Parter:
         A
         (advokat A1, Å-by)
         
         
mod
         Skatteministeriet
         (Kammeradvokaten)
         
      
 
      
      
      Afsagt af dommerne:
      
      3 dommere
      
      
      
      
      
      Landsskatteretten afsagde den 27. august 1998 følgende kendelse vedrørende opgørelsen af
         sagsøgerens, As, indkomst for indkomståret 1992:
     
      
      
      "...
      
      Klagen vedrører opgørelsen af indkomsten på følgende punkt:
      
      
         
         
         
         
         
         
            
            | Ligningsmæssigt fradrag |  | 
         
         
            
            | Fradrag for udgifter til kost og logi for arbejde i udlandet | 0 | 
         
         
            
            | Standardfradrag for arbejde i udlandet | 0 | 
         
         
            
            | Lempelse efter ligningslovens § 33 A, stk. 4 | Ikke godkendt | 
         
         
         
      
      
      Sagen har været forhandlet med klageren og hans advokat på et møde på Told- og Skatteregion
         Å-by. Formanden og sekretæren for skatteankenævnet deltog i forhandlingen.
     
      
      Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren, der er uddannet skibsbygger, er hovedaktionær
         og direktør for F1 ApS, som er et entreprenørfirma, der i 1992 bl.a. har arbejdet med ombygning af
         hotelværelser og lejligheder i udlandet. Klageren har arbejdet for selskabet som formand eller
         byggepladsleder på entrepriserne typisk sammen med 5 andre ansatte beskæftiget inden for tømrer-,
         murer- og malerfaget.
     
      
      Det fremgår endvidere, at klageren i indkomståret 1992 har modtaget skattefri rejse- og
         befordringsgodtgørelse på 169.480 kr. fra F2 ApS. Told- og Skatteregion Å-by har i forbindelse med
         en revision af arbejdsgiverselskabet for 1992 og 1993 konstateret, at den fornødne dokumentation
         for at udbetale skattefrie godtgørelser ikke var til stede i det modtagne regnskabsmateriale, hvilket
         betød, at de udbetalte godtgørelser blev skattepligtige for selskabets ansatte, hvilket regionen har
         meddelt skatteforvaltningen i S Kommune.
     
      
      Klagen til Landsskatteretten vedrører herefter spørgsmålet, i hvilket omfang klageren er
         berettiget til fradrag for udgifter til kost, logi og standardfradrag i forbindelse med arbejde i udlandet,
         og hvorvidt klageren er berettiget til lempelse i indkomstskatten efter ligningslovens § 33 A, stk. 4.
     
      
      Om klagerens forskellige udlandsophold i 1992 har han i brev af 8. november 1996 til
         skatteforvaltningen forklaret, at han har arbejdet med følgende projekter for F3 Hotels:
     
      
      4. januar 1992:
Afrejse fra bopælen på F-by til R-by, Holland
5. januar 1992 - 3. juli 1992:
Arbejde på F4 Hotel, R-by, Holland
5. juli 1992:
Afrejse fra R-by til F-by
6. juli 1992 - 24. juli 1992:
Sommerferie i Danmark (F-by)
25. juli 1992:
Afrejse fra bopælen på F-by til G-by, Sverige, og videre til O-by, Norge
28. juli 1992 - 21. august 1992:
Arbejde på Hotel F5, O-by, Norge
22. august 1992:
Transport, O-by-T-by
23. august 1992 - 24. november 1992:
Arbejde på F6 Hotell, T-by, Norge
25. november 1992 - 26. november 1992: Transport, T-by - G-by - F-by
27. november 1992:
Afrejse fra F-by til H-by, Tyskland
     
      
      Desuden har klageren arbejdet med indretning af 3 loftslejligheder på adressen W-allé 68, H-by i
         perioden fra den 29. november 1992 til den 22. december 1992, hvorefter han er rejst til Danmark på
         juleferie.
     
      
      For så vidt angår den udførte arbejdsopgave i Holland, er der fremlagt en skriftligt erklæring fra
         adm. direktør B, F3 Hotels, af 12. december 1996, hvoraf det fremgår, at klageren i
         forbindelse med byggeledelse af ombygningsarbejderne har opholdt sig på F4 Hotel i R-by i perioden
         fra den 4. januar 1992 til den 5. juli 1992, og at opholdet alene blev afbrudt i 2 weekender. Fra
         hotellet i R-by er fremlagt faktura på 11.425,78 HFL. for perioden fra den 17. november 1991 til den
         5. juli 1992. Det fremgår af de underliggende fakturaer, at beløbet i det væsentligste er medgået til
         dækning af restaurations- og telefonudgifter, hvor den væsentligste del har vedrørt telefonforbrug.
         Regningerne er stilet til "F7", som efter klagerens oplysning kan oversættes til "F8".
     
      
      Vedrørende arbejdet på Hotel F5 i O-by er der fremlagt en erklæring af 25. februar 1997 fra adm.
         direktør B, som bekræfter, at klageren i forbindelse med ombygningsarbejder på
         hotellet uafbrudt har opholdt sig på Hotel F5 i perioden fra den 28. juli 1992 til den 21. august 1992.
         Det er videre bekræftet, at klageren har opholdt sig privat i byen uden kost og logi på hotellet. Under
         forhandlingen med Landsskatteretten har klageren herom forklaret, at han var indkvarteret privat i
         O-by i en lejlighed, som var udlejet af F3-koncernens moderselskab, hvor han boede alene og selv
         lavede mad. Kvitteringerne for leje af lejligheden har klageren ikke opbevaret.
     
