Parter

1. instanssag B-1429-98 (hovedsagen)
Anpartsselskabet F under konkurs ved kurator, advokat Erik Malberg (Kammeradvokaten v/advokat Kasper Mortensen)

mod

1. A (advokat Tom Uldall Hansen) og
2. X-Bank A/S (advokat John Korsø Jensen)

og

B-1957-98 (adcitationssagen)
X-Bank A/S (advokat John Korsø Jensen)

mod

1. A (advokat Tom Uldall Hansen)
2. Advokatfirmaet P (advokat Peter Junge)
3. Revisionsfirmaet R A/S (advokat Søren Halling-Overgaard)
4. Registreret revisor R (advokat Søren Halling-Overgaard)
5. K A/S (advokat Ole Sigetty)
6. B (advokat Poul Müller)
7. C (advokat Niels de Fønns)
8. D (advokat Johan Schwarz-Nielsen).

Afsagt af landsdommerne

Marie S. Mikkelsen, Henrik Estrup og Peter Toftager (kst)

Hovedsagen (B-1429-98) vedrører spørgsmålet, om sagsøgte, .... (i det følgende benævnt A), som sælger af et overskudsselskab og sagsøgte, X-Bank A/S, tidligere X1-Bank A/S, der deltog i handlen som pengeinstitut for køberen af overskudsselskabet, er erstatningsansvarlige for det tab, som skattevæsenet led som følge af, at selskabet efter overdragelsen blev tømt for midler.

Adcitationssagen (B-1957-98) vedrører spørgsmålet, om et eventuelt erstatningsansvar kan videreføres til a) As rådgivere ved salget, advokatfirmaet P, revisionsfirmaet R A/S, og registreret revisor R, b) køberselskabet, der nu bærer navnet K A/S, c) B, der var den person, som på købersiden gennemførte handlen, og d) C og D, der efter videresalg af overskudsselskabet tiltrådte som ny ledelse. Adcitationssagen drejer sig herudover om, hvorvidt de adciterede indbyrdes kan kræve sig friholdt for et eventuelt erstatningsansvar af andre af de adciterede.

Påstande

I hovedsagen, der er anlagt den 29. maj 1998, har parterne nedlagt følgende påstande:

Sagsøgeren, Anpartsselskabet F under konkurs ved kurator, advokat Erik Malberg, har efter sin endelige påstand påstået de sagsøgte dømt til in solidum til sagsøgeren at betale 2.618.570 kr. med tillæg af procesrente for så vidt angår A fra den 19. januar 1998 og for så vidt angår X-Bank A/S fra sagens anlæg, til betaling sker.

Sagsøgte A har påstået frifindelse samt påstået sig tilkendt sagsomkostninger i forhold til det af sagsøgeren i stævningen fremsatte krav på 4.584.475 kr.

Sagsøgte X-Bank A/S har påstået frifindelse.

Beløbet på 2.618.570 kr. svarer til selskabets opgjorte skyldige skattetilsvar eksklusiv kontrollovstillæg og renter efter selskabsskatteloven. De sagsøgte har anerkendt størrelsen af skattetilsvaret.

I adcitationssagen, der er anlagt den 22. juli 1998, har parterne under domsforhandlingen korrigeret og præciseret deres påstande således:

X-Bank A/S

X-Bank A/S har i forhold til A påstået friholdelse af banken for ethvert beløb, banken måtte blive dømt til at betale sagsøgeren i hovedsagen, dog højst 1.905.119 kr., med tillæg af procesrente fra sagens anlæg.

X-Bank A/S har i forhold til K A/S, B, C og D påstået friholdelse af banken for ethvert beløb, banken måtte blive dømt til at betale sagsøgeren i hovedsagen med tillæg af procesrente fra sagens anlæg.

A

A har i forhold til X-Bank A/S påstået friholdelse for ethvert beløb, hun måtte blive dømt til at betale sagsøgeren i hovedsagen, dog højst 713.450 kr., med tillæg af procesrente fra sagens anlæg.

A har i forhold til advokatfirmaet P og revisionsfirmaet R A/S påstået solidarisk friholdelse for ethvert beløb, som hun måtte blive dømt til at betale sagsøgeren i hovedsagen, dog højst 713.450 kr. med tillæg af procesrente fra sagens anlæg.

A har i forhold til K A/S og B påstået solidarisk friholdelse for ethvert beløb, som hun måtte blive dømt til at betale i hovedsagen eller adcitationssagen.

Advokatfirmaet P

Advokatfirmaet har i forhold til A påstået frifindelse, subsidiært mod betaling af 475.633,34 kr. og mere subsidiært mod betaling af 713.450 kr.

Advokatfirmaet har i forhold til revisionsfirmaet R A/S påstået ligedeling med halvdelen til advokatfirmaet og halvdelen til revisionsfirmaet af det beløb, som advokatfirmaet måtte blive dømt til at betale A.

Advokatfirmaet har i forhold til K A/S, B, C og D påstået solidarisk friholdelse for ethvert beløb, som advokatfirmaet måtte blive dømt til at betale A.

Revisionsfirmaet R A/S og registreret revisor R

Revisionsfirmaet R A/S har i forhold til A nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært mod betaling af 475.633,34 kr. og mere subsidiært mod betaling af 713.450 kr.

Revisionsfirmaet har i forhold til advokatfirmaet P nedlagt påstand om fordeling med halvdelen til revisionsfirmaet og halvdelen til advokatfirmaet af det beløb, som revisionsfirmaet måtte blive dømt til at betale A.

Revisionsfirmaet og registreret revisor R har i forhold til K A/S, B, C og D påstået solidarisk friholdelse for ethvert beløb, som de måtte blive dømt til at betale under sagen.

K A/S

K A/S har i forhold til X-Bank A/S påstået frifindelse.

K A/S har i forhold til de øvrige adciterede påstået frifindelse, subsidiært solidarisk friholdelse for ethvert beløb, som selskabet måtte blive dømt til at betale til andre af de adciterede.

B

B har i forhold til X-Bank A/S påstået frifindelse.

B har i forhold til de øvrige adciterede påstået frifindelse, subsidiært solidarisk friholdelse for ethvert beløb, som han måtte blive dømt til at betale til andre af de adciterede.

C og D

C og D er udeblevet under domsforhandlingen. Disse adciterede har derfor ikke nedlagt endelige påstande under sagen.

X-Bank A/S' advokat har til brug for sagen foretaget en beregning af As likviditetsfordel ved salg af overskudsselskabet, frem til den 27. maj 1998, der er datoen for underskrift af stævningen i hovedsagen. Ved beregningen, der er foretaget på grundlag af en periodebalance pr. 19. december 1990, er der benyttet en rente på 4,125 % p.a., og der er taget udgangspunkt i en overkurs ud over egenkapitalen ved salget af selskabet på 888.245 kr. Beregningen viser, at As samlede berigelse i form af overkurs og likviditetsfordel ved salget er 1.191.669 kr. De i påstandene nævnte beløb på 713.450 kr. og 475.633,34 kr. fremkommer ved, at kravet i hovedsagen på 2.618.570 kr. er fratrukket den beregnede berigelse på 1.191.669 kr., hvorefter den "resterstatning" efter fradrag af sælgers berigelse, der derved fremkommer, er delt med henholdsvis 2 og 3. Beregningen er foretaget med udgangspunkt i de principper, som Højesteret i dom af 24. november 1999 har lagt til grund i Thranesagen (Ugeskrift for Retsvæsen 2000, side 365).

