Dato for udgivelse
18. maj 2001
SKM-nummer
SKM2001.194.TSS
Myndighed
Told- og Skattestyrelsen
Sagsnummer
99/00-4652-00020
Dokument type
Meddelelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Grænsegængere, LL § 33 A, piloter, flypersonale, sømænd, kulbrinte
Resumé
Told- og Skattestyrelsen er efter fornyet vurdering nået frem til, at grænsegængere efter KSL §§ 5 A-D har mulighed for at opnå lempelse efter LL § 33 A, i det omfang betingelserne i begge regelsæt er opfyldt.

I praksis vil der være tale om anvendelse af LL § 33 A for grænsegængere, der er skattepligtige efter KSL § 2, stk. 1, litra a, 3.-5. pkt. og litra j samt efter kulbrinteskatteloven.
Reference(r)
Kildeskatteloven § 2, stk.1, litra a
Kildeskatteloven §§ 5A-D
Ligningsloven § 33 A
Told- og Skattestyrelsen har i forbindelse med en konkret sag vedrørende skatteberegning for grænsegængere omfattet af kildeskattelovens §§ 5 A-D påny vurderet spørgsmålet om sådanne grænsegængeres mulighed for lempelse efter ligningslovens § 33 A.

Der var i den konkrete sag tale om piloter, der var ansat i et dansk luftfartsselskab, og som foretog flyvninger i udlandet med fly med hjemsted i Danmark. Piloterne var begrænset skattepligtige efter KSL § 2, stk. 1, litra a, 3.-5. pkt., da de ikke var omfattet af fuld skattepligt efter KSL § 1. Sagen vedrørte indkomstårene 1997-1999

Grænsegængerreglerne i KSL §§ 5 A-D blev til som en følge af Kommissionens henstilling af 21. december 1993 om beskatning af visse indkomster oppebåret i en anden medlemsstat end bopælsstaten ( med baggrund i bl.a. Schumacker-dommen (C-279/93)).

I henhold til KSL § 5 C skal personer, der opfylder betingelserne for at blive omfattet af grænsegængerreglerne, og som vælger at blive beskattet efter disse, have skatten beregnet på samme måde som skattepligtige omfattet af KSL § 1.

Told- og Skattestyrelsens fornyede vurdering af sammenhængen mellem grænsegængerreglerne og LL § 33 A mundede efter drøftelser med skatteministeriets departement ud i, at KSL § 5 C skal fortolkes således, at grænsegængere kan opnå lempelse efter LL § 33 A uden at være fuldt skattepligtige. Det skal bemærkes, at grænsegængere, der er omfattet af begrænset skattepligt, i langt de fleste tilfælde er skattepligtige som følge af arbejde her i landet, og de kan derfor ikke anvende LL § 33 A, da betingelsen om ophold uden for riget i mindst 6 mdr. ikke vil være opfyldt, og da lønindkomst ved arbejde her i landet ikke lempes. I praksis vil der være tale om anvendelse af LL § 33 A for personer, der er skattepligtige efter KSL § 2, stk. 1, litra a, 3.-5. pkt. og litra j samt efter kulbrinteskatteloven.

Skattepligten efter KSL § 2, stk. 1, litra a, 3.-5. pkt. og litra j, er ved lov nr. 460 af 31. maj 2000 ophævet, men loven er endnu ikke trådt i kraft. Ikrafttræden afventer godkendelse i EU.

Told- og Skattestyrelsen vil udsende et genoptagelsescirkulære som følge af den ændrede opfattelse.