      
      B har ved brev af 12. december 1996 desuden bekræftet, at klageren har opholdt
         sig på F6 Hotell, T-by, uafbrudt i perioden fra den 23. august 1992 til den 25. november 1992 i
         forbindelse med byggeledelse af ombygningsarbejder. Ved brev af 13. februar 1997 bekræftes det
         endvidere af samme person, at klageren ikke fik morgenmad stillet til rådighed af hotellet under sit
         arbejdsophold i T-by.
     
      
      Vedvarende arbejdsopholdet i H-by har klageren fremlagt regninger fra Auto-hotel "F9", som er
         stilet til "Gruppe S", "FA. S" og "Herrn S", som
         dokumenterer udgifter anvendt til overnatning, telefon og undtagelsesvis til morgenmad. Klageren
         har under forhandlingen med Landsskatteretten forklaret, at han selv tilberedte mad på
         byggepladsen.
     
      
      Skatteankenævnet har truffet afgørelse om, at klagerens fradrag for kost og logi for arbejde i
         udlandet skal ansættes til 0, idet han ikke har dokumenteret eller sandsynliggjort, at han har haft
         udgifter til kost og logi, hvilket er en betingelse for fradragsret, jf. ligningslovens § 9 og
         TS-cirkulære 1992-3 om skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse. Nævnet har ikke anset klageren
         for omfattet af lempelsesreglen i ligningslovens § 33 A, stk. 3, eller reglerne om
         standardfradrag for arbejde i udlandet, jf. SD-cirkulære 1988-65, idet han ikke på betryggende måde
         har godtgjort antal dage med ophold i udlandet.
     
      
      Klagerens advokat har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at klageren er berettiget
         til fradrag for udgifter til kost og logi og standardfradrag for arbejde i udlandet med i alt 198.763 kr., jf.
         ligningslovens § 9, jf.  statsskattelovens § 6 a, og Told- og
         Skattestyrelsens cirkulære 1992-3, samt SD-cirkulære 1988-65 af den 29. december 1988.
         Endvidere er der nedlagt påstand om, at klageren er berettiget til halv skattenedsættelse, jf.
         ligningslovens § 33 A, stk. 3.
     
      
      Advokaten har opgjort klagerens fradrag til 198.763 kr., der er sammensat på følgende måde:
      
      
         
         
         
         
         
         
         
            
            | "... |  |  | 
         
         
            
            | I henhold til de gældende regler om fast godtgørelse pr. døgn skal der således vedrørende kost ydes A et
 fradrag som følger:
 |  |  | 
         
         
            
            | kr. 429,00 pr. døgn i de første 28 dage | 12.012,00 |  | 
         
         
            
            | kr. 322,00 pr. døgn i de efterfølgende 155 dage | 49.910,00 |  | 
         
         
            
            |  | 61.922,00 |  | 
         
         
            
            | Vedrørende logi skal der ydes et fradrag som følger: |  |  | 
         
         
            
            | kr. 200,00 pr. døgn i de første 28 dage | 5.600,00 |  | 
         
         
            
            | kr. 150,00 pr.døgn i de efterfølgende 155 dage | 23.250,00 | 90.772,00 | 
         
         
            
            | Opholdet i Norge - der strækker sig over 123 dage og er fordelt på såvel O-by som T-by er ud over den af A afgivne forklaring
               bestyrket af erklæring af den 12.
 dec. 1996 fra administrerende direktør B,
 F3 Hotels.
 |  |  | 
         
         
            
            | Hertil kommer at det af regnskabet fremgår at der har været byggeaktivitet i såvel O-by som T-by.
 |  |  | 
         
         
            
            | Dokumentation for husleje for værelse lejet af A i O-by og dokumentation for morgenmad til
 A på F6 Hotel i delperioden mellem den
 23/8 og den 22/11 1992 vil senere blive fremlagt.
 |  |  | 
         
         
            
            | I henhold til de gældende regler om fast godtgørelse pr. døgn skal der således vedrørende kost ydes A et fast
 fradrag som følger:
 |  |  | 
         
         
            
            | kr. 518,00 pr. døgn i de første 2 x 28 dage | 29.008,00 |  | 
         
         
            
            | kr. 388,00 pr. døgn i de efterfølgende 67 dage | 25.996,00 |  | 
         
         
            
            |  | 55.004,00 |  | 
         
         
            
            | Vedrørende logi skal der ydes et fradrag som følger: |  |  | 
         
         
            
            | kr. 291,00 pr. døgn i de første 2 x 28 dage | 16.296,00 |  | 
         
         
            
            | kr. 219,00 pr. døgn i de efterfølgende 67 dage | 14.673,00 | 85.973,00 | 
         
         
            
            | Opholdet i Tyskland - der strækker sig over 26 dage - er ud over den af A afgivne forklaring bestyrket af
 kvitteringer fra Auto Hotel "F9".
 |  |  | 
         
