Parter 

A

(v/adv. Karen-Margrethe Schebye)

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/adv. Mikkel Isager-Sally)

Afsagt af byretsdommer

Merete Engholm

Sagens baggrund og parternes påstande

Under denne sag, der er anlagt den 12. januar 2017, har sagsøger, A nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at den fra G1 A/S til A udbetalte godtgørelse for tilsidesættelse af forskelsbehandlingsloven ikke er skattepligtig.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.

Sagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt A, er skattepligtig af det beløb, som han opnåede ret til ved et forlig med sin tidligere arbejdsgiver G1 A/S.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Oplysningerne i sagen

På grund af helbredsmæssige forhold blev A opsagt den 28. marts 2014 fra sit arbejde som flykaptajn hos G1 A/S til fratræden den 28. februar 2015, idet han på grund af sygdom mistede sit flycertifikat. Som udgangspunkt ville være, at han i den situation ville modtage udbetaling fra en forsikring tegnet af G1 A/S en Loss of License forsikring, men G1 A/S nægtede udbetaling fra forsikringen angiveligt under henvisning til A’s alder. A indbragte sagen for Ligebehandlingsnævnet, hvor han anførte, at sagen drejede sig om, hvorvidt han var oprettet behørigt i en kollektivt aftalt forsikringsordning. Sagen blev forligt.

Ved forliget opnåede A ret til en godtgørelse svarende til 4 måneders løn. Beløbet blev udbetalt i henhold til forliget som et engangsbeløb.

Spørgsmålet i denne sag er, hvorvidt der skal betales skat af dette beløb.

Af forliget, der blev tiltrådt af sagsøgers advokat, fremgår bl.a. følgende:

"1.0 Baggrunden for nærværende forlig

1.1. G2 som mandatar for A har ved brev af 10. oktober 2014 til Ligebehandlingsnævnet gjort gældende, at G1 A/S har handlet i strid med forskelsbehandlingslovens § 2. I den forbindelse er der fremsat krav om betaling af godtgørelse i henhold til forskelsbehandlingslovens § 7.

G1 A/S har bestridt at have handlet i strid med forskelsbehandlingslovens § 2, og G1 A/S har af samme grund bestridt, at der er grundlag for et krav efter forskelsbehandlingslovens § 7.

2.0 Forligets indhold

Med henblik på at løse ovennævnte tvist i mindelighed har parterne indgået et forlig med et indhold og på de betingelser, der fremgår af følgende:

G1 A/S betaler en godtgørelse svarende til 4 måneders løn til A."

Sagsøger anmodede SKAT om bindende at tage stilling til, hvorvidt det udbetalte beløb var fritaget for skat. SKAT meddelte, at beløbet ikke var fritaget for skat. Denne afgørelse indbragte A for Skatteankenævnet som stadfæstede SKATS afgørelse.

Af Skatteankenævnets afgørelse fremgår bl.a. følgende:

"---

Skatteankenævnets afgørelse:

Den skattemæssige behandling af godtgørelser sker efter statsskattelovens §§ 4 og 5, medmindre der findes anden særlig lovhjemmel.

Overordnet er godtgørelse, der udbetales til dækning af et konkret løntab skattepligtig som almindelig indkomst efter statsskattelovens § 4.

Såfremt godtgørelsen ikke udbetales i forbindelse med fratræden, vil godtgørelsen skulle beskattes som personlig indkomst i h.t. statsskattelovens § 4 og personskattelovens § 3.

Godtgørelse for krænkelse af ideel karakter som eksempelvis svie og smerte, varig men, tort og erstatning af indkomstkilde er skattefri, jf. statsskattelovens § 5, litra a.

Godtgørelse, der betales ud over lønnen/lønkravet med relation til fratræden er skattepligtig efter ligningslovens § 7 U.

