Dato for udgivelse
07 nov 2002 10:56
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
27. august 2002
SKM-nummer
SKM2002.558.HR
Myndighed
Højesteret
Sagsnummer
1. afdeling, 95/2000
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Inddrivelse + Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning + Inddrivelse
Emneord
Selskabstømning, negativ driftsmiddelsaldo, bruttoafregning
Resumé

Et overskudsselskab, der blev afhændet i 1990 i en selvfinansieret handel (bruttoafregning), havde på salgstidspunktet en negativ driftsmiddelsaldo på 138.150 kr., der blev beskattet i skatteåret 1991/92. I det følgende skatteår blev der yderligere beskattet en negativ saldo på 496.050 kr. Landsretten havde bestemt, at sælgerens erstatningsansvar skulle reduceres med skattetilsvaret 243.720 kr. svarende til den samlede efterbeskatning af selskabets negative driftsmiddelsaldo (se TfS 2000.139 ØLD). Ved Højesteret fik Skatteministeriet medhold i, at erstatningen ikke skulle nedsættes med skattetilsvaret vedrørende den negative driftsmiddelsaldo.

Reference(r)

Anpartsselskabsloven § 84 (dagældende)

Parter

Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen
(kammeradvokaten ved advokat Kasper Mortensen)

mod

A
(advokat J. Korsø Jensen)

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 14. afdeling den 5. januar 2000, hvor parterne var Anpartsselskabet HX under konkurs og A.

Afsagt af højesteretsdommerne

Hermann, Marie-Louise Andreasen, Poul Sørensen, Niels Grubbe og Marianne Højgaard Pedersen.

Sagen blev oprindeligt anket af konkursboet, der imidlertid opgav at fortsætte ankesagen, hvorefter Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen, indtrådte i sagen, jf. konkurslovens § 137.

Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen, har påstået, at A til Anpartsselskabet HX under konkurs skal betale yderligere 243.720 kr. med procesrente fra den 24. april 1995.

Indstævnte, A, der ikke har indsigelser mod kravets størrelse, har påstået stadfæstelse.

Sagen angår således for Højesteret alene spørgsmålet om, hvorvidt A som sælger hæfter for den del af det solgte selskabs skattetilsvar, der vedrører efterbeskatning af selskabets negative driftsmiddelsaldi.

Af Skatteministeriets opgørelse af kravet på selskabet fremgår bl.a.:

"De negative driftsmiddelsaldi er efterbeskattet i medfør af afskrivningslovens § 5 således:

Skatteåret 1991/92

Negativ saldo

                                                     kr.

138.150

Skatten heraf

kr.

55.240

 

Skatteåret 1992/93

Negativ saldo

kr.

496.050

Skatten heraf

kr.

188.480

Differencen på eventualskatter skyldes derfor ... at den negative driftsmiddelsaldo for skatteåret 1992/93 alene er beregnet med 38 % skat, men afsat med 40 %."

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Der er til brug for Højesteret afgivet nye forklaringer og tilvejebragt yderligere oplysninger.

Højesterets bemærkninger

A handlede i strid med selvfinansieringsforbudet i den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 2, da han i forbindelse med salget stillede 38 mio. kr. af selskabets midler til rådighed for køberen. Da tilbageførsel af de udbetalte selskabsmidler ikke er mulig, hæfter A efter lovens § 84, stk. 5, for selskabets tab, i det omfang kravene mod selskabet kan rummes inden for hæftelsesansvarets maksimum efter lovens § 84, stk. 4.

Selskabets driftsmiddelsaldo var allerede på overdragelsestidspunktet negativ med 138.150 kr., der blev efterbeskattet i skatteåret 1991/92. I skatteåret 1992/93 blev der yderligere efterbeskattet en negativ saldo på 496.050 kr., der svarede til udlejningsudstyrets bogførte værdi på salgstidspunktet. Der var i regnskabet for perioden indtil overdragelsen afsat eventualskat, der bl.a. dækkede skattetilsvar af disse saldi.

Højesteret finder, at allerede disse omstændigheder medfører, at dette skattetilsvar indgår i det tab, som A hæfter for. Det er således ikke afgørende, at de aktuelle skattekrav først opstod efter overdragelsen, og at A var uden indflydelse på, at de blev aktuelle.

Højesteret tager herefter Skatteministeriets påstand til følge.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t

Indstævnte, A, skal til Anpartsselskabet HX under konkurs betale yderligere 243.720 kr. med procesrente fra den 24. april 1995.

I sagsomkostninger for Højesteret skal indstævnte betale 50.000 kr. til Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen.

De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.