Der er mellem de under domsforhandlingen mødte parter, bortset fra adciterede B, enighed om at lægge den pågældende opgørelse til grund. B har derimod bestridt opgørelsen og i stedet fremlagt en opgørelse, der dels tager udgangspunkt i det solgte selskabs regnskab pr. 31. december 1990, dels opgør sælgers likviditetsfordel med "renters rente". Ifølge denne opgørelse udgør skattekravet excl. kontrollovstillæg 2.438.881 kr. Sælgers likviditetsfordel udgør 244.622 kr., mens skatten af investeringsfondsmidler udgør 113.650 kr., hvilket medfører en berigelse for sælger på 1.371.317 kr. Resterstatningen efter fradrag af sælgers berigelse udgør herefter 1.067.564 kr.

Sagens omstændigheder

I en skrivelse af 19. december 1990 fra "PT", skatterådgivning, ......, til B, "IE", blev F1 ApS tilbudt solgt for den bogførte egenkapital med tillæg af 817.000 kr.

Det fremgår af skrivelsen, at der igennem nogen tid havde været drøftelser mellem "PT", der via revisor R bistod A ved salget af selskabet, og "IE". Det fremgår endvidere af skrivelsen, at det beløb på 817.0,00 kr., der skulle betales ud over egenkapitalen, fremkom som 50% af eventualskatter med et tillæg på 55.000 kr. til dækning af renter af den selskabsskat, der skulle betales den 20. november 1991.

I en skrivelse af samme dato fra "IE" A/S (i det følgende benævnt "IE") ved B til advokat KL, advokatfirmaet BA, ...... (nu advokatfirmaet P), der var advokat for A i forbindelse med handlen, blev salget af F1 ApS bl.a. foreslået gennemført ved, at selskabets ejer, A, skulle overføre selskabets likvide midler på 10.654.431 kr. til X1-Bank A/S i Århus til kredit for en konto tilhørende F1 ApS. Samtidig skulle "IE" til As konto i Skjern Bank A/S overføre 9.012.745 kr. svarende til købesummen for anparterne i selskabet. I skrivelsen redegøres i øvrigt i detaljer for, hvordan "IE" ønskede de praktiske forhold i forbindelse med handlen gennemført.

Ved aftale ligeledes af 19. december 1990 solgte A F1 ApS til K1 A/S (senere K A/S). Aftalen, der er skrevet på "IE"s brevpapir, blev på købers vegne underskrevet af B. Af aftalen fremgår, at overtagelsesdagen var den 19. december 1990, at købesummen var selskabets indre værdi med tillæg på 817.000 kr., og at køberselskabet efter købesummens betaling havde den fulde rådighed over selskabet, herunder således at køberselskabet kunne træffe bestemmelse om ændring af vedtægterne og om udbytteprocent indenfor et beløb på 10.654.431 kr. med fradrag af indestående på investeringsfondskonto. Det var herudover et led i aftalen, at F1 ApS var et selskab uden aktiviteter.

I et regnskab udfærdiget af revisor R, revisionsfirmaet R A/S, ......vedrørende F1 ApS pr. 19. december 1990 fremgår, at årets resultat for perioden 1. juli 1990 til 19. december 1990 var på 3.364.618 kr. Af regnskabet fremgår endvidere, at selskabets aktiver var på i alt 10.654.431 kr., hvoraf 7.603.795 kr. var tilgodehavende for salg af aktiviteterne i virksomheden, medens 3.050.636.kr. bestod af likvide beholdninger. I regnskabet var passiverne på 10.654.431 kr. fordelt mellem en egenkapital på 3.444.618 kr., selskabsskatter på i alt 2.169.200 kr., hensættelser i form af eventualskatter på 257.650 kr., efterbeskatning af investeringsfondshenlæggelse på 31.836 kr. og et udbytte på 4.751.127 kr.

Den 20. december 1990 underskrev A som køber og sælger en købekontrakt, hvorefter alle aktiviteter, forretningsejendom, driftsmidler, varelager m.v. i F1 ApS blev overdraget til A/S G under navneændring til F1 A/S. Aftalen om salg af aktiviteterne var ifølge købekontrakten indgået den 1. december 1990. Købesummen var på i alt 10.335.484 kr., heraf kontant 7.603.795 kr.

Den 20. december 1990 blev B og revisionsfirmaet PV, valgt som henholdsvis ny direktør og ny revisor for F1 ApS.

Den 21. december 1990 anviste "IE" via sin konto nr. xxxx06-4 i X1-Bank A/S A et beløb på 9.012.745 kr. svarende til købesummen for anparterne i F1 ApS. Beløbet blev indsat på As konto nr. xxxx24-0 i Skjern Bank. Ligeledes den 21. december 1990 meddelte A gennem sin advokat køberselskabet fuldmagt til at disponere over F1 ApS, herunder bankkonti m.v. for et beløb på 10.654.431 kr. Samme dag anmodede B i henhold til fuldmagten X1-Bank A/S om, at anpartsselskabets likvide midler blev krediteret konto nr. xxxx06-4 tilhørende "IE". Investeringsfondsmidlerne skulle overføres til en nyoprettet investeringsfondskonto. Af en kontoudskrift vedrørende den nævnte konto tilhørende "IE" fremgår, at der den 21. december 1990 blev hævet et beløb på 9 millioner kr. og et beløb på 12.745 kr., i alt svarende til købesummen for anparterne i F1 ApS, hvorefter kontoen havde en negativ saldo på 8.097.706,76, kr. Af kontoudskriften fremgår endvidere, at der den samme dag blev indsat et beløb på 10.496.412 kr., hvorefter kontoen igen havde en positiv saldo.

Det indsatte beløb på 10.496.412 kr. svarer ikke helt til det beløb, der ifølge en fremlagt meddelelse om udbetaling fra Skjern Bank den 21. december 1990 var blevet overført til X1-Bank ved træk på konto nr. xxxx79-6 tilhørende F1 ApS. Dette beløb udgjorde 10.495.660,42 kr. Ingen af de nævnte beløb svarer heller helt til det beløb på 10.654.431 kr., der ifølge den nævnte balance pr. 19. december 1990 skulle udgøre selskabets aktiver. Det er ikke oplyst, hvad der er baggrunden for variationerne mellem beløbene, bortset fra at det muligvis skyldes forhold omkring investeringsfondsmidlerne og forrentning.

Af et regnskab udfærdiget og revisionspåtegnet uden forbehold af revisionsfirmaet PV for perioden 1. juli 1990 til 31. december 1990 for Anpartsselskabet F, der var F1 ApS' nye navn, fremgår, at driftsresultatet før og efter skat var på henholdsvis 4.060.020 kr. og 3.270.773 kr. Endvidere fremgår, at de samlede aktiver pr. 31. december 1996 var på 5.905.804 kr. heraf "andre tilgodehavender" 5.747.785 kr. I regnskabet er der som passiver anført følgende poster: Indskudskapital 80.000 kr., eventualskat 113.650 kr., selskabsskat 2.438.881 kr., udbytte 3.270.773 kr. og anden gæld 2.500 kr. Af regnskabet fremgår herudover, at udbyttet pr. 30. juni 1990 var på 4.751.127 kr.