         
            
            | Hertil kommer at det af regnskabet for F1 ApS for 1992 fremgår at der har været byggeaktivitet i Tyskland.
 I henhold til de gældende regler om fast godtgørelse pr. døgn skal der
 således vedrørende kost ydes A et fradrag som følger:
 |  |  | 
         
         
            
            | kr. 406,00 pr. døgn i 26 dage | 10.556,00 |  | 
         
         
            
            | Vedrørende logi skal der ydes et fradrag som følger: |  |  | 
         
         
            
            | kr. 187,00 pr. døgn i 26 dage | 4.862,00 | 15.418,00 | 
         
         
            
            | Herudover er der tale om ophold i mere end 60 dage 2 gange hvorfor der bør meddeles udlandshold for i alt 120 dage a kr.
 55,00
 |  | 6.600,00 | 
         
         
            
            | I alt bør der således ydes et fradrag på |  | 198.763,00 | 
         
         
            
            |  |  | ..." | 
         
         
         
      
      
      Til støtte for påstandene har advokaten bl.a. henvist til klagerens forklaringer om sine ophold i
         udlandet, som kan bekræftes af 4 andre håndværkere, og at det ved de afgivne erklæringer fra
         bygherrerne er godtgjort, at klageren selv har afholdt udgifter til kost og logi. Endvidere er det gjort
         gældende, at klageren på betryggende måde har godtgjort, at han har arbejdet og opholdt sig i
         udlandet bortset fra 42 dage, hvor han opholdt sig i Danmark, hvorved betingelserne for
         standardfradrag for arbejde i udlandet og lempelse efter ligningslovens § 33 A, stk. 3,
         er opfyldt.
     
      
      Landsskatteretten bemærker indledningsvis, at det må anses for tilstrækkeligt godtgjort af
         klageren, at hans arbejdsophold i udlandet i det påklagede indkomstår har forløbet, som det fremgår
         af hans forklaringer og af de erklæringer, som er fremlagt i sagen. Henset til at det ikke bestrides, at
         betingelserne for at modtage skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse fra arbejdsgiveren ikke er
         opfyldt, skal retten derfor alene tage stilling til størrelsen af klagerens fradrag i forbindelse med
         udlandsopholdet og spørgsmålet om lempelse efter ligningslovens § 33 A.
     
      
      Det er en forudsætning for at få fradrag for udgifter til kost og logi efter Ligningsrådets satser, at
         klageren har afholdt udgifter hertil, men den skattepligtige behøver ifølge Ligningsvejledningen 1992
         D.B.2.1. ikke at dokumentere udgifternes størrelse. Retten finder, at det særligt i et tilfælde, hvor
         klageren er hovedaktionær i arbejdsgiverselskabet, må påhvile ham at afkræfte en formodning om,
         at hans udgifter til kost og logi i udlandet er afholdt af selskabet og ikke af ham selv. Retten anser det
         ikke for godtgjort, at klageren har afholdt udgifter til logi, når der bl.a. henses til, at han efter aftale
         med hotellerne har overnattet på arbejdsstedet, at han ikke har sandsynliggjort at have haft rådighed
         over egen lejlighed i O-by, og fordi regningerne for hotelopholdet i Tyskland ikke utvetydigt er stilet til
         klageren personligt. På denne baggrund kan retten tiltræde, at klageren ikke er berettiget til fradrag
         for logi efter Ligningsrådets satser.
     
      
      Retten finder dog ikke, at det kan udelukkes, at klageren i begrænset omfang selv har afholdt
         udgifter til kost, som medfører, at han er berettiget til et skønsmæssigt fradrag herfor, som passende
         kan ansættes til 25.000 kr. før bundfradrag, jf. ligningslovens § 9, stk. 1.
     
      
      Vedrørende standardfradrag for arbejde i udlandet, jf. SD-cirkulære 1988-65 af 29. december
         1988, bemærker retten, at fradragsretten forudsætter, at skatteyderen har haft et uafbrudt ophold i
         udlandet på mindst 60 hele døgn inden for et kalenderår, og at han ikke har fratrukket
         dokumenterede merudgifter. Retten lægger til grund, at klageren har sandsynliggjort et ophold i R-by
         fra den 5. januar 1992 til den 4. juli 1992 på 182 døgn og et ophold i Norge fra den 26. juli 1992 til
         den 28. november 1992 på 123 døgn, som kan anses for 2 selvstændige uafbrudte ophold på hver
         mindst 60 døgn. Da det endvidere lægges til grund, at klageren ikke har foretaget fradrag for sine
         merudgifter, er han berettiget til standardfradrag med 55 kr. pr. døgn i 305 døgn, i alt 16.775 kr. før
         bundfradrag, jf. ligningslovens § 9, stk. 1.
     
