Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2018.319.HR

Korrektion af de aftalte handelsværdier
Højesteret fandt, at ved vurderingen af SKATs adgang til at korrigere de aftalte handelsværdier måtte A og NB som nevø og morbror anses for at være interesseforbundne parter, jf. herved også, at den personkreds, der kan anvende successionsreglerne i KSL § 33 C, omfatter "søskendes børn".

A har under sagen ikke fremlagt nærmere dokumentation for, hvad grundlaget var for den overdragelsessum, som blev aftalt mellem ham og NB. Navnlig var den ejendomsmæglervurdering, som ifølge NB’s forklaring blev indhentet i 2006, ikke fremlagt. Heroverfor står, at SKATs vurdering var baseret på en besigtigelse af ejendommene og på drøftelser med NB.

Landsskatteretten har ved sin afgørelse af 22. december 2014, som ikke var indbragt for domstolene, lagt til grund, at gaveværdien af ejendommene udgjorde 1.370.800 kr., og at den samlede gaveværdi af de overdragne ejendomme efter fradrag af overprisen for betalingsrettigheder udgjorde 1.135.082 kr. Dette skal ses i forhold til en samlet reguleret overdragelsesværdi på 10.235.082 kr.

Højesteret tiltrådte på denne baggrund, at der forelå en væsentlig afvigelse mellem den aftalte købesum for de to ejendomme og ejendommenes handelsværdi, og at SKAT har været berettiget til at foretage korrektion af den aftalte overdragelsessum som sket, jf. herved EBL § 4, stk. 6, og AL § 45, stk. 3.

Beregning af en passivpost
KSL § 33 C om mulighed for at overdrage en virksomhed med succession blev gennemført ved lov nr. 763 af 14. december 1988 (Succession ved familieoverdragelse). Lovens § 33 D om beregning af en passivpost til udligning af eventuelle fremtidige skattetilsvar blev indsat ved lov nr. 1119 af 21. december 1994 (Lempelse af generationsskifteafgifter m.v.).

Højesteret fandt, at der hverken i bestemmelsernes ordlyd eller forarbejder var holdepunkter for, at der ved siden af et nedslag i handelsværdien efter § 33 C kunne beregnes en passivpost efter § 33 D. Tværtimod byggede § 33 D på en forudsætning om, at der efter den dagældende forståelse af § 33 C ikke allerede var adgang til at foretage fradrag efter denne bestemmelse ved overdragelse med succession. Forholdet mellem de to regler var i øvrigt ikke nærmere omtalt i forarbejderne til § 33 D.

Efter den forståelse af adgangen til at foretage nedslag i handelsværdien efter § 33 C, som var blevet fastslået ved Landsskatterettens afgørelse af 10. september 2008 (SKM2008.876.LSR), og som blev præciseret ved Skatteministeriets styresignal i SKM2011.406.SKAT, har erhververen krav på det største af de nedslag, der kan beregnes med udgangspunkt i henholdsvis KSL § 33 C og lovens § 33 D, men der kan ikke samtidig gives fradrag efter begge regler.

Det er ubestridt, at A var økonomisk bedst stillet ved som sket at få nedslag i handelsværdien efter § 33 C frem for at få beregnet en passivpost efter § 33 D.

Højesteret tiltrådte på denne baggrund, at A ikke var berettiget til tillige at kunne beregne en passivpost efter KSL § 33 D.

Højesteret stadfæstede herefter dommen.

UfR1986.22H

Den 16-årige K flyttede sammen med den 26-årige M og hjalp ham under tre års samliv med at opdrætte heste og sælge rideudstyr. Hesteopdrættet og salg af rideudstyr foregik fra en gård, som M lejede og efter to års forløb købte med en kontant udbetaling på 138.000 kr. Ved samlivets ophør forlangte K andel i M's formue, der i det væsentlige bestod af gården og et antal heste. Efter at K ved skifteretten havde begæret opløsning af fællesskab/sameje, angik parterne forlig om, at K skulle have ca. 30.000 kr.

Skattevæsenet havde under sagen opgjort beløbet til 25.000 kr. og fandt ikke, at K havde krav på beløbet. Skattevæsenet fik medhold i, at beløbet var indkomstskattepligtigt for K enten som gave eller som arbejdsvederlag.

