Dato for udgivelse
08 Sep 2014 11:43
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
15 May 2014 11:32
SKM-nummer
SKM2014.617.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
20. afdeling, S-2303-13
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Straf, skat, Gilbratarfaktura, dobbeltbeskatning
Resumé

T var tiltalt for skattesvig af særlig grov karakter. T havde for indkomståret 2008 undladt at selvangive et honorar på 4.100.000 kr. for arbejde udført i Danmark. Et selskab hjemmehørende på Gibraltar og som var ejet og ledet af T, havde udstedt en faktura til T's selskab i Danmark vedrørende T's arbejde udført i Danmark, og det tilgik T's personlige formue som et aktiv. T havde derved unddraget for 2.119.404,80 kr. i skat.

Byretten fandt T skyldig i forsætlig skattesvig af særlig grov karakter. Det fandtes bevist, at T personligt i 2008 modtog aflønningen for arbejde udført i Danmark. T kunne ikke sammenhængende redegøre for sine bopæl- og opholdssteder på det omhandlede tidspunkt og måtte anses for skattepligtig til Danmark. Det fandtes bevist, at T havde haft til hensigt, at undgå skattebetaling af beløbet i Danmark, under hensyn til at hans revisor trods forespørgsel og revisorforbehold herom ikke havde set nogen form for dokumentation for de af T påberåbte underliggende aftaler mellem T og de omhandlede selskaber eller de påståede aktivers eksistens samt til de nøje tilrettelagte omstændigheder vedrørende overførsel af aktiver.

T idømtes 1 år og 3 måneders fængsel samt en tillægsbøde på 2.100.000 kr. Fængselsstraffen blev gjort betinget p.g.a. hans personlige forhold, herunder alder og helbredsmæssige forhold.

Landsretten stadfæstede byretsdommen.

Reference(r)

Straffeloven § 289
Skattekontrolloven § 15

Henvisning

-

Østre Landsrets dom af 15. maj 2014, 20 afdeling, nr. S-2303-13

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T
(advokat Jan Ranners, besk)

Afsagt af landsdommerne

Henrik Gam, B. Tegldal og Susanne Skotte Wied (kst.) med domsmænd

......................................................

Byrettens dom af 8. juli 2013, nr. 1-589/2011

Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.

Anklageskrift er modtaget den 15. november 2011.

T er tiltalt for

skattesvig af særlig grov karakter efter straffelovens § 289, jf. skatte-kontrollovens § 15,

ved som direktør og daglig leder af H1 ApS og H2 ApS med fortsæt til at undgå skatteansættelse at have undladt at indgive selvangivelse for indkomståret 2008, hvor han fik et honorar på 4.100.000 kr. fra selskaberne, hvorved tiltalte unddrog betaling af 2.119.404,80 kr. i skat.

Påstande 

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frihedsstraf.

Anklagemyndigheden har endvidere i medfør af straffelovens § 50, stk. 2, nedlagt påstand om en tillægsbøde på 2.119.000 kr.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Forklaringer

Der er afgivet forklaring af tiltalte og af vidnet V.1

Forklaringerne er lydoptaget og gengives ikke i dommen.

Personlige forhold

Tiltalte er ikke tidligere straffet.

Kriminalforsorgen har foretaget en undersøgelse af tiltaltes personlige forhold og har oplyst blandt andet, at tiltalte skønnes egnet til at udføre samfundstjeneste

Rettens begrundelse og afgørelse 

Efter bevisførelsen, herunder tiltaltes egen forklaring, finder retten det bevist, at H1 ApS i 2008 foretog betaling af en regning på 4.100.000 kr., udstedt af selskabet H3 Ltd. Selskabet var hjemmehørende i Gibraltar og ejet og ledet af tiltalte. Det anses endvidere for bevist, at det omhandlede beløb udgjorde betaling for arbejde udført af tiltalte for H1 ApS, og at beløbet via selskabet tilgik tiltaltes personlige formue som et aktiv. Det må således anses for bevist, at tiltalte personligt i 2008 modtog aflønning med et beløb på 4.100.000 kr. for arbejde udført i Danmark.

Tiltalte har ikke sammenhængende kunnet redegøre for sine bopæl- og opholdssteder på det omhandlede tidspunkt. På denne baggrund, og da beløbet er optjent for arbejde udført i Danmark, må tiltalte efter bestemmelsen i kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1, anses for pligtig, at selvangive beløbet som indtægt i 2008. Det er ubestridt, at dette ikke er sket.

Revisor V.1 har forklaret, at han trods forespørgsel og revisorforbehold herom ikke har set eller modtaget nogen form for dokumentation for de af tiltalte påberåbte underliggende aftaler mellem tiltalte og de omhandlede selskaber eller de påståede aktivers eksistens. Henset hertil og til de nøje tilrettelagte omstændigheder vedrørende overførslen af aktiver, finder retten det ubetænkeligt, at anse for bevist, at årsagen til den manglende selvangivelse er, at tiltalte har haft til hensigt, at undgå skattebetaling af beløbet i Danmark.