Af ligningslovens § 7 U fremgår det, at gaver, godtgørelser og gratialer fra den skattepligtiges arbejdsgiver, der ydes i forbindelse med en medarbejders fratræden af stilling, medregnes til den skattepligtige indkomst med det beløb, hvormed de samlede erhvervelser i løbet af indkomståret overstiger 8.000 kr., jf. dog stk. 2-4 og § 31.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår, at det med denne bestemmelse var tilsigtet at indføre en ensartet og neutral beskatning i alle tilfælde, hvor der i forbindelse med fratræden af stilling udbetales et beløb, som overstiger den skattepligtiges sædvanlige aflønning. Det har derfor ikke betydning for beskatningen i medfør af denne bestemmelse, om arbejdsgiveren er forpligtet til at udbetale fratrædelsesgodtgørelsen, eller om arbejdsgiveren udbetaler godtgørelsen frivilligt.

Det fremgår af erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, at den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller person, skal betale den forurettede godtgørelse for tort.

Klageren har ikke godtgjort, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag for at anse godtgørelsen som en skattefri godtgørelse for en retsstridig krænkelse af klagerens ære eller person, jf. princippet i erstatningsansvarslovens § 26, jf. Østre Landsrets dom af 22. august 2007, offentliggjort i SKM2007.575.ØLR.

Godtgørelsen anses for skattepligtig i medfør af ligningslovens § 7 U. Der foreligger ikke en afgørelse fra Ligebehandlingsnævnet om, at der er tale om forskelsbehandling. Det anses ikke for dokumenteret eller tilstrækkelig sandsynliggjort, at den modtagne godtgørelse er skattefri jf. statsskattelovens § 5, eller at det udbetalte beløb er godtgørelse for forskelsbehandling i strid med forskelsbehandlingslovens § 2, jf. § 7.

Såfremt der havde foreligget en afgørelse fra Ligebehandlingsnævnet om, at der var tale om forskelsbehandling, ville godtgørelsen ligeledes være skattepligtig i medfør af ligningslovens § 7 U, jf. SKM2014.354.SR

SKATs bindende svar stadfæstes hermed."

Forklaringer

Der er afgivet forklaring af A og IS.

Sagsøger, A har forklaret bl.a., at han blev ansat i G1 A/S i august 1985 og har været ansat uafbrudt siden dette tidspunkt. På fratrædelsestidspunktet var han flykaptajn. Han blev opsagt fra sit job den 28. marts 2014 til fratræden den 28. februar 2015. I juni 2013 led han af svimmelhed, og blev sygemeldt, så han kunne ikke flyve. En gang om året skulle man have sin "medicical license" fornyet. Hvis man mister sin "medical license," kan man ikke beholde sit flycertifikat. G1 A/S har været large og ventet på, at han skulle komme tilbage. Han havde gennem G1 A/S en Loss of License forsikring, som han som udgangspunkt ville være dækket af i den situation, hvor han mistede sit certifikat. Der ville så være udbetaling fra forsikringen, så man kunne klare sig og komme videre, og forsikringen dækkede også aldersopsparing. Oprindeligt skulle man gå på pension, når man fyldte 60, men i 2012 blev dette ændret til 65 år. Der var fuld dækning fra Loss of License forsikringen, indtil man fyldte 55, og derfra var der så en nedtrapning til man fyldte 60. Det var myndighederne, der ændrede grænsen fra 60 til 65 år, og G1 A/S ville gerne følge denne aldersgrænse. Hele pensionssystemet blev derfor også ændret. Han var da lige fyldt 60. Han fortsatte med at arbejde, selv om han kunne være gået på pension. Der blev lavet en ny Loss of License forsikring. Han modtog diverse information fra G1 A/S, som oplyste om, at den ny Loss og License forsikring omfattede alle. I juni 2013 rettede han henvendelse til HR-afdelingen, som sagde, at han var omfattet af Loss of License forsikringen. Den 18. februar 2014 modtog han besked om, at hans "medical license" ikke kunne fornys, hvilket han så meddelte G1 A/S. Han blev så indkaldt til et møde, hvor han blev afskediget med et forkortet varsel efter 6 måneder. Hvis han havde fået udbetaling fra Loss of License forsikringen efter den gamle ordning, ville han have fået udbetalt 2,6 mio. kr. som engangsydelse og yderligere en løbende ydelse i en periode. Han blev senere indkaldt til et nyt møde hos G1 A/S. Dagen inden mødet blev han ringet op af en medarbejder fra G1 A/S, som meddelte ham, at han alligevel ikke ville få udbetalinger fra Loss of License forsikringen. Han fik en ny opsigelse med 11 måneders varsel. Han havde IS med til afskedigelsesmødet. Han modtog aldrig et klart svar på, hvorfor han ikke var omfattet af den nye Loss of License forsikring. Han ved ikke, om der er andre i situationer, der ligner hans. Dem over 60 kom ikke med i den nye Loss of License dem under 60 kom med.

