøgers ejendom. Parterne har under sagens forberedelse rettet en fælles henvendelse til forsyningsselskabet. I besvarelsen af spørgsmål 1 bekræfter forsyningsselskabet, at ledningen markeret med gult på bilag A er anlagt af forsyningsselskabet.

I besvarelsen af spørgsmål 2 oplyser forsyningsselskabet, at det ikke har været muligt at finde fakturaerne i arkiverne, men at man i stedet har fundet tilmeldingsblanketterne, der vedhæftes e-mailen (bilag 15). Forsyningsselskabet oplyser videre, at en grundrettighed på 25 ampere i 1991 kostede 7.540 kr. (ekskl. moms) pr. installation, hvorfor der for ejendommen er betalt i alt 90.480 kr. (ekskl. moms) i tilslutningsafgift. Forsyningsselskabet har altså direkte adspurgt bekræftet, at der i 1991 er betalt 90.480 kr. (ekskl. moms) i tilslutning til elforsyning.

I besvarelsen af spørgsmål 3 oplyser forsyningsselskabet, at tilmeldingerne er foretaget af G6 på vegne af G7, hvorfor fakturaerne er sendt til G7.

Endelig bekræfter forsyningsselskabet i besvarelsen af spørgsmål 4, at tilslutningsbidraget er gået til at dække udgifterne forbundet med anlæg af kabler til ejendommene på sagsøgers ejendom.

Med forsyningsselskabets besvarelse af parternes fælles henvendelse må det anses for sandsynliggjort udover enhver rimelig tvivl, at sælger af ejendommen har betalt et tilslutningsbidrag på 90.480 kr. (ekskl. moms), og at det betalte tilslutningsbidrag er gået til dækning af forsyningsselskabets udgifter forbundet med anlæg af kabler til ejendommene på sagsøgers ejendom.

Det følger af Vestre Landsrets dom i SKM2009.323.VLR, at udgifter til tilslutningsafgifter er fradragsberettigende.

I sagen fastslår Vestre Landsret, at tilslutningsafgifter ikke skal behandles anderledes end byggemodningsafgifter i forbindelse med fradrag for forbedringer. Landsretten fandt, at en tilslutningsafgift skal anses for betaling af en konkret investering til sikring af fjernvarmeforsyningen til den udstykning/ grund, som tilslutningen blev opkrævet for. Landsretten fandt derefter ikke grundlag for at behandle tilslutningsafgiften anderledes end udgiften til anlæg af varmeforsyning internt på grunden/udstykningen i forhold til spørgsmålet om fradrag for forbedringer uden for grunden/udstykningen.

Da det var oplyst, at tilslutningsafgiften foruden fremføring af forsyningsledning også var anvendt til betaling af udgifter, der ikke indebar en forbedring af grunden blev sagen dog hjemvist til vurderingsmyndigheden til beløbsmæssig opgørelse. Landsretten kunne således ikke imødekomme grundejerens påstand om fradrag for hele tilslutningsafgiften, men der var adgang til fradrag for en skønsmæssigt fastsat del af den betalte tilslutningsafgift.

Tilsvarende i SKM2013.387.VLR, hvor landsretten med henvisning til byrettens dom igen kom frem til, at tilslutningsafgifter er fradragsberettigende, men at et skønsmæssigt ansat fradrag herfor svarende til 50 % af den afholdte tilslutningsafgift ikke kunne tilsidesættes.

Forsyningsselskabet har bekræftet, at sælger har betalt et tilslutningsbidrag på 90.480 kr. (ekskl. moms) for ejendommens tilslutning til elforsyningsnettet, og at betalte tilslutningsbidrag er gået til dækning af forsyningsselskabets udgifter forbundet med anlæg af kabler til ejendommene på sagsøgers ejendom.

Det betalte tilslutningsbidrag berettiger således til fradrag, jf. SKM2009.323.VLR og SKM2013.387.VLR.