Af en under domsforhandlingen fremlagt aftale mellem K1 ApS og et selskab ved navn RP ApS fremgår, at RP ApS pr. 28. december 1990 overtog F1 ApS. Aftalen er på vegne af sælger underskrevet af B den 30. december 1990. Som bilag til aftalen er fremlagt en på "IE"s brevpapir udfærdiget balance for det handlede selskab pr. 28. december 1990. Af balancen fremgår, at aktiverne var på 5.903.304 kr. i form af anfordringsindlån 5.745.285 kr. og investeringsfonds på 158.019 kr. Af balancen fremgår endvidere, at der var et overført underskud på 3.364.618 kr., eventualskatter på 257.650 kr., skyldig selskabsskat på 2.169.200 kr. og efterskat vedrørende investeringsfonds på 31.836 kr.

Formentlig i begyndelsen af 1991 meddelte Told- og Skatteregion Herning ved skrivelse med ulæselig datering til F1 ApS med kopi til "IE" tilladelse til, at F1 ApS omlagde regnskabsåret fra 1. juli - 30. juni til 1. januar - 31. december, og at skatteåret 1991/1992 omfattede perioden 1. juli 1989 til 31. december 1990.

Det fremgår af udskrift af Erhvervs- og Selskabsregisteret vedrørende det solgte selskab, F1 ApS, at selskabet i forbindelse med generalforsamlingen den 20. december 1990, hvor direktion og revisor som omtalt blev udskiftet, skiftede navn til Anpartsselskabet F. Selskabets nye adresse var ......., Århus, hvor også "IE", fra hvis konto købesummen for anparterne som nævnt blev overført til sælger, havde adresse. Den 10. januar 1991 blev vedtægterne på ny ændret. Adciterede B udtrådte af direktionen, og som ny direktør blev udpeget FB, ...., hos hvem selskabet også fik ny adresse. Revisor blev samtidig på ny skiftet ud. Den 10. marts 1991 blev vedtægterne igen ændret. FB udtrådte af direktionen, og adciterede C,..., blev udpeget som ny direktør. Selskabet fik ny adresse hos den nye direktør. Revisor blev igen skiftet ud. Den 26. marts 1991 blev vedtægterne endnu engang ændret. C udtrådte af direktionen, og adciterede D, ...., hos hvem selskabet også fik ny adresse, blev udpeget som ny direktør. Revisor blev også skiftet ud. Den 19. februar 1992 indgav Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i medfør af bestemmelsen i den dagældende anpartsselskabslovs § 86 anmodning til Sø- og Handelsretten om opløsning af selskabet. Selskabet var på dette tidspunkt fortsat registreret med adresse hos adciterede D. Efter at advokat Erik Malberg var valgt som likvidator, indgav denne konkursbegæring mod selskabet den 19. juli 1994. Den 8. august 1994 tog Sø- og Handelsretten selskabet under konkursbehandling. Advokat Erik Malberg blev i forbindelse med konkursen valgt som midlertidig bestyrer og senere som kurator. Af en opgørelse af 12. september 1994 i henhold til konkurslovens § 111 fra kurator fremgår, at konkursboet er uden aktiver.

Det fremgår af udskrift af Erhvervs- og Selskabsregisteret vedrørende køberselskabet, K1 A/S, at selskabet ved en vedtægtsændring pr. 1. december 1990, der dog på tidspunktet for erhvervelsen af anparterne i F1 ApS endnu ikke var blevet registreret, var blevet omdannet til et anpartsselskab. Direktør i selskabet var adciterede B, der også var medlem af bestyrelsen. Ved en vedtægtsændring den 5. april 1991 ændrede selskabet navn til K Leasing ApS. Samtidig blev selskabets bestyrelse, direktion og revisor skiftet ud, og selskabet fik ny adresse. Den 21. juni 1993 blev selskabet på ny omdannet til aktieselskab, og den 20. juni 1994 skiftede selskabet navn til K A/S, der er adciteret under denne sag. Ifølge regnskabsoplysninger fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen havde K A/S pr. 31. marts 1996 en egenkapital på 574.694 kr. Årets resultat ifølge resultatopgørelse for perioden 1. juli 1997 til 30. juni 1998 udgjorde 7.810.040 kr., og egenkapitalen pr. 30. juni 1998 udgjorde 9.512.312 kr.

Det fremgår af en skrivelse af 6. januar 1993, som adciterede B har fremlagt under domsforhandlingen, at likvidator (kurator) ved skrivelse af 20. november 1992 rettede henvendelse til B med anmodning om oplysninger om bl.a. Anpartsselskabet F (tidligere F1 ApS). B besvarede henvendelsen ved den nævnte skrivelse af 6. januar 1993.

Der er i forbindelse med sagen afgivet erklæringer om suspension af forældelse og passivitet. I hovedsagen har sagsøgte A afgivet erklæring af 13. december 1995, mens sagsøgte X-Bank A/S har afgivet erklæring af 15. december 1995. Forinden A afgav sin suspensionserklæring, havde hendes daværende advokat rettet henvendelse til bl.a. de senere adciterede, advokatfirmaet BA (nu advokatfirmaet P) og revisionsfirmaet R A/S, med henblik på at opnå de pågældendes erklæringer om suspension af forældelse og passivitet. Adciterede K A/S har på foranledning af en henvendelse af 28. april 1999 fra sagsøgeren afgivet suspensionserklæring af 9. juni 1999.

Told- og Skattestyrelsen har i en skrivelse af 15. oktober 1996 til Advokatfirmaet Mazanti-Andersen, Korsø Jensen & Partnere generelt udtalt sig om, hvilke skridt der af myndighederne tages over for købere og disse rådgivere i selskabstømmersager. Det fremgår bl.a af skrivelsen, at Told- og Skattestyrelsen for så vidt angår indtaling af erstatningskrav i den civile retsplejes former har anlagt den strategi, at et eventuelt erstatningskrav rejses overfor sælger af kapitalandelene og eventuelt den involverede køberbank. Styrelsen erindrer i den forbindelse om, at hvis flere er erstatningsansvarlige for den samme skade, og dermed hæfter solidarisk, kan skadelidte kræve hele erstatningsbeløbet hos hvem af skadevolderne, han vil. Det indbyrdes regresforhold, herunder de forskellige skyldgrader, mellem flere skadevoldere er derved ifølge skrivelsen skadelidte uvedkommende.

