Dato for udgivelse
12 Apr 2007 14:08
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
20 Mar 2007 10:54
SKM-nummer
SKM2007.256.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
07-062620
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Virksomheder + Selskabsbeskatning
Emneord
Fusion
Resumé
Skatterådet bekræftede, at en påtænkt fusion mellem to arbejdsgiverforeninger og en brancheforening kunne ske efter reglerne for skattefri fusion, uden tilladelse fra skattemyndighederne.
Reference(r)
Fusionsskatteloven § 14 c, nr. 3
Henvisning
Ligningsvejledningen 2007-1 S.H.20.2
Spørgsmål
  1. Kan Skatterådet bekræfte, at en påtænkt fusion mellem de 2 arbejdsgiverforeninger A og B og brancheforeningen C med sidstnævnte som den fortsættende enhed efter fusionen og med virkning fra 1. januar 2007, kan ske efter reglerne for skattefri fusion, jf. fusionsskattelovens § 14 c, nr. 3?
  2. Kan Skatterådet bekræfte, at den påtænkte skattefri fusion mellem de 2 arbejdsgiverforeninger (A og B) og brancheforeningen C med sidstnævnte som den fortsættende enhed efter fusionen, kan gennemføres uden tilladelse fra skattemyndighederne?

Spørgsmål 2 ønskes kun besvaret, såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende.

Svar

Ad 1: Ja.

Ad 2: Ja.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Skattefri fusion af 2 arbejdsgiverforeninger og 1 brancheforening.

De to arbejdsgiverforeninger (A og B) er medlemmer af brancheforeningen C. Sidstnævnte har ikke andre medlemmer.

De to arbejdsgiverforeninger (A og B) har hver især eksisteret i årtier, mens brancheforeningen C har eksisteret i 1 ½ år.

Af organisatoriske årsager, ønsket om en mere strømlinet samlet organisation for alle deres medlemmer, og ud fra forretningsmæssige og driftsmæssige årsager, samt ønsket om én samlet og driftsmæssigt mindre omkostningstung organisation, ønskes de to arbejdsgiverforeninger og brancheforeningen fusioneret via skattefri fusion med sidstnævnte som den fortsættende enhed efter fusionen.

Det bemærkes, at der i denne situation ikke er betydelige udskudte skatter i de nævnte foreninger.

Ingen af de i fusionen deltagende foreninger har på noget tidspunkt, heller ikke inden for de sidste 3 år, uden for normal samhandel overtaget aktiver fra hinanden, såsom fast ejendom, driftsmidler, etc., jf. fusionsskattelovens § 4. For brancheforeningens vedkommende, som har eksisteret i ca. 1 ½ år, gælder dette for hele den periode, brancheforeningen har eksisteret.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Ad spørgsmål 1.

Skattefri fusion er muligt mellem arbejdsgiverforeninger og en brancheforening. Det er vor opfattelse, at de 2 arbejdsgiverforeninger og brancheforeningen kan fusioneres skattefrit.

Arbejdsgiverforeninger (fondsbeskatningsloven § 1, nr. 3) kan fusioneres skattefrit, jf. fusionsskattelovens § 14 c, nr. 3, Ligningsvejledningen 2005, S.H. 20.2 og forudsætningsvis en bindende forhåndsbesked fra Ligningsrådet, TfS 2001, 916 LR (SKM2001.509.LR), hvorefter to arbejdsgiversammenslutninger kunne fusioneres skattefrit og kunne fusioneres med tilbagevirkende kraft.

Mens der ikke er tvivl om at to arbejdsgiverforeninger kan fusioneres skattefrit, ligesom to brancheforeninger kan, fremgår det knapt så tydeligt af lovgivning og praksis, hvorvidt en arbejdsgiverforening og en brancheforening (fondsbeskatningslovens § 1, nr. 2) kan fusioneres skattefrit.

Her vil der være tale om skattefri fusion mellem enheder, der beskattes forskelligt, da brancheforeninger er skattepligtige efter regler, der er noget forskellige fra de regler, der gælder for arbejdsgiverforeninger.

Ligningsvejledningen indeholder ikke direkte noget om spørgsmålet om, hvorvidt brancheforeninger og arbejdsmarkedssammenslutninger kan fusioneres skattefrit med hinanden.

Efter fusionsskattelovens § 14 c, nr. 3 er reglerne om skattefri fusion anvendelige "ved fusion af foreninger omfattet af fondsbeskatningsloven". Dette kan efter ordlyden omfatte både brancheforeninger og arbejdsmarkedssammenslutninger.

Tidligere (1990) var bestemmelsen formuleret således at arbejdsmarkedssammenslutninger kunne fusioneres med arbejdsmarkedssammenslutninger og brancheforeninger kunne fusioneres med brancheforeninger, se nedenfor.

Dagældende fusionsskattelovs § 14 c om hvilke skattefri fusioner, der var mulige:

3) Fusion af to eller flere registreringspligtige brancheforeninger

4) Fusion af to eller flere registreringspligtige arbejdsmarkedssammenslutninger.

Bestemmelsen er siden blevet ændret i 1991 og igen i 1992, så den herefter har fået den nuværende ordlyd, hvor der ikke sondres mellem brancheforeninger og arbejdsmarkedssammenslutninger, idet de også kan fusioneres internt med hinanden (vor fortolkning), hvilket må være en naturlig forståelse af lovændringen. Denne fortolkning støttes videre af Skattekartoteket, SKT 55.4.2 - Fusion m.v., jf.:

"Der kan ligeledes ske fusion af brancheforeninger og af arbejdsmarkedssammenslutninger og af disse imellem. Fusion af faglige foreninger kræver ikke godkendelse, men vedtægtsændringerne skal indsendes sammen med selvangivelsen, jf. fondslovens § 48, stk. 2.". Og igen sammesteds: "Efter fusionsskattelovens § 14 c, nr. 3, kan der tillige ske skattefri fusion af foreninger omfattet af fondsbeskatningsloven, dvs. af fondsbeskatningslovens § 1, nr. 2 og 3 - interesseorganisationer og arbejdsmarkedssammenslutninger. Fusion kan ske indbyrdes eller mellem de to former for foreninger.".

