Dato for udgivelse
31 okt 2001 20:12
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
3. maj 2001
SKM-nummer
SKM2001.476.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
18. afdeling, B-3296-99
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Ambi, tilbagebetaling, advokat, sparede arbejdsgiverafgifter
Resumé
Appellanterne, der drev advokatvirksomhed, havde modtaget tilbagebetaling af ambi vedrørende den del af omsætningen, der hidrørte fra takstmæssigt og judicielt fastsatte salærer. Tilbagebetalingsbeløbene var reduceret med de fulde besparelser ved afskaffelsen af arbejdsgiverafgifter. Landsretten fandt, at appellanterne ikke havde lidt noget tab vedrørende de frit fastsatte salærer, da ambien vedrørende disse salærer var overvæltet. Landsretten fandt herefter, at appellanternes krav på tilbagebetaling af ambi måtte reduceres med den opnåede besparelse for sparede arbejdsgiverafgifter mv., idet appellanterne i modsat fald ville opnå en ugrundet berigelse.
Reference(r)

Ambi-tilbagebetalingsloven § 1 (Lov nr. 389 af 20. maj 1992)

Parter:
1) Advokat A (Advokat Wivi H. Larsen)
2) Advokatfirmaet B og A I/S (Advokat Wivi H. Larsen)
mod
Skatteministeriet
Departementet (Kammeradvokaten v/advokat Niels Banke).

Afsagt af landsdommerne:
Linde Jensen, M. Lerche og Inge Neergaard Jessen

Københavns Byrets dom af 17. november 1999 (BS 5C-10939/97) er anket af 1) advokat A og 2) advokatfirmaet B og A I/S med påstand som for byretten om, at indstævnte, Skatteministeriet, tilpligtes at betale til appellant 1) 3.968 kr. og til appellant 2) 26.337 kr. i alt 30.305,00 kr., der forrentes i overenss temmelse med Skatteministeriets cirkulære nr. 157 af 14. oktober 1987 om forrentning af visse tilbagebetalingsbeløb.

Indstævnte har påstået stadfæstelse.

Heller ikke for landsretten er der tvist om den talmæssige opgørelse, herunder fordelingen mellem judicielt og takstmæssigt fastsatte salærer, der har medført tilbagebetaling af ambi, og de såkaldte fri salærer, der ikke har medført tilbagebetaling af ambi. Sagen vedrører således også for landsretten spørgsmålet om, hvorvidt der i appellanternes tilbagebetalingsbeløb for pålagt ambi, skal fradrages fuldt ud for sparede arbejdsgiverafgifter, eller om fradraget alene skal ske forholdsmæssigt.

Om ankesagen bemærkes i øvrigt, at landsretten ved kendelse af 25. maj 2000 bestemte, at den af appellant 1) advokat A ved ankestævning af 19. november 1999 rejste anke kunne behandles og pådømmes sammen med den samtidigt af appellant 2) advokatfirmaet B & A I/S rejste anke.

Ved kendelse af 23. november 2000 bestemte landsretten, at appellanternes begæring om, at sagen skulle udsættes, og at der skulle stilles præjudicielle spørgsmål til EF-domstolen, ikke toges til følge.

Parterne har til støtte for de nedlagte påstande i det væsentlige gentaget den argumentation, der fremgår af den indankede dom.

Appellanterne har herunder anført, at det er helt uhjemlet og i strid med almindelige lighedsprincipper, at en enkelt branche, advokatbranchen, i modsætning til alle andre brancher , skal acceptere, at sparede arbejdsgiverafgifter fratrækkes 100% i et ambibeløb, der er nedsat til 65%. Også inden for advokatbranchen stilles appellanterne ringere end både de advokatkontorer, hvor ambi tilbagebetales fuldt ud, fordi indtægten alene har bestået i takstmæssigt eller judicielt fastsatte salærer, og de advokatkontorer, hvor indtægten alene har bestået i såkaldte frie eller frit fastsatte salærer, og hvor ambi ikke tilbagebetales som følge af indstævntes synspunkt om overvæltning.

Indstævnte har herunder anført, at lighedsprincippet er iagttaget, selvom det erkendes, at der ikke er påvist andre brancher, hvor også nedsatte tilbagebetalingsbeløb for ambi reduceres fuldt ud med sparede arbejdsgiverafgifter. Der er foretaget en konkret vurdering af forskellige branchers markedsforhold. Det fremgår herved bl.a. af Advokatsamfundets argumentation i følge Konkurrenceankenævnets kendelse af 27. juni 1996, at selv hvor advokater annoncerede med pris, var annonceringen blot ikke noget centralt moment ved udbydelsen af advokatydelser, da prisen ikke var et væsentligt konkurrenceparameter. I overensstemmelse med de retningslinier, der bl.a. fremgår af Skatteministeriets kommentar til et retsforlig, gengivet TfS 1994, nr. 673, skal der derfor ske fuldt fradrag i denne sag. Appellanterne opererede på det frie advokatmarked i Danmark alene med andre danske advokater som konkurrenter og overvæltede ambien fuldt ud for de såkaldte frit fastsatte salærer.

Landsrettens begrundelse og resultat:
Appellanterne har modtaget tilbagebetaling for ambi af takstmæssigt og judicielt-fastsatte salærer. Ambiperioden må anses for en helhed, og dette er heller ikke omtvistet under denne sag.

For den del af appellanternes salærindtægt, der hidrørte fra såkaldte frie eller frit fastsatte salærer, er det i denne sag ikke omtvistet, at ambi var overvæltet. Som anført i den indankede dom foreligger der derfor ikke noget tab for appellanterne, selvom der for denne del ikke er sket tilbagebetaling af ambi til appellanterne.

Det tiltrædes herefter, at appellanternes krav på tilbagebetaling af ambi må reduceredes med den opnåede besparelse for sparede arbejdsgiverafgifter m.v., idet appellanterne i modsat fald ville opnå en ugrundet berigelse. Der er ikke tilvejebragt grundlag for at antage, at indstævnte i vurderingen af appellanternes forhold har tilsidesat sin forpligtelse til en ligelig behandling.

Herefter og i øvrigt af de i grunde, der er anført i den indankede dom, stadfæstes dommen.

Da sagen angår spørgsmål om tilbagebetaling af ambi, bærer hver part egne sagsomkostninger for byret og landsret.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:
Den indankede dom stadfæstes.

Hver part bærer egne omkostninger for byret og landsret.