A har forklaret, at hun etablerede virksomheden F1 i 1976. I begyndelsen handlede hun med sten og mineraler, men efterhånden udviklede virksomheden sig til en engrosvirksomhed med et bredere varesortiment. Hun er direktør for virksomheden, der har 18-20 ansatte. Hun beskæftiger sig hovedsageligt med den købmandsmæssige side af driften, da hun ikke har interesse for regnskabsarbejde. For mange år siden førte hun dog kassebog. Det var revisor R, der foreslog salg af anparterne i F1 ApS. Hun kendte ikke køberen af selskabet eller advokatfirmaet BA. Hun underskrev salgsaftalen hos advokatfirmaet. Hun husker ikke, om aftalen forinden blev gennemgået. R fortalte hende, at det var første gang, han var med til at sælge et overskudsselskab. Hun satte ikke spørgsmålstegn ved fremgangsmåden, idet hun havde fuld tillid til R. Revisionsfirmaet og advokatfirmaet fik fuldmagt til at gennemføre handlen på hendes vegne.

Registreret revisor R har forklaret, at han har drevet selvstændig virksomhed som revisor siden 1971. Han havde i 1990 ikke tidligere været med til at sælge overskudsselskaber. Før salget af anparterne i F1 ApS havde han i nogen tid talt med A om at anskaffe et nyt driftsselskab for at frigøre nogle midler fra virksomheden. Fra tidligere kendte han overfladisk B. Han kontaktede B i slutningen af 1990 med henblik på køb af et underskudsselskab. Formålet med henvendelsen var først og fremmest at undgå besværet med at skulle stifte et nyt selskab. B fortalte, at F1 ApS kunne sælges som overskudsselskab, og at der var flere virksomheder, der var interesseret i at købe overskudsselskaber. B oplyste, at virksomheden "PT" rådgav om de skattemæssige spørgsmål ved salg af overskudsselskaber. A underskrev salgsaftalen vedrørende F1 ApS på advokat BAs kontor. Han husker ikke, om kontrakten først blev gennemgået, og om der blev talt om, hvordan selskabet kunne sælges til overkurs.

B har forklaret, at køberselskabet K1 ApS i 1990 indgik i en koncern, hvor "IE" A/S var moderselskab. "IE" var ejet af S ApS med 80%. Han var selv ejer af 15% af selskabet, medens hans sekretær var ejer af de resterende 5%. "IE" var oprindeligt et datterselskab af Z-bank, der i 1988 eller 1989 fusionerede med X1-Bank A/S. K1 var et underskudsselskab, og formålet med købet af F1 ApS var at udnytte muligheden for at opnå skattegodtgørelse i størrelsesordenen 10 millioner kr. Han husker ikke, om han talte med revisor R i forbindelse med handlen, men han havde nogle drøftelser om skattegodtgørelsesspørgsmålet med JA fra "PT". Han sendte et paradigma til overdragelsesaftale til advokatfirmaet BA. "IE" havde X1-Bank som pengeinstitut. Der var et meget nært forhold til banken. "IE" og K1 havde sammen med de øvrige selskaber i koncernen fælles bankkonto i X1-Bank. Formålet hermed var at spare renteudgifter. Det var endvidere "IE", der finansierede datterselskabets aktiviteter. Egenkapitalen i den samlede koncern var på ca. 3 millioner kr. Købet af F1 ApS blev hovedsageligt finansieret ved et bevilget overtræk. Beløbet på 10.495.660 kr., der den 21. december 1990 blev overført fra Skjern Bank til X1-Bank, har ikke umiddelbar forbindelse med det beløb på 10.496.412 kr., som samme dag blev indsat på "IE"s konto i X1-Bank. Beløbet fra Skjern Bank, der udgjorde det solgte selskabs likvide midler, blev således i første omgang sat ind på en ny konto for det solgte selskab i X1-Bank. I regnskabet pr. 31. december 1990 for Anpartsselskabet F er der afsat et udbytte pr. 30. juni 1990 på 4.751.127 kr. K1 kunne som følge af sit regnskabsår ikke selv udnytte det købte selskab til at opnå den skattegodtgørelse, der var formålet med erhvervelsen, og selskabet blev derfor pr. 28. december 1990 solgt videre til RP ApS, der som følge af et andet regnskabsår kunne få skattegodtgørelse. Der var udelukkende tale om et forretningsmæssigt forhold til RP ApS og dette selskabs direktør FB. FB afløste ham som direktør for det solgte selskab. Han kender ikke de senere direktører C og D. I foråret 1991 blev K1 solgt som underskudsselskab til K A/S. I 1993 modtog han en forespørgsel fra kurators kontor om Anpartsselskabet F. Han sendte sine papirer om selskabet til kurator, og han er derfor ikke længere i besiddelse af andre dokumenter om selskabet end de bilag, han har fremlagt under sagen.

Balancen pr. 28. december 1990, der er et bilag til aftalen med RP ApS, viser de reelle tal for selskabet. Han formoder, at aktivbeholdningen på 5.903.304 kr. svarer til omsætningsaktiverne på 5.905.804 kr. i regnskabet pr. 31. december 1990 med fradrag af "anden gæld på 2.500 kr". Han er dømt for selskabstømning, men ikke vedrørende Anpartsselskabet F ApS.

Advokat KL har forklaret, at han i 1990 var ansat som advokat i advokatfirmaet BA. I advokat KPs ferie fik han overdraget opgaven vedrørende salg af F1 ApS. Han husker ikke meget om sagen, som han betragtede som en ren ekspeditionssag. Af sagens papirer og notater kan han se, at det var tanken at overflytte alle aktiviteter til et nyt selskab og herefter sælge anpartsselskabet. Han husker, at han på et tidspunkt talte med en person ved navn JA fra "PT" i ....... Han undersøgte ikke nærmere, hvem køber var, og han fik i forbindelse med sagen ikke mistanke om, at der var noget galt.

Procedure

Hovedsagen

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand i forhold til sagsøgte A gjort gældende, at salget af F1 ApS skete til overpris i forhold til likvidation af selskabet. Sagsøgte og hendes rådgivere var bekendt med, at baggrunden for, at køberen ville betale en merpris, var, at køberen ville forsøge at udskyde eller eliminere skatten. De måtte derfor indse, at salget ikke var en normal forretningsmæssig disposition. Sagsøgte udsatte herved og som følge af den måde, hvorpå salget blev gennemført, skattevæsenet for risiko for tab, og der er fast retspraksis for, at en sælger af et selskab i denne situation er erstatningsansvarlig i forhold til selskabets kreditorer.

Sagsøgeren har i forhold til sagsøgte X-Bank A/S gjort gældende, at banken vidste eller burde have indset, at den medvirkede til selskabstømning, og at banken derfor ifølge fast retspraksis er erstatningsansvarlig overfor selskabets kreditorer.

Sagsøgeren har i forhold til begge de sagsøgte gjort gældende, at skattevæsenet har lidt et tab på 2.618.570 kr., uanset om kravet kunne være gjort gældende mod køberselskabet K A/S. Det følger af almindelige obligationsretlige regler, at en kreditor frit kan vælge at gøre sit krav gældende mod en eller flere skyldnere, der hæfter på lige fod. Dette gælder også i en situation, hvor ansvarsgrundlaget for en af skyldnerne er tungere end for de øvrige skyldnere. Det er derfor uden betydning for sagen, om K A/S eventuelt måtte hæfte for skattekravet efter de objektive regler i anpartsselskabslovens § 84, stk. 4 og 5. Heller ikke hovedskyldslæren kan føre til andet resultat. Det afgørende er, at de sagsøgte begge har pådraget sig et selvstændigt erstatningsansvar. Efter de indtil nu afgjorte selskabstømmersager er der ikke holdepunkter for at antage, at det er en forudsætning for at gøre krav gældende mod de sagsøgte, at tilbageføring fra køberselskabet er udelukket. Det bestrides, at der fra konkursboets side er udvist uagtsomhed, passivitet eller andet forhold, som kan føre til, at erstatningskravet er bortfaldet.