Denne fortolkning støttes ligeledes af Fusionsskatteloven med kommentarer, 2. udgave, 2003, jf. side 181 "..man allerede ved Lov 1991.362 indføjede hjemmel til skattefri fusion af brancheforeninger med arbejdsmarkedssammenslutninger..."

Fusionsskattelovens § 14 c, nr. 3's nugældende ordlyd sammenholdt med dens tidligere formulering, samt Skattekartoteket, SKT 55.4.2 - Fusion mv. og Fusionsskatteloven med kommentarer, støtter således vor opfattelse af, at de 2 arbejdsgiverforeninger og brancheforeningen kan fusioneres skattefrit.

Det er derfor vor opfattelse, at spørgsmål 1, som der anmodes om bindende svar på, skal besvares bekræftende.

Ad spørgsmål 2.

Ikke krav om tilladelse til skattefri fusion

Den skattefri fusion kræver efter vor opfattelse ikke tilladelse fra skattemyndighederne (Vedtægtsændringerne skal indsendes sammen med selvangivelsen, jf. fondslovens § 48, stk. 2).

Skattemyndighederne skal give tilladelse til skattefrie fusioner, jf. fusionsskattelovens § 3, mellem moder- og datterselskab, når moderselskabet ikke i 3 år forud for fusionsdatoen har besiddet 2/3 af aktierne, og jf. fusionsskattelovens § 4, når et af de i fusionen deltagende selskaber inden for 3 år forud for fusionsdatoen uden for normal samhandel har overtaget aktiver fra sine selskabsdeltagere.

Selvom fusionsskattelovens § 3 og § 4 alene omtaler selskaber og selskabsdeltagere fremgår det af fusionsskattelovens § 14 c, at bestemmelserne i kapitel 1, hvori § 3 og § 4 indgår, i det omfang de er anvendelige, tilsvarende finder anvendelse ved fusion af foreninger omfattet af fondsbeskatningsloven.

Fusionsskattelovens § 3 om tilladelse til lodret fusion er efter vor opfattelse ikke anvendelig på fusion mellem foreninger omfattet af fondsbeskatningsloven. Forudsætningen i fusionsskattelovens § 3 om moder-datterselskab, aktier der er omsættelige og udlodning af overskud til ejeren af et datterselskab, synes ikke i det væsentlige at kunne overføres på foreninger omfattet af fondsbeskatningsloven. Derfor vil det forhold, at brancheforeningen C har eksisteret i under 3 år og at de 2 arbejdsgiverforeninger begge er medlemmer i brancheforeningen ikke efter vor opfattelse kunne begrunde krav om tilladelse til skattefri fusion fra skattemyndighederne, jf. fusionsskattelovens § 3.

Det er derfor vor opfattelse, at spørgsmål 2, som der anmodes om bindende svar på, skal besvares bekræftende.

SKATs indstilling og begrundelse

Ad spørgsmål 1.

De to arbejdsgiverforeninger (A og B) er omfattet af fondsbeskatningslovens § 1, nr. 3, litra a. Arbejdsgiverforeningerne er arbejdsmarkedssammenslutninger.

Brancheforeningen C er omfattet af fondsbeskatningslovens § 1, nr. 2.

Ifølge fusionsskattelovens § 14 c, nr. 3, er reglerne om skattefri fusion anvendelige "ved fusion af foreninger omfattet af fondsbeskatningsloven". Bestemmelsen sondrer således ikke mellem brancheforeninger og arbejdsmarkedssammenslutninger.

Af Ligningsvejledning 2007-1, afsnit S.H.20.2., Skattefri fusion, fremgår følgende: Der kan ske fusion af brancheforeninger og af arbejdsmarkedssammenslutninger og mellem brancheforeninger og arbejdsmarkedssammenslutninger.

De kilder, spørger har henvist til (Skattekartoteket, SKT 55.4.2 og Fusionsskatteloven med kommentarer, 2. udgave, 2003), er i overensstemmelse hermed.

SKAt indstiller derfor, at spørgsmål 1 besvares med "ja".

Ad spørgsmål 2.

SKAT er enig med spørgeren i, at den omhandlede fusion ikke er omfattet af fusionsskattelovens § 3 og § 4, på trods af henvisningen til disse bestemmelser i fusionsskattelovens § 14 c. SKAT finder ikke, at disse bestemmelser er anvendelige på de omhandlede fusionerende foreninger.

Af Ligningsvejledning 2007-1, afsnit S.H.20.2., Skattefri fusion, fremgår følgende: Der kan ske fusion af brancheforeninger og af arbejdsmarkedssammenslutninger og mellem brancheforeninger og arbejdsmarkedssammenslutninger. Fusion af faglige foreninger kræver ikke godkendelse. Vedtægtsændringer skal dog indsendes sammen med selvangivelsen, jf. fondslovens § 48, stk. 2.

Da fusion af sådanne faglige foreninger ikke kræver godkendelse, indstiller SKAT, at spørgsmål 2 besvares med "ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet kan tiltræde indstillingen fra SKAT. Der henvises til den af SKAT anførte begrundelse.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

5 år.