5.2.1 Sælgers udgiftsafholdelse opfylder betingelsen om ejers bekostning

Det er i sig selv ikke et krav for at opfylde betingelsen om ejers bekostning, at det kan dokumenteres, at det er den nuværende ejer, der har afholdt udgiften. Det er tilstrækkeligt, at sagsøger sandsynliggør, at der er afholdt en udgift for ejendommens tilslutning til elforsyningsnettet.

Retten til fradrag er ikke begrænset af et krav om den fradragssøgende ejers afholdelse af udgiften. Fradrag i grundværdien relaterer sig alene til grunden og værdiforøgelsen heraf.

At fradraget ikke er en personlig ret, der følger ejeren, men derimod en ret, der er tilknyttet grunden understøttes blandt andet af, at en ejer af ejendommen ikke kan medtage et allerede godkendt fradrag på en ejendom til en anden ejendom i forbindelse med ejerskifte.

Det er yderligere understøttet af reguleringen af et fradrags løbeperiode, jf. den dagældende vurderingslovs § 18, stk. 2. I bemærkningerne til den tidligere gældende vurderingslovs § 18, stk. 2 fremgår følgende:

Fradragsperiodens længde regnes fra tidspunktet for fuldførelsen af vedkommende forbedring, uanset tidspunktet for den første ansættelse af fradragetog uanset tidspunktet for påligning af bidrag. Et fradrag bliver bestående indtil ejendommens nærmeste vurdering efter udløbet af 30 års perioden (60 årsperioden). At fradragsperioden er udløbet, er ikke i sig selv omvurderingsgrund. I sjældne tilfælde kan fradrag bortfalde på grund af at den foranstaltning, der er givet fradrag for, ikke mere virker værdiforøgende ved ansættelsen af vedkommende ejendoms grundværdi. [min understregning]

Et godkendt fradrag bortfalder således alene i to situationer - nemlig (1) ved udløbet af den nævnte 30 års periode og (2) hvis forbedringen ikke længere er værdiforøgende for ejendommen.

Der gælder ikke et krav om, at en senere ejer af en ejendom, hvorpå der allerede er udført grundforbedringer, skal kunne sandsynliggøre, at en given fradragsberettigende udgift er afholdt direkte af denne senere ejer.

En retstilstand, hvor et sådan krav skulle være gældende, ville indebære, at et fradrag, som er tildelt i grundværdien bortfalder ved salg af ejendommen.

Kravet til grundejerens bevisbyrde er alene, at grundejeren skal kunne sandsynliggøre, at udgiften til grundforbedringen er afholdt af én ejer.

Dette støttes videre af Karnovs bemærkninger til den dagældende vurderingslovs § 17, hvor følgende bl.a. fremgår:

Der er - jf. § 18, stk. 1 - kun forbedringer, der bekostes af ejeren, der berettiger til fradrag, men herunder må regnes ikke alene forbedringer, som den enkelte ejer eller flere ejere i forening foretager for egen regning og risiko, men også forbedringer, der udføres af eller under medvirken af en offentlig myndighed, forudsat at omkostningerne herved helt eller delvis pålignes de ejendomme, til fordel for hvilke foranstaltningen foretages. [min understregning]

Det afgørende for, hvorvidt fradrag skal godkendes i grundværdien, er således, hvorvidt "omkostningerne helt eller delvist pålignes den ejendom, til fordel for hvilke foranstaltningen foretages", hvilket altså er tilfældet med tilslutningsafgiften til elforsyning i den foreliggende sag.

Fradrag tildeles således en ejendom, uanset hvilken ejer der har afholdt udgiften til forbedringen. Ansættelse af fradrag forudsætter derfor blot at det kan sandsynliggøres, at én af ejerne af ejendommen har afholdt udgiften til den forbedring, der påstås fradrag for.

Der henvises endvidere til vurderingslovens §§ 19 og 20, der blev ophævet med virkning fra 1. januar 2001 ved lov nr. 483 af 7. juni 2001. Af disse bestemmelser fremgik følgende:

§ 19. Er der ikke givet fradrag for en grundforbedring ved den efter forbedringens fuldførelse nærmest følgende vurdering, har ejeren ikke krav på fradrag i grundværdien for denne forbedring ved senere vurderinger.

