ML § 36 a har følgende ordlyd:
"§ 36 a. Retten til fradrag indtræder på det tidspunkt, hvor afgiftspligten for den fradragsberettigede vare eller ydelse indtræder (leveringstidspunktet), jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Fradragsretten kan udøves, når
1) vedkommende er i besiddelse af en faktura, eller
2) vedkommende for så vidt angår indførsel af varer til landet fra steder uden for EU er i besiddelse af et dokument vedrørende indførslen, der angiver den afgiftspligtige person som modtager eller importør, og som angiver eller gør det muligt at beregne den skyldige afgift."
Momssystemdirektivets artikel 167 og artikel 178, litra a), c) og e) har følgende ordlyd:
Artikel 167
"Fradragsretten indtræder samtidig med at den fradragsberettigede afgift forfalder."
Artikel 178
"For at kunne udøve sin fradragsret skal den afgiftspligtige person opfylde følgende betingelser:
a) for det i artikel 168, litra a), omhandlede fradrag — for så vidt angår levering af varer og ydelser — være i besiddelse af en faktura, der er udfærdiget i overensstemmelse med afsnit XI, kapitel 3, afdeling 3-6
(...)
c) for det i artikel 168, litra c), omhandlede fradrag — for så vidt angår erhvervelse af varer inden for Fællesskabet — i den i artikel 250 omhandlede momsangivelse have anført alle nødvendige oplysninger til fastsættelse af den moms, som han skal betale for sine erhvervelser af varer, samt være i besiddelse af en faktura, der er udfærdiget i overensstemmelse med afsnit XI, kapitel 3, afdeling 3-5
(...)
e) for det i artikel 168, litra e), omhandlede fradrag — for så vidt angår indførsel af varer — være i besiddelse af et dokument vedrørende indførslen, der betegner ham som modtager eller importør, og som angiver eller muliggør beregningen af det skyldige momsbeløb
(...)."
Bemærk, at momslovens begreb "afgiftspligtens indtræden" svarer til momssystemdirektivets begreb "afgiftens forfald". Se evt. afsnit D.A.6.2.1.4.