Parter

A
(advokat Poul Bostrup, besk.)

mod Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/ advokat Andreas Medom Madsen)

Afsagt af landsdommerne

M. Lerche, Marie S. Mikkelsen og Helle Hjelm Poulsen (kst.)

Under denne sag, der er anlagt den 3. april 2006, har sagsøgeren, A, nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at Danmark er afskåret fra at beskatte 183.078 kr. udbetalt i indkomståret 2002 til A i henhold til lov om erstatning til besættelsestidens ofre.

Skatteministeriet har påstået frifindelse.

Skatteministeriet gav ved brev af 22. december 2005 forlængelse af fristen for indbringelse af landsskatterettens afgørelse af 12. oktober 2005 i sagen for domstolene til senest 1 måned efter, at der forelå endelig afgørelse vedrørende As ansøgning om fri proces. A fik fri proces ved brev af 28. marts 2006 fra Københavns Overpræsidium.

Sagens omstændigheder

Den 12. oktober 2005 afsagde Landskatterettens følgende kendelse

"...

Klagen skyldes, at skatteankenævnet i indkomståret 2002 har anset klageren for begrænset skattepligtig til Danmark af invaliditetserstatning på 183.078 kr. udbetalt af Arbejdsskadestyrelsen i henhold til §§ 19-21 i lov nr. 475 af 1. oktober 1945 om erstatning til besættelsestidens ofre med senere ændringer, jf. kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra b, jf. § 43, stk. 2, litra c), jf. § 20, nr. 8, litra f, i bekendtgørelse nr. 980 af 16. november 2001 om opkrævning af indkomstskat samt kommunal og amtskommunal ejendomsværdiskat for personer m.v., og at Danmark er anset for at have beskatningsretten til invaliditetserstatningen i henhold til artikel 18 i den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst af 23. september 1996.

Landsskatterettens afgørelse

Klageren er i indkomståret 2002 begrænset skattepligtig til Danmark af invaliditetserstatning på 183.078 kr. udbetalt af Arbejdsskadestyrelsen i henhold til §§ 19-21 i lov nr. 475 af 1. oktober 1945 om erstatning til besættelsestidens ofre med senere ændringer, jf. kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra b, jf. § 43, stk. 2, litra c), jf. § 20, nr. 8, litra f, i bekendtgørelse nr. 980 af 16. november 2001 om opkrævning af indkomstskat samt kommunal og amtskommunal ejendomsværdiskat for personer m.v. Danmark har beskatningsretten til invaliditetserstatningen i henhold til artikel 18 i den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst af 23. september 1996.

Sagens oplysninger

Klageren har siden 1969 modtaget invaliditetserstatning i henhold til §§ 19-21 i lov nr. 475 af 1. oktober 1945 om erstatning til besættelsestidens ofre. Erstatningen udbetales af Arbejdsskadestyrelsen.

Ifølge kontroloplysningerne er der i indkomståret 2002 udbetalt 183.078 kr. i bidragsfri A-indkomst til klageren fra Arbejdsskadestyrelsen, og der er indeholdt 71.394 kr. i A-skat.

Klageren flyttede i 1975 fra Danmark til Sverige, hvor han siden har haft bopæl.

Klageren har ikke selvangivet beløbet, idet han ikke mener, at Danmark har beskatningsretten til erstatningen. Beløbet er skattefrit i Sverige.

Landsskatteretten har den 19. juni 1980 afsagt kendelse vedrørende indkomståret 1975 med følgende bemærkninger:

"... der er tale om en årlig livrenteydelse, der udbetales månedsvis i henhold til lov nr. 475 af 1. oktober 1945 § 25, og som i medfør af bestemmelserne i kildeskattelovens § 43, stk. 2 c eller e vil være at henregne til A-indkomst.

I medfør af kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra b er ydelsen herefter begrænset skattepligtig for en i udlandet bosiddende modtager.