De sagsøgte har begge erkendt, at de efter Højesterets dom i Thranesagen som udgangspunkt er erstatningsansvarlige i forhold til sagsøgeren. De sagsøgte har imidlertid gjort gældende, at erstatningsansvaret er bortfaldet af følgende grunde: Efter konkurslovens § 110, stk. 1 (tidligere § 115, stk. 1) skal kurator et konkursbo varetage boets interesser, herunder sikre boets aktiver og foretage fornødent skridt til værn mod uberettigede dispositioner. Allerede i 1993 fik advokat Erik Malberg som likvidator kendskab til, at der var sket selskabstømning. Alligevel foretog han sig intet i forhold til køberselskabet K A/S før den henvendelse af 28. april 1999, der førte til suspensionserklæringen af 9. juni 1999. Kurator har derfor ikke begrænset sagsøgerens tab. Sagsøgerens krav mod de sagsøgte er derfor bortfaldet som følge af kurators ansvarspådragende adfærd, manglende tabsbegrænsning og egen skyld. Det fremgår i øvrigt af anpartsselskabslovens § 84, stk. 4 og 5, at køberselskabet har en objektiv tilbageføringspligt vedrørende skattekravet. Efter hovedskyldslæren skal sagsøgeren derfor gøre sit krav gældende mod køberselskabet, hvis ansvar hviler på et tungere grundlag end de sagsøgtes. Det bestrides endvidere, at sagsøgeren overhovedet har lidt noget tab, før et tilbagebetalingskrav er søgt gennemført mod køberselskabet.

Mellem X-Bank A/S og A er der i det indbyrdes forhold enighed om, at et eventuelt krav i hovedsagen skal fordeles således, at A skal betale 1.905.119 kr. - svarende til berigelsen på 1.191.669 kr. samt halvdelen af sagsøgerens restkrav - og at X-Bank A/S skal betale 713.450 kr.

Adcitationssagen

X-Bank A/S

X-Bank A/S har i forhold til B og K A/S gjort gældende, at bankens regreskrav ikke er forældet eller bortfaldet ved passivitet. Regreskravet er undergivet 5 års forældelsesfrist, der regnes fra det tidspunkt, hvor kravet i hovedsagen blev rejst mod banken, jf. Østre Landsrets kendelse af 10. december 1998 i sag nr. B-3528-95. Banken har ikke udvist retsfortabende passivitet, da B og K A/S ikke har haft føje til at antage, at et regreskrav var opgivet. Størrelsesmæssigt skal regreskravet opgøres i overensstemmelse med den fremlagte opgørelse, der er udarbejdet efter de principper, som Højesteret har lagt til grund i Thranesagen. Det bestrides, at den alternative opgørelse, som Bs advokat har udarbejdet, kan lægges til grund, da denne bl.a. tager udgangspunkt i et regnskab, der er udarbejdet på købersiden.

X-Bank A/S har i forhold til B yderligere gjort gældende, at købesummen for overskudsselskabet blev tilvejebragt ved selvfinansiering, idet selskabets midler blev indsat på "IE"s bankkonto. Som direktør for køberselskabet og "IE" var det B, der planlagde og gennemførte selvfinansieringen, jf. den i sagen foreliggende korrespondance. Det følger af Vestre Landsrets dom af 5. februar 2001 i sag nr. B-0896-97, at B i denne situation er erstatningsansvarlig i forhold til banken og tilbageføringspligtig i medfør af anpartsselskabslovens § 84, stk. 4 og 5. Subsidiært er B erstatningsansvarlig efter en almindelig culpanorm.

X-Bank A/S har i forhold til K A/S yderligere gjort gældende, at selskabet har tilbageføringspligt efter anpartsselskabslovens § 84, stk 5. Subsidiært hæfter selskabet for de ansvarspådragende dispositioner, som B traf som direktør for selskabet. Det kan ikke tillægges betydning, at de nuværende ejere af selskabet ikke havde noget med selskabstømningen at gøre.

X-Bank A/S har i forhold til C og D gjort gældende, at disse adciterede er udeblevet, hvorfor der skal afsiges dom i overensstemmelse med den nedlagte påstand. Påstanden er begrundet, idet de adciterede har tilbageføringspligt efter anpartsselskabslovens § 84, stk. 4 og 5. Subsidiært er de adciterede erstatningsansvarlige for bankens tab efter en culpanorm, da de adciterede har opretholdt den ulovlige tilstand og intet gjort for, at selskabets skatter blev betalt. Efter erstatningsansvarslovens § 25, stk. 1, skal banken derfor friholdes af de adciterede, da de i det indbyrdes forhold til banken er nærmest til at bære tabet.

A

A har i forhold til advokatfirmaet P samt revisionsfirmaet R A/S gjort gældende, at hun ikke burde have indset, at selskabet blev erhvervet ved selvfinansiering, og at hun derfor i det påståede omfang skal friholdes af sine rådgivere efter principperne i Thranedommen.

A har i forhold til B og K A/S tilsluttet sig de anbringender, som X-Bank A/S har gjort gældende. A har særligt gjort gældende, at tilbageføringskrav efter anpartsselskabslovens § 84, stk. 4, er undergivet 20 års forældelsesfrist, og at aftalen vedrørende salg af anpartsselskabet var en lovlig aftale. Hun har derfor også krav på friholdelse for det beløb på 1.191.669 kr., der var hendes fortjeneste ved salget.

Advokatfirmaet P

Advokatfirmaet har i forhold til A gjort gældende, at rådgivningen i forbindelse med salget af anpartsselskabet ikke var ufuldstændig eller mangelfuld på en måde, der kan begrunde noget erstatningsansvar. Advokatfirmaet havde således hverken pligt eller anledning til at undersøge køberselskabets forhold nærmere, og advokatfirmaet burde heller ikke have indset, at selskabet blev erhvervet ved selvfinansiering. I anden række har advokatfirmaet gjort gældende, at A har drevet selvstændig forretning i mange år, og at hun derfor ikke var uden forudsætninger for at bedømme køberselskabets motiver til handlen. Et eventuelt regresansvar bør derfor ikke overstige 475.633,34 kr., således at A selv bærer 2/3 og hendes rådgivere ialt 1/3 af det krav i hovedsagen, som ligger ud over As berigelse, jf. erstatningsansvarslovens § 25, stk. 1. I tredje række har advokatfirmaet anerkendt, at et regreskrav skal fordeles efter principperne i Thranesagen, således at advokatfirmaet og revisionsfirmaet til A skal betale i alt 713.450 kr. svarende til 1/2 af kravet i hovedsagen ud over berigelsen.

Advokatfirmaet har i forhold til B, K A/S, C og D gjort de samme anbringender gældende som X-Bank A/S.