IS har forklaret bl.a., at han er ansat i G1 A/S som pilot. Han er medlem af bestyrelsen af piloternes pensionskasse og pensionsspecialist. I 2012 blev deres pensioner ændret. Man "sløjfede" det hidtidige system og lavede en ny ordning, hvorefter man fik en vis procent indtil pensionsalderen samt og et større engangsbeløb. En del af beløbet skulle være skattefrit og en del skulle udbetales over en 5 årig periode. Hvis man havde opnået fuld pensionsret, indtrådte man ikke i den nye Loss of License forsikring, så hvis man var fyldt 60 og mistede sin autorisation, ville der ikke være udbetaling fra Loss of License forsikringen. De tænkte ikke på aldersdiskrimination på dette tidspunkt. Vidnet deltog sammen med sagsøger i mødet om opsigelsesaftalen. Han havde ingen overvejelser af, om sagsøger var omfattet af den nye aftale. G1 A/S mener ikke, at sagsøger er berettiget til ydelser fra Loss og License, da han har fuld pensionret. Der dukker somme tider ting op efterfølgende som ikke var ikke fremme, da aftalen blev indgået. Forsikingsselskabet er udenlandsk, og det er ikke den enkelte pilot, der er forsikringstager det er G1 A/S. Han er bekendt med en sag, hvor en pilot var 44 år, da han mistede sit certifikat på grund af sygdom, og ville have fået en højere udbetaling fra Loss of License, hvis han havde været 45 år, da han blev syg, og at sagen blev ændret i Ligebehandlingsnævnet, da nævnet mente, at han blev forskelsbehandlet på grund af alder. Den sag har ikke ændret ordningen. Ordningen er anderledes nu og den ophører nu, når personen fylder 65.

Parternes synspunkter

A har i sit påstandsdokument anført følgende:

Sagsøger gør gældende, at den til sagsøger udbetalte godtgørelse ikke er at sidestille med en godtgørelse, der udbetales på grund af arbejdsgiverens manglende (usaglige) begrundelse for afskedigelse.

Tværtimod har godtgørelsen intet med sagsøgers fratrædelse at gøre, og det kan lægges til grund, at sagsøger ville have haft krav på den udbetalte godtgørelse uden hensyntagen til, om sagsøger var fratrådt G1 A/S eller ej, fordi godtgørelsen er knyttet til det faktum, at der under den løbende ansættelse er sket en forskelsbehandling ved manglende oprettelse af forsikring, hvilken forsikring skulle have været oprettet for sagsøgeren uden hensyntagen til hans fratrædelse.

Sagsøger gør gældende, at den udbetalte godtgørelse kan sidestilles med den godtgørelse, der tilkendes af Ligebehandlingsnævnet for manglende ansættelse på grund af f.eks. alder eller handicap eller godtgørelse for forskelsbehandling i strid med Ligebehandlingslovens § 4, 1. punktum, vedr. arbejdsvilkår i øvrigt, jf. Ligebehandlingslovens § 14, og godtgørelse i henhold til Ligelønslovens § 2, stk. 2, jf. § 1, stk. 1.

Sådanne godtgørelser er utvivlsomt skattefri, da der er tale om godtgørelse for ikke økonomisk skade, og da der under ingen omstændigheder er tale om en fratrædelsesgodtgørelse.

Sagsøger henviser i den forbindelse bl.a. til Skats vurdering af skattepligten i sager vedr. udbetaling af godtgørelse i henhold til Ligebehandlingslovens § 14 og Ligelønslovens § 2, stk. 2.