Da endvidere den med Sverige indgåede dobbeltbeskatningsaftale i henhold til bestemmelsen i artikel 18, stk. 2 giver Danmark ret til beskatning af en ydelse som den omhandlede, må det, da der ikke er rettet indvendinger imod den talmæssige opgørelse af ansættelsen, have sit forblivende ved denne.

..."

Klageren har i såvel 1992 som 1997 anmodet Landsskatteretten om at genoptage ansættelsen for indkomståret 1975, hvilket Landsskatteretten har afslået ved breve af henholdsvis 9. januar 1992 og 1. oktober 1997.

Landsskatteretten har den 25. november 2002 afsagt kendelse vedrørende indkomståret 1998 med bl.a. følgende bemærkninger:

"...

Landsskatteretten finder, at der er intern dansk hjemmel til beskatning af invaliditetserstatningen efter bestemmelsen i kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra b, jf. kildeskattelovens § 43, stk. 2, litra c) hvorefter "folkepension, invalidepension og andre skattepligtige ydelser, samt skattepligtige stipendier, der udbetales i henhold til Statens Uddannelsesstøtte", kan henregnes til A-indkomst efter skatteministerens nærmere bestemmelse. Skatteministeren har de facto udnyttet denne beføjelse ved dagældende bekendtgørelse nr. 768 af 19. september 1995, jf. § 20, nr. 8, litra f), hvorefter "ydelser, som nævnt under litra d efter § § 19-21 i lov om erstatning til besættelsestidens ofre, jf. lovbekendtgørelse nr. 136 af 23. februar 1995", henregnes til A-indkomst, når "erstatningen ydes som en årlig ydelse ...", jf. § 20, nr. 8, litra d).

Landsskatteretten finder, at omhandlede udbetaling af invaliditetserstatningen fra Arbejdsskadestyrelsen må anses at være en udbetaling i henhold til sociallovgivningen her i landet, og at Danmark som kildestat herefter har beskatningsretten til ydelsen efter bestemmelsen i art. 18 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten for Norden.

Retten har herved bl.a. henset til, at udbetaling i henhold til sociallovgivningen her i landet må anses at dække bl.a. udbetaling af folkepension, invalidepension, ATP, arbejdsløshedsdagpenge, førtidspension, efterløn og orlovsydelser m.v., altså ydelser, der betales i henhold til en lovgivning med socialt sigte, hvilken lovgivning ikke nødvendigvis behøver at ligge i socialministeriets regi, blot skal der være tale om en slags social sikring, derved at der dækkes et forsørgelsesbehov, som ellers ikke ville blive dækket .

..."

Skatteankenævnets afgørelse

I henhold til kildeskattelovens § 2, stk. 1, jf. § 43, stk. 2, litra c, jf. § 20, nr. 8, litra f, i bekendtgørelse nr. 980 af 16. november 2001 til kildeskatteloven, er udbetaling af invaliditetserstatning i henhold til lov om erstatning til besættelsestidens ofre omfattet af den begrænsede skattepligt.

I lighed med Landsskatteretten er det skatteankenævnets vurdering, at den omhandlede udbetaling af invaliditetserstatning fra Arbejdsskadestyrelsen må anses at være en udbetaling i henhold til sociallovgivningen her i landet.

Invaliditetserstatningen er herefter omfattet af artikel 18 i den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst, og Danmark har derfor beskatningsretten til udbetalingen.

Der er henvist til Landsskatterettens kendelse af 25. november 2002 vedrørende indkomståret 1998.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at Danmark ikke har beskatningsretten til erstatningen, som i indkomståret 2002 er udbetalt til klageren i henhold til lov om erstatning til besættelsestidens ofre.

Til støtte for påstanden har repræsentanten bl.a. gjort gældende, at udbetalingslandet har beskatningsretten til pension og livrente i henhold til artikel 18 i den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst. Artikel 18 gør udtømmende op med, at det kun er disse to ydelsestyper, der kan beskattes i udbetalingslandet. Det fremgår af artikel 22, at andre indkomster beskattes i det land, hvor den, der oppebærer ydelserne, er hjemmehørende.

