Indhold
Dette afsnit handler om årlig indberetning efter SIL § 17 for den der som led i sin virksomhed modtager aktier mv. i depot til forvaltning.
Afsnittet indeholder
- Regel
- Indberetningen
- Erhvervelser og afståelser af aktier
- Aktiesparekonto
- ►Undtagelse fra indberetningspligten◄
- Bemyndigelse
- Skatteindberetningsbekendtgørelsen (SIB)
Regel
Efter SIL § 17, stk. 1, skal den, der som led i sin virksomhed modtager aktier m.v. i depot til forvaltning, hvert år indberette til Skatteforvaltningen om de i det forudgående kalenderår deponerede aktier m.v.
I SIL § 17, stk. 2, er det nærmere fastsat, hvilke oplysninger der skal indberettes for hver depothaver.
Efter SIL § 17, stk. 3, skal den, der som led i sin virksomhed formidler handel med aktier m.v., hvert år indberette om erhvervelser og afståelser af aktier m.v., der er formidlet i det forudgående kalenderår, jf. dog stk. 4.
Det samme gælder den, der som led i sin virksomhed medvirker til overførsel af aktier m.v. mellem en aktiesparekonto omfattet af ASKL og dennes ejer eller mellem en rateopsparing i pensionsøjemed, en opsparing i pensionsøjemed, en aldersopsparing, en selvpensioneringsordning eller en børneopsparingsordning, der er omfattet af PBL, og dennes ejer. Indberetningen skal omfatte oplysninger om identiteten af aktien m.v. og oplysninger om antallet af aktier m.v., anskaffelses- eller afståelsestidspunktet og anskaffelses- eller afståelsessummen for aktien m.v.
►Efter SIL § 17, stk. 4, skal indberetningen efter stk. 3 ikke foretages, hvis erhvervelsen er omfattet af indberetningspligten efter SIL § 8.◄
Efter SIL § 17, stk. 5, kan skatteministeren fastsætte nærmere regler om indberetningen.
►Bemærk
Ved § 7, nr. 3, i lov nr. 1563 af 12. december 2023, er SIL § 17, stk. 2, nr. 3 og 4, ændret, idet multilateral handelsfacilitet er tilføjet. Ved samme lovs § 7, nr. 4 og 5, er et nyt stk. 4 om en undtagelse fra indberetningspligten, hvis der også er indberetningspligt efter SIL § 8, indsat i SIL § 17, og SIL § 17, stk. 3, er konsekvensrettet følge heraf. Ændringerne er trådt i kraft 1. januar 2024 og har ikke virkning for indberetning vedrørende kalenderåret 2023 og tidligere. For indberetning vedrørende kalenderåret 2023 og tidligere finder de hidtil gældende regler anvendelse.◄
Indberetningen
Efter SIL § 17, stk. 1, skal den, der som led i sin virksomhed modtager aktier m.v. i depot til forvaltning, hvert år indberette om de i det forudgående kalenderår deponerede aktier m.v.
Når der i bestemmelsen henvises til »aktier m.v.« skal dette forstås som de papirer, der er omfattet af aktieavancebeskatningsloven.
Det er typisk pengeinstitutter, der vil være indberetningspligtige efter SIL § 17.
I SIL § 17, stk. 2, nr. 1-4, er det nærmere fastsat, hvad indberetningen for hver enkelt depothaver, skal omfatte.
-
Nr. 1 - Oplysning om identiteten af aktien m.v.
-
Nr. 2 - Antal aktier m.v.
-
Nr. 3 - Om aktien m.v. er optaget til handel på et reguleret marked ►eller multilateral handelsfacilitet◄.
-
Nr. 4 - Kursværdien ved udgangen af kalenderåret, hvis der er tale om aktier m.v. optaget til handel på et reguleret marked. Når aktier m.v. er optaget til handel på regulerede markeder, vil der typisk være tale om handel af ikke ubetydelig omfang af den pågældende aktie m.v. Oplysning om kursen for aktierne m.v. vil være offentligt tilgængelig. Dermed er det for sådanne aktier m.v. muligt for den indberetningspligtige at indberette kursværdi.
Indberetningen skal ske for hver enkelt depothaver. Der skal således indberettes om hver enkelt depothavers beløb og antal aktier m.v., hvis der er flere ejere af et depot.
Erhvervelser og afståelser af aktier
Efter SIL § 17, stk. 3, 1. pkt., skal den, der som led i sin virksomhed formidler handel med aktier m.v., hvert år indberette til Skatteforvaltningen om erhvervelser og afståelser af aktier m.v., der er formidlet i det forudgående kalenderår,► jf. dog stk. 4◄. Indberetningen skal omfatte oplysninger om identiteten af aktien m.v. og oplysninger om antallet af aktier m.v., anskaffelses- eller afståelsestidspunktet og anskaffelses- eller afståelsessummen for aktien m.v.
De indberetningspligtige, som er omfattet af bestemmelsen, vil typisk være pengeinstitutter der foretager køb og salg af aktier m.v. på vegne af deres kunder.
Når der i bestemmelsen henvises til »aktier m.v.« skal dette ifølge forarbejderne forstås som de papirer, der er omfattet af aktieavancebeskatningsloven. Det fremgår endvidere, at handel med investeringsbeviser og aktier i investeringsselskaber ikke er omfattet af SIL § 17, stk. 3, men af indberetningspligten i SIL § 19.