§ 20. Når der ikke er givet fradrag i grundværdien for forbedringer til den ejer, der har foretaget forbedringerne, har en senere ejer kun krav på fradrag for de pågældende forbedringer, såfremt ejendommen ikke har været vurderet i tiden mellem forbedringens foretagelse og ejerskiftet.

Det fulgte af § 19, at såfremt fradraget ikke blev givet ved den efter forbedringens fuldførelse nærmest følgende vurdering, så havde ejeren ikke krav på fradrag i grundværdien for denne forbedring ved senere vurderinger.

Denne bestemmelse skal læses i sammenhæng med kravet i vurderingslovens § 18 om "ejers bekostning". Når bestemmelserne læses i sammenhæng kan "ejeren" i § 18 ikke være andre end den oprindelige ejer - altså den ejer, der oprindeligt har forestået og betalt for grundforbedringen.

Den eneste undtagelse hertil fandtes i § 20, hvorefter efterfølgende ejere dog alligevel kunne gøre krav på fradrag for forbedringen, hvis denne efterfølgende ejer havde erhvervet ejendommen mellem forbedringens foretagelse og ejerskiftet.

At praksis har udviklet sig således, at en efterfølgende ejer af en ejendom også kan opfylde betingelsen om ejers bekostning ved at sandsynliggøre at have afholdt udgiften indirekte fx via en grundkøbesum, ændrer ikke på, at fradraget skal gives, hvis det kan sandsynliggøres, at den oprindelige ejer har haft udgifter til forbedringen.

Betingelsen om ejers bekostning må derfor også af denne grund anses for opfyldt, hvorfor der bør ansættes et skønsmæssigt fradrag.

5.3 Overvæltning på sagsøger

Af det betingede skødes (bilag 2) pkt. 5 fremgår det, at købesummen er fastsat til 8.871.000 kr., og at dette beløb er identisk med anskaffelsessummen for byggeriet, jf. cirkulære om offentlig støtte til opførelse af private andelsboliger af 10. juli 1985.

Det fremgår videre af pkt. 5, at såfremt den endeligt godkendte købesum enten overstiger eller bliver mindre end den i skødet fastsatte købesum på 8.871.000 kr., foretages der en regulering af købesummen, således at den kommer til at være identisk med den endeligt godkendte anskaffelsessum.

Af det endelige skøde (indeholdt i bilag 2) fremgår det, at købesummen endeligt er fastsat til 8.703.790 kr., hvilken anskaffelsessum er godkendt af Y13-byråd den 2. september 1991, jf. skrivelse af 6. september 1991.

Den omtalte skrivelse af 6. september 1991 er indeholdt i bilag 16 (side 2). I bilag 16 er videre indeholdt det endelige byggeregnskab som godkendt af Y14-kommune. Det fremgår heraf, at den endelige anskaffelsessum endte på 8.703.790 kr. svarende til købesummen, jf. det endelige skøde (indeholdt i bilag 2). Af den samlede anskaffelsessum udgør 354.292 kr. tilslutningsafgifter, herunder også tilslutningsafgiften til elforsyningen.

Idet der er sammenfald mellem den købesum, som sagsøger har betalt for det nøglefærdige andelsboligprojekt, og den endeligt godkendte anskaffelsessum, jf. bilag 16, må den af sælger betalte tilslutningsafgift i øvrigt anses for at være fuldt ud overvæltet på sagsøger via grundkøbesummen.

Der henvises i den forbindelse til SKM2018.343.BR, hvor tilsvarende forhold gjorde sig gældende.

5.4 Grundlag for at skønne

Skatteministeriet gør med henvisning til SKM2015.404.VLR gældende, at der ikke er grundlag for at indrømme et skønsmæssigt fastsat fradrag.

Præjudikatsværdien af SKM2015.404.VLR er meget begrænset, da der tale om en meget konkret afgørelse begrundet i særlige forhold, som ikke gør sig gældende i nærværende sag, og kan derfor ikke tages til indtægt for, at der ikke er grundlag for at fastsætte et skønsmæssigt fradrag i den foreliggende sag.

