►Indhold
Dette afsnit handler om den specielle fristregel for ejendomsskat. Se ESL § 74 a.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Betingelser
- Frivillighed
Regel
Med virkning fra 1. juli 2025 er der med lov nr. 562 af 27. maj 2025, § 1, nr. 39, indført en speciel fristregel ved ekstraordinær genoptagelse af ejendomsværdiskat, grundskyld eller dækningsafgift.
Formålet med reglen er at sikre, at reaktionsfristen på 6 måneder, jf. SFL § 27, stk. 2, ikke er til hinder for, at en skatteansættelse kan genoptages, når en ændret ejendomsvurdering kan danne grundlag for, at ejendomsskatten nedsættes.
En ændret ejendomsvurdering er ensbetydende med et ændret beskatningsgrundlag for ejendomsskatterne. SFL §§ 26 og 27 sætter frister for, hvornår en skatteansættelse kan genoptages. Se afsnit A.A.8 Fristregler.
Der kan foretages ekstraordinær genoptagelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 1, når en ejendomsvurdering er ændret. Det er dog en betingelse, at reaktionsfristen på 6 måneder, jf. SFL § 27, stk. 2, er opfyldt. Med den specielle fristregel for ejendomsskat i ESL § 74 a, kan reaktionsfristen i visse tilfælde forlænges til op til 18 måneder.
Se afsnit A.A.8.2.2.1.2.1 Ændringer i privat- eller offentligretligt grundlag
Se afsnit A.A.8.2.2.1.4 Reaktionsfristen - 6 måneder
Betingelser
Som beskrevet ovenfor skal grundlaget for ændringen af skatteansættelsen være en ændret ejendomsvurdering.
Forlængelsen af reaktionsfristen, jf., ESL § 74 a, stk. 1, gælder kun i det omfang det ændrede beskatningsgrundlag medfører en nedsættelse af ejendomsskatterne eller en uændret beskatning. For ejendomsværdiskat og grundskyld, der opkræves via forskuds- og årsopgørelsen, foretages der en samlet vurdering heraf.
Den mulighed for forlængelse af reaktionsfristen, som fremgår af ESL § 74 a, stk. 1, gælder for både den skattepligtige og Skatteforvaltningen.
Frivillighed
En ansættelse, som er varslet af Skatteforvaltningen efter reglerne om den forlængede frist i ESL § 74 a, er frivillig for den skattepligtige. Se ESL § 74 a, stk. 2.◄