Dato for udgivelse
20 Jun 2003 11:02
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
5. marts 2003
SKM-nummer
SKM2003.265.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
12. afdeling, S-2763-02
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Momssvig, skattesvig, passivitet, uregistreret momsvirksomhed
Resumé

T var ved byretten dømt for dels overtrædelse af momslovgivningen ved med forsæt til afgiftsunddragelse i perioden 1. januar 1994 - 20. november 1998 at have drevet registreringspligtig virksomhed uden at have anmeldt denne til registrering samt ved at have udskrevet fakturaer, hvorpå der var anført moms, selv om virksomheden ikke var momsregistreret, hvorved statskassen blev unddraget 150.000 kr. i moms, dels overtrædelse af skattelovgivningen med forsæt til skatteunddragelse ved at have undladt - inden 4 uger efter modtagelse af meddelelse om ansættelse af indkomst for indkomstårene 1993 - 1997 - at underrette skattemyndighederne om, at skatteansættelserne var for lave med i alt 430.000 kr., idet der ikke var selvangivet overskud af selvstændig virksomhed, hvorved det offentlige blev unddraget 100.000 kr. i skatter. T blev endelig dømt for overtrædelse af straffelovens § 302, stk. 1, nr. 2 og 3. Landsrettens behandling af den indankede dom angik strafudmålingen. Landsretten fandt under hensyn til størrelsen af de unddragne beløb, at straffen var passende udmålt, men at forvandlingsstraffen for tillægsbøden fastsat i medfør af straffelovens § 50, stk. 2, burde fastsættes til 50 dage. Landsrettens stadfæstede med førnævnte ændring byrettens dom på fængsel i 40 dage og en tillægsbøde på 250.000 kr.

Reference(r)

Momsloven § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2
Skattekontrolloven § 16, stk. 3, jf. stk. 1
Straffeloven § 50, stk. 2
Straffeloven § 302, stk. 1, nr. 2 og 3

Vestre Landsrets dom af 5. marts 2003, 12. afdeling, S-2763-02

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T
(advokat Thomas Jakobsen, Silkeborg).

Afsagt af landsdommerne

Marie S. Mikkelsen, Vogter og Karsten T. Kristensen (kst.) med domsmænd

----------

Silkeborg Byrets dom af 18. september 2002, SS1.00379/02

Denne sag er behandlet under medvirken af domsmænd. Anklageskrift er modtaget den 22. april 2002.

T er tiltalt for overtrædelse af

1.

momslovens § 81, stk. 3, jfr. stk. 1 nr. 2, jfr. § 47 stk. 1, 1. pkt. og § 52 stk. 3 (lovbekendtgørelse nr. 804 af 16. aug. 2000 med senere ændringer)

ved i perioden fra den 1. januar 1994 til den 20. november 1998 at have drevet registreringspligtig virksomhed uden at have anmeldt denne til registrering samt ved at have udskrevet fakturaer, hvorpå der var anført moms, selv om virksomheden ikke var momsregistreret. Staten er herved unddraget 182.762 kr. i moms.

2.

skattekontrollovens § 16, stk. 3, jfr, stk. 1 (lovbekendtgørelse nr. 858 af 13. sep. 2000 med senere ændringer)

ved med forsæt til at unddrage skat at have undladt - inden 4 uger efter modtagelse af meddelelse om ansættelse af indkomst for indkomstårene 1993 - 1997 incl. - at underrette skattemyndighederne om at skatteansættelserne var for lave med i alt 430.000 kr., idet der ikke er selvangivet overskud af selvstændig virksomhed. Det offentlige er herved unddraget 112.943 kr. i skatter.

3.

straffelovens § 302, stk. 1 nr. 2 og 3

ved at have undladt at føre forretningsbøger eller udfærdige regnskaber samt ved at have undladt at opbevare bilag og andet regnskabsmateriale under omstændigheder som kan betegnes som særlig groft.

Anklagernyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf og en tillægsbøde.

Tiltalte har erkendt sig skyldig med det forbehold, at han med hensyn til tiltalens forhold 1 ikke kan erkende sig skyldig i at have unddraget staten moms med mere end 150.000 kr. og med hensyn til tiltalens forhold 2 ikke kan erkende at have unddraget staten skatter med med mere end 100.000 kr.

Anklagemyndigheden har under domsforhandlingen frafaldet tiltalen efter forhold 1 og 2 med hensyn til undragelse af moms og skat med større beløb end de af tiltalte erkendte 150.000 kr. i moms og 100.000 kr. i skatter.

Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte.

Forklaringen er gengivet i retsbogen.

Rettens bemærkninger

Ved tiltaltes erkendelse og efter bevisførelsen i øvrigt er det godtgjort, at tiltalte er skyldig i tiltalens forhold 1, for så vidt angår unddragelse af moms med 150.000 kr., og i tiltalens forhold 2, for så vidt angår unddragelse af skatter med 100.000 kr. Idet det ikke er bevist, at tiltalte har unddraget staten moms og skatter med større beløb, vil tiltalte være at frifinde for tiltalen derfor.

Endvidere er det ved tiltaltes erkendelse og efter bevisførelsen iøvrigt godtgjort, at tiltalte er skyldig i tiltalens forhold 3.

Den af tiltalte efter momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2, jf. § 47, stk. 1, 1. pkt., og § 52, stk. 3, (lovbekendtgørelse nr. 804 af 16. august 2000 med senere ændringer), efter skattekontrollovens § 16, stk. 3, jf. stk. 1, lovbekendtgørelse nr. 858 af 13. september 2000 med senere ændringer) og efter straffelovens § 302, stk. 1, nr. 2 og 3, forskyldte straf fastsættes til fængsel i 40 dage.

Tiltalte skal endvidere betale en tillægsbøde, jf. straffelovens § 51, stk. 2, på 250.000 kr. med forvandlingsstraf af fængsel i 10 dage.

T h i   k e n d e s  f o r  r e t

Tiltalte, T, skal straffes med fængsel i 40 dage,

Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 250.000 kr. Forvandlingsstraffen er fængsel i 10 dage. Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

----------

Vestre Landsrets dom af 5. marts 2003, 12. afdeling, S-2763-02

Retten i Silkeborg har den 18. september 2002 afsagt dom i 1. instans (SS 1.00379/02).

Tiltalte har påstået formildelse, navnlig således at straffen gøres betinget.

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.

Det er oplyst, at tiltaltes momsgæld nu udgør 357.231 kr. incl. renter. Der er ikke sket renteberegning siden 16. juli 2002. Tiltaltes skattegæld er i alt 122.742 kr., hvoraf 92.448 kr. vedrører 1997 og 1998.

Der er i forbindelse med ankesagen indhentet en erklæring af 3. marts 2003 fra tiltaltes praktiserende læge.

Forklaringer

Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han kun arbejdede nogle timer om dagen som vinduespudser. Han har søgt om pension i november 2002 og regner med, at den bliver bevilget.

Landsrettens begrundelse og resultat

Navnlig under hensyn til størrelsen af de unddragne beløb er straffen passende udmålt.

Tillægsbøden er fastsat i medfør af straffelovens § 50, stk. 2. Forvandlingsstraffen findes at burde fastsættes til fængsel i 50 dage.

Efter forholdets karakter er der - uanset oplysningerne om tiltaltes personlige, herunder helbredsmæssige, forhold - ikke grundlag for at gøre straffen betinget.

Med den anførte ændring stadfæster landsretten dommen.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t

Byrettens dom stadfæstes med den ændring, at forvandlingsstraffen fastsættes til fængsel i 50 dage.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.