Parter 

H1 ApS

(v/advokat Khuram Riaz Ahmed)  

mod 

Skatteministeriet Departementet

(v/advokat David Auken)  

Afgørelsen er truffet af byretsdommer 

Merete Engholm

Sagens baggrund og parternes påstande 

Under denne sag, der er anlagt den 31. maj 2019, har sagsøgeren, H1 ApS, nedlagt følgende påstand: 

Principalt: Nedsættelse af sagsøgers afgiftstilsvar indkomstgrundlag med 246.156,07 kr. i indkomstårene 2013-2016.

Subsidiært: Nedsættelse af sagsøgers afgiftstilsvar indkomstgrundlag med et efter rettens skøn mindre beløb i indkomstårene 2013-2016.

Sagsøgte, Skatteministeriet, Departementet, har nedlagt påstand om frifindelse.

Sagen vedrører betaling af afgiftstilsvar i indkomstårene 2013-2016 i henhold til lov om afgift af chokolade- og sukkervarer. Det påstævnte beløb udgør afgiftstilsvar i perioden.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Oplysningerne i sagen 

Den 3. februar 2016 foretog SKAT et uanmeldt kontrolbesøg på sagsøgers adresse som følge af, at selskabet var registreret for chokolade- og sukkervareafgift og ikke havde angivet afgift for køb af sådanne varer i udlandet i perioden 1. juni 2013 til 3. februar 2016.

Ved kontrolbesøget konstaterede SKAT, at der var chokolade- og sukkervarer på selskabets varelager. SKAT konstaterede desuden, at selskabet havde afgiftspligtig te og kaffeprodukter på lager. SKAT foretog en fysisk optælling af chokolade- og sukkervarer. Den medarbejder, som var til stede på kontroltidspunktet, kunne ikke fremvise fakturaer for selskabets køb af afgiftspligtige varer. Det blev oplyst, at selskabets direktør var i besiddelse af disse. Det blev endvidere oplyst, at selskabet købte sine varer i Y1-Land.

Den 22. februar 2016 og den 21. marts 2016 modtog SKAT bilagsmateriale fra sagsøger herunder fakturaer på køb af chokolade- og sukkervarer fra Y1-Land. Den 28. april 2016 foretog politiet i anden anledning ransagning på selskabets adresse. SKAT modtog den 23. maj 2016 yderligere materiale fra politiet herunder 4 dokumenter med betegnelsen "Lieferschein" for varekøb i Y1-Land.

På baggrund af SKATs kontrolbesøg samt en gennemgang af det modtagne materiale fandt SKAT, at selskabet havde indført afgiftspligtige chokolade- og sukkervarer, samt te fra udlandet, hvoraf selskabet ikke havde angivet og betalt afgift. SKAT fandt endvidere, at selskabet ikke havde ført et afgiftsregnskab efter chokoladeafgiftslovens § 12, stk. 5. Den 7. december 2016 traf SKAT afgørelse, hvor SKAT forhøjede selskabets afgiftstilsvar med i alt 398.341 kr.

Sagsøger var ikke enig i SKATs afgørelse for så vidt angik chokolade og sukkervarerafgift med i alt 246.156,07 kr., hvilket svarer til det påstævnte beløb i denne sag. Det i øvrigt opkrævede beløb blev betalt.

Beløbet på 246.156,07 kr. er opgjort på baggrund af 4 dokumenter, der betegner sig som "Lieferschein," og som efter SKATs opfattelse udgør fakturaer for varekøb i udlandet.

Det er sagsøgers opfattelse, at de pågældende dokumenter ikke udgør dokumentation for køb af varer. Der er tale om følgende 4 "Lieferschein(en):" 

Lieferschein af 4. april 2016 fra leverandøren G1 - det var angiveligt et tilbud -"Angebot,"og der er ikke sket levering.

Udateret Lieferschein fra leverandøren G1. Det var angiveligt et tilbud, og der er ikke sket levering.

Sagsøger har fremlagt en erklæring af 12. december 2016 fra leverandøren G1, som oplyser, at man fejlagtigt har anført "Lieferschein", men at der reelt var tale om tilbud, og at sagsøger annullerede ordrerne, da sagsøger ikke var indforstået med prisen.