Bestemmelsen har til formål at sikre, at der kan foretages automatisk beregning af gevinster og tab på køb og salg af aktier m.v., så henholdsvis gevinst eller tab kan fortrykkes på borgernes årsopgørelser.
Aktiesparekonto
Indberetningsforpligtelsen i SIL § 17, stk. 3, om indberetning af handel med aktier, omfatter også den, der som led i sin virksomhed medvirker til overførsel af aktier m.v. mellem en aktiesparekonto og dennes ejer eller mellem en rateopsparing i pensionsøjemed, en opsparing i pensionsøjemed, en aldersopsparing, en selvpensioneringsordning eller en børneopsparingsordning, der er omfattet af pensionsbeskatningsloven, og dennes ejer, jf. bestemmelsens 2. pkt.
Hermed bliver Skatteforvaltningen i stand til beregne ejerens aktieavance og tab på de pågældende aktier, som overføres til eller fra det »frie« depot uden for pensionsordningen og aktiesparekontoen.
Hvis aktiespare- eller pensionskontoen er placeret i et andet pengeinstitut end ejerens »frie« depot, vil indberetningen skulle foretages af det pengeinstitut, der efter branchens kutyme eller efter indbyrdes aftale mellem pengeinstitutterne står for indberetningen. Det vil normalt være det pengeinstitut, hvor aktiespare- eller pensionskontoen er placeret.
Overførsler mellem en pensionsordning og aktiesparekontoen vil ikke skulle indberettes. Det skyldes, at en sådan afståelse og erhvervelse ikke påvirker ejerens almindelige indkomst.
►Undtagelse fra indberetningspligten
Efter SIL § 17, stk. 4, skal der ikke indberettes efter § 17, stk. 3, hvis erhvervelsen er omfattet af indberetningspligten efter i SIL § 8 (om medarbejderaktier m.v.).
Det følger af forarbejder til bestemmelsen, at den har til formål at hindre dobbeltindberetning og er relevant i de tilfælde, hvor et selskab, der har tildelt medarbejderaktier, er indberetningspligtigt efter SIL § 8, og et pengeinstitut, der er indberetningspligtigt efter SIL § 17, stk. 3, har medvirket ved tildelingen.
Hvis der således er indberetningspligt for et selskab efter SIL § 8, vil et pengeinstitut, der har formidlet tildelingen af medarbejderaktierne, ikke være indberetningspligtigt om de samme aktier m.v. efter SIL § 17, stk. 3. Det følger af SIL § 17, stk. 4.◄
Bemyndigelse
Efter SIL § 17, stk. 5, kan skatteministeren fastsætte nærmere regler om indberetningen.
Bemyndigelsen er udnyttet i SIB § 34, som ændret ved bekendtgørelse nr. 1724 af 12. december 2023. Skatteindberetningsbekendtgørelsen (SIB)
Det fremgår af SIB § 34, stk. 1, som ændret ved bekendtgørelse nr. 1724 af 12. december 2023, at indberetningspligten efter SIL § 17, stk. 1 og 2, omfatter:
1) Depositarens identitet, jf. bekendtgørelsens § 1.
2) Identiteten, jf. bekendtgørelsens § 3, af den eller dem, deponeringen er foretaget for.
3) Depotets identitet.
4) Identiteten af aktien m.v., herunder med angivelse af ISIN-fondskode, hvis en sådan er tildelt, og af identiteten af det udstedende selskab m.v. efter Skatteforvaltningens nærmere anvisning.
5) Antallet af de enkelte aktier m.v.
6) Oplysning om aktien m.v. er optaget til handel på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet.
7) Kursværdien ultimo af den enkelte aktie m.v., hvis aktien m.v. er optaget til handel på et reguleret marked ►eller en multilateral handelsfacilitet◄.
Efter stk. 2 omfatter indberetningen efter SIL § 17, stk. 3:
1) Identiteten af den indberetningspligtige (værdipapirhandleren), jf. bekendtgørelsens § 1.
2) Identiteten af den eller de, der har erhvervet eller afstået aktien m.v., jf. bekendtgørelsens § 3.
3) Identiteten af den erhvervede eller afståede aktie m.v., herunder med angivelse af ISIN-fondskode, hvis en sådan er tildelt, og af identiteten af det udstedende selskab m.v. efter Skatteforvaltningens nærmere anvisning.
4) Oplysning om aktien m.v. er optaget til handel på et reguleret marked ►eller en multilateral handelsfacilitet◄.
5) Antallet af erhvervede eller afståede aktier m.v.
6) Anskaffelses- eller afståelsestidspunktet.
7) Anskaffelses- eller afståelsessummen, herunder de handelsomkostninger, som den indberetningspligtige har kendskab til.
►Bemærk
SIB § 34, stk. 1, nr. 6 og 7, og stk. 2, nr. 4, er ændret pr. 1. januar 2024 ved § 1, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 1724 af 12. december 2023, idet multilateral facilitet er tilføjet. Ændringen har efter den nævnte bekendtgørelses § 2, stk. 2, ikke virkning for indberetning vedrørende kalenderåret 2023 og tidligere. For indberetning vedrørende kalenderåret 2023 og tidligere finder de hidtil gældende regler anvendelse. Ændringen er en konsekvens af lov nr. 1563 af 12. december 2023. ◄