A klager for indkomståret 1998 over, at skatteankenævnet ikke har godkendt fradrag for underskud ved landbrugsdrift, 13.054 kr.

Skatteankenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at landbruget, i lighed med Landsskatterettens afgørelse for indkomståret 1992, karakteriseres som hobbyvirksomhed, og dermed er der ikke fradragsret for underskud i anden indkomst.

Skatteankenævnet har ved bedømmelsen af driften i 1998 - under henvisning til skattestyrelseslovens § 36 - fundet sig bundet af Landsskatterettens afgørelse vedr. driften af klagerens ejendom i 1992, idet nævnet har fundet, at skatteadministrationens afgørelse er en opfølgning for et efterfølgende indkomstår på det samme forhold.

Klageren har over for Skatteankenævnet anført, at han ikke finder, at Landsskatterettens afgørelse for indkomståret 1992 kan begrunde samme afgørelse i 1998. Han har herved bl.a. henvist til, at afgørelsen for 1992 hviler på et usikkert grundlag, idet der ikke blev afholdt syn og skøn. Endvidere er anført, at der i forbindelse med klagen til Landsskatteretten for indkomståret 1993 bliver afholdt syn og skøn  inden sagens afgørelse.

(Klagesagen vedrørende indkomståret 1993 er efterfølgende afgjort af Landsskatteretten   til klagerens fordel på grundlag af de afgivne syns- og skønserklæringer, og i henhold til genoptagelsestilsagn er 1992-ansættelsen genoptaget af retten og ændret, således at der er godkendt fradrag for underskud ved landbrugsdrift også i 1992.)

Endvidere har klageren henvist til, at drift og driftsform senere er blevet ændret. Klageren anfører:

” Fra 1984 til 1996 boede jeg ikke på ejendommen. Derfor kunne jeg ikke altid følge driften optimalt, hvilket resulterede i større driftsomkostninger – herunder også maskinstationsassistance m.v., samt mindre effektiv driftsledelse. Denne situation må karakteriseres som meget speciel og omkostningsmæssig ugunstig. Fra 1996 har jeg boet på ejendommen – og resultatet er ikke udeblevet. Driftsresultaterne er nu normalt positive.

Endvidere er siden 1992 driften i væsentlig grad omlagt, så kvægholdet næsten er fordoblet på bekostning af kornavl, så kornsalget helt er ophørt. Det er også resultatet af denne omlægning, der fremgår af de positive regnskaber.

Kødkvægavl er ikke hobby, men normal erhvervsøkonomisk aktivitet. Der er ca. 120.000 ammekøer i Danmark plus opdræt. Den gennemsnitlige besætningsstørrelse er  ca. 7 ammekøer – svarende til min besætning. For at sikre et fornuftigt driftsresultat støttes denne aktivitet af EU med ammekopræmier og handyrspræmier.”

Klagerens advokat, der nu er indtrådt i sagen,  har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at det selvangivne underskud godkendes i 1998.

Til støtte herfor er bl.a. henvist til, at klagerens virksomhed – ligesom i 1992 og 1993 - må anses for drevet teknisk landbrugsfagligt forsvarligt også i 1998. Endvidere har landbruget udvist positive driftsresultater fra 1994 til 1998 og i 1999, ligesom klageren forventer overskud i 2000 og 2001.

Det er nu oplyst, at ejendommens drift fra 1992 - 2001 har udvist følgende resultater:

Der er ikke foretaget afskrivninger efter 1992, medens der fra 1984 til og med 1992 er afskrevet i alt 47.209 kr., svarende til gennemsnitligt 5.245 kr. pr. år, heraf bygningsafskrivninger ca. 2.694 kr. årligt. Det er af klageren oplyst, at det oprindelige afskrivningsgrundlag for driftsbygningerne var ca. 72.000 kr. Der blev forlods afskrevet 40.600 kr. fra etableringskontomidler. I 1992 var bygningernes værdi bragt meget langt ned ved afskrivning.

Klageren har i forbindelse med sagens behandling for Landsskatteretten i medfør af Skattestyrelseslovens § 30 begæret syn og skøn udmeldt efter Retsplejelovens § 343, og sagen har efterfølgende været forhandlet med klagerens advokat på Landsskatteretten kontor.

Syns- og skønsmanden resumérer rapporten således:

”Eet areal på 6,3 ha kan udnyttes intensivt gennem en kødkvægproduktion, som A netop har valgt. Selv om opstaldningen er under besværlige forhold, så udnyttes de bygningsmæssige rammer fornuftigt med den gennemførte produktion. Ved at vælge en ”lav-omkostnings” strategi (minimering af omkostningerne til bygningsvedligeholdelse, maskinreparation og afskrivning) søges opnået et positivt økonomisk resultat. Dette lykkes i de år, hvor omkostningerne til især maskiner og inventar holdes på det lave niveau. Faldende kødpriser i de seneste år, kan imidlertid betyde underskud, som dog optræder hos de fleste producenter af oksekød. Såfremt forbedringen af kødnoteringen indtræder i 2002, så bør ejendommen  kunne opnå et økonomisk overskud før renter i dette år. Det er dog forudsat at afskrivningen sættes til 0.