Forsyningsselskabet har således bekræftet (1) at der er betalt tilslutningsbidrag, (2) hvor stort et beløb, der er betalt, og (3) at tilslutningsbidraget er gået til dækning af forsyningsselskabets udgifter forbundet med anlæg af kabler til ejendommene på sagsøgers ejendom.

Det bemærkes videre, at byretten i den dom (SKM2014.381.BR), der var til prøvelse i SKM2015.404.VLR, på baggrund af oplysninger fra vandforsyningsselskabet om størrelsen af det betalte tilslutningsbidrag til vandforsyningen fandt, at det var tilstrækkeligt sandsynliggjort at grundejeren havde afholdt udgifter til tilslutning til vandforsyningen. Af byrettens præmisser fremgår således bl.a. følgende:

Heraf fremgår nærmere bl.a., at tilslutningsafgiften for ejendommen udgør 653.500 kr. med tillæg af moms, at det i kommunens database er noteret, at sagsøgeren den 24. januar 2000 er blevet faktureret for dette beløb vedrørende den omhandlede ejendom, at beløbet vedrører tilslutningsafgift for at få vandforsyning til bebyggelsen, at de 653.500 kr. er til dækning af generelle investeringer, at kommunen i forbindelse med omdannelsen af området har anlagt helt nye ledninger samtidig med, at man har foretaget en del renoveringer på det tilstødende ledningsnet og at udgiften ikke kan separeres på de enkelte matrikler, men er indeholdt i projektøkonomien omkring ændring af området.

Retten finder på baggrund af de foreliggende oplysninger, at sagsøgeren på tilstrækkelig måde har dokumenteret, at sagsøgeren rent faktisk har betalt en tilslutningsafgift for vand på det nævnte beløb, uanset at selve fakturaen for tilslutningsafgiften samt sagsøgerens betalingsbilag for den ikke er fremlagt.

Retten finder endvidere, at sagsøgeren efter de foreliggende oplysninger har godtgjort, at i hvert fald en del af det beløb, der er betalt i tilslutningsafgift til vand, vedrører udgifter, der vil kunne fradrages efter vurderingslovens § 17.

At præjudikatsværdien af denne dom er meget begrænset følger endvidere af SKM2016.240.BR og SKM2017.140.BR. Efter en fuldstændig prøvelse af den fremlagte dokumentation, fandt byretten det i begge sager sandsynliggjort, at der var afholdt udgifter til tilslutning, og at fradragsansættelsen derfor skulle hjemvises til vurderingsmyndighedens skønsmæssige beløbsansættelse, idet der ikke var vished om, hvad disse nærmere var gået til.

Om betydningen af SKM2015.404.VLR, udtalte Retten på Frederiksberg i SKM2016.240.BR, følgende:

Det bemærkes endvidere, at retten i modsætning til de omstændigheder, der gjorde sig gældende i SKM2015.404.VLR, i nærværende sag lægger til grund, at der er betalt en afgift for tilslutning fjernvarme, ligesom retten finder, at der her er fremlagt et mere sikkert grundlag for, at vurderingsmyndigheden kan foretage et skøn.

5.5 Sammenfatning

Sagsøger har således på tilstrækkelig vis sandsynliggjort, at der er afholdt en udgift til tilslutning til elforsyning og størrelsen heraf (og at denne i øvrigt fuldt ud er overvæltet på sagsøger), samt at i hvert fald en del af tilslutningsafgiften konkret er medgået til finansiering af anlæggelsen af den på bilag A med gul farve markerede ledning.

Sagsøger er således berettiget til et fradrag i grundværdien herfor, hvorfor sagen i overensstemmelse med sagsøgers påstand bør hjemvises til vurderingsmyndigheden til beløbsmæssig fastsættelse af fradragets størrelse.

