Det fremgår af aktiesparekontoloven § 21 stk. 2, at pengeinstituttet senest 8 uger efter betalingen af aktiesparekontoskat og eventuel afgift skal underrette den skattepligtige om beløbet og om grundlaget herfor. Hvis kontoen er overtrukket, skal aktiesparekontoejeren samtidig have underretning om, hvilket beløb kontoen er overtrukket med.
Formålet med underretningen er, at kunderne bliver informeret om årets afkast på aktiesparekontoen, samt den skat og eventuelle afgift det udløser. Desuden skal underretningen danne grundlag for, at aktiesparekontoejer kan påklage pengeinstituttets opgørelser til skattemyndighederne, hvis aktiesparekontoejeren ikke er enig i opgørelsen.
Aktiesparekontoejers frist for at klage over instituttets opgjorte skat, afgift mv. er 3 måneder fra modtagelse af underretningen.
Det er Skattestyrelsens opfattelse at underretningen af kunderne, som minimum skal indeholde oplysningerne, der er oplistet i skatteindberetningslovens § 11 a. Det omfatter oplysning om beskatningsgrundlaget efter henholdsvis aktiesparekontoloven § 13 for fuldt skattepligtige og § 16 for begrænset skattepligtige, skattebeløb samt eventuel afgift efter § 9 stk. 3, herunder beregningsgrundlag.
Foretager I korrektion til en tidligere indberetning, skal I også underrette kunderne. I skal underrette kunderne om korrektionen, herunder hvilken ændring i opkrævning af skat og evt. afgift jeres korrektion giver anledning til.