Begrebet livrente defineres klart i artikel 18, stk. 3. Erstatningen til besættelsestidens ofre falder klart ikke ind under denne bestemmelse.

Det er herefter alene spørgsmålet, om erstatningen skal betragtes som en pension i artikel 18, stk. 1,'s forstand, således at Danmark har beskatningsretten, eller om erstatningen falder uden for dette begreb, således at Sverige har beskatningsretten.

Kildeskattelovens § 43, stk. 2, og bekendtgørelse om opkrævning af indkomstskat samt kommunal og amtskommunal ejendomsværdiskat for personer m.v. § 20 opregner en lang række af udbetalingstyper, som henregnes til A-indkomst. En del af disse betegnes som en pension, bl.a. § 43, stk. 2, litra b, vedrørende pension med sammenhæng til et tidligere tjenesteforhold, og litra c, vedrørende folkepension og invalidepension, medens en række andre indkomstarter er anderledes defineret, herunder erstatninger i henhold til lov om besættelsestidens ofre, jf. bekendtgørelsens § 20, stk. 8, litra f. Der kan således ikke sættes lighedstegn imellem begrebet pension og A-indkomst. Tværtimod har man i lovgivningen nøje redegjort for, at A-indkomst refereres til forskelligt lovgrundlag og hermed til en forskellig betegnelse.

Der er således intet belæg for at udvide begrebet pension i dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 18, hvorfor der må sluttes modsætningsvis til, at erstatningen er omfattet af dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 22 med den virkning, at beskatningsretten tilkommer Sverige.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Det lægges til grund, at klageren, der siden 1975 har haft bopæl i Sverige, siden 1969 har modtaget en invaliditetserstatning fra Arbejdsskadestyrelsen i henhold til §§ 19 - 21 i lov om erstatning til besættelsestidens ofre. Det lægges endvidere til grund, at erstatningen har været udbetalt som en årlig ydelse, jf. lov om erstatning til besættelsestidens ofre § 20.

Der er intern dansk hjemmel til beskatning af invaliditetserstatningen efter bestemmelsen i kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra b, jf. § 43, stk. 2, litra c, hvorefter "folkepension, invalidepension og andre skattepligtige ydelser, samt skattepligtige stipendier, der udbetales i henhold til Statens Uddannelsesstøtte", kan henregnes til A-indkomst efter skatteministerens nærmere bestemmelse. Skatteministeren har de facto udnyttet denne beføjelse ved dagældende bekendtgørelse nr. 980 af 16. november 2001 om opkrævning af indkomstskat samt kommunal og amtskommunal ejendomsværdiskat for personer m.v., jf. § 20, nr. 8, litra f), hvorefter "ydelser, som nævnt under litra d efter §§ 19-21 i lov om erstatning til besættelsestidens ofre, henregnes til A-indkomst, når "erstatningen ydes som en årlig ydelse ...", jf. § 20, nr. 8, litra d).

Da ydelsen er udbetalt som en årlig ydelse, jf. lov om erstatning til besættelsestidens ofre § 20, er ydelsen ikke omfattet af skattefritagelsesbestemmelsen i ligningslovens § 7, stk. 1, litra h.

Det lægges endelig til grund, at klageren er skattemæssigt hjemmehørende i Sverige, jf. artikel 4 i den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst af 23. september 1996.

Det fremgår af artikel 18, stk. 1, i den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst, at pension og livrente, som udbetales fra en kontraherende stat, og udbetaling fra en kontraherende stat i henhold til sociallovgivningen i denne stat til en person, der er hjemmehørende i en anden kontraherende stat, kun kan beskattes i den førstnævnte stat.

Udbetalingen af invaliditetserstatningen fra Arbejdsskadestyrelsen må anses at være en udbetaling i henhold til sociallovgivningen her i landet. Danmark har herefter som kildestat beskatningsretten til ydelsen i henhold til bestemmelsen i artikel 18 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem de nordiske lande.

