Periodisering af indbetalinger på pensionsordninger
Pengeinstitutter skal indberette de i kalenderåret samlede indbetalinger til pensionsordningen.

►Indbetalinger til pensionsordninger, fx straksoverførsler, der er foretaget inden udgangen af kalenderåret, dvs. senest den 31. december kl. 23:59, skal indberettes for indbetalingsåret. Fradraget gives således med skattemæssig virkning i det indkomstår, hvori indbetalingen har fundet sted. Det følger af pensionsbeskatningslovens § 18, stk. 1, 2. pkt. Det gælder selvom instituttet har oplyst sine kunder om et »lukketidspunkt« for indbetalinger til pensionsordninger, hvis kunderne efter lukketidspunktet fortsat kan foretage indbetalinger, herunder straksoverførsel via netbank.  ◄

Forsikringsselskaber, pensionskasser mv. skal indberette de i kalenderåret samlede forfaldne præmier og bidrag for pensionsordningen. Hvis de forfaldne beløb ikke bliver indbetalt senest 1. april i kalenderåret efter det kalenderår, hvor præmien eller bidraget er forfaldet, skal I rette den tidligere indberetning til CPS. Hvis den 1. april falder på en banklukkedag, forlænges fristen til den førstkommende bankdag. Læs om hvordan I retter en indberetning i afsnit 7.

Se pensionsbeskatningslovens § 16, 18 og 19 samt skatteindberetningsbekendtgørelsens § 13, stk. 2, nr. 6 og § 22, stk. 2, nr. 6.

Hvilende ordning
Definitionen på en hvilende ordning er en pensionsordning, der ikke har været indbetalt på i kalenderåret, og hvor der ikke er påbegyndt udbetaling fra ordningen. Hvilende ordninger skal I indberette med en fradragskode 11, læs mere i afsnit 4.3.4. Bemærk, at hvilende ophørspensioner skal indberettes med både fradragskode 11 og 12 og hvilende sportspensioner skal indberettes med både fradragskode 11 og 13.

Fejlindbetalinger og korrektion heraf
Det er muligt at håndtere nogle fejlindbetalinger efter regler i pensionsbeskatningsloven:

  • § 22 C arbejdsgivers korrektion af pensionsindbetalinger
  • § 22 D overførsel af indbetalinger for et kalenderår
  • § 22 E tilbagebetaling senest 30 dage efter indbetalingen. Læs mere i  afsnit 7.3.3
  • § 22 F tilbagebetaling eller overførsel af fejlindbetalinger indenfor 3 år fra indbetaling. Læs mere i afsnit 7.3.4

Hvis det ikke er muligt at håndtere en fejlindbetaling efter disse regler, kan Skattestyrelsen i visse tilfælde efter praksis tillade korrektion af ordninger, hvis der er tale om en åbenbar fejldisposition. I må ikke korrigere eller indberette, før der er givet tilladelse fra Skattestyrelsen. En sådan tilladelse kan søges via TastSelv Erhverv → Kontakt → Skriv til os → eKapital → Pension → Ansøgning om tilladelser efter Pensionsbeskatningsloven (PBL) eller via krypteret mail til raadgiver@sktst.dk. Skriv en begrundelse for anmodningen og husk at vedlægge dokumentation.

I kan læse mere om mulighederne i Den juridiske vejledning, afsnit C.A.10.2.7.2 Korrektion af pensionsaftaler

Indberetning når I har fået en tilladelse fra Skattestyrelsen til at korrigere åbenbare fejldispositioner
Når I har fået en tilladelse fra Skattestyrelsen til at korrigere åbenbare fejldispositioner, skal I foretage rettelsesindberetninger til allerede foretagne indberetninger. Hvis der er givet tilladelse til overførsel til en anden pensionsordning med den virkning, at indbetalinger på den modtagende pensionsordning anses for sket på tidspunktet for fradrags- eller bortseelsesretten for indbetalinger på den afgivende pensionsordning og med de beløb, der blev indbetalt på den afgivende pensionsordning, skal I indberette om en indbetaling til den modtagende pensionsordning for de konkrete år og rette den tidligere indberetning for den afgivende pensionsordning. Der skal som udgangspunkt ske indberetning med rettekode 1. Se afsnit 4.3.7 under rettekode 1. Indberetning skal ske på samme måde, som hvis reglerne i pensionsbeskatningslovens § 22 F bruges, men der må ikke ske indberetning med rettekoderne A og B.

I skal være opmærksomme på at få indberettet inden for den fastsatte frist i tilladelsen.

Præmiefritagelse og tilbagebetaling af præmier
Når en forsikringsejer opnår præmiefritagelse, anses retten til præmiefritagelse for erhvervet på det tidspunkt, hvor det konstateres, at betingelsen for præmiefritagelse er opfyldt. Hvis der er opnået ret til præmiefritagelse med tilbagevirkende kraft, skal forsikringsselskabet mv. indberette hele det tilbagebetalte beløb til Pensiondiverse for det kalenderår, hvor tilbagebetalingen er sket (udbetalingsåret). Det gælder uanset, om det tilbagebetalte beløb vedrører præmie betalt for tidligere år eller ej.

Der skal ikke ske rettelsesindberetning til CPS som nedskrivning af præmieindbetaling til hvert enkelt år. Hvis der er sket indbetalinger for det år, hvor præmietilbagebetalingen sker, skal der ske indberetning til CPS om sådanne indbetalinger. Læs om indberetning i Indberetningsvejledning om Pensiondiverse, afsnit 4.1 Hvilke konti eller ordninger skal I indberette om?

Husk indberetninger til eIndkomst
Beløb på arbejdsgiveradministrerede aldersopsparinger eller aldersforsikringer (skattekode 45) skal I også indberette til eIndkomst. Se vejledningen om indberetning til eIndkomst, afsnit 8.5 Særlige pensionsfelter, Felt 57, 58 og 59. Hvis der sker overførsler efter pensionsbeskatningslovens § 25 A, stk. 8 eller 9 skal der evt. også skal ske regulering af A-indkomst i felt 57 i eIndkomst.

Forsikringsselskaber og pensionskasser mv. skal indberette til eIndkomst om præmier og bidrag generelt til forsikringer omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A, der indgår som en ikke adskilt del af en arbejdsgiveradministreret pensionsordning, herunder gruppelivsforsikringer. Det samme gælder for forsikringer, der dækker sundhedsbehandlinger mv. Se vejledningen om indberetning til eIndkomst, afsnit 8.5 Særlige pensionsfelter, Felt 91 og 96.

Vejledningen om indberetning til eIndkomst finder I på skat.dk/eIndkomst.

Hvis I ikke er tilmeldt indberetningspligt for A-skat og AM-bidrag skal I være tilmeldt indberetningspligten B-indkomst (pligtkode 157) for at kunne foretage indberetningen til eIndkomst. Tilmelding kan ske på virk.dk → Ændre virksomhed.

Forsikringsselskabers forrentning af erstatningssummer
Vær opmærksom på, at der skal ske indberetning af forsikringsselskabers forrentning af erstatningssummer. Se § 27 i skatteindberetningsbekendtgørelsen. Renterne skal I indberette til rentesystem - Indlån. Se Indberetningsvejledning om Indlån 2025, afsnit 1.1.2