Sagsøger gør tillige gældende, at det er uden betydning for sagsøgers skattepligt, om G1 A/S i forbindelse med udbetalingen af godtgørelsen har anerkendt at have tilsidesat sagsøgers rettigheder i henhold til forskelsbehandlingsloven, når der i øvrigt ikke er nogen formodning for, at der er andet grundlag for udbetaling af godtgørelse end sagsøgers - behørigt indbragte - krav på godtgørelse herfor.

Den af Skatteankenævnet anlagte fortolkning af ligningslovens § 7 U, stk. 1 og stk. 2, i denne sag går langt ud over ordlyden af bestemmelsen og bestemmelsens formål. Der foretages således en uhjemlet, udvidende fortolkning af bestemmelsen i strid med almindelige principper for lovfortolkning. Denne udvidende fortolkning af bestemmelsen er ikke nødvendig til sikring af opfyldelse af lovens formål. Det kan i den forbindelse bemærkes, at det heller ikke kan anses for nødvendigt med en sådan udvidende fortolkning, idet der ikke på nogen måde er risiko for, at den af sagsøger anviste fortolkning af reglen vil indebære nogen form for omgåelsesmulighed konkret eller fremadrettet.

Det bemærkes i den forbindelse, at det er et grundlæggende skatteretligt princip, at der kun kan ske beskatning af et formuegode eller en indtægt, hvis dette er lovhjemlet. Helt i tråd hermed har skattemyndighederne selv af egen drift i tidligere sager foretaget opdeling af godtgørelsesbeløb tilkendt af domstolene i sager, hvor der har været rejst krav om betaling af godtgørelse for usaglig afsked og kompensation for forvaltningsretlige mangler ved afskedigelsesproceduren.

I disse sager har skattemyndighederne selv foretaget en skønsmæssig fordeling, således at kun den del af en godtgørelse, som ville kunne være givet som godtgørelse for usaglig afsked, er blevet antaget som skattepligtig i henhold til Ligningslovens § 7 U, mens den øvrige del af godtgørelsen er blevet antaget at være skattefri. Der henvises i så henseende til sagsnr. 2-1-18640071, afgørelse af 21. maj 2001.

Vedrørende sagens omkostninger er det gjort gældende, at det er en principiel problemstilling i relation til konsekvensen af procesbesparende forligsaftaler, hvorfor sagens omkostninger i tilfælde af at sagsøger ikke for medhold bør ophæves jf. retsplejelovens § 312, stk.3.

Skatteministeriet har i påstandsdokument anført følgende:

Til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gør Skatteministeriet overordnet gældende, at A ikke har godtgjort, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag for at anse den udbetalte godtgørelse for en skattefri godtgørelse for en retsstridig krænkelse af hans ære eller person, jf. statsskattelovens § 5.

Ved en engangsudbetaling fra en arbejdsgiver til en arbejdstager er det retlige udgangspunkt, at beløbet enten skal beskattes efter statsskattelovens § 4 eller er skattefritaget efter statsskattelovens § 5, medmindre engangsudbetalingen omfattes af særlovgivning.

En sådan særlovgivning foreligger i ligningslovens § 7 U, hvorefter fratrædelsesgodtgørelser, der udbetales som følge af den skattepligtiges fratræden, er skattepligtige.

I medfør af ligningslovens § 7 U medregnes alle ydelser fra den skattepligtiges arbejdsgiver, der ydes i forbindelse med en medarbejders fratrædelse af stilling, til den skattepligtige indkomst med det beløb, hvormed de samlede erhvervelser i løbet af indkomståret overstiger 8.000 kr.

Denne regel gælder ikke i det omfang, beløbet træder i stedet for, hvad modtageren ville have oppebåret i indtægt fra stillingen for tiden efter fratrædelsen og indtil det tidspunkt, til hvilket modtageren kunne være opsagt i henhold til sin kontrakt eller lovgivningens almindelige regler, jf. ligningslovens § 7 U, stk. 1. Efter ligningslovens § 7 U, stk. 2, er det yderligere en betingelse for skattefrihed efter stk. 1, at den skattepligtige person, der modtager godtgørelsen, fuldstændig ophører med at være ansat i den udbetalende virksomhed, og at godtgørelsesbeløbet udbetales i tidsmæssig tilknytning til fratrædelsen.