Revisionsfirmaet R A/S og registreret revisor R

Revisionsfirmaet R A/S har i forhold til A gjort de samme anbringender gældende som advokatfirmaet P.

Revisionsfirmaet og registreret revisor R har i forhold til B, K A/S, C og D gjort de samme anbringender gældende som X-Bank A/S.

K A/S

K A/S har i forhold til X-Bank A/S gjort gældende, at bankens regreskrav er forældet efter 1908-loven om forældelse, da banken allerede ved salget af det konkursramte selskab vidste eller burde have indset, at den medvirkede ved selskabstømning. Subsidiært er forældelse indtrådt 5 år efter den 13. oktober 1992, hvor selskabet trådte i likvidation. Banken har herudover udvist passivitet, idet banken ikke reagerede overfor K A/S, selv om Kammeradvokaten allerede i 1995 varslede et krav overfor banken.

K A/S har endvidere gjort gældende, at der ikke er noget ansvarsgrundlag for selskabet, da følgende må lægges til grund:

at det reelle køberselskab var "IE", hvilket klart fremgår af den førte korrespondance og de skete bankoverførsler,

at det selskab, der nu hedder K A/S, blev anvendt som stråmand i forbindelse med handlen, og at erhververne af anparterne i selskabet ikke havde kendskab til, at der var sket selskabstømning,

at anpartsselskabslovens § 84, stk. 4, ikke kan anvendes overfor K A/S, da midlerne i det konkursramte selskab blev indsat på en bankkonto tilhørende "IE",

at anpartsselskabslovens § 84, stk. 5, heller ikke kan anvendes overfor K A/S, da selskabet hverken har truffet eller opretholdt de ulovlige dispositioner, og

at der ikke er identitet mellem B og K A/S for de dispositioner, som B foretog uden K A/S' viden. Bs handlinger var ulovlige og blev foretaget på egen hånd, og der må være vandtætte skodder mellem B og selskabet som mellem andre juridiske personer. Det bestrides endvidere, at F1 ApS blev tømt for midler, mens det selskab, der nu hedder K A/S, ejede det. De regnskabsoplysninger, der af B er fremlagt under sagen, synes at vise, at selskabet fortsat havde midler til at betale sine skatter, da det blev videresolgt. Den, der vil bestride et revideret regnskab som det fremlagte, har bevisbyrden. X-Bank har i øvrigt ikke opfyldt provokationen i adcitationssvarskriftet om at dokumentere selskabets videre skæbne efter salget, hvilket må komme banken bevismæssigt til skade.

K A/S har i forhold til de øvrige adciterede anført, at et eventuelt krav fra X-Bank A/S skal fordeles mellem de adciterede efter erstatningsansvarslovens § 25, stk. 1, således at K A/S, der har været i god tro, skal friholdes. I forhold til A er særligt anført, at salget af anpartsselskabet ikke var en normal forretningsmæssig disposition, og at det vil være i strid med almindelige berigelsessynspunkter, hvis A ikke skal fralægge sig berigelsen ved salget. Det bestrides, at aftalen af 19. december 1990 mellem A og det selskab, der nu hedder K A/S, om salget af anparterne i F1 ApS kan danne grundlag for et erstatningskrav, idet aftalen jo blev opfyldt. Dertil kommer, at Bs ulovlige dispositioner overhovedet kun var mulige, fordi A havde forsynet ham med en fuldmagt til at råde over selskabet. Så kan hun ikke nu kræve erstatning af K A/S. I øvrigt må As krav anses for forældet eller i hvert fald bortfaldet ved passivitet. Det må herved tages i betragtning, at det først var i forbindelse med fremkomsten af As påstandsdokument, at det overhovedet blev klart, at hun nedlagde påstand over for K A/S. I forhold til advokatfirmaet P, revisor R og revisionsfirmaet R A/S er særligt anført, at disse adciterede reelt gennemførte handlen på sælgersiden, og at sælgers rådgivere i den foreliggende situation hæfter i samme omfang som sælger selv. I forhold til de øvrige adciterede er anført, at der efter culpareglen er et direkte hæftelsesansvar i forhold til K A/S.

B

B har i forhold til adcitanten gjort de samme anbringender gældende om forældelse og passivitet som anført af K A/S.

B har endvidere anført, at kravet i hovedsagen og dermed også det afledede krav mod ham må anses for bortfaldet ved passivitet, og at det ikke kan komme ham til skade, at der ikke er gjort passivitetssynspunkter gældende i hovedsagen. Med hensyn til X-Bank A/S har banken på baggrund af opfordringerne til selv at sørge for suspension af forældelse og passivitet over for eventuelle tredjemænd, der er indeholdt i den suspensionserklæring, som banken underskrev den 15. december 1995, og i skrivelsen af 15. oktober 1996 fra Told- og Skattestyrelsen, haft særlig anleding til langt tidligere at rejse sit krav over for ham. Undladelsen at gøre dette må medføre, at kravet nu er bortfaldet. Med hensyn til A har hun via sin tidligere advokat sørget for afbrydelse af forældelse og passivitet i forhold til nogle af de adciterede, men ikke i forhold til ham. Når dertil kommer, at A på baggrund af hans processkrifter må have indset, at han gik ud fra, at hun ikke rejste krav mod ham, hvilket først udtrykkeligt er sket i påstandsdokumentet, må det bevirke, at også hendes krav nu er bortfaldet.

I forhold til adcitanten og de øvrige adciterede har B yderligere gjort gældende:

at købet af overskudsselskabet skete med det lovlige formål at opnå skattegodtgørelse, og at købet derfor var en sædvanlig forretningsmæssig disposition,

at der ved købet ikke skete selvfinansiering, da det må lægges til grund, at selskabets midler blev indsat på en selvstændig konto tilhørende selskabet, og at der derfor ikke er nogen sammenhæng mellem selskabets aktiver pr. 21. december 1990 på 10.495.660 kr. og det beløb på 10.496.412 kr., der samme dag blev indsat på "IE"s bankkonto,

at det fremgår af det revisorgodkendte regnskab pr. 31. december 1990, at selskabets midler var intakte, og at der derfor er sket tilbageføring, selv om der måtte statueres selvfinansiering,

at regnskabet ligeledes dokumenterer, at der ikke skete selskabstømning før på et tidspunkt efter videresalget til RP ApS,

at der i øvrigt ikke er godtgjort noget ansvarsgrundlag, idet B alene har optrådt på vegne af køberselskabet, og der er ikke grundlag for hæftelsesgennembrud.

B har herudover anført, at kravet i adcitationssagen størrelsesmæssigt er udokumenteret, herunder at det er uden betydning for adcitationssagen, at kravet i hovedsagen beløbsmæssigt er anerkendt af de sagsøgte. Et eventuelt krav i sagen skal derfor opgøres med udgangspunkt i det reviderede regnskab pr. 31. december 1990. A skal fralægge sig sin fulde berigelse, og opgørelsen af hendes fortjeneste ved salget skal derfor i modsætning til i den af X-Banks advokat fremlagt opgørelse beregnes med renters rente.