Beskatning

UfR1986.435H

K, der i ca. 15 år havde samlevet med M, med hvem hun havde ni børn, ophævede samlivet og flyttede med børnene. Ved samlivets ophør overdrog M en bil til K og gav hende forskellige kontante beløb, der bl.a. blev brugt til køb af en fast ejendom. M betalte også underholdsbidrag til børnene efter aftale. K blev ikke anset indkomstskattepligtig af bidraget til børnene i det omfang, det oversteg normalbidraget. Retten antog, at K under det mangeårige samliv gennem arbejde i hjemmet og i M's virksomhed i betydeligt omfang havde bidraget til at sikre de formueværdier, som forelå ved samlivets ophør, og at de overdragne værdier var ydet for at sætte K i stand til at opretholde et hjem for sig selv og børnene. Under disse omstændigheder var der ikke grundlag for at anse det modtagne som gave eller at betragte det som arbejdsvederlag. K fandtes derfor ikke indkomstskattepligtig.

Ikke beskatning

Landsretsdomme

SKM2022.623.ØLR

Sagen angik, om erhververen af en virksomhed, som var overdraget med succession efter KSL § 33 C, opnåede en formuefordel, der udløste gavebeskatning, når handelsprisen var reduceret med et højere opgjort skattenedslag end nutidsværdien af den overtagne skat.

Der var enighed om, at nutidsværdien af den skat på 942.023 kr., som køber overtog ved salget af virksomheden, kunne opgøres til 554.482 kr. svarende til kurs 59, og at sælger overdrog virksomheden til køber (sælgers nevø) med et nedslag i den latente skatteforpligtelse på 753.619 kr. svarende til kurs 80.

Landsretten anførte, at det følger af forarbejderne til kildeskattelovens § 33 C vedrørende bestemmelsens formål, at den skattemæssige fordel ved overdragelse med succession tilkommer overdrageren, og at det på denne baggrund måtte lægges til grund i sagen, at sælger afgav en formuefordel til køber, når handelsværdien af den overdragede virksomhed blev nedsat med et højere opgjort skattenedslag end nutidsværdien af den overdragne skat.

Landsretten anførte videre, at hverken bestemmelsens ordlyd eller forarbejder, regulerer adgangen til at foretage nedslag for den overdragne skatteforpligtelse i handelsværdien. Landsretten fandt, at det ikke kunne udledes af forarbejderne, herunder af nogle besvarelser fra skatteministeren, som angår overdragelse med succession mellem uafhængige parter, at en fordeling af rentefordelen mellem overdrager og erhverver ved overdragelse med succession kunne indgå ved fastsættelse af kursværdien af den overtagne skat.

Landsretten henviste endvidere til SKM2008.876.LSR om adgangen til at foretage nedslag i handelsværdien efter KSL § 33 C og anførte, at hvorvidt erhververen opnåede en formuefordel, der udløste gavebeskatning, måtte bero på, om det måtte anses for godtgjort, at en kursfastsættelse af skatteværdien ud over nutidsværdien af den latente skat svarede til, hvad uafhængige parter ville have aftalt.

Overdragelsen var sket mellem interesseforbundne parter, hvorfor der var en formodning for, at et nedslag i den overtagne skat ud over nutidsværdien var et udslag af gavmildhed. Da sagsøgerne ikke havde godtgjort, at kursfastsættelsen af den overtagne skat til kurs 80 svarede til, hvad uafhængige parter ville aftale, fandt landsretten, at køber ved overdragelsen af virksomheden med succession havde opnået en formuefordel, som udløste gavebeskatning.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

►Dommen er anket til Højesteret.◄

SKM2022.589.ØLR

Sagen angik, om appellanten var skattepligtig af pengeoverførsler foretaget af et selskab, hvor appellanten var medanpartshaver og direktør. Selskabet havde indkomståret 2014 fratrukket et tab på udlån på ca. 6 mio. kr., som i indkomstårene 2012-2014 løbende var overført til appellantens kontaktperson eller personer anvist af denne.

Landsretten fandt, at appellanten ikke havde dokumenteret eller tilstrækkelig sandsynliggjort, at pengeoverførslerne skete som udlån eller i selskabets interesse. Landsretten henviste til, at der ikke var udarbejdet skriftlig låneaftale eller anden dokumentation for, at pengeoverførslerne skete som udlån fra selskabet, og at selskabet hverken modtog afdrag, renter eller sikkerhedsstillelse.