I rapporten er til spørgsmålet, om ejendommen med den af klageren i 1998 valgte driftsform på sigt vil kunne give et overskud på eller omkring kr. 0 efter driftsmæssige afskrivninger men før renter, anført, at

…”så indebærer den lagte strategi med at nedslide bygningerne, at disse afskrivninger for så vidt gælder bygningerne, kan ansættes til 0. Efter det oplyste straksafskrives maskinerne på grund af meget beskedne anskaffelsessummer, hvilket ligeledes betyder 0 i ordinære afskrivninger på disse. Da der er udsigt til stigende indtægter i 2002, så burde der fremkomme et overskud før renter i dette år. Ifølge de oplyste rettelser til regnskabet for 2000 (ikke påklagede forhøjelser vedr. fratrukne telefonudgifter og forsikring på i alt 2.079 kr.), vil der i dette år fremkomme et beskedent overskud. Svaret er derfor et ja, fordi det er rimeligt at forudsætte 0 i afskrivninger. Konsekvensen af den beskrevne strategi vil så formentlig blive et salg af ejendommen til en nabolandmand. Dette salg kan udløse en indkomst i form af især avance.

Underspørgsmålet angående grundlaget for de kalkulerede afskrivninger er begrundet ovenfor. Denne fremgangsmåde med ingen afskrivninger er et normalt princip, fordi antagelsen er at bygningerne skal enten nedrives eller overgå til anden anvendelse efter indstilling af kvægproduktionen.”

Klagerens advokat har under henvisning til den afgivne skønserklæring påstået det selvangivne fradrag godkendt, idet ejendommen anses for drevet fagligt forsvarligt og driften opfylder de rentabilitetsmæssige krav til at være erhvervsmæssig i skattemæssig forstand.

Til støtte herfor er bl.a. anført, at der ud fra skønserklæringen og Landsskatterettens kontors indstilling er enighed om, at ejendommen er drevet teknisk landbrugsfagligt forsvarligt.

At  der er udsigt til overskud efter driftsmæssige afskrivninger fremgår af  den udfærdigede syns- og skønserklæring. B udtaler sig heri  klart om, at der ud fra den anlagte strategi om nedslidning af bygningerne og  minimale udgifter til maskiner, der straksafskrives, er udsigt til, at resultatet vil kunne balancere. Det er rimeligt at forudsætte 0 i afskrivninger, og denne fremgangsmåde er et normalt princip, fordi antagelsen er, at bygningerne skal enten nedrives eller overgå til anden anvendelse ved virksomhedens ophør. 

Der er således taget hensyn til driftsmæssige afskrivninger ved skønsmandens bedømmelse af resultatet, hvorfor det må  konkluderes, at ejendommen har været drevet erhvervsmæssigt.

Driftsresultaterne har da også siden 1994 været stabile med relativt beskedne driftsoverskud, bortset fra 1998, hvor der var tale om fertilitetsproblemer og ekstraordinært store udgifter til driftsmidler.

Klageren har over for retten beskrevet ejendommens driftsbygninger, maskiner  og deres anvendelse på grundlag af billedmateriale. Det fremgår heraf, at der er tale om gamle redskaber og maskiner (yngste traktor fra 1969) og gamle bygninger med utidssvarende indretning i forhold til nutidens krav.

Landsskatteretten bemærker

Underskud ved drift af en landbrugsejendom er fradragsberettiget, såfremt driften af ejendommen bedømt ud fra en teknisk- landbrugsfaglig målestok kan betegnes som sædvanlig og forsvarlig samt tilsigter at opnå et rimeligt driftsresultat, medmindre det må lægges til grund,  at driften selv efter en længere årrække ikke vil kunne blive overskudsgivende, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og Højesterets dom af 15. april 1994, gengivet i TfS 1994.364.

Med hensyn til det af klagerens repræsentant anførte om, at der ved bedømmelsen af driftsresultatet  -   i overensstemmelse med syns- og skønsmandens erklæring og udtalelse om de økonomiske muligheder for ejendommen – i det konkrete tilfælde  skal regnes med 0- afskrivninger – er det rettens opfattelse, at det ved afgørelsen af, om en virksomhed har udsigt til at give overskud, principielt er resultatet efter driftsmæssige afskrivninger, der må tages i betragtning, jf. Landsskatterettens afgørelse gengivet i TfS 1999.48.

De driftsmæssige afskrivninger er udtryk for det slid og den forældelse, som aktiverne undergår. De har således intet at gøre med, om der er valgt en strategi, hvorefter driftsbygninger og maskiner rent faktisk ikke vedligeholdes, men nedslides i løbet af driftsperioden. Aktiverne forringes under brugen, og det er denne forringelse, som driften skal belastes med i form af begrebet driftsmæssige afskrivninger.

Med udgangspunkt heri, og efter den under sagens behandling afgivne skønserklæring samt det oplyste om ejendommens driftsresultater i de omkringliggende år, kan det herefter ikke anses for godtgjort, at den af klageren  drevne landbrugsvirksomhed i  1998 har været tilrettelagt på en sådan måde, at der har været udsigt til, at driften på sigt vil kunne give overskud/balancere efter indkalkulerede driftsmæssige afskrivninger.

Uanset at landbrugsdriften må betegnes som teknisk- landbrugsfagligt forsvarlig, finder retten derfor, at driften i 1998 ikke kan karakteriseres som erhvervsmæssig, og klageren er ikke berettiget til fradrag for underskud i medfør af Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Den påklagede ansættelse vil herefter være at stadfæste.