Vedrørende den indbyrdes fordeling har B gjort gældende, at X-Bank har medvirket ved handlen og derfor må bære sin del af ansvaret. Det må også komme banken til skade, at man ikke har søgt at inddrage FB og RP ApS. Med hensyn til advokat- og revisionsfirmaerne har de som professionelle rådgivere været nærmere end B til at indse, at arrangementet måske ikke var lovligt, og der er derfor ingen grund til, at han skal friholde dem. Der må ved fordelingen af et eventuelt krav også tages hensyn til, at flere af de adciterede er dækket af forsikringer, jf. erstatningansvarslovens § 25, stk. 2.

Landsrettens begrundelse og resultat

Hovedsagen

Det lægges som ubestridt til grund, at købet af selskabet blev finansieret af selskabets egne midler, hvorved forbudet i den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 2, nu anpartsselskabslovens § 49, stk. 2, blev overtrådt, og at de sagsøgte burde have indset dette.

Spørgsmålet er, herefter, om der foreligger sådanne omstændigheder, at sagsøgeren alligevel ikke kan gennemføre et erstatningskrav mod de sagsøgte.

Det er ubestridt, at konkursboet er uden midler som følge af selskabstømning. Skattevæsenet har derfor lidt et tab svarende til den ikke betalte skat, uanset om kravet også måtte kunne gennemføres mod køberselskabet K A/S.

Hvis flere er erstatningsansvarlige over for en skadelidt for samme skade, er det hovedreglen, at de erstatningsansvarlige hæfter solidarisk i forhold til skadelidte. Den solidariske hæftelse må normalt antages at gælde, uanset om de erstatningsansvarlige hæfter på forskelligt grundlag. De sagsøgte har erkendt, at de har udvist culpa, og deres deltagelse i selskabshandlen har været en forudsætning for den skete selvfinansiering og selskabstømning. Sagsøgeren kan derfor gøre sit krav gældende mod de sagsøgte, uanset om der måtte påhvile køberselskabet tilbageføringspligt på objektivt grundlag efter den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 4 og 5, nu anpartsselskabslovens § 49, stk. 4 og 5.

Bestemmelsen i konkurslovens § 110, stk. 1, om kurators pligt til at sikre boets aktiver m.v. er en regel, der tager sigte på at sikre fyldestgørelse af konkursboets kreditorer. Der er ikke grundlag for at fastslå, at kurator har tilsidesat denne bestemmelse, eller at en eventuel tilsidesættelse i øvrigt ville have betydning for muligheden for at gennemføre det rejste krav mod de sagsøgte.

Da der heller ikke efter det af de sagsøgte i øvrigt anførte er grundlag for at anse sagsøgerens krav for bortfaldet, tager landsretten sagsøgerens påstand til følge.

Adcitationssagen

Der er i et tilfælde som det foreliggende, hvor adcitanten i forhold til sagsøgeren har afgivet en erklæring om suspension og forældelse m.v., i hvert fald ikke grundlag for at regne fristen for forældelse af det afledede krav i adcitationssagen fra noget tidligere tidspunkt end datoen for suspensionserklæringen. Da suspensionserklæringen er afgivet den 15. december 1995 og adcitionssagen anlagt den 22. juli 1998, er kravet ikke forældet.

For så vidt angår de adciteredes passivitetsindsigelser bemærkes, at et krav som det foreliggende kun kan antages at bortfalde på grund af passivitet, hvis der foreligger særlige omstændigheder, navnlig i form af tilkendegivelser eller undladelser fra adcitantens side, der af de adciterede kunne opfattes som en afståelse fra at gøre kravet gældende. Sådanne særlige forhold eller omstændigheder foreligger imidlertid ikke i den foreliggende sag, heller ikke i forhold til B, selv om denne ikke blev varslet om et muligt krav ved opfordring til at underskrive en suspensionserklæring. Bankens krav er derfor ikke bortfaldet ved passivitet.

De adciterede K A/S og B har på grundlag af et regnskab pr. 31. december 1990, underskrevet af B, bestridt størrelsen af det opgjorte skattekrav. Regnskabet blev udfærdiget i forbindelse med videresalg af selskabet. Uanset at regnskabet er revisionspåtegnet uden forbehold, kan det under de foreliggende omstændigheder ikke lægges til grund for opgørelsen af skattekravet. Herefter og da der ikke er grundlag for at beregne As berigelse ved salget på anden måde end sket i den af X-Banks advokat fremlagte opgørelse, lægges denne opgørelse i det hele til grund.

Forholdet mellem X-Bank A/S og B i øvrigt

Købet af overskudsselskabet var ikke en sædvanlig forretningsmæssig disposition, bl.a. fordi der blev ydet en betydelig overpris i forhold til selskabets egenkapital. Bs forklaring om, at anpartsselskabets midler blev indsat på en ny konto tilhørende selskabet, er ikke støttet af andre oplysninger i sagen, og mod forklaringen taler den omstændighed, at der den 21. december 1990 - der også var den dag, hvor B anmodede X1-Bank A/S om at overføre overskudsselskabets midler til "IE" - blev indsat et beløb på 10.496.412 kr. på "IE"s bankkonto, hvilket beløb i realiteten svarede til overskudsselskabets midler på 10.495.660 kr. Under hensyn hertil og i betragtning af den nære forbindelse, der var mellem køberselskabet og Erhvervinstituttet - der havde samme ledelse og fælles bankkonto - er det bevist, at købet fandt sted ved selvfinansiering.

B fratrådte ifølge udskriften fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen som direktør for Anpartsselskabet F den 10. januar 1991. Føromtalte regnskab pr. 31. december 1990, hvoraf fremgår, at der var aktiver for 5.905.804 kr., beviser derfor ikke, at der ved Bs fratrædelse var midler i selskabet. I den foreliggende situation, hvor selskabet blev erhvervet ved selvfinansiering, og hvor købet af selskabet ikke var sædvanligt forretningsmæssigt begrundet, påhviler bevisbyrden for selskabets solvens ved videresalget B. B har ikke løftet denne bevisbyrde. Det må herefter lægges til grund, at B har deltaget i selskabstømning, og allerede derfor, og idet han ikke kan dække sig bag blot at have været direktør for køberselskabet, er han erstatningsansvarlig efter en culpabedømmelse. Da B også må betragtes som den person, der tilrettelagde og udførte eller i hvert fald muliggjorde tømningen af selskabet, skal han i medfør af erstatningsansvarslovens § 25, stk. 1, friholde banken i det indbyrdes forhold.

Forholdet mellem X-Bank A/S og K A/S i øvrigt

I perioden fra den 1. december 1990 til den 5. april 1991 var B medlem af bestyrelsen og direktør for køberselskabet K1 af 2.10.1990 A/S, nu adciterede K A/S. Da de ulovlige dispositioner i forbindelse med erhvervelsen af overskudsselskabet blev truffet af B som tegningsberettiget direktør for køberselskabet, hæfter også køberselskabet, nu K A/S, for hans ulovlige dispositioner. Der er ikke grundlag for at fastslå, at B handlede på egen hånd på en sådan måde, at selskabet er fri for ansvar. Den omstændighed, at der mellem adciterede og "IE" ikke var en reel adskillelse af økonomien, kan heller ikke begrunde andet resultat. K A/S skal derfor solidarisk med B friholde X-Bank A/S.