Landsretten tiltrådte, at pengeoverførslerne var foretaget i appellantens personlige interesse, hvorefter appellantens forholdsmæssige andel af overførslerne blev anset for tilgået ham som udbytte, jf. LL § 16 A, og den anden forholdsmæssige andel af overførslerne blev anset for tilgået appellanten som en skattepligtig gave fra medanpartshaveren, jf. SL § 4, stk. 1, litra c.

Endvidere tiltrådte landsretten, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstårene 2012 og 2013 var opfyldt, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 5. Landsretten henviste til, at appellanten havde handlet groft uagtsomt ved ikke at oplyse skattemyndighederne om de betydelige skattepligtige indtægter.

Byrettens frifindende dom blev derfor stadfæstet.

Stadfæstelse af SKM2021.633.BR.

SKM2022.362.VLR

Landsretten stadfæstede byrettens dom, hvorefter appellanten ikke havde godtgjort, at kontante indsætninger på appellantens og appellantens husstands bankkonti på i alt 248.320 kr. i 2012 og 525.332 kr. i 2013 ikke var skattepligtige. Landsretten bemærkede, at der ikke forelå lånedokumenter, kvitteringer, kontoudskrifter eller andre lignende objektive kendsgerninger, der dokumenterede, at de kontante indsætninger stammede fra lån eller gevinster ved spil. Videre bemærkede landsretten, at der ikke var grundlag for at antage, at SKAT burde have søgt sagen oplyst ved indhentelse af yderligere oplysninger om, hvor de kontante indsætninger stammede fra.

Endelig stadfæstede landsretten skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelser på baggrund af privatforbrugsberegninger, som viste et negativt privatforbrug på henholdsvis 25.881 kr. og 243.066 kr. i 2012 og 2013, dog således at appellantens skattepligtige indkomst for 2013 skulle nedsættes med et beløb på 25.000 kr., som appellantens niece ubestridt havde indsat på appellantens konto i 2013.

Stadfæstelse af SKM2021.273.BR.

SKM2022.240.ØLR

Sagen drejede sig om, hvorvidt appellanten var indkomstskattepligtig af et beløb, der var benævnt som arveforskud. Appellanten havde lånt beløbet af sin søster, der ifølge et af søsteren oprettet dokument eftergav appellanten lånet. Søsteren afgik ved døden mere end 1 år efter underskrivelsen af dokumentet, og der kunne derfor ikke være tale om, at der ydet en dødslejegave, jf. arvelovens § 93, stk. 1, nr. 2. I åbningsbalancen for søsterens dødsbo var beløbet nævnt under gaver og arveforskud. Landsretten fandt efter bevisførelsen, således som også byretten havde gjort det, at appellantens gæld til søsteren var blevet eftergivet ved underskrivelsen af dokumentet. Da et arveforskud er at anse for en gave, når det gives mellem søskende, blev appellanten skattepligtig af beløbet.

Landsrettens dom var en stadfæstelse af byrettens dom.

Stadfæstelse af SKM2021.125.BR.

SKM2021.173.ØLR

Sagen angik, om en række pengeoverførsler, som skatteyderen havde modtaget fra sin bror i indkomstårene 2006 og 2007, skulle anses som værende skattepligtige gaver eller skattefrie lån.

Landsretten fandt efter en samlet vurdering, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at de indsatte beløb udgjorde lån.

Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom.

SKM2018.309.ØLR

Skatteyderen havde i indkomstårene 2008-2010 overført ca.  9,5 mio. kr. til sin konto i Danmark fra Y6-land. Skatteyderen gjorde gældende, at overførslerne angik to lån ydet af skatteyderens mor, som var bosat i Y6-land. Henset til, at gældsbrevene var udarbejdet på dansk, at de ikke var underskrevet af skatteyderens mor og at der i øvrigt ikke forelå nogen korrespondance vedrørende låneoptagelse og oprettelsen af gældsbrevene, fandt landsretten, at skatteyderen havde en skærpet bevisbyrde for, at pengeoverførslerne udgjorde lån.

Herefter fandt landsretten, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at overførslerne stammede fra ikke-skattepligtige indtægter eller allerede beskattede midler. Der var derfor ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes forhøjelse af skatteyderens skattepligtige indkomst.