Der er herved bl.a. henset til, at udbetaling i henhold til sociallovgivningen her i landet må anses at dække bl.a. udbetaling af folkepension, invalidepension, ATP, arbejdsløshedsdagpenge, førtidspension, efterløn og orlovsydelser m.v., altså ydelser, der betales i henhold til en lovgivning med socialt sigte, hvilken lovgivning ikke nødvendigvis behøver at ligge i socialministeriets regi, blot skal der være tale om en slags social sikring, derved at der dækkes et forsørgelsesbehov, som ellers ikke ville blive dækket. Der henvises herved til Skatteministeriets redegørelse refereret i TfS 1998.306.

Der henvises endvidere til Landsskatterettens kendelse af 25. november 2002 vedrørende indkomståret 1998.

Afgørelsen for indkomståret 2002 stadfæstes derfor.

..."

Det fremgår i øvrigt af sagen, at Sikringsstyrelsen, Ulykkesforsikringen, ved brev af 3. marts 1975 godkendte, at A kapitaliserede 50.000 kr. af den erstatning, han var berettiget til i henhold til lov om erstatning til besættelsestidens ofre.

Arbejdsskadestyrelsen har i brev af 20. juli 2006 oplyst, at As invaliditetsgrad i perioden 23. juni 1970 til 24. maj 1973 gradvist steg fra 25 pct. til 100 pct., primært på grund af indtrufne forringelser af hans helbredsforhold.

Bladet Pigtraad-Gestapofangen bragte i august 1990 en nekrolog om professor, dr. med. Mogens Fog, der ifølge artiklen i Folketinget fremsatte forslaget til lov nr. 475 af 1. oktober 1945 om erstatning til besættelsestidens ofre. Det hedder i nekrologen blandt andet:

"Loven blev forelagt i Folketinget den 19. september 1945 af den daværende minister for særlige anliggender professor Mogens Fog. Han har senere røbet, at der blandt de politiske partier var stemning for, at denne særlige lov skulle formes som en del af den almindelige sociale lovgivning. Mogens Fog fastholdt - og satte sin stilling ind på - at det ikke måtte være en sociallov, men en lov om erstatning for mistet liv, helbred eller uddannelse til dem, der havde taget byrden ved Danmarks frihedskamp. Og det blev også resultatet."

Parternes procedure

A har under proceduren uddybet de anbringender, der er anført i påstandsdokument af 24. november 2006, hvori blandet andet anføres:

"...

Det gøres gældende, at de i denne sag omhandlede erstatninger ikke kan anses for udbetalinger i henhold til sociallovgivningen i artikel 18s forstand, hvorefter beskatningsretten tilfalder Sverige jf. artikel 22.

Dansk skatterets hjemmelskrav.

Efter dansk skatteret påhviler det sagsøgte at påvise et utvivlsomt hjemmelsgrundlag for at beskatte en indtægt. Tilsvarende gør sig gældende i relation til dobbeltbeskatning. Hovedreglen er, at der skal ske beskatning i domicillandet (i dette tilfælde Sverige) jf. art. 22, og at det er op til sagsøgte at påvise et utvivlsomt hjemmelsgrundlag i den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst for at beskatning skal ske i Danmark. Dette er ikke sket i nærværende sag.

Det er ubestridt, at erstatninger generelt henføres til artikel 22 til beskatning i domicillandet, og der er ikke påvist støtte for at denne type erstatninger - hvilket der efter lovens ordlyd er tale om - skal behandles på en anden måde.

Hvis de nordiske lande havde ønsket at ydelser i henhold til love om ordninger til fordel for ofre for krig mv. skulle beskattes i kildelandet, kunne dette være anført i artikel 18. Ved at undlade dette må man gå ud fra de nordiske lande har ønsket, at der skal ske domicillandsbeskatning.

I intern dansk skatteret har man fundet det nødvendigt at indføre en udtrykkelig hjemmel for at anse de omhandlede beløb for A-indkomst (og dermed også begrænset skattepligtige via henvisningerne i kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra b og § 43, stk. 2) jf. bekendtgørelse nr. 980 af 16. november 2001 § 20, stk. 1, litra f.