Lieferschein af 29. januar 2016 fra leverandøren G2. Der er ved en fejl sendt en faktura i stedet for et tilbud. Sagsøger modtog samme dag et Angebot fra leverandøren. Sagsøger valgte ikke at gøre brug af tilbuddet.

Leverandøren har i en erklæring af 19. december 2017(6) oplyst, at levering ikke har fundet sted på grund af prisen, hvorfor ordren blev annulleret.

Lieferschein af 26. februar 2016 fra leverandøren G3, hvoraf fremgår, at sagsøger fik leveret 132 kolli af en vare og 112 kolli af en anden vare. Sagsøger har oplyst, at der kun blev leveret 63 kolli af hvert varenummer. Dette fremgår angiveligt af den endelige faktura, der er udstedet den 9. december 2016.

Forklaringer 

Der er afgivet forklaring af SF.

SF har forklaret bl. a., at han er selskabets direktør. H1 ApS blev stiftet af en af hans venner i 2007. Han blev tilbudt at købe selskabet, da vennen ikke længere ønskede at drive det. Han importerer varer fra Y1-Land og Y2-Land til Danmark, hvis han kan købe til fordelagtige priser. Det drejer sig primært om hvedemel, olivenolie og tomatsovs, men det kan også være andre varer. Virksomhederne G1, G2, og G3 er hans fars gamle kontakter. De er alle beliggende i Y1-Land men stammer fra Y2-Land 

Det er rigtigt, at selskabet har pligt til at føre et regnskab, som kan danne grundlag for afgiftsberegning efter chokoladelovens. Det vidste han ikke i den første periode, han drev selskabet. Han var klar over det i den anden periode, men han vidste ikke, hvordan han skulle gøre det. Han syntes, det var vanskeligt. Det er rigtigt, at han ikke har lavet alle indberetninger. Han har haft 2 revisorer fra R1 - NJ OG GI - til at lave indberetninger. Nu har han en personlig kontakt til SKAT, hvor han får hjælp. Der var også en kontrol tidligere. For perioden 2009 til 2012, var der ikke lavet indberetning, og han fik en regning på ca. 60.000 kr. for manglende betaling af afgift. Han har betalt dette beløb.

Han har telefon- og mailkontakt med mange leverandører, hvor han forhører sig om priser. Han samler så mange tilbud så muligt for at finde den rigtige pris. Somme tider vælger han at købe en mindre mængde, end den han får tilbud på. Han beder om at få et tilbud. Efterfølgende kommer der en regning og så sammenholder han regningen med det, han har fået leveret. Det er hans mor, der checker dette. Han beder leverandørerne om et "Angebot." I de 4 tilfælde, der i denne sag er benævnt "Lieferschein," er der tale om tilbud, og varerne er ikke leveret. Det er han helt sikker på. Hvis der er mindre end det, leverandøren kræver betaling for, tager de billeder af den mængde, der er leveret, så bliver der sendt en ny regning. Regningen er udtryk for, hvad han faktisk har modtaget. Der behøver ikke at være overensstemmelse mellem følgesedler, og det der faktisk leveres. Den ransagning, som politiet foretog, har ikke noget med ham at gøre - den vedrørte hans tidligere revisor. Betalinger foregår via bankoverførsler. Han handler stadig med G1.

De erklæringer, der er fremlagt i sagen er skrevet af leverandørerne, efter at han har drøftet situationen med dem.

Parternes synspunkter 

H1 ApS har i sit påstandsdokument anført følgende:

"… 

Anbringender 

Det bemærkes, at sagen ikke vedrører jus, men herimod faktum, idet tvisten i nærværende sag udelukkende angår de faktiske omstændigheder i lyset af den fri bevisbedømmelse, jf. retsplejelovens § 344, stk. 1: 

Det bemærkes, at en virksomhed som sagsøgerens har mange dokumenter og ganske almindelige papirer liggende og i forbindelse med import og eksport og salg af varer, er der mange forhandlinger omkring varer som sagsøger ønsker tilbud på, men det er ikke ensbetydende med, at varerne er leveret til sagsøgeren og det er netop det, der gøres indsigelse overfor, idet sagsøgeren ikke har modtaget de varer, som sagsøgte antager.

Det skal samtidig underbygges med, at der ikke findes nogen indberetninger fra leverandørerne i andre EU-lande, som underbygger SKATs antagelser, idet varen aldrig er leveret til vores klienter og derfor forefindes der heller ikke indberetninger fra andre virksomheder i Europa omkring leverede varer til sagsøger.

