Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2007.247.HR

Arbejdsgiverens kontrol havde ikke været udført med henblik på at kontrollere grundlaget for skattefriheden af de diæter og rejsegodtgørelser, som blev udbetalt med faste beløb pr. dag.

Arbejdsgiveren kontrollerede ikke de enkelte medarbejderes start- og sluttidspunkt for rejsen, og indeholdt A-skat af det beløb, der blev udbetalt til dækning af rejseudgifter.

Diæterne/rejsegodtgørelserne var skattepligtige.

Landsretsdomme

SKM2022.493.VLR

Landsretten udtalte, at det følger af bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse, at det er en betingelse for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse, at det selskab, som udbetaler godtgørelsen, kontrollerer, at grundlaget herfor er til stede, og at en forudsætning for denne kontrol er bogføringsbilagene vedrørende den erhvervsmæssige rejse.

Landsretten fandt, at de fremlagte bogføringsbilag ikke opfyldte de krav, der følger af bekendtgørelsens § 1, stk. 2, og at det som følge heraf ikke var været muligt at kontrollere de oplysninger, som dannede grundlag for udbetalingen af de omhandlede godtgørelser. På denne baggrund og efter bevisførelsen i øvrigt fandt landsretten, at det heller ikke kunne lægges til grund, at der var foretaget en egentlig kontrol af bilagene. Landsretten bemærkede i den forbindelse, at appellantens bevisbyrde for, at der var foretaget en sådan kontrol, var skærpet på grund af hans interessefællesskab med det udbetalende selskab, som var direktør og hovedanpartshaver i. På den baggrund fandt landsretten, at de udbetalte godtgørelser ikke var skattefrie, men skulle beskattes.

Byrettens afgørelse SKM2021.398.BR

SKM2013.152.VLR

En udgift til rejse- og befordringsgodtgørelse til en direktør (hovedaktionær) blev ikke afholdt i det pågældende selskabs interesse, men i et andet selskabs interesse. Selskabet havde derfor ikke fradragsret for udgiften.

Da der ikke var ført den fornødne kontrol og da godtgørelserne ikke dækkede udgifter påført som følge af arbejde for det pågældende selskab var godtgørelserne skattepligtige.

Se også SKM2018.159.ØLR

SKM2010.778.VLR

Når der er interessefællesskab mellem en hovedanpartshaver og selskabet, er der strenge krav til dokumentationen for, at betingelserne for skattefrihed er opfyldt.

Afgørelsen vedrører skattefri befordringsgodtgørelse. Princippet om strenge krav til dokumentationen gælder også ved udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse.

SKM2004.517.ØLR

På det foreliggende grundlag kunne arbejdsgiveren ikke kontrollere, om overnatningerne var nødvendiggjort af lønmodtagerens arbejdsopgaver.

Også af den grund var det landsrettens opfattelse, at de udbetalte rejsegodtgørelser var skattepligtige.

Byretsdomme

►Sagen angik, om skatteyderen som arbejdsgiver opfyldte betingelserne for at kunne udbetale skattefri rejsegodtgørelse til 14 medarbejdere i henhold til ligningslovens § 9 A. Spørgsmålet var særligt, om skatteyderen havde udført den fornødne effektive kontrol af, om betingelserne for at udbetale skattefri rejsegodtgørelse var opfyldt, jf. bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse. 

Retten fandt, at bogføringsbilagene i sagen ikke opfyldt kravene i bekendtgørelsens § 1, stk. 2, og at det ikke var muligt for skatteyderen at kontrollere, om betingelserne i ligningslovens § 9 A var opfyldt. 

Da skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at der var foretaget den fornødne effektive kontrol i forbindelse med udbetalingen af den skattefri rejsegodtgørelse, skulle der ske beskatning af hele den udbetalte rejsegodtgørelse og ikke kun for de rejser, som ikke kunne anses at opfylde betingelserne i ligningslovens § 9 A. Skatteyderen skulle derfor indberette hele den udbetalte rejsegodtgørelse for de 14 medarbejdere til eIndkomst som A-indkomst.◄

Byretten fandt, at den fremlagte dokumentation kun i begrænset omfang opfyldte kravene i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 § 1, stk. 2, idet der i vidt omfang manglede angivelse af rejsens mål og af start- og sluttidspunkter, herunder årstal for rejsen. Desuden måtte det på baggrund af bevisførelsen lægges til grund, at sagsøgerens arbejdsgiver ikke havde ført det fornødne tilsyn med, at betingelserne for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse var opfyldt. De udbetalte rejsegodtgørelser var således skattepligtige, og Skatteministeriet blev frifundet.