      
      Det følger af ligningslovens § 33 A, stk. 1, at hvis en person, der er fuldt
         skattepligtig efter kildeskattelovens § 1, under ophold uden for riget i mindst 6
         måneder uden andre afbrydelser af opholdet end ferie eller lignende af en sammenlagt varighed på
         højst 42 dage, har erhvervet lønindkomst ved personligt arbejde i tjenesteforhold, nedsættes den
         samlede indkomstskat med det beløb, der forholdsmæssigt falder på den udenlandske lønindkomst.
         Ifølge dagældende stk. 4 nedsættes lempelsen til halvdelen, hvis beskatningsretten til indkomsten
         ifølge en dobbeltbeskatningsoverenskomst tilfalder Danmark. Retten lægger til grund, at klageren i
         relation til beregningsreglen i ligningslovens § 33 A har påbegyndt sit udlandsophold i
         Holland den 5. januar 1992, som er afsluttet den 21. december 1992 i Tyskland. Arbejdsopholdet i
         udlandet har således strakt sig over 6 måneder, uden andre afbrydelser end sommerferien i
         Danmark fra den 6. juli 1992 til den 24. juli 1992 og et korterevarende ophold omkring den 26.
         november 1992, som samlet set udgør et ophold her i landet på mindre end 42 dage på 6 måneders
         udlandsophold.
     
      
      Klageren er derfor som fuldt skattepligtig til Danmark berettiget til lempelse ved
         skatteberegningen, jf. ligningslovens § 33 A, hvorved bemærkes, at der ved
         lempelsesberegningen skal henføres de ligningsmæssige fradrag, der har direkte tilknytning til
         erhvervelsen af den udenlandske indkomst. Landsskatteretten vurderer, at klagerens arbejdsophold i
         Holland, Norge og Tyskland ikke hver for sig har oversteget 183 dage, hvorfor Danmark har
         beskatningsretten til den erhvervede lønindkomst i medfør af de indgåede dobbeltbeskatningsaftaler
         med disse lande, således at klageren alene er berettiget til halv lempelse, jf. den dagældende
         bestemmelse i ligningslovens § 33 A, stk. 4.
     
      
      
         Herefter bestemmes:
     
      
      
         
         
         
         
         
            
            | Ligningsmæssigt fradrag | 
         
         
            
            | Fradrag for udgifter til kost og logi for arbejde i udlandet ansat til 0 | 
         
         
            
            | Godkendt med 25.000 kr. | 
         
         
            
            | Standardfradrag for arbejde i udlandet ansat til 0 | 
         
         
            
            | Godkendes med 16.775 kr. før bundfradrag | 
         
         
            
            | Klageren er berettiget til halv lempelse, jf. ligningslovens § 33 A, stk. 4, for det samlede udlandsophold i Holland, Norge og Tyskland i 1992.
 | 
         
         
         
      
      
      ..."
      
      
      
      Parternes påstande
      
      Under denne sag, der er anlagt den 25. november 1998, har sagsøgeren som sin endelige
         påstand påstået sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtet at anerkende, at han for indkomståret 1992 er
         berettiget til et yderligere ligningsmæssigt fradrag for udgifter til kost og logi for arbejde i udlandet
         med 166.557 kr., subsidiært med et af landsretten fastsat mindre beløb.
     
      
      Sagsøgte har påstået frifindelse.
      
      Beløbet ifølge sagsøgerens principale påstand fremkommer som det for Landsskatteretten
         opgjorte beløb, 198.763 kr., reduceret med dels det godkendte fradrag for kostudgifter på 25.000 kr.,
         dels det godkendte yderligere standardfradrag på 10.175 kr. (16.775 kr. - 6.600 kr.) og korrigeret for
         en mindre beregningsmæssig fejl.
     
      
      Der er mellem parterne enighed om, at sagsøgerens opgørelse af udlandsopholdene kan
         lægges til grund, og at fradragene udgør det i sagsøgerens principale påstand opgjorte beløb,
         såfremt han anses for berettiget til fradrag efter standardsatserne. Tvisten mellem parterne angår
         således alene spørgsmålet, om sagsøgeren opfylder betingelserne for at kunne kræve fradrag efter
         de anførte satser.
     
      
      
      
      Sagen angår
      
      Det fremgår af sagen, at sagsøgeren var hovedanpartshaver i selskabet F10 ApS, som ejede
         alle anparter i F1 ApS. Ifølge revisionspåtegningerne på F1 ApS' årsregnskaber for 1991/92 og
         1992/93 opfyldte forretningsgangen i selskabets administration ikke de krav, der stilles til en
         betryggende intern kontrol i revisionsmæssig henseende, og det er herefter anført, at det som følge
         heraf ikke har været muligt at udføre revisionen i overensstemmelse med god revisionsskik.
     
      
      I en sagsfremstilling af 2. juni 1993 fra Told- og Skatteregion Å-by vedrørende kontrol af F10
         ApS' forhold for skatteårene 1990/91 og 1991/92 anføres det i et afsnit om udeholdte
         fakturaer/pengeanvendelse bl.a.:
     
      
      
      "...
      
      Det er regionens opfattelse, at A har svært ved at adskille, hvornår han skal sige "jeg/mig" eller
         "selskabet/F1". Dette kan bl.a. illustreres ved behandlingen af en check fra den 27. juni 1990 på
         100.000 NKR. vedrørende faktura nr. 1016 af 26. april 1990 på 250.000 kr. F10 ApS fik udbetalt kr.
         150.000 og resten 100.000 kr. er udstedt på en check til A. Kunden
         (DA) valgte dog i stedet at overføre de 100.000 kr. til A's personlige lånekonto i Sverige, hvorfor DA
         bad A om ikke at hæve checken. Revisor bekræfter, at de 100.000 kr. er bogført på A's
         mellemregningskonto i F10 ApS og indsat på den svenske konto.
     