Landsretten fandt endvidere, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af indkomståret 2008, jf. SFL § 27, var opfyldt.

Stadfæstelse af SKM2017.405.BR.

SKM2017.344.ØLR

Byretten havde fundet, at skatteyderen ikke havde bevist sin påstand om, at han havde finansieret købet af en fast ejendom i USA for kr. 4.750.000 med lån og anså ejendommen erhvervet som en skattepligtig gave.

Af de grunde, byretten havde anført, og da det, der var fremkommet for landsretten, ikke kunne føre til et andet resultat, stadfæstede landsretten byretten dom, hvori Skatteministeriet blev frifundet

.

SKM2013.389.ØLR

Appellanten foretog den 20. november 2008 en veksling i F1-Bank af DKK 90.848 til Euro 12.000. Appellanten legitimerede sig i den forbindelse overfor vekselbanken og kvitterede for vekslingen. Det var uomtvistet, at pengene stammede fra sagsøgerens broder og svigerinde. Appellanten gjorde gældende, at han foretog vekslingen på vegne af sin broder og svigerinde, og at han straks efter vekslingen tilbagegav pengene til broderen. Appellanten, broderen og svigerinden havde under sagen, navnlig over for skattemyndighederne, afgivet skiftende og indbyrdes modstridende forklaringer om hændelsesforløbet og baggrunden for vekslingen.

Landsretten stadfæstede byrettens dom om frifindelse af Skatteministeriet af de grunde, der var anført af byretten. Byretten henviste til de skiftende forklaringer, til at forklaringen om baggrunden for hævningerne ikke var bestyrket af objektive omstændigheder og fandt, at skatteyderen ikke havde løftet sin bevisbyrde for eller sandsynliggjort, at pengene, som hans broder ubestridt havde overladt til ham, ikke var en gave.

Stadfæstelse af SKM2012.605.BR.

TfS1989.176.VL

En plejehjemsbeboer, der var afgået ved døden, havde afgivet en erklæring om, at der fra en konto i andelskassen blev overført nogle beløb til nye indlånskonti, der tilhørte nogle navngivne, umyndige personer. Erklæringen var underskrevet til vitterlighed af plejehjemmets bestyrer og en andelskasses forretningsfører. Vestre Landsret tiltrådte, at de overførte beløb måtte betragtes som en dødsgave. Retten lagde til grund, at forretningsføreren, der var far til og værge for to af de begunstigede personer, ikke havde modtaget gaveløfterne med den virkning, at afdøde skulle være afskåret fra at tilbagekalde løfterne. Det var herefter med rette, at der var beregnet arveafgift af beløbene.

VLD 9.4.1981, skd 58.295

M og H havde levet sammen fra 1970. Fra 1973 boede de sammen i en ejendom, som M havde erhvervet. I 1975 indgik de en overenskomst om ejerforholdet til deres formuegenstande, hvorefter H ved ophør af samlivet skulle have ret til halvdelen af ejendommens friværdi. I overensstemmelse hermed fik H efter samlivets ophør udbetalt 70.000 kr. Under hensyn til at den etablerede ordning efter parternes økonomiske forhold tilgodeså dem begge i tilfælde af samlivets ophør, og at H efter omstændighederne også uden en aftale derom kunne have haft krav på andel i salgsprovenuet, fandtes der ikke grundlag for at anse overdragelsen af halvdelen deraf som en indkomstskattepligtig gave.

Ikke beskatning

Byretsdomme

SKM2022.111.BR

Sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2014-2017 var forhøjet med godt 1,4 mio. kr. på grundlag af en række overførsler til hendes bankkonto, og fordi hun havde overført kontante beløb til udlandet via en pengeoverførselsvirksomhed. Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde løftet bevisbyrden for, at disse beløb stammede fra allerede beskattede eller skattefri midler. Retten henviste herved bl.a. til, at der ikke forelå dokumentation, samt at de afgivne forklaringer var ukonkretiserede.

På den baggrund blev Skatteministeriet frifundet.

SKM2021.390.BR

SKAT havde oprindelig i 2012 truffet afgørelse om, at overførsler mellem sagsøgerne var indkomstskattepligtige. Efterfølgende viste det sig, at overførslerne var gaveafgiftspligtige.

