Efter LL § 7, nr. 7, er der skattefrihed for ydelser udbetalt i henhold til lov nr. 475 af 1. oktober 1945 om erstatning til besættelsestidens ofre, bortset fra

  • de i §§ 14-18 nævnte dagpenge
  • den i §§ 19-21 nævnte invaliditetserstatning, for så vidt denne ydes i overensstemmelse med reglerne i § 20 som en årlig rente
  • de i § 22 nævnte renteydelser til efterladte.

I en ikke-offentliggjort sag havde en skatteyder fra Norge fået tillagt en løbende månedlig ydelse efter de norske krigspensionslove, fordi han under 2. Verdenskrig havde pådraget sig en lidelse. Ydelserne kunne ikke sidestilles med de skattefrie ydelser efter lov nr. 475 af 1. okt. 1945 om erstatning til besættelsestidens ofre i den tidligere bestemmelse i LL § 7, litra h (nu nr. 7), fordi skattefriheden efter den nævnte bestemmelse i ligningsloven ikke omfatter løbende ydelser.