Er der tale om ydelser i henhold til sociallovgivning?

Til støtte for, at der ikke er tale om en ydelse udbetalt i henhold til sociallovgivningen taler

at	der efter ordlyden af loven ikke er tale om en pension eller en anden social ydelse, men om en erstatning,
at	reglerne ikke blev indsat i den almindelige sociallovgivning, men blev indsat i en særlig lov,
at	der er tale om et helt særligt regelsæt jf. §§ 1, 1 a og 65 i loven,
at	den pågældende lov ikke er udstedt af Socialministeriet, men af Ministeriet for særlige anliggender, der også administrerede denne lov efter ikrafttrædelsen efter besættelsen,
at	de omtvistede beløb udbetales som en egentlig erstatning, der er beregnet som en rente,
at	det er muligt at få kapitaliseret en del af den løbende rente, således at der sker kontant udbetaling heraf, hvilket ikke er muligt for sociale ydelser,
at	ordninger til fordel for ofre for krig eller deres følger falder udenfor EF-forordning 1408/71, som sagsøgte i TfS 1998.306 anfører man skal tage udgangspunkt i ved fastlæggelse af "sociale ydelser",
at	erstatninger begrebsmæssigt ydes som kompensation for konkret økonomisk skade, der påføres skadelidte på grund af udvist skyld fra skadevolder,
at	der i denne sag er tale om, at sagsøger har lidt skade på grund af et koncentrationslejrophold, hvor sagsøger blev udleveret til besættelsesmagten af den danske stat jf. også lovens § 1a,
at	forholdet har lighedspunkter med erstatning for personskade, der falder uden for artikel 18s anvendelsesområde,
at	forholdet således ikke har lighedspunkter med ydelser efter sociallovgivningen, der ydes ved sygdom, arbejdsløshed og arbejdsskader, og som f.eks. ikke bortfalder ved national uværdig opførsel,
at	der generelt ikke kan sættes lighedstegn mellem ydelser der betales af det offentlige og sociale ydelser i artikel 18, og
at	det ikke gør en erstatning eller et andet beløb til en social ydelse, at den helt eller delvist anvendes til modtagerens forsørgelse det vil sige anvendes til at dække hans almindelige leveomkostninger.

..."

Skatteministeriet har under proceduren uddybet de anbringender, der er anført i påstandsdokument af 23. november 2006, hvori blandt andet anføres:

"...

I henhold til kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra b, jf. § 43, stk. 2, litra c, jf. § 20, nr. 8, litra f, i bekendtgørelse nr. 980 af 16. november 2001, er den omtvistede invaliditetserstatning kr. 183.087,- skattepligtig indkomst i Danmark. Sagsøgeren er herefter begrænset skattepligtig til Danmark, og sagsøgeren har også under sagen anerkendt at være begrænset skattepligtig til Danmark, hvorefter sagen kun angår beskatningsretten efter den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Når der er hjemmel til beskatning af indkomsten efter intern dansk ret, kan sagsøgeren alene fritages for beskatning, hvis dette følger af en dobbeltbeskatningsoverenskomst. Hvis det ikke kan påvises, at Danmark ved en sådan overenskomst har givet afkald på beskatningsretten, er indkomsten skattepligtig. Det gøres gældende, at Danmark har beskatningsretten til invaliditetserstatningen, jf. art. 18 i den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst, idet udbetalingen er foretaget i henhold til sociallovgivningen i Danmark.

I henhold til art. 18, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 92 af 25. juni 1997 af dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 23. september 1996 mellem de nordiske lande, tillægges Danmark beskatningsretten for så vidt angår pensioner og livrenter samt udbetalinger i henhold til sociallovgivningen. I meddelelse fra Skatteministeriet, Departementet, trykt i TfS 1998, 306 DEP, har departementet meddelt, at Danmark kan anse de ydelser, som efter deres natur er "sociale", for omfattet af dobbeltbeskatningsoverenskomstens art. 18. Såfremt ydelserne skal dække et forsørgelsesbehov, er der tale om sociale ydelser i overenskomstens forstand. Det anføres videre, at det er uden betydning, om ydelserne administreres i socialministeriets regi eller ej. Opregningen af sociale ydelser i meddelelsen tilsigter ikke at være udtømmende.