      
      Advokat C (C) har dog ved skrivelse af 3. november 1992 præciseret, at A ikke har svært ved at
         adskille, hvornår han taler på vegne af sin personlige virksomhed og hvornår han taler på vegne af
         F10 ApS. Endvidere er C af den opfattelse, at måden, der er udstedt en check til A på, ikke er
         besynderlig eller understregelsesværdig, da det er en ganske naturlig følge af forholdene.
     
      
      Regionen er af den opfattelse, at det er en meget usædvanlig betalingsmåde, der er anvendt, da
         det er normalt, at checks udstedes til fakturaudstederen og ikke til direktøren/hovedanpartshaveren
         personligt. Samtidig må det konkluderes, at det også er et udtryk for, at DA heller ikke skelner klart
         mellem F10 ApS og A.
     
      
      Iøvrigt forklarer A, at han/F1 ikke har investeret alle 1.950.000 Nkr. i projekterne. 700.000 kr.
         blev ikke udleveret til DA, men medbragt til Danmark, hvor pengene blev indsat på F10 ApS's
         bankkonto. Beløbet blev if. A bogført som omsætning ved udstedelse af en fiktiv faktura til F11 A/S på 700.000 kr. (faktura ...18 af 17.april 1990). Endvidere oplyste A, at ydelsen
         ifølge fakturaen er opdigtet og ikke dækker over noget reelt. Der findes ligeledes en fiktiv kvittering af
         18. juni 1990 for modtagelsen af betalingen. A forklarer, at han således har valgt at indtægtsføre en
         del af de tidligere udeholdte beløb. Faktura nr. ...18 eksisterer ifølge A ikke i Norge, idet originalen
         aldrig er sendt til Norge.
     
      
      ...
      
      C påpeger, at pengene ikke er gået til "bøf og rødvin", men er blevet i F10 ApS. A har således
         ikke ønsket at unddrage sig beskatning af indtægterne. A henviser til, at der i Norge kan opnås
         straksfradrag for beløb, der investeres i byggeprojekter. A troede, at det samme var gældende i
         dansk skattelovgivning. A beskæftiger sig med byggeprojekter til flere hundrede millioner kr. (600) og
         for ham er 1-2 millioner kr. "småbeløb", der nemt overses.
     
      
      ..."
      
      
      Den pågældende kontrolsag blev afsluttet med, at sagsøgeren på F12 ApS' vegne den
         10. oktober 1993 vedtog en bøde på 1.150.000 kr. for overtrædelse af skattekontrollovens §
         13, stk. 1, for så vidt angår unddragne skatter på i alt 797.881 kr.
     
      
      I en skrivelse af 18. marts 1996 fra Told- og Skatteregion Å-by til sagsøgerens advokat
         vedrørende spørgsmålet om skattefrie rejsegodtgørelser for sagsøgeren hedder det bl.a.:
     
      
      
      "...
      
      Regionen arbejder imidlertid med F1-selskabernes skatte-, moms- og afgiftsforhold bl.a. som
         følge af tvangsopløsningen af selskaberne grundet As manglende indsendelse af
         regnskaber til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. I denne forbindelse har regionen konstateret, at A/F1 ApS, ikke har opfyldt sin forpligtigelse til som arbejdsgiver at fremlægge og føre
         den fornødne dokumentation for de udbetalte skattefrie godtgørelser. Som følge heraf bliver den
         udbetalte skattefrie godtgørelse skattepligtig, hvilket er meddelt de respektive kommuner, hvor
         tidligere ansatte i F1 ApS slutlignes.
     
      
      ...
      
      Lønoplysningssedler 1992, 1993 og 1994
      
      I forbindelse med regionens behandling af F1-selskabernes skatte-, moms- og afgiftsforhold, har
         regionen indhentet noget regnskabsmateriale, som dog fremtræder meget ukomplet.
     
      
      ..."
      
      
      Der er under sagen for landsretten indhentet oplysninger om skatteansættelserne for
         1992 og 1993 for de 5 øvrige ansatte i F1 ApS, D, E, F, G og H. Det fremgår heraf, at skatteforvaltningen i H Kommune har
         meddelt D fradrag med satserne for skattefri rejsegodtgørelse efter at have modtaget
         dokumentation for udlandsopholdet og arbejdsgiverens bekræftelse af, at der ikke var ydet
         befordringsgodtgørelse eller stillet logi til rådighed. Ifølge oplysning fra skatteforvaltningen i J
         Kommune er E ligeledes meddelt fradrag med standardsatserne. Fradraget er
         godkendt efter dokumentation for afholdelse af ikke uvæsentlige udgifter under udlandsopholdene.
         Af oplysning fra B Kommunes skatteforvaltning fremgår, at også F for 1992 er
         indrømmet fradrag efter standardtaksterne. Det er herom anført, at det af lønsedlerne fremgår, at der
         i lønnen er trukket a conto beløb, som ifølge skatteyderen vedrører udgifter til kost og logi, og at
         skatteforvaltningen ikke har kunnet bevise, at arbejdsgiveren har stillet logi til rådighed.
     