Regulering af fratrædelsesgodtgørelser i ligningslovens § 7 U udspringer af lov om særlig indkomstskat. Af forarbejderne til denne lov fremgår blandt andet følgende:

"Engangsudbetalinger fra en arbejdsgiver til en funktionær i forbindelse med fratrædelse af stilling beskattes fuld ud i de tilfælde, hvor udbetalingen kan opfattes som en slags tillæg til den løn, som den pågældende har modtaget i de år, han har været ansat i virksomheden. Det kan imidlertid også forekomme, at engangsudbetaling helt går fri for beskatning, nemlig hvis den kan betragtes, som det man kalder "erstatning for tab af stilling". Skattefriheden begrundes i disse tilfælde med det synspunkt, at der er tale om vederlag for tab af indtægtskilde, altså for tab af fremtidige arbejdsindtægter. Det er i praksis ofte meget svært at afgøre, om en udbetaling er af den ene eller den anden art, og det forekommer ikke rimeligt, at fratrædelsesgodtgørelser skal underkastes så forskellig skattemæssig behandlinger på grund af så usikre kriterier. Bestemmelsen i § 13, nr. 4 tilsigter at gennemføre en rimelig og ensartet beskatning i alle tilfælde, hvor der ved fratræden af en stilling udbetales et beløb, som overstiger den skattepligtiges sædvanlige aflønning."

Reglerne om beskatning af fratrædelsesgodtgørelser blev således indført for at sikre en ensartet beskatning af udbetalinger i forbindelse med fratrædelse henset til, at det i praksis ofte gav anledning til vanskeligheder at afgøre, om en engangsudbetaling fra en arbejdsgiver retligt skulle kvalificeres som en ydelse efter statsskattelovens § 4 eller efter statsskattelovens § 5.

Det fremgår endvidere af forarbejderne til ligningslovens § 7 U, at:

"Lovforslaget ændrer ikke ved den hidtidige praksis for, hvad der er omfattet af begrebet fratrædelsesgodtgørelse. Det betyder, at alle ydelser, der i fremtiden udbetales i anledning af en medarbejders fratræden, vil indgå i den personlige indkomst ved skatteberegningen, medmindre der er tale om uddannelsesydelser, som foreslås at skulle være skattefrie efter ligningslovens § 31."

I overensstemmelse hermed er det klare udgangspunkt, at alle ydelser fra arbejdsgiveren i forbindelse med fratrædelse skal beskattes efter ligningslovens § 7 U.

En godtgørelse vil kun være skattefri efter statsskattelovens § 5, hvis den har karakter af en godtgørelse for en retsstridig krænkelse af den pågældendes ære eller person, jf. principperne i erstatningsansvarslovens § 26 om tort.

Det påhviler den skattepligtige at godtgøre, at godtgørelsen konkret har en sådan karakter, at den er undtaget fra beskatning efter statsskattelovens § 5, jf. SKM2007.575.ØLR.

Forligsaftalen af 30. juni 2015 er indgået i tidsmæssig forlængelse af A’s fratrædelse af sin stilling ved G1 A/S.

A har gjort gældende, at nærværende sag omhandler, hvorvidt en til ham udbetalt godtgørelse for aldersdiskrimination i et løbende ansættelsesforhold er skattepligtig.

Af forligsteksten fremgår imidlertid blandt andet

"1.0 Baggrunden for nærværende forlig

1.1. G2 som mandatar for A har ved brev af 10. oktober 2014 til Ligebehandlingsnævnet gjort gældende, at G1 A/S har handlet i strid med forskelsbehandlingslovens § 2. I den forbindelse er der fremsat krav om betaling af godtgørelse i henhold til forskelsbehandlingslovens § 7.

G1 A/S har bestridt at have handlet i strid med forskelsbehandlingslovens § 2, og G1 A/S har af samme grund bestridt, at der er grundlag for et krav efter forskelsbehandlingslovens § 7. "

Det fremgår altså af den fremlagte forligsaftale, at parterne under sagen for Ligebehandlingsnævnet var uenige om, hvorvidt der er handlet i strid med forskelsbehandlingsloven og således også om, hvorvidt der er grundlag for et krav om godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven.

