Boligselskabet A indgik en aftale med rådgivningsfirmaet B om varetagelse af en skattesag ud fra princippet "no cure no pay". Aftalen indebar, at A ikke ville kunne komme til at betale honorar til B, hvis der ikke blev opnået nogen skattebesparelse. Da sagen skulle behandles i Landsskatteretten, blev sagen overdraget til et advokatfirma C. Overdragelsen skete på foranledning af B og i tilknytning til et forretningsmæssigt samarbejde mellem B og C.

Højesteret fandt, at det måtte lægges til grund, at A efter inddragelsen af C ikke kunne komme til at betale mere end fastsat i den oprindelige aftale om "no cure no pay" mellem A og B, eventuelt bortset fra i tilfælde af B’s konkurs. Der blev herved lagt vægt på indholdet af aftalerne mellem A og B og mellem A og C samt på en efterfølgende erklæring om hæftelse, der var vedlagt ansøgningen til skattemyndighederne om omkostningsgodtgørelse.

Det var derfor ikke godtgjort, at A havde påtaget sig at hæfte for udgifterne til C’s bistand, sådan at der var ret til omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52. En eventuel hæftelse for udgifterne til C’s honorar i tilfælde af B’s konkurs var en subsidiær hæftelse, der ikke opfyldte betingelsen for omkostningsgodtgørelse.

Landsretten var nået til det samme resultat.

Skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1

Den juridiske vejledning 2023-1, A.A.13.4

Tidligere instanser:

Afgørelse fra Landskatteretten lsr. nr. 17-0805513

Afgørelse fra Byretten sagsnr. BS-10072/2018-GLO  - SKM2019.394.BR

Afgørelse fra Landsretten sagsnr. BS-4887/2019-OLR - SKM2020.477.ØLR