      
      Fra skatteforvaltningen i O Kommune er det oplyst, at G har fået godkendt
         skattefri rejsegodtgørelse med et lidt mindre beløb end opgjort over for skattemyndigheden, mens
         det endelig fra skatteforvaltningen i I Kommune er oplyst, at H har fået godkendt
         fradrag med standardsatserne.
     
      
      
      
      Forklaringer
      
      Sagsøgeren har forklaret, at det var hans bror, som førte bogholderiet i F1 ApS.
         For så vidt angår regnskabsåret 1992/93 blev alle regnskabsbilag afleveret til revisor, og regnskab
         blev da også indleveret for dette år. Derimod blev der ikke indleveret regnskab for selskabet for det
         følgende år, hvor det gik dårligt med selskabets aktiviteter i Tyskland. Betalingen for arbejdet udeblev
         således, og der var herefter ikke midler til at gøre arbejdet færdigt. Straffesagen mod F10 ApS
         omfattede ikke F1 ApS. Der blev heller ikke rejst tiltale mod ham personligt. Han betalte bøden, da
         han ikke havde forstået reglerne og derfor måtte betale, hvad det kostede.
     
      
      I R-by boede han og de øvrige ansatte på hotellet i de områder, som var blevet ombygget. De
         betalte i henhold til en aftale, som blev indgået med hotellet, da arbejdet blev påbegyndt, 17-18
         hollandske gylden dagligt for kost. Aftalen herom var ikke et led i entreprisen. Der var således ikke
         nogen entreprisekontrakt om byggeriet eller i øvrigt nogen aftale om en fast entreprisesum. Han
         havde tidligere arbejdet for F3-koncernen, og aftalen gik derfor ud på, at selskabets standardpriser
         skulle være gældende. Han besigtigede ikke hotellet, før han indgik aftale om arbejdet, men han
         regnede med, at arbejdet ville tage 4 - 6 måneder. Han vidste tidligst en måned, før arbejdet gik i
         gang, at selskabet havde fået opgaven. Han kontaktede da omgående medarbejderne, som blev
         antaget på samme vilkår, som de tidligere havde arbejdet under i Norge. Han nævnte i den
         forbindelse, at man skulle bo på hotellet eller i andre lokaler, men beslutningen herom blev først
         truffet, da de var på stedet. De spiste i et personalerum i tilknytning til hotellet. En faktura af 31.
         januar 1992 til F1 vedrører betaling for morgenmad og vist nok et dagligt hovedmåltid.
     
      
      Når telefonudgiften ifølge den anførte faktura er omregnet til danske kroner, skyldes det, at der
         modsat udgiften til fortæring - var tale om en erhvervsmæssig udgift, som skulle afholdes af
         selskabet. Restaurationsudgifterne betalte han normalt for alle medarbejdere, enten med egne midler
         eller ved træk på selskabets konto. Han havde således en mellemregningskonto med selskabet,
         hvorpå hans udlæg for selskabet og selskabets udlæg for ham blev ført. Han havde ikke bedt hotellet
         om at stile fakturaen til F1.
     
      
      I forbindelse med arbejdet på hotellet i T-by boede de også på hotellet. Der var ingen restaurant
         ved hotellet, så de fik her alene morgenmad, som de betalte for. Derudover spiste de ude eller
         lavede selv mad i et loftsrum, hvor der var stillet kogeplader til rådighed.
     
      
      I O-by boede han i en lejlighed i C-gade 7. Han havde tidligere benyttet
         lejligheden i forbindelse med arbejde, han havde udført i O-by for et entreprenørfirma, F11, som
         havde lejet denne lejlighed af F3-koncernen. Han husker ikke, hvor meget eller hvordan han betalte
         for lejligheden. Der var køkken i lejligheden, og han lavede således selv mad i den periode, han
         boede i lejligheden. De øvrige ansatte boede i en lejlighed i en anden ejendom, som F11 rådede
         over. Han kender ikke noget til vilkårene herfor. Han har ikke selv betalt leje for medarbejderne. Der
         var heller ikke vedrørende byggeriet i O-by nogen entreprisekontrakt.
     
      
      I H-by boede han og de øvrige ansatte på et lille hotel, Autohotel F9, som F13 havde fundet for
         dem. Han har ikke reageret over for de forskellige betegnelser af debitor på fakturaerne fra hotellet.
         Han har ikke tidligere arbejdet i Tyskland og var ikke vant til at få regninger fra hoteller der. Han
         studsede derfor ikke over regningernes udformning og var vel ikke god nok til at kontrollere dem.
         Han betalte blot beløbet mod at få et bilag. Han betalte hver gang for de ansatte, som efterfølgende
         blev trukket for deres andel i lønnen. Han betalte med egne penge, da han ikke havde selskabets
         penge med. Der var ingen ansættelseskontrakt med nogen af de ansatte. Han havde samme
         ansættelsesvilkår som de øvrige ansatte. Han opholdt sig nogle weekender i Tyskland i starten, men
         tog ellers hjem i weekenden.
     
      
      Under skattesagen mod F10 blev der indgået et forlig, hvorefter han skulle betale, hvad der stod
         på mellemregningskontoen. Han mente selv, at han allerede havde udlignet mellemregningskontoen,
         men betalte alligevel 400.000 kr. for at få fred. Der var ikke penge til at få lavet et regnskab. -
         Årsagen til koncernens konkurs var F1 ApS' tab på 3-4 millioner kr. i Tyskland, hvilket gik ud over
         hele koncernen.
     