Forholdet mellem adcitanten X-Bank A/S og de adciterede C og D

De adciterede er begge udeblevet under domsforhandlingen, og adcitantens krav er begrundet i sagsfremstillingen og det i øvrigt fremkomne. C og D skal derfor solidarisk med de adciterede B og K A/S friholde adcitanten i det indbyrdes forhold, jf. retsplejelovens § 362, jf. § 360, stk. 3.

Forholdet mellem A på den ene side og advokatfirmaet P og revisionsfirmaet R A/S på den anden side

Advokatfirmaet og revisionsfirmaet havde kendskab til, at salget af overskudsselskabet skete til overpris, at købet af selskabet var skattemæssigt begrundet, og at det var en forudsætning for køberen af selskabet, at der skete samtidig udveksling af købesummen og selskabets midler. På denne baggrund og efter størrelsen af selskabets egenkapital og de skyldige samt latente skatter burde advokatfirmaet og revisionsfirmaet have indset, at der var nærliggende risiko for selvfinansiering og dermed en forøget risiko for tab for skattevæsenet. Alligevel undersøgte advokatfirmaet og revisionsfirmaet ikke nærmere køberselskabets forhold eller betingede sig sikkerhedsstillelse for skattegælden. De er derfor erstatningsansvarlige i forhold til A.

Uanset at A i mange år har drevet selvstændig virksomhed, er der ikke grundlag for at tilsidesætte hendes forklaring om, at hun var uden forudsætninger for at bedømme det forsvarlige ved handlen i forhold til anpartsselskabslovens forbud mod selvfinansiering og i forhold til risikoen for tab for skattevæsenet. Hun måtte derfor opfatte situationen således, at hendes professionelle rådgivere sagde god for lovligheden af salget. A skal derfor friholdes efter sin påstand, jf. erstatningsansvarslovens § 25, stk. 1.

Forholdet mellem A på den ene side og B og K A/S på den anden side

Med den begrundelse, der er anført ovenfor i forholdet mellem X-Bank A/S, B og K A/S, findes B og K A/S også solidarisk erstatningsansvarlige i forhold til A. Dog findes opgørelsen mellem disse parter at burde ske således, at A, der indlod sig i et risikobetonet salg for derved at opnå en overkurs i forhold til egenkapitalen, skal fralægge sig den berigelse, hun opnåede ved salget som følge af overkursen.

Forholdet mellem advokatfirmaet P, revisionsfirmaet R A/S og registreret revisor R på den ene side og B, K A/S, C og D på den anden side:

Efter sagens oplysninger er der ikke grundlag for at antage, at advokatfirmaet, revisionsfirmaet og registreret revisor R har pådraget sig ansvar ud over en uagtsomhedsnorm. Som anført ovenfor må det antages, at B var den person, der planlagde og udførte eller i hvert fald muliggjorde tømning af overskudsselskabet. Det er ovenfor endvidere lagt til grund, at ansvarsgrundlaget for K A/S, C og D rækker ud over en uagtsomhedsnorm. Efter den indbyrdes skyldgrad skal advokatfirmaet, revisionsfirmaet og registreret revisor R derfor friholdes af de 4 øvrige adciterede.

Forholdet mellem K A/S og B samt forholdet til C og D

Aftalerne vedrørende køb og videresalg af overskudsselskabet er underskrevet af B. B var samtidig den person, som gennem selskabet "IE" tilrettelagde handlerne, og som i øvrigt disponerede over overskudsselskabets midler. Der er ikke holdepunkter for at antage, at B i forbindelse med videresalg af køberselskabet K1 A/S - nu K A/S - gav oplysninger om, at der var sket selskabstømning. B skal derfor friholde K A/S under sagen.

C og D er begge udeblevet under domsforhandlingen, og kravet fra K A/S er begrundet i sagsfremstillingen og det i øvrigt fremkomne. C og D skal derfor solidarisk friholde K A/S i det indbyrdes forhold, jf. retsplejelovens § 362, jf § 360, stk. 3.

Bs friholdsespåstand i forhold til C og D findes ikke begrundet i sagsfremstillingen og det i øvrigt fremkomne, og friholdelsespåstanden tages derfor ikke til følge, jf. retsplejelovens § 362 og 360, stk. 3.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t

De sagsøgte, A og X-Bank A/S, skal solidarisk til sagsøgeren, Anpartsselskabet F ved kurator, advokat Erik Malberg, betale 2.618.570 kr. med tillæg af procesrente for så vidt angår A fra den 19. januar 1998 og for så vidt angår X-Bank A/S fra den 29. maj 1998, til betaling sker. I det indbyrdes forhold bærer A 1.905.119 kr. og X-Bank A/S 713.450 kr. med procesrenter som anført.

De adciterede K A/S, B, C og D skal solidarisk friholde adcitanten X-Bank A/S for, hvad banken er dømt til at betale til konkursboet, med procesrente fra den 29. maj 1998, til betaling sker. I det indbyrdes forhold mellem de nævnte skal K A/S solidarisk friholdes af de øvrige adciterede.

K A/S og B skal solidarisk friholde A for, hvad hun er dømt til at betale til konkursboet indtil et beløb på 1.426.900 kr. med procesrente som anført. I det indbyrdes forhold skal K A/S friholdes af B.

Advokatfirmaet P og revisionsfirmaet R A/S skal solidarisk friholde A for, hvad hun er dømt til at betale til konkursboet indtil et beløb på 713.450 kr. med procesrente som anført. I det indbyrdes forhold bærer advokatfirmaet og revisionsfirmaet hver halvdelen heraf.

K A/S, B, C og D skal solidarisk friholde advokatfirmaet P og revisionsfirmaet R A/S for det beløb på 713.450 kr. med procesrente, hvormed advokatfirmaet og revisionsfirmaet skal friholde A. I det indbyrdes forhold skal K A/S solidarisk friholdes af B, C og D.

I sagsomkostninger i hovedsagen skal A og X-Bank A/S solidarisk til sagsøgeren betale 140.000 kr. I det indbyrdes forhold skal A bære 100.000 kr. heraf, mens X-Bank A/S skal bære 40.000 kr.

I adcitationssagen skal K A/S, B, C og D solidarisk til X-Bank A/S i sagsomkostninger betale 45.000 kr. samt friholde banken for det beløb, som banken skal betale i sagsomkostninger til sagsøgeren i hovedsagen. I det indbyrdes forhold skal B, C og D i det hele solidarisk friholde K A/S.

K A/S og B skal solidarisk til A betale 45.000 kr. i sagsomkostninger samt friholde hende for 30.000 kr. af det beløb, som hun skal betale i sagsomkostninger i hovedsagen. I det indbyrdes forhold skal B i det hele friholde K A/S.

K A/S, B, C og D skal solidarisk til advokatfirmaet P og revisionsfirmaet R A/S i sagsomkostninger betale i alt 35.000 kr. I det indbyrdes forhold skal B, C og D solidarisk friholde K A/S.

B, C og D skal solidarisk til K A/S i sagsomkostninger betale i alt 50.000 kr.

I øvrigt skal ingen af parterne betale sagsomkostninger til nogen anden part.

Det idømte skal betales inden 14 dage.