Sagen omhandler derfor ikke spørgsmålet om, hvorvidt en til A udbetalt godtgørelse for aldersdiskrimination i et løbende ansættelsesforhold er skattepligtig.

Derimod omhandler sagen, om A er skattepligtig af det beløb, som han i henhold til forliget har erhvervet ret til.

Det fremgår ikke af det fremlagte forlig, at godtgørelsen udbetales som følge af forskelsbehandling under A’s ansættelse ved G1 A/S. Det forhold, at A ensidigt har angivet i forliget, at beløbet efter hans opfattelse er skattefritaget, fordi der er tale om en godtgørelse for forskelsbehandling under ansættelse, ændrer ikke herved.

At der tværtimod er tale om en samlet aftale om mellemværendet mellem A og G1 A/S, viser det yderligere anførte i forliget, hvor det blandt andet fremgår:

"Forliget indgås til fuld og endelig afgørelse af parternes mellemværende i anledning af den for Ligebehandlingsnævnet indbragte sag. Ingen af parterne kan herefter rejse krav mod den anden ved hverken domstol, arbejdsdomstol eller administrative nævn.

Betaling af godtgørelsen er således betinget af, at A ikke rejser krav på godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven eller noget andet grundlag. Betalingen af godtgørelsen er yderligere betinget af, at A ikke rejser krav på ydelser, der ikke udtrykkeligt er anført i nærværende forlig.

Endelig er betalingen af godtgørelsen betinget af, at Ligebehandlingsnævnet umiddelbart efter underskrivelsen af nærværende forlig orienteres om, at der er indgået et forlig mellem parterne, og at den til Ligebehandlingsnævnet indgivne klage derfor trækkes tilbage. Dokumentation herfor skal fremsendes til advokat JC."

På denne baggrund må det lægges til grund, at forliget har til hensigt endeligt at gøre op med ethvert mellemværende mellem A og G1 A/S i forbindelse med ansættelsens ophør.

Alle beløb, der ydes i forbindelse med en arbejdstagers fratrædelse, skal beskattes med det beløb, som overstiger 8.000,- kr., jf. ligningslovens § 7 U. Det aftalte beløb ydes i forbindelse med A’s fratrædelse af sin stilling og i forbindelse med, at hans ansættelsesforhold ophører. Betingelserne for beskatning efter ligningslovens § 7 U er derfor opfyldte.

Den omstændighed, at der er indgået et forlig i en sag, hvor A har gjort gældende, at forskelsbehandlingsloven er overtrådt, er naturligvis ikke ensbetydende med, at G1 A/S har anerkendt at have handlet retsstridigt, og at forligsbeløbet derfor kan karakteriseres som en godtgørelse for en sådan krænkelse.

Det gøres endvidere gældende, at selv hvis godtgørelsen måtte anses for en godtgørelse for overtrædelse af forskelsbehandlingsloven, er der stadig tale om en godtgørelse, der er udbetalt i forbindelse med A’s fratrædelse af sin stilling, og godtgørelsen er derfor omfattet af ligningslovens § 7 U, jf. herved de klare forarbejder til bestemmelsen og Skatterådets afgørelse i SKM2014.354.SR.

A har med henvisning til Landsskatterettens afgørelse af 21. maj 2001 i sagsnr. 2-1-1864-00714 gjort gældende, at skattemyndighederne i tidligere praksis selv har foretaget en skønsmæssig fordeling af godtgørelsen, således at kun den del af en godtgørelse, som ville kunne være givet som godtgørelse for usaglig afsked, er blevet anset for skattepligtig i henhold til Ligningslovens § 7 U, mens den øvrige del af godtgørelsen er blevet antaget at være skattefri

Hertil bemærkes, at Østre Landsret i SKM2007.575.ØLR har fastslået, at det er den skattepligtige, som skal godtgøre, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag for at anse den udbetalte godtgørelse for skattefritaget i henhold til erstatningsansvarslovens § 26, jf. statsskattelovens § 5, litra a.

A har endvidere gjort gældende, at Skatteministeriet bærer bevisbyrden for, at der i den konkrete sag er tale om en skattepligtig ydelse, da der ikke var hjemmel til at yde A nogen form for fratrædelsesgodtgørelse.

