Efter LL § 7, nr. 15, er der skattefrihed for udetillæg, hjemflytningstillæg og bosættelsespenge, som oppebæres af personer, der er udsendt til tjeneste uden for riget af den danske stat.
Det samme gælder for andre lignende ydelser, der tjener til dækning af merudgifter som følge af tjenesten i udlandet.
Det fremgår videre af bestemmelsen, at beløb, der af Europa-Kommissionen er udbetalt til personer, der er udstationeret af den danske stat til midlertidig tjeneste ved Europa-Kommissionen, til dækning af merudgifter i forbindelse med udstationeringen, også er skattefri. Skattefriheden gælder også for personer, der er udsendt som Sekunderet National Ekspert til EU-kommissionen (SNE) og for personer udsendt som "cost-free" Sekunderet National Ekspert (SNE) til EU-kommissionen, men hvor det i stedet er Danmark, der udbetaler udetillæg.
Ved lov nr. 1554 af 13. december 2016 er krav om dansk statsborgerskab for modtagelse af skattefrie udetillæg mv. ophævet.
Udetillægslignende tillæg til de af Rigspolitiet udsendte polititjenestemænd, fastsat på tilsvarende vis som i Forsvaret, vil i skatteretlig henseende kunne accepteres som en skattefritaget omkostningskompensation i overensstemmelse med denne bestemmelse. Se SKM2013.719.SR.
Ulempetillæg, risikoområdetillæg og særligt indsatstillæg, der ydes til IHB-udsendte, er ikke omfattet af bestemmelsen i LL § 7, nr. 15. Se SKM2011.200.SR.
Se også
Se også afsnit C.F.1.5 Personer udsendt af stat og kommune mv.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
Skatterådet |
SKM2013.719.SR | Skatterådet bekræftede, at en fremtidig tildeling af et udetillægslignende tillæg - fastsat på tilsvarende vis som i Forsvaret - til de af Rigspolitiet udsendte polititjenestemænd i skatteretlig henseende vil kunne accepteres som en skattefritaget omkostningskompensation i overensstemmelse med LL § 7, stk. 15. | |
SKM2011.200.SR | Ulempetillæg, risikoområdetillæg og særlige indsatstillæg, som ydes til medarbejdere, der af Udenrigsministeriet udsendes til internationale opgaver af humanitær karakter, var ikke skattefri efter LL § 7, nr. 15. | |