Parter

A
(advokat Jette Jessen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat David Auken)

Afsagt af højesteretsdommerne

Marie-Louise Andreasen, Poul Sørensen, Peter Blok, Asbjørn Jensen og Niels Grubbe.

I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 10. afdeling den 12. november 2002.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Påstande

Appellanten, A, har principalt påstået, at ansættelsen af hans indkomst for indkomståret 1995 hjemvises til de stedlige myndigheder til fornyet ansættelse.

Subsidiært har A påstået, at indstævnte, Skatteministeriet, skal anerkende, at hans personlige indkomst for indkomståret 1995 nedsættes med 347.000 kr.

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse.

Anbringender

A har ikke for Højesteret gjort gældende, at hektarstøtten er omfattet af afskrivningsret efter den dagældende ligningslovs § 16 F, stk. 2, jf. § 16 E, stk. 1, nr. 3, eller at hektarstøtten må betragtes som en del af købesummen for den faste ejendom.

Supplerende sagsfremstilling

I vejledning fra februar 1995 til ansøgning om hektarstøtte og anmeldelse af foderarealer for 1995 hedder det blandt andet:

"IV. Producentskifte

...

Efter 15. maj

I forbindelse med meddelelse om producentskifte (salg, tilforpagtninger, forpagtningsophør) for hele bedriften efter 15. maj skal parterne træffe aftale om, hvem hektarstøtten fremover skal tilfalde. Parterne udfylder en erklæring herom, der underskrives af både den tidligere og den nuværende producent. En særlig formular til denne erklæring kan fås i EF-direktoratet. Ved erklæringen indtræder den nye producent, der anføres som modtager af hektarstøtten, i alle rettigheder og pligter i henhold til ansøgningen."

Højesterets begrundelse og resultat

Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at det støttebeløb, der er udbetalt til A som producent, er skattepligtigt som almindelig indkomst for ham, jf. statsskattelovens § 4.

Højesteret tiltræder endvidere, at As udgift i forbindelse med overførelsen af hektarstøtten efter sin karakter ikke er en driftsomkostning, jf statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Herefter stadfæster Højesteret landsrettens dom.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal A betale 25.000 kr. til Skatteministeriet.