Ligningsrådet blev anmodet om at bekræfte, at et udenlandsk selskabs forretningsmæssige aktivitet ikke var finansiel virksomhed som defineret i selskabsskattelovens § 32.

Dette blev bekræftet af Ligningsrådet.

De faktiske omstændigheder i sagen var følgende:

En udenlandsk virksomhed (V) blev drevet gennem et "limited partnership" (svarende til et dansk kommanditselskab) registreret i Delaware, USA. En af komplementarerne var et børsnoteret, udenlandsk selskab (B).

B ønskede at etablere et dansk datterselskab (H). Det danske selskab skulle have til formål at være holdingselskab for et andet udenlandsk selskab (U).

Om der ville indræde CFC-beskatning (tvungen sambeskatning) efter selskabsskattelovens § 32 mellem H og U afhang af, om virksomheden i U i væsentlig grad var af finansiel karakter, og i så fald om afkastet var væsentligt lavere beskattet end efter danske regler.

V's produkt
V havde opbygget og yderligere udviklet et telekommunikationssystem.

Salget af produktet skete ved, at V tilbød lokale telekommunikationsudbydere adgang til at anvende systemet, og udbyderne tilbød så slutbrugerne - virksomheder eller personer - adgang til systemet.

Aktiviteten i U
V havde selve ejendomsretten til systemet.

V ville give U brugsret til systemet, og U ville tilbyde de lokale udbydere adgang til at anvende systemet, og udbyderne ville så tilbyde slutbrugerne - virksomheder eller personer - adgang til systemet.

U skulle betale et vederlag for brugsretten til V, ligesom de lokale udbydere skulle betale et honorar til U for at kunne give slutbrugerne adgang til systemet. Slutbrugerne skulle tilsvarende betale til de lokale udbydere for at få adgang til systemet.

Aftalekomplekset forpligtede U til at forsyne udbyderne med de aftalte ydelser, og for at kunne levere disse ydelser indgik U en aftale med V.

I takt med at V's produkt fik en videre udbredelse, var det ifølge det oplyste tanken at udvide servicen overfor udbyderne, og disse serviceforpligtelser ville U indgå direkte med udbyderne.

Betaling fra U til V
Aftalen mellem V og U var en aftale mellem afhængige selskaber. Markedsvilkår for vederlaget fra U til V var derfor blevet fastsat efter aftale med skattemyndighederne i U's hjemland.

Vederlaget var baseret på den indkomst, som U havde fra aftalerne med de lokale udbydere (tilslutningsaftaler), og indkomsten fra aftalerne med disse udbydere (afgifterne) var primært baseret på den faktiske anvendelse af V's system.

Skattemyndighederne i U's hjemland havde fastsat markedsvilkårene for vederlaget fra U til V som et spread på basis af U's indkomster fra tilslutningsaftalerne med udgangspunkt i en glidende skala, der steg til 98% af U's indtægter, når indkomsten oversteg et bestemt beløb på årsbasis.

Betaling fra de lokale udbydere til U
Den lokale udbydere skulle betale et fastsat beløb til U for at indgå i aftalen. Dette udgjorde et slags depositum, idet beløbet ville blive modregnet over tid i forbrugsafgiften.

Udbyderen skulle endvidere betale et fastsat engangsbeløb for hver tilsluttet forbruger.

Endelig skulle der betales løbende forbrugsafgifter.

U havde ingen valuta- eller debitorrisiko.

Betaling fra forbruger til udbyder
Den lokale udbyder var uafhængig af V. V's produkt ville blot være et af flere produkter i telekommunikationsudbyderens produktsortiment.

V havde følgelig ingen indflydelse på den pris, som forbrugeren skulle betale. Prisen fastsættes i stedet suverænt af den lokale udbyder under hensyn til de gældende markedsforhold.

Repræsentantens opfattelse
Forespørgers repræsentant var af den opfattelse, at aktiviteten i U ikke kunne anses for at være finansiel virksomhed som defineret i selskabsskattelovens § 32. Til støtte herfor havde repræsentanten anført følgende:

"Ligningsrådet har i en tidligere sag, TfS 2000, 532 fundet, at et selskab, der drev bareboat-chartervirksomhed i et lavskatteland ikke i væsentlig grad var af finansiel karakter.

Forenklet kan man sige, at aktiviteten i det foreliggende tilfælde svarer til telefoni efter principper, der er velkendt fra telekommunikationsvirksomheder her i landet.

Der er ikke tale om leasing i traditionel forstand, og det har ingen lighed med finansiel virksomhed som defineret i internationale regnskabsstandarder.

V ejer systemet, og brugerne kan alene opnå brugsmulighederne ved tilslutning til systemet mod betaling af forbrugsafgifter, som er en kombination af faste og variable elementer.

Den foreliggende aktivitet synes således betydeligt fjernere fra finansiel virksomhed end, hvad der fremgår af ovennævnte bindende forhåndsbesked."

Told- og skattestyrelsens indstilling
Af cirkulære nr. 82 af 29. maj 1997, pkt. 7.2.4. fremgår, at indtægter ved finansiel virksomhed først og fremmest består af renteindtægter. Der kan dog også være tale om andre former for kapitalafkast, f.eks. udbytte, aktieavancer, kursgevinster på værdipapirer, royalties og indtægter fra finansiel leasing.

Indtægterne i U bestod af tilslutnings- og forbrugsafgifter fra de lokale telekommunikationsselskaber, som fik adgang til V's system. U ejede ikke selv systemet, men betalte et vederlag til V for brugsretten til systemet.

Kildeskattelovens § 65 C, stk. 4 definerer royalties som "betalinger af enhver art, der modtages som vederlag for anvendelsen eller retten til at anvende ethvert patent, varmærke, mønster eller model, tegning, hemmelig formel eller fremstillingsmetode eller som vederlag for oplysninger om industrielle, kommercielle eller videnskabelige erfaringer."

Tilslutnings- og forbrugsafgifterne fra de lokale udbydere til U kunne karakteriseres som betalinger, der blev ydet som vederlag for retten til at anvende den brugsret, som U havde til V's system.

Betalingerne kunne derfor efter Told- og Skattestyrelsens opfattelse ikke betragtes som royalties, således som disse er defineret i kildeskattelovens § 65 C, stk. 4.

Der kunne heller ikke efter Told- og Skattestyrelsens opfattelse ses at være forhold, der kunne kvalificere betalingerne som indtægter ved finansiel leasing.

Det stillede spørgsmål burde således besvares bekræftende.

Ligningsrådet tiltrådte Told- og Skattestyrelsens indstilling.