I denne sag modtager sagsøgeren invaliditetserstatning i medfør af Lov nr. 475 af 1. oktober 1945 om erstatning til besættelsestidens ofre. Af lovens § 1, fremgår, at loven omhandler invaliditetserstatning m.v. til danske statsborgere, der i tiden fra 9. april 1940 indtil krigstilstandens ophør har pådraget sig skade eller sygdom, hvorved deres erhvervsevne er midlertidigt eller vedvarende forringet som følge af krigshandlinger eller krigslignende handlinger her i landet, herunder som følge af de af besættelsesmagten foretagne eftersøgninger, fængslinger, interneringer og deportationer. Der er således ikke tale om, at udbetalinger efter loven beror på erstatningspådragende adfærd fra den danske stats side.

Behandlingen af sager vedrørende ydelser i henhold til loven blev oprindelig henlagt til Direktoratet for Ulykkesforsikring, men for indkomståret 2002 blev ordningen administreret af Arbejdsskadestyrelsen.

Af lovens § 20 fremgår, at invaliditetserstatningen ydes i form af en årlig rente, der, for så vidt den ikke kapitaliseres, løber så længe den pågældendes erhvervsevne er forringet med 5 pct. eller derover som følge af skaden eller sygdommen. Af stk. 2 og 3, fremgår, at renten ved fuldstændigt tab af erhvervsevnen udgør 4/5 af årslønnen, og ved nedsættelse af erhvervsevnen en til nedsættelsen svarende del af den rente, der ville være at yde ved fuldstændigt tab af erhvervsevnen. Ved fastsættelsen af invaliditetsgraden skal Arbejdsskadestyrelsen i det omfang, det skønnes rimeligt, tage hensyn til særlige færdigheder, der kræves i vedkommendes sædvanlige erhverv, samt til sådan forudbestående forringelse af erhvervsevnen, som må antages at forværre skadens eller sygdommens følger, derunder men af tidligere skade eller sygdom.

Af lovens § 21, fremgår blandt andet, at hvis den pågældende har været berettiget til dagpenge, så løber renten fra det tidspunkt, hvor dagpengene ophører.

I forarbejderne til loven i Rigsdagstidende 1945, tillæg A, spalte 1482, er det overordnet anført at

"den endelige ordning af forholdene, som nærværende lovforslag tilsigter, gaar i første række ud paa at yde erstatning for personskader (lovforslagets afsnit 1) ".

Vedrørende erstatning i anledning af invaliditet eller død er det i spalte 1486 anført, at

"Ved overvejelserne om erstatningens størrelse har udgangspunktet været, at de pågældende enten frivilligt er gået ind i kampen for Danmarks frihed eller har været udsat for overgreb, der er grovere end, hvad der i øvrigt er set i nyere tids historie. Regeringen har - som det er udtalt af statsministeren ved Rigsdagens aabning - ønsket at give disse grupper af personer en værdig sikring af deres økonomiske forhold ".

Ved fastsættelsen af beløbet, der skal udbetales i henhold til lov om erstatning til besættelsestidens ofre, er det i forarbejderne, spalte 1488, nævnt, at

"det har været magtpaaliggende i alle tilfælde at sikre de tilskadekomne og deres efterladte rimelige økonomiske vilkaar ".

Omkring valg af "system" i loven, er det i forarbejderne nævnt, at der tages udgangspunkt i lov nr. 94 af 27. marts 1934 om invaliderente m.v. til tilskadekomne militære værnepligtige, der hvilede på principperne i ulykkesforsikringsloven af 20. maj 1933. I forarbejderne til den tidligere gældende Lov nr. 205 af 6. juli 1916 om forsikring mod følger af ulykkestilfælde (Rigsdagstidende, 1914-15, tillæg A, spalte 3247) er det anført, at

"ulykkesforsikring i virkeligheden er en begrænset invaliditets- og efterladte erstatning".

