Hvis årets samlede indbetalinger til aldersforsikringer eller aldersopsparinger for pensionsopspareren overskrider beløbsgrænsen, kan pensionsopspareren vælge at overføre det overskydende beløb til en fradragsberettiget eller bortseelsesberettiget ordning omfattet af kapitel 1 i pensionsbeskatningsloven. Pensionsopspareren skal i så fald betale en afgift på 4 pct. af det beløb, der overføres.

Det for meget indbetalte beløb kan kun overføres i løbet af det indkomstår, der følger efter det indkomstår, hvor der er indbetalt beløb over beløbsgrænsen. Der kan aldrig ske en tilbagebetaling af det for meget indbetalte beløb.

Se pensionsbeskatningslovens § 25 A, stk. 8 og 9 og Den juridiske vejledning, afsnit C.A.10.2.6.3.3.2 Indbetalinger overskrider beløbsgrænsen.

Der kan kun ske overførsel fra en arbejdsgiveradministreret aldersopsparing eller aldersforsikring til en anden arbejdsgiveradministreret pensionsordning, og overførsel fra en privattegnet aldersopsparing eller aldersforsikring kan kun ske til en anden privattegnet pensionsordning.

Hvis pensionsopspareren både har privattegnede ordninger og arbejdsgiveradministrerede ordning, skal overførslen først og fremmest ske fra de privattegnede ordninger. Se pensionsbeskatningslovens § 16, stk. 1, 6. pkt.

Se afsnit 7.3.2.1 om indberetning.