…"

Skatteministeriet har anført følgende:

Til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gøres det overordnet gældende, at andelsboligforeningen ikke er berettiget til fradrag for udgifter til eltilslutning i henhold til den dagældende vurderingslovs §§ 17 og 18. Det er ikke godtgjort, at det er andelsboligforeningen, der har afholdt en tilslutningsafgift. Der er heller ikke godtgjort, med hvilket beløb en tilslutningsafgift er betalt. Endvidere er det ikke godtgjort, at tilslutningsafgiften er gået til grundforbedrende foranstaltninger til forsyning af andelsboligforeningens ejendom. Der er således ikke grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens afgørelse af 7. april 2016 (bilag 1), hvor fradrag for forbedringer ikke blev godkendt med henvisning til manglende dokumentation for udgiftsafholdelse.

1. Retsgrundlaget

Det fremgår af den dagældende vurderingslovs § 17, at:

"Såfremt de fornødne oplysninger foreligger, skal der ved vurderingen med de af §§ 18 og 21 følgende begrænsninger gives fradrag i grundværdien, hvad enten forbedringerne består i kapitalanvendelse eller i ejers arbejde."

Af den dagældende vurderingslovs § 18, stk. l, fremgår det, at:

"Fradrag i grundværdien for forbedringer må kun gives i det omfang, hvori forbedringerne må antages at virke værdiforøgende ved ansættelse af grundværdien, og må ikke overstige de af ejeren anvendte bekostninger, heri medregnet værdien af ejers eget arbejde."

I Den juridiske vejledning 2017-2, afsnit H,A.3.3.2, anføres vedrørende tilslutningsafgifter:

"Ofte opkræves der for anlæg af forsyningsledninger til vand, gas, el og varme et beløb i tilslutningsafgift samtidig med købet af den ubebyggede grund eller i forbindelse med bebyggelse. Vedrører tilslutningsafgiften eller en del heraf foranstaltninger, som har medført en stigning i den ubebyggede grunds værdi, gives der et fradrag i grundværdien."

Bevisbyrden for fradragets berettigelse påhviler grundejeren, jf. bl.a. UfR2017.2052.H, UfR2016.3592.H og UfR2004.1516.H (SKM2004.162.HR).

En tilslutningsafgift dækker typisk over flere forskellige udgiftsposter, og relaterer sig dermed ikke kun til det konkrete arbejde forbundet med eksempelvis etablering af forsyningsledninger. Tilslutningsafgifter kan således også bestå af et generelt investerings-, effekt-, stiklednings- og/eller byggemodningsbidrag, som ikke er fradragsberettiget.

Det er en forudsætning for at opnå fradrag for udgifter til tilslutningsafgifter efter den dagældende vurderingslov § 17, at tilslutningsafgiften vedrører betaling for foranstaltninger, der sikrer forsyning af den konkrete ejendom, jf. herved eksempelvis også SKM2015.404.VLR, SKM2013.387.VLR og SKM2009.323.VLR.

Fradrag i grundværdien forudsætter endvidere, at der foreligger en foranstaltning af materiel karakter, jf. UfR2012.2685.H (SKM2012.350.HR).

Såfremt tilslutningsafgiften ikke vedrører en materiel foranstaltning, der er foretaget med henblik på forsyning eller betjening af den konkrete ejendom, medfører udgiften ikke en stigning i den ubebyggede grunds værdi, og der kan derfor ikke gives fradrag i grundværdien for sådanne udgifter, jf. UfR2017.2052.H, UfR2014.859.H (SKM2013.879.HR) og UfR2013.2277.H (SKM2013.369.HR).

Det fremgår tillige af SKM2013.387.VLR og SKM2009.323.VLR, at afholdelsen af tilslutningsafgifter ikke i sig selv medfører fradragsret. I SKM2009.323.VLR fandt landsretten således, at tilslutningsafgiften også omfattede betaling af udgifter, der ikke indebar en forbedring af grunden, og at der ikke var grundlag for at antage, at tilslutningsafgiften forlods var gået til dækning af udgifter, der forbedrede grunden.

Det er altså ikke afholdelsen af tilslutningsafgiften, der i sig selv berettiger til fradrag. Det, der berettiger til fradrag, er anlæggelsen af materielle, grundforbedrende foranstaltninger - f.eks. konkrete elforsyningsledninger. Såfremt sådanne materielle foranstaltninger er bekostet via en tilslutningsafgift, kan der indrømmes fradrag.