Tiltalte findes som følge af det anførte skyldig i overensstemmelse med den rejste tiltale.

Straffen fastsættes til fængsel i 1 år og 3 måneder, jf. straffelovens § 289, jf. skattekontrollovens § 15.

Efter de personlige oplysninger om tiltalte, herunder navnlig tiltaltes alder og helbredsmæssige forhold finder retten det forsvarligt, at straffen ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 62 og § 63, jf. § 56, stk. 2. Tiltalte skal herunder udføre samfundstjeneste i 100 timer.

Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 2.100.000 kr. jf. straffelovens § 64.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Tiltalte, T, skal straffes med fængsel i 1 år og 3 måneder

Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder følgende betingelser:

1.

Tiltalte må ikke begå noget strafbart i en prøvetid på 1 år fra endelig dom.

  

2.

Tiltalte skal inden for en længstetid på 1 år fra endelig dom udføre ulønnet samfundstjeneste i 100 timer.

  

3.

Tiltalte skal være under tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden.

Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 2.100.000 kr.

Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 60 dage.

Tiltalte skal betale delvise sagsomkostninger med 65.000 kr. til statskassen.

Den resterende del af sagens omkostninger betales af statskassen.

.....................................................    

Østre Landsrets dom af 15. maj 2014, 20 afdeling, nr. S-2303-13

Byrettens dom af 8. juli 2013 (1-589/2011) er anket af domfældte med påstand om frifindelse subsidiært formildelse, således at der alene idømmes en bøde.

Anklagemyndigheden har nedlagt endelig påstand om stadfæstelse.

Forklaringer 

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og vidnet statsautoriseret revisor V.1, der begge har forklaret i det væsentlige som i byretten.

Tiltalte har supplerende forklaret blandt andet, at han boede i Sverige i første halvdel af 2008. Derefter boede han i Spanien indtil 2009, hvor han igen bosatte sig i Sverige. Den 1. oktober 2010 udrejste han fra Sverige og flyttede til Danmark for at få bragt sine pensionsforhold her i landet på plads.

Fakturaen af 31. december 2008 fra H3 Limited i Gibraltar til H1 ApS vedrørte arbejde, han havde udført i årene 2004-2008. H1 havde indtil 2004 været drevet som et helt almindeligt ... . I 2004 var der overvejelser om udstykning til ejerlejligheder. Han havde fra Sverige og Spanien viden om sådanne projekter, hvilken viden han gennem H3 Limited stillede til rådighed for H1. Da H1 ikke kunne betale fakturaen, blev der den 1. april 2010 udfærdiget en kreditnota. Han betalte skat i Sverige, men ikke i Spanien. I Danmark blev han i 2005 og 2006 opkrævet skat af beløbene, hvilken afgørelse han har indbragt for Landsskatteretten, hvor sagen fortsat ligger.

Under udlægsforretningen den 16. september 2009 var han meget vred. Han syntes, at SKAT var gået for vidt, og derfor ønskede han ikke besvare de fleste af de spørgsmål, han blev stillet, hvilket han fortryder i dag. Hvis han havde valgt at besvare spørgsmålene, ville han have forklaret, at det var ham, der ejede H3 Limited. H4 stiftede han vist i januar eller februar 2006. Selskabet blev enten senere i 2006 eller i 2007 overdraget til hans hustru. Det er ikke rigtigt, når han er citeret for i byretten at have forklaret, at han ikke har villet have sin løn udbetalt i Danmark. Der var således ikke tale om, at han skulle have løn udbetalt af det danske selskab, som han arbejdede for. Han ønskede det ordnet på en anden måde, således at han fik honorar, da han ikke var bosiddende i Danmark. Han ville ikke rodes ind i noget med dobbeltbeskatning.

Vidnet statsautoriseret revisor V.1 har supplerende forklaret blandt andet, at han i nogle år måtte tage forbehold i regnskaberne vedrørende nogle ejendomme og et aktiv. Det var hans opgave som revisor at konstatere tilstedeværelsen, værdiansættelsen og ejendomsretten til aktiverne, men han fik ikke de tilstrækkelige oplysninger, herunder om H3 Limited. Han kunne ikke i H1 ApS´s årsrapport for 2008 postere udgifter til administration og supervision for 2004 og de følgende år.

Landsrettens begrundelse og resultat 

Også efter bevisførelsen for landsretten findes tiltalte af de grunde, der er anført i dommen, skyldig efter anklageskriftet.

Landsretten stadfæster derfor dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom i sagen mod T stadfæstes.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.