Hver eneste dag føres forhandlinger om køb og salg af varer og det må også være almindelig viden, at der kan ske fejl i de følgesedler og senere fakturaer, som fremkommer fra leverandørerne, uanset at disse leverandører er beliggende i udlandet eller i Danmark og det er netop det, som der er tilfældet i nærværende sag, idet sagsøger i en længere periode har haft diskussion med en leverandør, fordi der er noteret for mange kolli på fakturaerne i forhold til leverede varer og det har da også vist sig senere, at leverandøren har accepteret sagsøgers indsigelser og afgivet en kreditnota til sagsøger, hvilket igen underbygger, at sagsøgers forhold er korrekte og at SKATs antagelser er ukorrekte for naturligvis får vor klient ikke en kreditnota, hvis ikke der er grund hertil.

Det fremgår, at dokumenterne med titlen "Lieferschein" er blevet betegnet som "faktura" af Landsskatteretten. Dette er i overensstemmelse med SKATs opfattelse.

Det fremgår dog af den tyske Umsatzsteuer-Durchführungsverordnung (UStDV) § 17 a, stk. 1 følgende om Lieferschein som leveringsbevis/følgeseddel: 

"Bei innergemeinschaftlichen Lieferungen (§ 6a Absatz 1 des Gesetzes) hat der Unternehmer im Geltungsbereich des Gesetzes durch Belege nachzuweisen, dass er oder der Abnehmer den Gegen-stand der Lieferung in das übrige Gemeinschaftsgebiet befördert oder versendet hat. Die Voraussetzung muss sich aus den Belegen eindeutig und leicht nachprüfbar ergeben." 

Herimod er en faktura eller på tysk en "Rechnung" defineret i Umsatzsteuergesetz (UStG) § 14, stk. 1 som følgende: 

"Rechnung ist jedes Dokument, mit dem über eine Lieferung oder sonstige Leistung abgerechnet wird, gleichgültig, wie dieses Dokument im Geschäftsverkehr bezeichnet wird. Die Echtheit der Herkunft der Rechnung, die Unversehrtheit ihres Inhalts und ihre Lesbarkeit müssen gewährleistet werden. Echtheit der Herkunft bedeutet die Sicherheit der Identität des Rechnungsausstellers. Unversehrtheit des Inhalts bedeutet, dass die nach diesem Gestez erforderlichen Angaben nicht geändert wurden. Jeder Unternehmer legt fest, in welcher Weise die Echtheit der Herkunft, die Unversehrtheit des Inhalts und die Lesbarkeit der Rechnung gewährleistet werden. Dies kann durch jegliche innerbetriebliche Kontrollverfahren erreicht werden, die einen verlässlichen Prüfpfad zwischen Recnung und Leistung schaffen können. Rechnungen sind auf Papier oder vorbehaltlich der Zustimmung des Empfängers elektronish zu übermitteln. Eine elektronische Recnung ist eine Rechnung, die in einem elektronischen Format ausgestellt und empfangen wird."

Grundet disse retssikkerhedsmæssige garantier knyttet til faktura i Y1-Land, hvorved der næppe kan være tvivl om, hvorvidt et dokument udgør en faktura, såvel som det forhold at de konkrete dokumenter er benævnt "Lieferschein" og ikke "Rechnung", udgør de konkrete dokumenter således ikke faktura.

I tilknytning hertil skal det ligeledes bemærkes, at en Lieferschein endvidere ikke umiddelbart kan indeholde aftaleklausuler eller udgøre en aftale, jf. de ledende præjudikater Urteil vom 3. Februar 1982 Bundesgerichtshof im Namen des Volkes, VIII ZR 516/80 med henvisning til Urteil vom 30. Mai 1979, aaO S. 806.

Herefter kan det konstateres, at der ikke foreligger en aftale om levering af varer, hvilket ligeledes understøttes af, at de mulige leverandører positivt har tilkendegivet, at de konkrete Lieferschein burde være "angebot" (tilbud).

Der foreligger endvidere ingen faktura, de konkrete varer er ikke fundet af SKAT, og der er ikke sket registrering i DK-VIES for de konkrete leverancer, idet leverancerne aldrig har fundet sted.