Det er derfor afgørende, at der dokumenteres en sammenhæng mellem den afholdte udgift - tilslutningsafgiften - og en materiel, grundforbedrende foranstaltning.

I SKM2015.404.VLR godkendte landsretten ikke fradrag for udgifter til kloaktilslutning. I dommen stadfæstede landsretten byrettens begrundelse, som var følgende:

"Efter praksis er det dog en forudsætning for at opnå et sådant fradrag, at det dokumenteres, at en sådan tilslutningsafgift er betalt af ejeren og er anvendt til dækning af grundforbedrende arbejder, der sikrer forsyning af den enkelte ejendom (…)" (min understregning),

samt:

"Selvom det ikke kan udelukkes, at en del af det tilslutningsbidrag, der omtales i skødet, kan indeholde udgifter, der ville kunne fradrages efter vurderingslovens § 17, finder retten, at der på grund af den usikkerhed, der både er om størrelsen af det konkret betalte tilslutningsbidrag og den andel af det betalte bidrag, der vedrører udgifter, der kan fradrages efter vurderingslovens § 17, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens afgørelse vedrørende dette punkt." (mine understregninger).

I SKM 2009.323.VLR udtalte landsretten bl.a. følgende om den konkrete anvendelse af en tilslutningsafgift til varmeforsyning:

"Da det af fjernvarmeværkets brev af 8. januar 2009 fremgår, at tilslutningsafgiften foruden til fremføring af forsyningsledning også er anvendt til betaling af udgifter, der ikke indebærer en forbedring af grunden, og da der ikke er grundlag for at antage, at tilslutningsafgiften forlods er gået til dækning af udgifter, der forbedrer grunden, bør vurderingsmyndighederne foretage den beløbsmæssige opgørelse af sagen." (min understregning).

Landsretten hjemviste derfor sagen til beløbsmæssig opgørelse ved vurderingsmyndighederne.

På baggrund af retspraksis er det altså afgørende, at tilslutningsafgiften kan henføres til en merudgift ved forsyning af den konkrete ejendom såsom en konkret kapacitetsudvidelse af det eksisterende net. Fradrag er derved udelukket, hvis sagsøgeren ikke kan godtgøre, at en del af tilslutningsafgiften er gået til konkrete, materielle og grundforbedrende foranstaltninger til forsyning af grunden.

2. Den konkrete sag

Hvorvidt andelsboligforeningen er berettiget til et fradrag i grundværdien for udgifter til tilslutningsafgift for el beror på en konkret bevisvurdering af, om andelsboligforeningen har dokumenteret at have betalt tilslutningsafgift for el og - i givet fald - hvilket beløb, og om andelsboligforeningen har dokumenteret, at tilslutningsafgiften vedrører konkrete foranstaltninger, der medfører en stigning i grundværdien.

Det gøres gældende, at andelsboligforeningen ikke har løftet denne bevisbyrde.

Det er for det første udokumenteret, at andelsboligforeningen har afholdt en udgift til tilslutning til el.

De fremlagte bilag beviser hverken hver for sig eller til sammen, at det er andelsboligforeningen, der har afholdt udgifterne til eltilslutning.

Skødets § 2 (bilag 2) godtgør ikke, at der direkte eller indirekte er afholdt udgifter til tilslutningsafgifter, herunder at der er afholdt tilslutningsafgift for el.

Af det fremlagte bilag 11 fremgår alene en beregning af, hvilken tilslutningsafgift der ville skulle betales for ejendommen i henhold til de takster, som var gældende i 2008 - desuagtet at elforsyningen efter det oplyste blev etableret i 1991, jf. bilag E, side 2, øverst. Bilaget godtgør hverken, at der er betalt tilslutningsafgift, eller i givet fald af hvem eller med hvilket beløb.

Heller ikke e-mailkorrespondancen i bilag 12 godtgør, hvem der har betalt tilslutningsafgift.

Henvendelsen fra G8 til Y14-kommune i bilag 13 godtgør ikke, at der er sket betaling af den nævnte tilslutningsafgift på 50.800,- kr., men indeholder alene en anmodning om fastsættelse af et fradrag.

