Indhold

Dette afsnit beskriver, anskaffelses- og afståelsessummer for aktie- og tegningsretter.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel

Anskaffelsessummen og afståelsessummen samt avanceopgørelsen ved afståelse af tegnings- og aktieretter er forskellig afhængig af, om retterne vedrører aktier, der er optaget til handel på et reguleret marked ►/ en multilateral handelsfacilitet◄ eller om retterne vedrører aktier, der ikke er optaget til handel på et reguleret marked ►eller en multilateral handelsfacilitet◄. Se afsnit C.B.2.1.7 om opgørelsesmetoder.

Anskaffelsessummen for aktier, der er erhvervet på grundlag af retterne

Anskaffelsessummen for aktier, der er erhvervet på grundlag af tildelte tegningsretter, er det beløb, som skal indbetales for at udnytte tegningsretterne.

Der er dog fast administrativ praksis for at medregne værdien af tildelte tegningsretter til anskaffelsessummen for aktierne, hvis værdien af tegningsretterne er blevet beskattet hos modtageren af tegningsretterne. Se SKM2002.153.ØLR og SKM2006.60.LSR.

Anskaffelsessummen for aktier, som er tegnet på grundlag af tilkøbte tegningsretter, udgør det beløb, som indbetales til selskabet for aktierne med tillæg af købesummen for tegningsretten.

Fondsaktier, der er erhvervet ved udnyttelse af en tildelt aktieret, anses for erhvervet for 0 kr.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

SKM2002.153.ØLR

Værdi af tegningsretter var ikke selvangivet og derfor ikke beskattet. Værdien af tegningsretterne kunne herefter ikke medregnes til anskaffelsessummen.

Landsskatteretskendelse

SKM2006.60.LSR

Landsskatteretten fastslog, at et beløb, der burde have været selvangivet og beskattet som lønaccessorium, men ikke var blevet det, ikke kunne tages i betragtning ved opgørelsen af gevinst ved afståelsen af warrants.