Efter KGL § 21 skal gevinst ved bortfald eller eftergivelse af gæld medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det omfang, gælden nedskrives til et lavere beløb end fordringens værdi for kreditor på tidspunktet for gældseftergivelsen m.v.

Bortfald af gæld kan ske ved forældelse, præklusion eller konfusion, dvs. sammenfald mellem kreditor og debitor. Se nærmere herom i afsnit A.D.2.15. Bestemmelsen, der svarer til den tidligere gældende KGL § 5, stk. 2, vedrører singulære gældseftergivelser, mens gældseftergivelse i form af akkord og gældssanering behandles efter reglerne i § 24. Om KGL § 24 se afsnit A.D.2.10.

Den del af gældseftergivelsen, som bringer fordringen ned til fordringens værdi for kreditor på tidspunktet for gældseftergivelsen er skattefri, mens den del af gældseftergivelsen, hvorved gælden nedskrives til et lavere beløb end fordringens værdi for kreditor på tidspunktet for gældseftergivelsen, anses for en økonomisk begunstigelse af debitor, der som udgangspunkt er skattepligtig. Tilsvarende anses debitor ved bortfald af en fordring, der på tidspunktet for bortfaldet har en værdi for kreditor, for at have opnået en økonomisk begunstigelse, der som udgangspunkt er skattepligtig for debitor.

I forhold til eftergivelse m.v., bortset fra eftergivelse af gæld ved tvangsakkord, frivillig akkord og gældssanering, kan den hidtidige praksis efter SL §§ 4 - 6 fortsat anvendes som udgangspunkt for bedømmelsen af, om der foreligger en skattepligtig gevinst.

Se TfS 1998, 157 LSR, hvor en kommanditist blev anset for skattepligtig af sin andel af en banks nedskrivning af kommanditselskabets gæld, idet nedskrivningen ikke var begrundet i den enkelte kommanditists (debitors) manglende betalingsevne på gældseftergivelsestidspunktet. Dette uanset at gældseftergivelsen set under ét var forretningsmæssigt begrundet. Se i modsætning hertil TfS 1998, 158 LSR, hvor en kommanditist ikke var skattepligtig af sin andel af en banks nedskrivning af samme kommanditselskabs gæld, idet nedskrivningen var begrundet i den enkelte kommanditists (debitors) manglende betalingsevne.

I SKM2002.219.VLR var to kommanditister ikke skattepligtige af en gældseftergivelse i forbindelse med salg af anparter til kommanditselskaberne selv. Vestre Landsret mente, at der var foretaget en forretningsmæssig vurdering af hvad der var mest hensigtmæssigt for kommanditselskaberne, og fandt det endvidere godtgjort, at fordringerne ikke var nedsat til en lavere værdi end den havde for kommanditselskaberne på dette tidspunkt.

Der henvises desuden til LV Erhversdrivende afsnit E.L.2.