      
      E har forklaret, at han var ansat hos sagsøgerens selskab i 1992.
         Han husker ikke selskabets navn. Sagsøgeren var hans overordnede. Han har været ansat hos
         sagsøgeren med mellemrum siden engang i 1980'erne. Han deltog således i arbejdet i O-by, T-by,
         H-by og R-by. Det var arbejdsgiveren, der skulle sørge for overnatning og betaling heraf, og det var
         altid fastlagt på forhånd, hvor de skulle bo. Ellers var de ikke taget af sted. I O-by var de indkvarteret i
         lejligheder. Han ved ikke, hvem der betalte huslejen. Han blev ikke selv trukket i lønnen for udgifter
         hertil. De boede i B-gade og C-gade. I R-by arbejdede de for F4 Hotel.
         Han mener, at de her betalte 40-50 kr. om dagen. Han husker ikke, hvad de betalte for, men det var
         vistnok for vask eller lignende. Beløbet blev vist trukket i lønnen. Han har ikke betalt for kost eller
         logi. Det lå i aftalen med sagsøgeren, at selskabet skulle sørge herfor. De havde fået tildelt værelser
         på hotellet, da de kom. De blev flyttet rundt, efterhånden som hotellet blev sat i stand. De lavede ikke
         selv mad, men spiste på hotellet. I T-by boede de også på hotellet og betalte ikke noget herfor.
     
      
      De lavede sommetider selv mad, og nogle gange stod sagsøgeren for maden. De spiste frokost,
         men ikke aftensmad, på hotellet. Han husker ikke, om de skulle betale for det. I H-by boede de dels i
         en skurvogn eller i en campingvogn og dels på et hotel i R-vej, hvor de spiste et sted nede ad gaden
         for sagsøgerens regning. Skurvognen stod sagsøgeren for. I forbindelse med den skattesag, der blev
         rejst for hans eget vedkommende for 1992 og 1993, fik han godkendt standardfradrag i forbindelse
         med arbejdet i udlandet. Han husker ikke noget om et modregningsbeløb.
     
      
      H har forklaret, at han i 1992 arbejdede i Holland for F1. Det var på
         F4 Hotel i R-by, hvor de boede på hotellet. Han betalte 50 kr. om dagen herfor efter aftale med
         sagsøgeren. Han husker ikke, hvordan beløbet blev betalt. Han spiste på hotellet. Han skulle selv
         betale for telefon og minibar på værelset. Betalingen skete i danske kroner, og det var derfor,
         regningerne blev omregnet. I H-by boede de på et hotel, hvor der ikke var restaurant, så de gik alle i
         byen og spiste. Sagsøgeren betalte, og vidnet blev ikke trukket i lønnen herfor. Han var også i T-by i
         1992 eller 1993. Han boede da på hotellet og spiste morgenmad der. Han spiste ellers på restaurant.
         Han betalte ikke for logi og mener heller ikke, at han betalte for morgenmad. Når sagsøgeren ikke
         var til stede, måtte de dog selv betale for maden. Han husker ikke, om udgifterne efterfølgende blev
         refunderet. Han fik diæter i forbindelse med lønudbetalingen, men disse blev senere annulleret. Han
         fik så et fradrag i stedet for. Han skulle alene dokumentere, hvor mange dage han havde været i
         udlandet.
     
      
      Han deltog ligeledes i arbejdet i O-by, hvor de boede i en lejlighed i samme opgang som
         sagsøgeren. Lejligheden blev stillet til rådighed af sagsøgeren, og de skulle ikke betale noget herfor.
     
      
      
      
      Parternes argumenter
      
      Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at det efter oplysningerne
         i sagen må lægges til grund, at han opfylder betingelserne for fradrag for rejseudgifter med
         standardsatserne. Det må således lægges til grund, at betingelserne for modtagelse af skattefri
         godtgørelse efter ligningslovens § 9, stk. 5, jf. cirkulære 1992-3 som udgangspunkt
         har været opfyldt. Det følger herefter af cirkulærets punkt 6.4, at sagsøgeren, når udbetaling ikke er
         sket som skattefri godtgørelse, har krav på fradrag med standardsatserne. Sagsøgeren har i den
         forbindelse bestridt, at det forhold, at udbetalingen af godtgørelsen som følge af manglende
         dokumentation fra arbejdsgiverens side er anset som skattepligtig, medfører, at de ansatte afskæres
         fra, når betingelserne herfor i cirkulæret i øvrigt er opfyldt, at få fradrag efter standardsatserne. Det
         følger af cirkulæret, at sagsøgeren har krav på fradrag, medmindre logi er stillet helt eller delvis
         vederlagsfrit til rådighed for ham af arbejdsgiveren, eller udgifterne er betalt af arbejdsgiveren efter
         regning, og ingen af delene er tilfældet.
     