Landsskatteretten synes herimod at pålægge sagsøger bevisbyrden for, at de afgiftspligtige chokolade- og sukkervarer ikke er modtaget og, at bevisbyrden kun kan løftes via skriftlig dokumentation.

Skattemyndighederne har altså ikke fundet varerne og har ikke fundet noget som helst, der kunne antyde, at varerne var til stede og herefter pålagt sagsøger at bevise, at varerne ikke var til stede.

Skriftlig dokumentation kan dog ikke godtgøre, at varerne ikke fysisk faktisk var til stede, men må blot anses som en formalitet, der intet angiver om realiteten. Realiteten er, at de konkrete varer aldrig er blevet leveret til sagsøger. Det fremgår direkte af DK-VIES, som er det relevante register.

Ligeledes har landsskatteretten fundet, at registreringerne i DK-VIES ikke kan tillægges afgørende betydning, fordi forpligtelsen til indberetning tilkommer de udenlandske leverandører.

Skattemyndighederne antyder herved, at der skulle være sket en levering udenom DK-VIES, men har endvidere intet forelagt til støtte for, at dette konkret skulle være tilfældet eller at G1, G2 og G3 generelt skulle have foretaget leveringen udenom DK-VIES i andre tilfælde.

Hertil kommer, at uanset om indberetningsforpligtelsen tilkommer sagsøger eller de udenlandske virksomheder, så ændrer det ikke ved, at når der ikke er leveret, vil der ikke foreligge en indberetning.

Således er der intet som tilsiger, at der skulle være sket leverancer eller, at der skulle være blevet betalt for leverancer, idet sagsøger ikke har udstedt en kvittering således som sagsøger ellers ville være pligtig ifølge chokoladeafgiftslovens § 13, stk. 2, 2. pkt. ved kontant betaling. Sagsøger har ikke i øvrigt betalt for leverancerne.

Sagsøger skal herved ikke svare afgift efter chokoladeafgiftslovens § 10 a.

Sagsøgte har undgået at tage stilling til overvejende dele af sagsøgers argumentation. Ligeledes angiver sagsøgte ikke, hvorfor der ikke kan lægges vægt på de faktiske omstændigheder, som sagsøger finder, at der skal lægges vægt på.

Vedrørende manglende fremlæggelse af lovpligtige regnskaber efter chokoladeafgiftslovens § 12, stk. 4, er det ikke omdrejningspunktet for nærværende tvist. Såfremt der forelå et sådant regnskab, ville regnskabet endvidere ikke ændre ved, at der ikke foreligger fakturaer, aftale mv., men blot den konkrete Lieferschein.

…" 

Skatteministeriet Departementet har i sit påstandsdokument anført følgende:

"… 

Der er ikke grundlag for en nedsættelse af SKATs forhøjelse af sagsøgerens afgiftstilsvar i henhold til chokoladeafgiftsloven for perioden 1. juni 2013 - 4. april 2016 med 246.156,07 kr., idet sagsøgeren hverken har sandsynliggjort eller godtgjort, at sagsøgeren ikke har købt og fået leveret de afgiftspligtige varer, som fremgår af de fire omhandlede følgesedler/leveringsbekræftelser ("Lieferschein") fra leverandørerne G1, G2 og G3.

Der er efter dokumenternes benævnelse og indhold tale om følgesedler/leveringsbekræftelser for leverede varer og ikke alene tilbud om køb af varerne som sagsøgeren hævder. Der kan ikke bevismæssigt lægges vægt på de af sagsøgeren fremlagte senere udarbejdede dokumenter benævnt "Angebot" og erklæringer fra de pågældende leverandører om, at varerne ikke er leveret eller ikke er leveret i det omfang, der fremgår af den oprindelige leveringsbekræftelse. Det er heller ikke afgørende for bedømmelsen af, om leverancerne til sagsøgeren rent faktisk har fundet sted, at de tre leverandører angiveligt ikke har listeindberettet salgene til sagsøgeren.

