►Indhold
Dette afsnit beskriver reglerne for eftergivelses- og tilbagebetalingsordning for grundskyld ved efterregulering af skatteårene 2021-2023, hvor tidligere ejer er afgået ved døden.
Afsnittet indeholder:
- Baggrund
- Hvem er omfattet af ordningen
- Betingelser
- Renter og gebyrer
- Efterfølgende ændring i beskatningsgrundlaget
- Opgørelse af skattepligtig indkomst
- Klage
Baggrund
Der er i ESL § 82 c, indsat en ordning, der giver mulighed for, at ejer i visse udstykningssituationer kan få eftergivet ubetalt grundskyld eller tilbagebetalt allerede betalt grundskyld for skatteårene 2021-2023, hvor den nærmeste forudgående ejer er afgået ved døden.
Hvem er omfattet af ordningen
Ordningen omfatter fysiske personer, der på efterreguleringstidspunktet ejer en ejendom omfattet af ESL § 3, stk. 1, nr. 3 eller 4, eller af EVL § 3, stk. 1, nr. 1, (se ESL § 82 c).
Nævnt i ESL § 3, stk. 1, nr. 3 og 4, er:
- Boliger tilhørende landbrugsejendomme, hvor der efter EVL § 30, stk. 1, 1. pkt., ansættes en særskilt ejendomsværdi og en særskilt grundværdi.
- Boliger tilhørende skovejendomme, hvor der efter EVL § 30, stk. 1, 1. pkt., ansættes en særskilt ejendomsværdi og en særskilt grundværdi.
Nævnt i EVL § 3, stk. 1, nr. 1, er ejendomme, der er kategoriseret som en ejerbolig.
Betingelser
For at være omfattet af ordningen skal alle fire følgende betingelser være opfyldt.
1) Den fysiske person har i henhold til et autoritativt register overtaget ejendommen den 1. januar 2021 eller senere.
2) Den nærmeste tidligere ejer er i henhold til et autoritativt register afgået ved døden på efterreguleringstidspunktet.
3) Den fysiske person kan dokumentere, at en eventuel efterregulering af grundskylden for skatteårene 2021-2023 er reguleret kontraktuelt med den afdøde ejer, jf. nr. 2.
Betingelses formål er ifølge forarbejderne at sikre, at den fysiske person (ejeren) kontraktuelt har sikret sig mod efterreguleringen. Det betyder, at de tilfælde, hvor det ikke er sket - uanset om det skyldes ejerens egne forhold eller dennes rådgiver - vil betingelsen ikke være opfyldt.
Bevisbyrden, for at efterreguleringen er kontraktuelt reguleret, er pålagt ejeren - dvs. den der ansøger om en eftergivelse eller tilbagebetaling af grundskylden.
Bevisbyrden vil kunne løftes ved at udlevere dokumenter forbundet med overtagelsen af en ejendom, hvori en regulering af grundskylden typisk vil fremgå. Det vil almindeligvis betyde købsaftalen og refusionsopgørelsen.
4) Det beløb, som kan eftergives eller tilbagebetales, skal udgøre 1.500 kr. eller derover.
Det vil sige, at hvis den fysiske person f.eks. har ejet den pågældende ejendom i 2022 og 2023, mens den nærmeste tidligere og nu afdøde ejer har ejet ejendommen i 2021, vil efterreguleringen for skatteåret 2021 skulle udgøre 1.500 kr. eller derover.
Har den fysiske og nuværende ejer f.eks. ejet ejendommen i 2023, vil den samlede efterregulering for skatteårene 2021 og 2022 skulle udgøre 1.500 kr. eller derover.
Med den foreslåede bestemmelse vil Skatteforvaltningen dermed kunne afvise en ansøgning efter det foreslåede stk. 1, hvis beløbet, som eventuelt vil kunne eftergives eller tilbagebetales, ikke udgør 1.500 kr. eller derover.
Renter og gebyrer
Forslaget omfatter alene renter og gebyrer som følge af manglende betaling af grundskyld for skatteårene 2021-2023. Det vil sige, at hvis ejeren har øvrige krav under opkrævning eller inddrivelse, hvorpå der er påløbet renter og gebyrer, vil disse ikke være omfattet af den foreslåede bestemmelse.
I modsætning til grundskylden, hvor alene en forholdsmæssig andel eftergives eller tilbagebetales, vil det fulde beløb af eventuelt påløbne renter og gebyr skulle eftergives eller tilbagebetales.
Det vil være uden betydning, hvilken myndighed der har pålagt ejeren renter og gebyrer.
Eftergivelsen eller tilbagebetalingen foretages af kommunen
Efter ESL § 82 c, stk. 3, foretages eftergivelse eller tilbagebetaling af kommunalbestyrelsen i den kommune, som ejendommen er beliggende i, hvis Skatteforvaltningen træffer afgørelse herom.
Berostillelse af opkrævning under sagsbehandlingen af ansøgningen
Kommunen eller restanceinddrivelsesmyndigheden sætter påbegyndte opkrævnings- og inddrivelsesskridt i bero, når en fysisk ejer indleverer ansøgningen om eftergivelse. Berostillelsen gives i perioden fra ansøgningen indleveres og indtil Skatteforvaltningen træffer afgørelse om en eventuel eftergivelse eller tilbagebetaling af grundskyld for skatteårene 2021-2023.
Forlængelse af pante- og fortrinsret ved afslag på eftergivelse eller tilbagebetaling
Den pante- og fortrinsret, som hviler på den faste ejendom i dens helhed med en pante- og fortrinsret i 2 år og 3 måneder, jf. ESL § 4, stk. 5, 1. pkt., vil få forlænget sin virkningsperiode med samme antal dage, som en boligejers opkrævning eller inddrivelse har været sat i bero.
Det betyder, at en ejer, der har ansøgt om eftergivelse eller tilbagebetaling af grundskyld for skatteårene 2021-2023, jf. det foreslåede § 82 c, stk. 1, og som får et afslag på sin ansøgning, vil få forlænget den periode, hvorpå pante- og fortrinsretten hviler på sin ejendom med den samme periode, som ejerens opkrævning eller inddrivelse har været sat i bero.
Opgørelse af skattepligtig indkomst
En eftergivelse eller tilbagebetaling medregnes ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Det betyder, at en eftergivelse eller tilbagebetaling af grundskyld og eventuelle renter og gebyrer vil være fritaget for beskatning. Det gælder dog ikke i tilfælde, hvor den fysiske person har fratrukket udgiften til efterreguleringen, jf. LL § 14.◄