En gennemgang af selve loven om erstatning til besættelsestidens ofre og forarbejderne til loven viser, at invaliditetserstatningsydelserne udbetales til besættelsestidens ofre ud fra et ønske om at give disse grupper af personer en værdig sikring af deres økonomiske forhold, hvilket igen viser, at der er tale om en social ydelse. Der er således ingen holdepunkter i loven for, at lovgiver har tilsigtet at give modtagerne en egentlig erstatning.

Det faktum, at invaliditetserstatningsydelserne ikke betales i perioder, hvor personen måtte modtage dagpenge efter loven, samt at invaliditetserstatningsydelsernes størrelse bestemmes af staten, understøtter således også, at der er tale om sociale ydelser, der tjener til at dække et forsørgelsesbehov.

Herudover ses det også, at departementet i 1976 - SKDM 1976, 63 DEP - meddelte, at Danmark i henhold til den dagældende dobbeltbeskatningsaftale med Sverige havde beskatningsretten til "løbende pension i henhold til afsnit 1 i loven om besættelsestidens ofre"- og at der ikke senere er offentliggjort ændringer i relation til Danmarks beskatningsret til disse ydelser.

Når der henses til ovenstående fremgår det, at invaliditetserstatning til besættelsestidens ofre udbetales som en social ydelse for at dække et forsørgelsesbehov, hvorfor Danmark i henhold til art. 18, stk. 1, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem de nordiske lande har beskatningsretten til invaliditetserstatningen."

Landsrettens begrundelse og resultat

I 1969 traf Direktoratet for Ulykkesforsikring afgørelse om, at A var berettiget til invaliditetserstatning i medfør af §§ 19-21 i lov nr. 475 af 1. oktober 1945 om erstatning til besættelsestidens ofre. A har således siden 1969 fået udbetalt invaliditetserstatning i form af en årlig renteydelse, der udbetales månedligt og løbende størrelsesmæssigt er blevet reguleret også under hensyn til As ændrede invaliditetsgrad og til en kapitalisering af en del af As erstatning. Invaliditetserstatningen udbetales ifølge lovens § 1 til danske statsborgere, der under krigen pådrog sig skade eller sygdom, hvorved deres erhvervsevne blev forringet. Den udbetalte ydelse er efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra b, j f. § 43, stk. 2, jf. kildeskattebekendtgørelsens § 20, nr. 8, litra f, skattepligtig som A-indkomst her i landet.

A udrejste i 1975 til Sverige, hvor han siden har været skattemæssigt hjemmehørende, jf. nu artikel 4 i den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst af 23. september 1996. Det er oplyst, at invaliditetserstatningen er skattefri i Sverige. Det følger imidlertid af artikel 18 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten, at udbetalinger fra Danmark i henhold til den danske sociallovgivning skal beskattes her i landet.

Efter forarbejderne til lov nr. 475 af 1. oktober 1945 om erstatning til besættelsestidens ofre var formålet med loven at yde økonomisk kompensation for at sikre de berettigede personers økonomiske forhold. Erstatningen, der udbetales som en månedlig ydelse, skal således dække et forsørgelsesbehov.

På den baggrund og i øvrigt af de grunde, som er anført af landsskatteretten, finder landsretten, at de udbetalte beløb må karakteriseres som en social ydelse i henhold til artikel 18 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten.

Invaliditetserstatningen er herefter skattepligtig her i landet, hvorfor Skatteministeriets frifindelsespåstand tages til følge.

Landsretten har ved fastsættelsen af sagsomkostninger lagt vægt på sagens omfang og karakter. Det tilkendte omkostningsbeløb dækker Skatteministeriets udgifter til advokatbistand og materialesamling, hvoraf sidstnævnte dækkes med 2.500 kr. A har fri proces under sagen og er ikke dækket af retshjælpsforsikring.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

I sagsomkostninger betaler statskassen inden 14 dage 25.000 kr. til sagsøgte.