Østre Landsrets dom af 24. september 2013, 15. afdeling nr. S-1293-13
Parter
Anklagemyndigheden
mod
T
(advokat Dorthe Fuglsang, besk.)
Afsagt af landsdommerne
Norman E. Cleaver, B. Vollmond og Morten Uhrskov Christensen (kst.) med domsmænd
....................................................
Byrettens dom af 21. februar 2013, nr. SS 3-32686/2012
Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.
Anklageskrift er modtaget den 13. december 2012.
T er tiltalt for overtrædelse af
1.
straffelovens § 289, jf. momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1,
ved i perioden fra den 1. januar 2006 til den 31. december 2006, som indehaver af virksomheden H1 Design v/T, CVR-nr. ..., med forsæt til at unddrage det offentlige afgift, at have afgivet urigtige oplysninger til brug for afgiftskontrollen, idet han angav et momstilsvar på 32.326 kr., selv om momstilsvaret rettelig var 695.849 kr., hvorved statskassen blev unddraget moms for 663.523 kr.
2.
straffelovens § 289, jf. kildeskattelovens § 74, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1,
ved i perioden fra den 1. januar 2006 til den 31. december 2006, som indehaver af virksomheden H1 Design v/T, CVR-nr. ..., med forsæt til at unddrage det offentlige skat, at have undladt at opfylde sin pligt til at foretage indeholdelse af A-skat af et beløb på i alt 1.921.945 kr., hvorved statskassen blev unddraget A-skat for 1.153.167 kr.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.
Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om tillægsbøde på 1.800.000 kr.
Tiltalte har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært om rettens mildeste dom.
Forklaringer
Der er afgivet forklaring af tiltalte og vidnet V.1.
Forklaringerne gengives ikke i dommen, idet rettens gengivelse af disse er blevet lydoptaget.
Sagens oplysninger
Der er dokumenteret opgørelser af momstilsvar og A-skat, bilag 1-3-7-1 med underbilag 4.
Personlige oplysninger
Der er af Kriminalforsorgen foretaget en personundersøgelse vedrørende tiltalte.
Tiltalte har forklaret supplerende om sine personlige forhold. Tiltalte er tidligere straffet, senest
ved
|
Politiets bødeforelæg af 20. november 2007 for overtrædelse af færdselslovens § 118 og § 117d med en bøde på 8.000 kr.
|
Rettens begrundelse og afgørelse
forhold 1-2
Ved tiltaltes forklaring og de i øvrigt foreliggende oplysninger er det bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med tiltalen.
Straffen fastsættes til fængsel i 1 år, jf. straffelovens 289, jf. momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1, jf. § 57, stk. 1, 1. pkt. samt straffelovens § 289, jf. kildeskattelovens § 74, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, jf. § 43, jf. straffelovens § 89.
Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på, at tiltalte tidligere havde drevet selvstændig virksomhed, er handelsuddannet og vidste, at han skulle afregne moms og indeholde A-skat, samt på at tiltalte bevidst afregnede sine medarbejdere "sort" samt afgav urigtige oplysninger med det formål at kunne fortsætte sin virksomhed og den løbende unddragelse.
Anvendelsen af ubetinget fængselsstraf anses derfor, og uanset det lange sagsforløb, for påkrævet, jf. også SKM2013.99.ØLR. Oplysningerne om tiltaltes personlige forhold taler imidlertid for, at en del af straffen gøres betinget, hvorfor fuldbyrdelsen af 6 måneder af straffen udsættes som nedenfor bestemt, jf. straffelovens § 58, stk. 1, jf. § 56.
I medfør af straffelovens § 58, stk. 2, idømmes tiltalte en tillægsbøde på 1.800.000,00 kr., subsidiært fængsel i 60 dage.
T h i k e n d e s f o r r e t
Tiltalte T straffes med fængsel i 1 år.
Fuldbyrdelsen af 6 måneder af fængselsstraffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 2 år på betingelse af:
At tiltalte ikke begår strafbart forhold i prøvetiden
Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 1.800.000,00 kr.
Forvandlingsstraffen er fængsel i 60 dage.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger, herunder 7.200 kr. + moms i salær til den beskikkede forsvarer, advokat Ulrik Rasmussen.
.............................................
Østre Landsrets dom af 24. september 2013, 15. afdeling nr. S-1293-13
Byrettens dom af 21. februar 2013 (SS 3-32686/2012) er anket af T med påstand om formildelse, navnlig således at straffen i det hele gøres betinget.
Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.
Personlige forhold
Det er oplyst, at anklagemyndigheden ikke har fundet grundlag for at efterkomme tiltaltes ønske om, at han underkastes mentalundersøgelse.
Tiltalte har i landsretten givet forklaring om sine personlige forhold. Han har herunder blandt andet forklaret, at han i forbindelse med sin deltagelse i en recoverygruppe forsøger at komme sig efter 18 års misbrug. Han lever af kontanthjælp under dette forløb. Han bor fortsat hos sin mor, der er 66 år gammel.
Landsrettens begrundelse og resultat
Landsretten tiltræder, at straffen er udmålt som sket. Efter forholdets karakter og størrelsen af det unddragne beløb finder landsretten, uanset det oplyste om tiltaltes personlige forhold og om sagens tidsmæssige forløb, ikke grundlag for at gøre straffen betinget i videre omfang end sket ved byrettens dom.
Landsretten stadfæster derfor dommen.
T h i k e n d e s f o r r e t
Byrettens dom i sagen mod T stadfæstes.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.