Registrerede virksomheder skal opgøre den afgiftspligtige mængde foreløbigt efter udløbet af hver afgiftsperiode, som er måneden, jf. EMAL § 5, stk. 2.

Den foreløbige mængde drivhusgasudledning i afgiftsperioden opgøres på grundlag af måling af energiforbrug eller drivhusgasudledningen efter § 6 eller drivhusgasudledningen i de op til 2 forudgående kalenderår opgjort efter § 6.

I § 6 er reglerne for den endelige opgørelse af den afgiftspligtige mængde.

►Hvis den foreløbige afgift opgøres på grundlag af energiforbrug, skal emissionsfaktorer efter MR-forordningen eller MRV-forordningen anvendes. Opgørelsesmetoderne kan kombineres ved opgørelse af forskellige udledninger.◄

Registrerede virksomheder, der også er afgiftspligtige af ikke-energirelaterede udledninger, skal medtage disse i den foreløbige opgørelse.

Som alternativ kan opgørelse ske i overensstemmelse med overvågnings- og rapporteringskravene i kvotedirektivet, dog med særlige regler for luftfart og søfart, hvor kun indenrigsluftfart og indenrigsfærgefart medtages. Dermed kan udledningsrapporter fra de op til 2 forudgående kalenderår og oplysninger, der ligger til grund for disse rapporter, også lægges til grund for den foreløbige opgørelse. Den foreløbige opgørelse kan således udgøres af f.eks. det månedlige gennemsnit for de to år eller anden opgørelse, der tager afsæt i udledningsrapporterne m.v.

Se EMAL § 5, stk. 3, som ændret ved lov 1489 af 10. december 2024.

Grundlaget for mineralogiske processer mv. opgøres særskilt, se EMAL § 5, stk. 3, jf. § 6, stk. 5.

Ved den foreløbige opgørelse kan der tages hensyn til forhold, som kan have betydning for udledningsopgørelsen i det igangværende kalenderår.

Forhold, der kan tages i betragtning, omfatter bl.a. forudgående udledningsrapporter om verificerede udledninger fra samme anlæg, overvågningsplaner, da disse efter kvotedirektivet skal opdateres, hvis der sker større ændringer, som kan have betydning for opgørelsesmetode og udledning fra anlægget, bl.a. kapacitetsudvidelser, samt det faktiske energiforbrug på anlægget inden for perioden, jf. EMAL § 5, stk. 4.

Den foreløbige opgørelse skal så vidt muligt afspejle den faktiske afgiftspligtige CO2e-udledning, som den vil blive opgjort efter årets udgang.

Registrerede virksomheder, der ikke tidligere har indleveret udledningsrapporter til Energistyrelsen, opgør den afgiftspligtig udledning i det første kalenderår på grundlag af den forventede udledning i de enkelte afgiftsperioder, jf. EMAL § 5, stk. 4.

Se E.A.4.9.8.1.2.2 Endelig opgørelse af den afgiftspligtige mængde.

Særligt for søtransport

Søtransport er omfattet af kvotepligten fra 2024, hvorfor der ikke foreligger godkendte udledningsrapporter pr. 1. januar 2025.

Foreligger der ikke en godkendt overvågningsplan efter MRV-forordningen før den 6. juni 2025, kan de foreløbige opgørelser for 2025 ske på grundlag af den indsendte overvågningsplan og den endelige opgørelse, jf. EMAL § 5, stk. 5.

Det medfører, at rederier med afgiftspligtig indenrigsfærgefart skal opgøre udledningen på baggrund af den indsendte overvågningsplan, hvis der ikke foreligger en godkendt overvågningsplan før den 6. juni 2025.

Se EMAL § 5, stk. 5.