Heller ikke forsyningsselskabets besvarelse af den fælles henvendelse (bilag F) dokumenterer, at sælgeren, G7, har betalt tilslutningsafgift for elforsyning. Forsyningsselskabets besvarelse af spørgsmål 3 og de medsendte tilmeldingsblanketter godtgør alene, at ejendommen er tilmeldt el- forsyning af G6 den 5. marts 1991 (bilag F, svaret på spørgsmål 3 og bilag 15).

Den omstændighed, at ejendommen er købt som et nøglefærdigt projekt, godtgør ikke i sig selv, at andelsboligforeningen har betalt udgifter til eltilslutning som en del af købesummen, jf. SKM2018.36.BR.

Der er ikke fremlagt faktura, specificeret byggeregnskab eller lignende.

Andelsboligforeningen har således ikke godtgjort, at andelsboligforeningen, direkte eller indirekte, har bekostet tilslutningsafgift for el.

Andelsboligforeningen har for det andet ikke dokumenteret at have afholdt en udgift af en bestemt størrelse.

Ved mail af 8. maj 2016 (bilag 12) skrev sagsøgers daværende advokat, IM, følgende til JK fra G3:

"Jeg tillader mig at rette henvendelse til G2, angående en skattesag på vegne af H1-andelsboligforening. I sagen har G2 tidligere oplyst, at ejendommen har betalt i alt 135.600 kr. ekskl. moms (se tidligere skrivelse fra IM)" (min understregning).

Forsyningsselskabet har i besvarelse af den fælles henvendelse (bilag F, svaret på spørgsmål 2), opgjort, hvad en grundrettighed i 1991, hvor ejendommen blev tilmeldt tilslutningsafgifter, kostede. Forsyningsselskabet har anført, at en grundrettighed på 25 ampere kostede kr. 7.540,- pr. installation. Idet der skete tilmelding af 12 installationer (bilag G), vil tilslutningsafgiften være 90.480,- kr.

De fremlagte bilag stemmer således ikke overens.

Af bilag 12, bilag 13 og bilag F fremgår 3 forskellige udlægninger af, hvad der kan have været betalt for tilslutningsafgiften til elforsyning: 135.600,- kr., 50.800,- kr. og 90.480,- kr.

Det er således særdeles usikkert, hvilket beløb der er betalt for tilslutning til elforsyning.

Andelsboligforeningen har for det tredje ikke dokumenteret tilslutningsafgiftens sammensætning, herunder at afgiften konkret er anvendt til betaling af udgifter, som indebærer en stigning af grundens værdi i ubebygget stand.

Forsyningsselskabets besvarelse af den fælles henvendelse (bilag F), indeholder ikke konkrete oplysninger om, hvorledes tilslutningsafgiften er sammensat, og forsyningsselskabet kunne ikke redegøre for, hvor stor en del af tilslutningsbidraget, som er blevet anvendt på etablering af de i sagen omhandlede ledninger, bilag F, side 2, svaret på spørgsmål 4.

Boligselskabet har således ikke med forsyningsselskabets besvarelse af den fælles henvendelse dokumenteret, at tilslutningsafgiften konkret er anvendt til betaling af udgifter, som indebærer en stigning af grundens værdi i ubebygget stand.

At forsyningsselskabet ved e-mailen af 10. maj 2016 (bilag 12, side 1) bekræfter, at en del af tilslutningsafgiften er gået til etablering af ledningerne på ledningskortet (bilag A), er ikke tilstrækkeligt til at løfte andelsboligforeningens bevisbyrde, jf. SKM2015.404.VLR.

Dommen viser, at når der - som i nærværende sag - i hvert fald er usikkerhed om størrelsen af det konkret betalte tilslutningsbidrag og den andel af det betalte bidrag, der vedrører udgifter, der kan fradrages efter den dagældende vurderingslovs § 17, kan der ikke indrømmes fradrag for tilslutningsafgift.

Der er således ikke grundlag for at hjemvise sagen til fornyet skønsmæssig ansættelse af et fradrag.

