SEL § 17 A, stk. 3, nr. 1, omfatter investeringsforvaltningsselskaber, der har eller skal have tilladelse efter § 10, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Henvisningen til § 10, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed betyder, at der ved investeringsforvaltningsselskaber skal forstås virksomheder, der udøver aktiviteter som nævnt i bilag 6 i lov om finansiel virksomhed om funktioner (opgaver) omfattet af kollektiv porteføljeforvaltning. Bilag 6 indeholder en opregning af de former for kollektive investeringsordninger m.v., hvis administration er investeringsforvaltningsvirksomhed i lovens forstand. De pågældende ordninger er de investeringsforeninger m.v., der er omfattet af UCITS-direktivet (direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter)).

Endvidere betyder henvisningen til § 10, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at der skal være tale om udøvelse af en sådan virksomhed, at det kræver en tilladelse.

De aktiviteter, der indgår i bilag 6 i lov om finansiel virksomhed, er investeringsforvaltning, administration og markedsføring, idet der under administration bl.a. indgår juridiske og regnskabsmæssige tjenesteydelser i forbindelse med fondsforvaltning, fastsættelse af indre værdi og emissions- og indløsningspriser, fordeling af overskud samt emission og indløsning af andele.

Det følger af § 12 i lov om finansiel virksomhed, at investeringsforvaltningsselskaber skal være organiseret som aktieselskaber.

Investeringsforvaltningsselskaber, der er skattemæssigt hjemmehørende i Danmark, er skattepligtige efter SEL § 1, stk. 1, nr. 1.

Det forhold, at bestemmelsen ud over investeringsforvaltningsselskaber, der har tilladelse, også omfatter investeringsforvaltningsselskaber, der skal have tilladelse, betyder, at et selskab, der driver investeringsforvaltningsvirksomhed, vil være omfattet, også hvis det skulle forekomme, at selskabet har drevet investeringsforvaltningsvirksomheden uden fornøden tilladelse.