Dato for udgivelse
03 jun 2010 10:41
Resumé
Langt hovedparten af de sager, som Skatterådet behandler, er anmodninger om bindende svar. Årsberetningen for 2009 fokuserer på ordningen og dens betydning.

Bindende svar udgjorde i 2009 ca. 87 procent af Skatterådets sager. Og det er ikke uden grund. Bindende svar har nemlig både stor praktisk og principiel betydning.  

- Med et bindende svar får man som skatteyder klarhed over de skattemæssige konsekvenser af en disposition, man enten har foretaget eller overvejer at foretage. Formålet med ordningen er at give borgerne en nem og hurtig afklaring. På den måde har bindende svar en stor praktisk betydning, siger Skatterådets formand Lida Hulgaard, der uddyber:

- I Skatterådet behandler vi de bindende svar, der er af principiel betydning. Svarene er derfor afgørende for lovfortolkningen på skatte- og afgiftsområdet, og dermed for SKATs administration af reglerne.

Også for retssikkerheden har de bindende svar stor betydning, hvilket man kan læse om i artiklen Bindende svar ud fra en retssikkerhedsmæssig vurdering (s.15), skrevet af Skatteministeriets Retssikkerhedschef Margrethe Nørgaard.

I 2009 handlede de anmodninger om bindende svar, som Skatterådet behandlede, ikke mindst om den nye lovgivning for multimedier. Dette emne og en række andre problemstillinger kan man også læse om i årsberetningen, som desuden indeholder forskellig statistik om Skatterådets sager og sagsbehandlingstid.

Skatterådet består af 19 politisk udpegede medlemmer.

Læs årsberetningen.

Yderligere oplysninger: SKATs pressetelefon 72 37 09 00