Andelsboligforeningen har gjort en række generelle betragtninger vedrørende forståelsen af UfR 2004.1516 H (SKM2004.162.HR) og forarbejderne til lov nr. 925 af 18. september 2012 gældende, herunder hvad den lovændring skulle have af betydning for bevisbedømmelsen i nærværende sag, jf. replikken side 5-6.

Disse betragtninger er ikke korrekte.

For så vidt angår UfR2004.1516.H (SKM2004.162.HR) udlægger andelsboligforeningen denne dom til støtte for, at der alene gælder et krav om, at en sagsøger skal sandsynliggøre at have afholdt udgiften. Hertil bemærkes, at Højesteret ikke med dommen fastslår andet eller mere end det naturlige udgangspunkt, at den, der ønsker et fradrag, har bevisbyrden herfor. Hvor store krav, der skal stilles til beviset i en given sag, afhænger således af den konkrete sag.

Skatteministeriet bestrider også foreningens synspunkter vedrørende betydningen af lovændringen i 2012. Loven ændrer ikke ved, at sagsøgeren for perioden forud for lovændringen har bevisbyrden for, at sagsøgeren har afholdt udgifterne. Det forhold, at bevisbyrden efter lovændringen alene kan løftes ved tilvejebringelse af nærmere angivne konkrete dokumenter, ændrer ikke ved, at sådanne dokumenter for tiden før lovændringen skal tillægges betydning som led i den almindelige bevisbedømmelse.

…"

Rettens begrundelse og afgørelse

Parterne er enige om, at den markerede elforsyningsledning, som er markeret på bilag A, er grundforbedrende, hvilket også er lagt til grund af Landsskatteretten.

H1-andelsboligforening har gjort gældende, at foreningen har krav på skattemæssigt fradrag i grundværdien for forbedringerne, og retten finder, at ud over, at det påhviler foreningen at dokumentere, at en given elforsyningsledning er grundforbedrende, påhviler det tillige foreningen at dokumentere, at foreningen har afholdt en udgift hertil og i bekræftende fald i hvilken størrelsesorden.

Det fremgår af det betingede skødes punkt 2, at ejendommen bl.a. sælges med alle slags ledninger, og af det endelige skøde fremgår, at den endelige anskaffelsessum androg 8.703.790 kr., og at denne blev godkendt af Y14-kommune. Det lægges til grund, at kommunens godkendelse skete på grundlag af bygherres ansøgning herom vedlagt byggeregnskab underskrevet af bygherre og indeholdende en underskrevet erklæring om rigtigheden af byggeregnskabet fra en statsautoriseret revisor. Af regnskabet fremgår det, at 354.292 kr. vedrører "tilslutningsafgifter (ikke fjernvarme og ikke stikledninger og anlæg på egen grund)". Det må herefter lægges til grund, at dette beløb er betalt af H1-andelsboligforening som en del af købesummen. Det fremgår imidlertid ikke af regnskabet eller andetsteds, hvilke udgiftsposter det samlede beløb består af, herunder om udgift til eltilslutning er omfattet og i bekræftende fald med hvilket beløb.

Uanset, at det herefter ikke kan udelukkes, at der som en del af beløbet er afholdt udgifter til tilslutning til elforsyningen, som vil kunne fradrages i grundværdien efter vurderingslovens § 17, finder retten, at der er en sådan betydelig usikkerhed om, om en sådan udgift er afholdt, hvem der har afholdt den og med hvilket beløb, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens afgørelse. Retten finder, at G3s besvarelse af de af parterne under sagen stillede spørgsmål ikke kan føre til et andet resultat.

Som følge heraf frifindes Skatteministeriet.

Sagsomkostningerne fastsættes som nedenfor bestemt. Retten har taget udgangspunkt i landsretspræsidenternes vejledende takster og har lagt vægt på sagens genstand, karakter, forløb og udfald.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Inden 14 dage skal sagsøgeren, H1-andelsboligforening, til Skatteministeriet betale 30.000 kr. i sagsomkostninger.

Sagsomkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.