Ved indberetning af en overførsel efter reglerne i pensionsbeskatningslovens § 25 A, stk. 8 og 9 skal I bruge én af følgende rettekoder

  • 6 (privattegnet aldersopsparing eller aldersforsikring)
  • 7 (arbejdsgiveradministreret aldersopsparing eller aldersforsikring)

Se også afsnit 4.3.7 om rettekoder samt eksempler nedenfor på indberetninger.

Hvis en ordning er overført efter pensionsbeskatningslovens § 41 A efter indbetaling, men inden overførslen, skal det pensionsinstitut, der foretager overførslen indberette. Se § 13, stk. 2, nr. 9 og § 22, stk. 2, nr. 11 i skatteindberetningsbekendtgørelsen.

Blanket 07.085, der kan bruges i forbindelse med opgørelse af beløbet, som skal overføres, skal I ikke sende til Skattestyrelsen, men I skal opbevare den i 5 år efter udløbet af det kalenderår, hvor beløbet er overført til en anden pensionsordning. Bemærk at der skal foreligge dokumentation for, at overførsel kan ske uden afgift, fx kopi af årsopgørelsen.

Særlig frist for indberetning ved tilbagebetaling eller overførsel
Fristen for indberetning af overførsler efter reglerne i pensionsbeskatningslovens § 25 A, stk. 8 og 9 er 1 måned efter, at overførslen har fundet sted, når overførslen sker efter udløbet af det indkomstår, hvor indbetaling er sket. Se § 13, stk. 3 og § 22, stk. 3 i skatteindberetningsbekendtgørelsen.

Der er imidlertid lukket for indberetning til systemerne fra onsdag i uge 46 til uge 50 og for nogle systemer helt frem til uge 1 i det efterfølgende år, se Bilag 5. Det er derfor i visse tilfælde ikke muligt at overholde indberetningsfristen på 1 måned. I et sådant tilfælde skal der derfor ske indberetning hurtigst muligt efter systemerne åbner igen. I forhold til overførsler efter § 25 A, stk. 8 og 9 er det dog en forudsætning, at selve overførelsen af præmien eller bidraget er sket inden udgangen af indkomståret, der følger efter indkomståret hvor indbetalingen er sket.

Eksempler på brug af rettekode 6 og 7
Overførsel efter pensionsbeskatningslovens § 25 A, stk. 8 eller stk. 9 (aldersopsparing og aldersforsikring). Når det sker en overførsel mellem to private ordninger, skal I bruge rettekode 6, og I skal bruge rettekode 7 ved overførsel mellem to arbejdsgiverordninger.

En overførsel består af en udbetaling (overførsel fra) og en ny indbetaling (overførsel til). Brug rettekode 6 (private ordninger) eller rettekode 7 (arbejdsgiverordninger) ved begge indberetninger.

Udbetalingen (overførsel fra) skal I indberette med - (minus) og indbetalingen (overførsel til) skal I indberette med fortegnet + (plus)/eller ingen.

Tidligere indberetning for et kalenderår
(ordinær indberetning)

Præmiebidrag, rettekode 0

Indberet for samme kalenderår om overførslen fra aldersopsparingen eller aldersforsikringen

- (minus) præmiebidrag, rettekode 6 for private ordninger eller rettekode 7 for arbejdsgiverordninger

Indberet for samme kalenderår om overførslen til den anden pensionsordning

+ (plus) præmiebidrag, rettekode 6 for private ordninger eller rettekode 7 for arbejdsgiverordninger


Hvis der er tale om en arbejdsgiverordning (skattekode 45), hvor der er sket indberetning til eIndkomst af A-indkomst af aldersopsparingen eller aldersforsikringen i Felt 57 og evt. A-skat, skal der konsekvensrettes i eIndkomst. Se vejledningen om indberetning til eIndkomst, afsnit 8.5. Særlige pensionsfelter. Vejledningen finder I på skat.dk/eIndkomst

Hvis der har været fejl i en tidligere indberetning, hvor der er brugt rettekode 6 eller 7
Eksempel på rettelse af en fejlindberetning med rettekode 6 og 7
Der er for et kalenderår indberettet præmiebidrag til en pensionsordning, og der overføres 26.000 kr. i kalenderåret efter.
Ved en fejl bliver overførslen indberettet med 56.000 kr. i stedet for 26.000 kr.

Tidligere indberetning for et kalenderår
(ordinær indberetning)

Præmiebidrag, rettekode 0

Indberetning for samme kalenderår om overførslen fra pensionsordningen

- (minus) 56.000 kr., rettekode 6 private ordninger eller rettekode 7 arbejdsgiverordninger

Indberetning for samme kalenderår om overførsel til den anden pensionsordning

+ (plus) 56.000 kr., rettekode 6 private ordninger eller rettekode 7 arbejdsgiverordninger

Rettelse af indberetningen om overførsel fra pensionsordningen

+ (plus) 30.000 kr., rettekode 6 private ordninger eller rettekode 7 arbejdsgiverordninger

Rettelse af indberetningen om overførsel til den anden pensionsordning

- (minus) 30.000 kr., rettekode 6 private ordninger eller rettekode 7 arbejdsgiverordninger

Summen af rettekode 6 eller 7 er herefter -26.000 kr. på pensionsordningen hvorfra der er overført og +26.000 kr. på pensionsordningen hvortil overførsel er sket.