Indledning
I SKM2003.460.TSS og SKM2004.105.TSS har Told- og Skattestyrelsen meddelt, at fra 1. maj 2004 skal ydelser, der ligger inden for kommunernes visitation efter lov om social service § 71 og som leveres efter reglerne om frit leverandørvalg i hjemmeplejen karakteriseres som social forsorg og bistand jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 2.
Skatteministeren har som svar på spørgsmål S 3967 af 19. maj 2004 vedrørende kommunernes kompensation for den manglende mulighed for fradrag af købsmoms til private leverandører af personlig og praktisk hjælp, der leveres efter reglerne om frit leverandørvalg i hjemmeplejen og efter visitation ifølge lov om social service § 71 gengivet oplysninger fra Indenrigs- og Sundhedsministeren. Det fremgår heraf, at:
"Kompensationen til de private leverandører sker i praksis ved, at kommunerne tillægger 2 pct. til prisen ved indgåelse af aftale om levering af praktisk bistand fra private leverandører af personlig og praktisk hjælp."
I denne forbindelse har Handel - Transport - Service (HTS) samt Dansk Handel og Service (DHS) bedt Told- og Skattestyrelsen om at oplyse, om de selvstændigt erhvervsdrivende, der leverer ydelser efter reglerne om frit leverandørvalg i hjemmeplejen skal medregne den nævnte kompensation på 2 pct. til den samlede omsætning inden udregning af virksomhedernes delvise fradragsret for de indkøb, som virksomheden både anvender til de momspligtige og momsfri aktiviteter efter momslovens § 38, stk.1.
Afgiftsgrundlaget
Det skal hermed præciseres, at det kommunale afregningsgrundlag ud fra den fastsatte pris og den indgåede kontrakt plus de 2 pct. tilsammen udgør vederlaget for den leverede personlige eller praktiske hjælp. Det er således det samlede beløb, der skal medregnes til virksomhedens samlede omsætning inden opgørelsen af den delvise fradragsret, jf. momslovens § 38, stk. 1.
Dette kan illustreres ved følgende eksempel:
En kommune fastsætter prisen for levering af 1 times visiteret personlig og praktisk hjælp der leveres efter reglerne om frit leverandørvalg i hjemmeplejen til 200,- kr. Der indgås aftale mellem leverandør og kommune om levering af 5 timers ydelser til 1.000,- kr.
Kommunen forhøjer så prisen på 1000,- kr. med 2 pct, således, at vederlaget for levering af 5 timers visiteret personlig og praktisk hjælp der leveres efter reglerne om frit leverandørvalg i hjemmeplejen bliver 1.020,- kr. i alt.
En virksomhed leverer herefter 5 timers personlig eller praktisk hjælp, som er visiteret. Virksomheden skal medregne 1.020,- kr., til den samlede omsætning inden opgørelsen af den delvise fradragsret efter momslovens § 38, stk. 1.