Dette bestrides.

I overensstemmelse med det ovenfor anførte fremgår det af forarbejderne til ligningslovens § 7 U, at alle ydelser, der udbetales i forbindelse med fratræden, anses for at være fratrædelsesgodtgørelse. Det er således underordnet, om arbejdsgiveren har været forpligtet til at yde den omhandlede godtgørelse, eller om dette sker frivilligt.

Videre fremgår det af forarbejderne, at det i praksis ofte er meget svært at afgøre, om en udbetaling er af den ene eller den anden art, og at lovbestemmelsen tilsigter at indføre en ensartet beskatning i alle tilfælde, hvor der ved fratræden af en stilling udbetales et beløb, der overstiger den skattepligtiges sædvanlige aflønning.

Beløbet er derfor omfattet af ligningslovens § 7 U, med mindre det godtgøres, at det udbetalte beløb kan kvalificeres som en godtgørelse for en retsstridig krænkelse af hans ære eller person efter erstatningsansvarslovens § 26 og dermed er skattefritaget efter statsskattelovens § 5.

Bevisbyrden herfor påhviler A, jf. SKM2007.575.ØLR.

Vedrørende sagens omkostninger har sagsøgte anført, at A har gjort gældende, at sagen angår en principiel problemstilling i relation til konsekvensen af procesbesparende forligsaftaler, hvorfor sagens omkostninger, i tilfælde af at sagsøger ikke får medhold, bør ophæves, jf. retsplejelovens § 312, stk. 3.

Dette bestrides.

Sagen angår ikke en principiel problemstilling, idet Østre Landsret med dommen trykt i SKM2007.575.ØLR allerede har taget stilling til den foreliggende problemstilling.

Sagen for Østre Landsret omhandlede tilmed et forlig på samme vis som i nærværende sag.

Parterne har i det væsentligste procederet i overensstemmelse hermed.

Rettens begrundelse og afgørelse

A blev opsagt den 28. marts 2014 fra sit arbejde som flykaptajn hos G1 A/S til fratræden den 28. februar 2015, idet han på grund af sygdom mistede sit flycertifikat.

A indledte efterfølgende en sag i Ligebehandlingsnævnet, idet han mente, at han var blevet forskelsbehandlet, idet han, der på opsigelsestidspunktet havde opnået fuld pensionsret, ved en ændring af G1 A/S's pensions- og forsikringsordninger ikke længere var omfattet af en Loss of Licence forsikring, der dækkede indkomsttab m.v.i tilfælde af sygdom.

Under sagens behandling i Ligebehandlingsnævnet blev sagen forligt. Det fremgår, af forligsteksten bl.a., at A mente, at hans tidligere arbejdsgiver G1 A/S havde handlet i strid med forskelsbehandlingslovens § 2, hvorfor han havde krav på godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens § 7. Det blev endvidere anført, at G1 A/S bestred at have handlet i strid med forskelsbehandlingslovens § 2, og G1 A/S bestred af samme grund, at der var grundlag for et krav efter forskelsbehandlingslovens § 7, men for at løse tvisten i mindelighed betalte G1 A/S en godtgørelse på 4 måneders løn.

A har bevisbyrden for, at det modtagne beløb ikke skal beskattes. På baggrund af de afgivne forklaringer og forligets tekst finder retten ikke, at A har bevist, at den udbetalte godtgørelse er en skattefri godtgørelse efter statsskattelovens § 5, idet godtgørelsen ikke har karakter af en retsstridig krænkelse af A’s ære eller person jf. princippet i erstatningslovens § 26, og det udbetalte forligsbeløb kan derfor ikke holdes uden for beskatning. Skatteministeriets frifindelsespåstand tages derfor til følge.

Vedrørende sagens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt, idet retten kan oplyse, at der er tilkendt 55.000 kr., som passende beløb til dækning af udgift til advokatbistand. Retten har ved fastsættelsen af sagsomkostningerne lagt vægt på sagens forløb, udfald og værdi.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Skatteministeriet frifindes.

A skal inden 14 dage betale 55.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostninger forrentes efter rentelovens § 8 a.