Sagen drejede sig om, hvorvidt en skatteyder, der arbejdede som lastbilchauffør, opfyldte betingelserne for at få udbetalt skattefri rejsegodtgørelse i årene 2013 og 2014 efter LL § 9 A.

Skatteyderen havde fremlagt en række kørselsrapporter, der bl.a. indeholdt oplysninger om datoer og destinationer for rejserne. Kørselsrapporterne indeholdt imidlertid ikke en påtegning om kontrol fra arbejdsgiveren, og der manglede i vidt omfang oplysninger om start-og sluttidspunkter. Der forelå således ikke bogføringsbilag der opfyldte kravene i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000.

På det grundlag fandt retten ikke, at skatteyderen havde løftet bevisbyrden for, at arbejdsgiveren havde ført den fornødne kontrol.

I forhold til skatteyderens subsidiære påstand om beskatning af et differencebeløb, bemærkede retten, at det af § 1, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 fremgik, at hele beløbet var skattepligtigt.

Landsskatteretskendelser

SKM2023.237.LSR

Landsskatteretten fandt, at de fremlagte rejsebilag ikke var tilstrækkeligt udførlige, og at klageren ikke opfyldte betingelserne for at være på rejse. Samlet set var det Landsskatterettens opfattelse, at klagerens arbejdsgiver ikke havde foretaget en effektiv kontrol med rejserne på udbetalingstidspunktet, og konsekvensen heraf var, at hele den udbetalte rejsegodtgørelse blev anset som skattepligtig for klageren.

SKM2022.543.LSR

Landsskatteretten fandt ikke, at betingelserne til bogføringsbilagene i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 var opfyldte. Det grundlag den skattefri rejsegodtgørelse blev udbetalt på indeholdt således ikke alle de oplysninger der er stillet krav om i bekendtgørelsen. Da betingelserne for udbetaling ikke var opfyldte kunne der heller ikke udbetales skattefri rejsegodtgørelse for de rejser, der måtte opfylde 24-timers reglen.

SKM2018.240.LSR

Landsskatteretten fandt, at et selskab havde påvist, at det havde ført tilstrækkelig kontrol med udbetaling af skattefri rejsegodtgørelser til sine medarbejdere. Tilstedeværelsen af bagatelagtige fejl fandtes ikke at kunne føre til et andet resultat. SKATs afgørelse, hvorefter godtgørelser til alle ansatte var anset for skattepligtige, blev derfor tilsidesat.

SKM2015.484.LSR

Det i sagen fremlagte materiale blev ikke anset for tilstrækkeligt til at dokumentere eller sandsynliggøre, at betingelserne for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse til chaufføren var opfyldt.

Der blev lagt vægt på, at kørselsrapporterne ikke var udfyldt fyldestgørende. Det var således ikke muligt at fastslå chaufførens køreruter, herunder rejsernes mål eller delmål ud fra betegnelserne Y1 og DK. Hertil kom at destinationerne nævnt med en by i Y1 ikke var nærmere konkretiseret med en adresse eller lignende. Endvidere fremgik det ikke klart, hvad rejsernes konkrete erhvervsmæssige formål havde været. Den fremlagte mail, hvori G3 bekræftede, at chaufføren havde kørt med deres beton under ansættelse hos G1 ApS, bidrog ikke yderligere til afklaring af køreruter, herunder rejsernes mål eller delmål.

Dette sammenholdt med, at der ikke var fremlagt yderligere kontrolbilag,  gjorde at det ikke var muligt at fastslå, om arbejdsgiveren havde ført den nødvendige kontrol.

Allerede fordi det i sagen fremlagte materiale ikke muliggjorde kontrol med udbetalingen af den skattefri rejsegodtgørelse, blev den udbetalte skattefri godtgørelse anset for yderligere løn.

SKM2006.229.LSR

Arbejdsgiveren havde ikke udøvet fornøden kontrol af, om betingelserne for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse var til stede.

Lønmodtageren var skattepligtig af hele den udbetalte rejsegodtgørelse som følge af arbejdsgiverens manglende kontrol med udbetalingerne.

Lønmodtageren fik fradrag for de udstationeringer, der efter en konkret vurdering blev anset for at opfylde rejsebegrebet.