      
      For så vidt angår logi må det lægges til grund, at arbejdsgiveren i hvert fald
         ikke har stillet bolig vederlagsfrit til rådighed. I den udstrækning, sagsøgeren ikke har betalt for logi,
         er det således andre end F1, der har stillet bolig til rådighed. Der er endvidere intet belæg for, at
         arbejdsgiveren skulle have betalt udgifterne efter regning. Det er helt usandsynligt, at arbejdsgiveren
         foruden den takstmæssige rejsegodtgørelse skulle have betalt de faktiske rejseudgifter.
         Oplysningerne i sagen viser da også, at sagsøgeren, i et vist omfang over en mellemregningskonto
         med selskabet, selv endeligt har afholdt udgifterne. Sagsøgeren har dernæst bestridt, at der er
         grundlag for som følge af hans tilknytning til arbejdsgiverselskabet at opstille en formodning om, at
         selskabet har afholdt udgifterne. Han ville i givet fald blive stillet i en helt urimelig bevismæssig
         situation, da det ikke er muligt at bevise, at selskabet ikke har betalt udgifterne.
     
      
      Sagsøgeren har endelig påberåbt sig en lighedsgrundsætning, hvorefter han har krav på at blive
         stillet som de øvrige ansatte, som alle alene mod dokumentation for, at de i nærmere angivne
         perioder har arbejdet i udlandet, har fået godkendt fradrag efter standardsatserne.
     
      
      Sagsøgte har til støtte for sin frifindelsespåstand gjort gældende, at det ikke er
         bevist, at sagsøgeren har afholdt udgifter til kost og logi, og at sagsøgeren derfor ikke er berettiget til
         fradrag herfor med standardsatserne. Sagsøgte har herved anført, at der i en situation som den
         foreliggende, hvor den ansatte er hovedanpartshaver i arbejdsgiverselskabet, gælder en formodning
         for, at sådanne udgifter er afholdt af arbejdsgiveren, og denne formodning har sagsøgeren ikke
         afkræftet. Der må i den forbindelse lægges vægt på, at sagsøgeren som ejer er ansvarlig for den
         notoriske uorden i selskabets forhold, som således bevismæssigt må komme sagsøgeren til skade.
         Der må endvidere lægges vægt på, at sagsøgeren på selskabets vegne har accepteret, at den
         udbetalte godtgørelse ikke opfyldte betingelserne for at kunne anses for skattefri. Sagsøgte har
         yderligere henvist til, at der ikke er fremlagt nogen dokumentation for sagsøgerens påståede
         betalinger.
     
      
      Således er de fremlagte bilag i væsentligt omfang stilet til arbejdsgiveren, og sagsøgerens
         forklaring om betalingerne kan bl.a. på baggrund af de foreliggende oplysninger om udeholdte
         indtægter i selskabet ikke lægges til grund for afgørelsen. Særligt for så vidt angår logi må det
         lægges til grund, at sagsøgeren faktisk fik bolig stillet til rådighed af arbejdsgiveren, og for så vidt
         angår kost må det efter de øvrige ansattes forklaringer lægges til grund, at de i vid udstrækning fik
         kosten betalt. Dette må da så meget mere antages at have være tilfældet for sagsøgerens
         vedkommende. Sagsøgte har endelig bestridt, at sagsøgeren kan støtte ret på den skattemæssige
         behandling, som de øvrige ansatte er blevet undergivet i de respektive kommunale
         skatteforvaltninger. 
     
      
      
      
      Begrundelse og konklusion
      
      Fradrag for rejseudgifter efter ligningslovens § 9, stk. 5, med de i cirkulære
         1992-3 fastsatte satser for skattefri godtgørelse forudsætter, at skatteyderen har afholdt udgifter til
         kost og logi. Når skatteyderen, som det er tilfældet i den foreliggende sag, er direktør i og reelt ejer af
         arbejdsgiverselskabet, må der i den forbindelse kræves sikker dokumentation for, at skatteyderen
         selv og ikke arbejdsgiveren har afholdt udgifterne.
     
      
      Det må lægges til grund, at der i bl.a. 1992 var betydelige mangler i F1 ApS' regnskabsmæssige
         forhold, og at skattemyndighederne som følge af manglende dokumentation i selskabets
         regnskabsmateriale ikke kunne godkende, at den udbetalte godtgørelse til de ansatte var skattefri.
         Efter bevisførelsen, herunder de afgivne vidneforklaringer, er der ikke noget grundlag for at antage,
         at sagsøgeren eller nogen af de andre ansatte selv har afholdt udgifter til logi i forbindelse med
         arbejdet i Holland, Norge eller Tyskland. Derimod må det antages, at de øvrige ansatte i et vist
         omfang selv betalte for kosten, mens de arbejdede for F1 i udlandet. Sagsøgeren har imidlertid
         hverken bevist eller sandsynliggjort, at han for sit vedkommende helt eller delvist har betalt egne
         kostudgifter. Den hævdede betaling over en mellemregningskonto med arbejdsgiverselskabet er
         således helt ubestyrket.
     
      
      Da sagsøgeren således ikke har godtgjort, at han for indkomståret 1992 selv har afholdt udgifter
         til kost og logi, er han herefter ikke berettiget til fradrag med standardsatserne for skattefri
         rejsegodtgørelse, hvilket resultat ikke er i strid med nogen lighedsgrundsætning. Landsretten tager
         herefter sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.
     
      
      
      Thi kendes for ret:
      
      Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.
      
      Sagsøgeren, A, skal inden 14 dage betale sagens omkostninger til sagsøgte med
         10.000 kr.