Tidligere instans:

Østre Landsrets dom af 14. august 1998

Afsagt af dommerne:

7 dommere

Parternes påstande

Appellanterne, A og B, har gentaget deres påstand.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Der er til brug for Højesteret tilvejebragt yderligere oplysninger og afgivet nye forklaringer.

Begrundelse og konklusion

Når parterne i forbindelse med en aftale om salg af et overskudsselskab har aftalt at gennemføre handelen ved en såkaldt difference- eller nettoafregning, således at et beløb svarende til købesummen overføres fra selskabet til sælgeren, og selskabets resterende midler stilles til disposition for køberen, kan en sådan overførsel fra det solgte selskab til sælgeren - der sker efter aftale med køberen som led i handelens afvikling - hverken civilretligt eller skatteretligt anses som en udlodning til sælgeren, jf. herved Højesterets dom af 22. juni 2000 (UfR 2000 s. 2003) for så vidt angår spørgsmålet om anvendelse af bestemmelsen i den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 4 (nu § 49, stk. 4). Overførselen må anses som udtryk for sælgerens modtagelse af købesummen fra køberen.

Efter overdragelsesaftalen i den foreliggende sag blev overskudsselskabet solgt med en balance på knap 6 mio. kr. for en købesum på knap 5 mio. kr. Ifølge aftalens § 3 skulle købesummen betales kontant, men efter senere aftale mellem parterne blev handelen i stedet gennemført ved, at sælgernes revisor foranledigede differencen mellem selskabets aktiver og købesummen overført til en konto i selskabets navn i køberens pengeinstitut, hvorefter et beløb svarende til købesummen blev overført fra det solgte selskab til sælgerne.

Efter det foran anførte foreligger der ikke ved denne gennemførelse af handelen en udlodning fra selskabet til sælgerne. Det bemærkes, at Højesteret således ville have anlagt den samme vurdering - at der ikke er tale om en udlodning til sælgerne - selv om der ikke havde foreligget en aftale om, at køberen skulle overføre et beløb svarende til købesummen til det solgte selskabs konto i køberens pengeinstitut.

Sælgerne er herefter ikke skattepligtige efter ligningslovens § 16 A, men efter reglerne om beskatning af avance ved salg af anparter. Højesteret tager derfor sælgernes påstand til følge.

Thi kendes for ret:

Indstævnte, Skatteministeriet, skal anerkende, at udbytteindkomsten for indkomståret 1991 for hver af appellanterne, A og B, nedsættes med 2.373.430 kr., samt at ansættelsen af særlig indkomst for hver af appellanterne forhøjes med 1.161.715 kr. vedrørende avance ved salg af anparter. Sagen hjemvises til fornyet behandling ved ligningsmyndighederne.

I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal indstævnte inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse betale 150.000 kr. til appellanterne.