Sagsøgeren har siden 1. juli 2007 være registreret i henhold til chokoladeafgiftslovens § 10 a, stk. 1, 2. pkt., som erhvervsdrivende modtager af afgiftspligtige varer fra udlandet. Af § 10 a, stk. 3, følger, at en erhvervsdrivende varemodtager efter udløbet af hver afgiftsperiode skal angive mængden af de varer, virksomheden har modtaget i perioden, og indbetale afgiften heraf til told- og skatteforvaltningen. Angivelsen og betalingen sker efter §§ 2-8 i opkrævningsloven. Afgiftsperioden er måneden. Sagsøgeren undlod i årene 2013 - 2016 at angive afgift til SKAT uagtet, at sagsøgeren i samme periode indførte en omfattende mængde afgiftspligtige varer. Ved SKATs kontrol af sagsøgerens forretningslokaler den 3. februar 2016 kunne SKAT konstatere, at sagsøgeren havde et betydeligt lager af ikke-afgiftsberigtigede chokolade- og sukkervarer indført fra udlandet. De omhandlede leveringsbekræftelser blev fundet i forbindelse med SKATs kontrol og en senere ransagning af sagsøgerens forretningslokaler. Også for perioden 1. januar 2009 - 31. maj 2012 undlod sagsøgeren at angive den fulde afgift af de af sagsøgeren indførte afgiftspligtige varer, hvilket førte til en forhøjelse af sagsøgerens afgiftstilsvar på 60.759 kr. i henhold til chokoladeafgiftsloven.

Af chokoladeafgiftslovens § 12, stk. 4, fremgår, at virksomheder, der importerer afgiftspligtige varer fra udlandet, skal føre regnskab over tilgang og udlevering af afgiftspligtige varer. Af bestemmelsen stk. 5 fremgår, at virksomheder, der handler med afgiftspligtige varer, skal føre et regnskab, som kan danne grundlag for opgørelsen af, om afgiften af de afgiftspligtige varer er betalt, og hvorfra varen er leveret. Af regnskaberne skal det fremgå, hvilke varer der er blevet leveret (art, mængde og pris), hvilken dag leverancen er sket, hvem der har leveret varerne, om varerne er betalt, og på hvilken måde betalingen er foregået. Sagsøgeren har ikke ført disse regnskaber. Sagsøgeren har således heller ikke ved fremlæggelse af de lovpligtige regnskaber sandsynliggjort eller godtgjort, at varerne ikke er leveret og tilgået sagsøgerens lager af afgiftspligtige varer.

…" 

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat 

Siden 1. juli 2007 har sagsøgeren være registreret i henhold til chokoladeafgiftslovens § 10a, stk. 1, 2. pkt. som erhvervsdrivende modtager af afgiftspligtige varer fra udlandet. Det følger af § 10a, stk. 3, at en erhvervsdrivende varemodtager efter udløbet af hver afgiftsperiode skal angive mængden af de varer virksomheden har modtaget i perioden og indbetale afgiften heraf til told- og skatteforvaltningen. Sagsøger har ikke foretaget en sådan indberetning.

SKAT har opgjort afgiftskravet på baggrund, at de 4 omhandlede "Lieferschein(en)", der oversat til dansk betyder følgeseddel. Efter almindelig sproglig fortolkning betyder følgeseddel et stykke papir, som følger med en vare, der bliver leveret. Retten finder derfor, at de omhandlede Lieferschein(en) er udtryk for, at der er leveret de varer, der er angivet i de respektive Liefershein.

Sagsøger har derfor bevisbyrden for, at det forholder sig anderledes.

Sagsøger har efter at SKAT den 7. december 2016 havde truffet afgørelse om betaling af afgifter indhentet erklæringer fra de respektive leverandører om, at der på trods af ordlyden "Lieferschein" reelt var tale om "Angebot," og at levering ikke havde fundet sted eller at levering udgjorde en væsentlig mindre mængde.

Efter sagsøgers forklaring lægges det til grund, at leverandørerne har udarbejdet erklæringerne efter drøftelse med sagsøger. Retten finder ikke, at der alene på baggrund heraf og på baggrund af SFs forklaring er ført et sikkert bevis for, at sagsøger ikke har modtaget de varer, der fremgår af de respektive Lieferschein.

Sagsøgtes frifindelsespåstand tages derfor til følge.

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 50.000 kr.

T H I  K E N D E S  F O R  R E T : 

Sagsøgte, Skatteministeriet, Departementet frifindes.

Sagsøger, H1 ApS, skal betale sagsomkostninger med 50.000 kr.

Beløbene skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.