Beskatning af afkast på en aktiesparekonto afhænger af, om kunden er fuldt eller begrænset skattepligtig til Danmark. Kundens skattepligtsstatus skal I indberette i datafeltet SkattepligtPeriodeStatus. Læs mere herom i afsnit 4.3.2.
For at kunden kan blive anset for begrænset skattepligtig, skal kunden indhente en bekræftelse hos Skattestyrelsen på, at kunden kun er begrænset skattepligtig til Danmark. Det er ikke tilstrækkeligt, at kunden har oplyst en udenlandsk adresse. Til brug for indhentning af bekræftelse på skattepligtsstatus skal I anvende blanket 02.044. I kan finde blanketten på skat.dk under engelske blanketter.
Det er vigtigt, at det tydeligt er anført, at blanketten skal bruges i forbindelse med attestation af begrænset skattepligt vedrørende en aktiesparekonto.
Det er som udgangspunkt aktiesparekontoejer, der skal indsende blanketten. Hvis pengeinstituttet gør det på kundens vegne, skal I vedlægge en fuldmagt fra aktiesparekontoejer.
Først når kunden har forevist bekræftelse fra Skattestyrelsen på, at denne har status som begrænset skattepligtig, kan pengeinstituttet opgøre beskatningsgrundlag og skat vedrørende aktiesparekontoen efter reglerne for begrænset skattepligtige.
Hvis kunden har modtaget en PAL-fritagelse (blanket 07.058) kan denne i stedet lægges til grund for begrænset skattepligt af aktiesparekontoen, og det er ikke nødvendigt også at indhente bekræftelse på blanket 02.044.