Indhold

Dette afsnit handler om reglerne for udlodning af ratepensionsordninger (rateopsparingsordninger i pensionsøjemed og rateforsikringer i pensionsøjemed) i forbindelse med separation, skilsmisse eller bosondring.

Afsnittet indeholder:

  • Krav til og konsekvens af afgiftsfri udlodning til ægtefælle i forbindelse med separation, skilsmisse eller bosondring
  • Forskellige former for udlodning.

Krav til og konsekvens af afgiftsfri udlodning til ægtefælle i forbindelse med separation, skilsmisse eller bosondring

Hvis ejeren af ordningen efter PBL § 41 overfører sin rateopsparing til et andet pengeinstitut, samtidig med, at den ægtefælle, der har fået en del af pensionsordningen udloddet i forbindelse med skilsmisse, separation eller bosondring, lader ordningen blive stående i det oprindelige pengeinstitut, så skal det oprindelige pengeinstitut ved overførslen af ejerens ordning påtegne den fraskilte eller fraseparerede mv. ægtefælles ordning om, at det indestående beløb stammer fra en udlodning af rateopsparing efter PBL § 30, stk. 2. Pengeinstituttet skal også påtegne ægtefællens pensionsordning om det udbetalingstidspunkt mv., der gælder efter vilkårene for den ordning, hvorfra udlodningen er sket.

Forskellige former for udlodning

I dette afsnit beskrives reglerne for de forskellige former for udlodning efter PBL § 30, stk. 3.

Udlodning til ægtefællen, hvor ægtefællen kan indsætte begunstigede efter reglerne i pensionsbeskatningsloven

Ratevise udbetalinger fra en

  • rateforsikring i pensionsøjemed
  • rateopsparing i pensionsøjemed
  • opsparing i pensionsøjemed

der tilfalder en begunstiget, som ægtefællen har indsat, er ikke indkomstskattepligtige.

I stedet skal der ved erhvervelsen af retten (ægtefællens død) betales afgift af ordningens værdi på dette tidspunkt. Se PBL § 29, stk. 2. Efter betaling af afgiften er ordningen ikke længere omfattet af PBL kapitel 1.

Afkast beskattes efter PBL § 53 eller PBL § 53 A.

Se i øvrigt afsnit C.A.10.2.1.6.2.1 om udlodning til ægtefællen, hvor ægtefællen kan indsætte begunstigede efter reglerne i pensionsbeskatningsloven.

Udlodning til ægtefællen, hvor ægtefællen indtræder som ejer eller kontohaver af den udloddede del

Ægtefællen kan begynde udbetalingen af sin del af en udloddet rateopsparingsordning, når ejeren har nået pensionsudbetalingsalderen, selvom der er aftalt et senere udbetalingstidspunkt med ejeren.

Se også afsnit C.A.10.2.1.6.2.2 om udlodning til ægtefællen, hvor ægtefællen indtræder som ejer af den udloddede del.

Udlodning til ægtefællen, hvor ægtefællen bliver forsikret og ejer eller kontohaver af den udloddede del

Se afsnit C.A.10.2.1.6.2.3 om udlodning til ægtefællen, hvor ægtefællen bliver forsikret og ejer af den udloddede del.