Ved afgørelse af 18. marts 2016 foretog SKAT en skønsmæssig ansættelse af gaveafgift for indkomstårene 2008-2010, jf. BAL § 26, stk. 3. Hjemmelen til foretagelse af skønsmæssig ansættelse af boafgift blev indført ved Lov nr. 1354 af den 21. december 2012, men bestemmelsen havde først virkning for gaver modtaget fra den 1. januar 2013. Spørgsmålet var, om SKATs afgørelse skulle anses som en nullitet, eller om afgørelsen blot var anfægtelig.

Retten fandt ikke, at manglen ved SKATs afgørelse var så åbenbar, at den medfører nullitet. Retten lagde i den forbindelse afgørende vægt på, at SKAT faktisk på det pågældende tidspunkt i medfør af BAL § 26, stk. 3, var kompetent til at foretage skønsmæssige ansættelser af gaveafgift, for så vidt angår afgiftspligtige gaver, der opfyldte ikrafttrædelsesbestemmelsens krav til deres tidsmæssige foretagelse. Retten lagde endvidere vægt på, at den bestemmelse, der blev uretmæssigt anvendt af SKAT, vedrører en myndigheds kompetence og funktionsmåde og ikke umiddelbart eksistensen af en ret eller pligt for borgeren. Da der ikke var tale om en tilsidesættelse af væsentlige interesser, var manglen heller ikke grov.

Forfaldstidspunktet for gaveafgiften var henholdsvis den 1. maj 2009, 1. maj 2010 og 1. maj 2011, jf. BAL § 30, stk. 1, jf. § 26, stk. 1.

Retten fandt, at SKAT først i forbindelse med det oplysningsgrundlag, der forelå ved en afgørelse af 15. februar 2016 fra Landsskatteretten, havde den fornødne kundskab til sagsøgernes status af samlevende, hvorfor forældelsesfristen på 3 år i medfør af FORÆL § 3, stk. 1, skulle regnes fra den 15. februar 2016, jf. § 3, stk. 2. Retten fandt endvidere, at klagen over SKATs afgørelse af 18. marts 2016  - og Landsskatterettens afgørelse af 11. juni 2019 - vedrørte fordringens størrelse, og at betingelsen i FORÆL § 21, stk. 2, om, at sagen skal være "indbragt" for en administrativ myndighed, er opfyldt, når Landsskatteretten faktisk træffer realitetsafgørelse på grundlag af klagen, uanset at det senere fastslås, at skattemyndighederne under de konkret foreliggende omstændigheder ikke var kompetente.

Da Skatteministeriet havde anlagt sag mod sagsøgerne den 10. juni 2020 med henblik på at pålægge disse at indgive gaveanmeldelser for gaverne ydet i indkomstårene 2008, 2009 og 2010, var forældelsen herved afbrudt.

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Sagsøgeren var skattepligtig af en række indsætninger på hans bankkonto, idet sagsøgeren ikke havde godtgjort, at indsætningerne stammede fra lån og tilbagebetaling af lån fra venner og familie. Sagsøgerens forklaringer var således ikke bestyrket ved objektive kendsgerninger. Retten bemærkede i den forbindelse, at det skatteretlige dokumentationskrav gjaldt uanset kulturel baggrund.  Den omstændighed, at SKATs straffesagsenhed havde afsluttet straffesagen mod sagsøgeren med en henstilling og uden sanktion var uden betydning for den civilretlige vurdering i skattesagen. Skatteministeriet blev derfor frifundet.

SKM2017.462.BR

Skatteyderen stod i motorregisteret registreret som bruger af en leaset motorcykel. SKAT havde indhentet skatteyderens kontoudtog og kunne konstatere, at skatteyderen ikke selv havde betalt for hverken engangsydelsen eller de løbende betalinger. Skatteyderen oplyste, at de til leasingen forbundne udgifter var betalt af hans svoger, og at det rettelig var svogeren, som var den reelle bruger af motorcyklen.

Af leasingkontrakten stod skatteyderen anført som leasingtager, og der var i kontrakten anført en række personlige oplysninger, herunder bl.a. cpr-nummer.

Skatteyderen havde ikke forsøgt at ændre registreringen i motorregisteret og anfægtede først rigtigheden af registreringen, efter SKAT havde indkaldt til et møde vedrørende motorcyklen, som han udeblev fra, og efter SKAT dernæst fremsendte agterskrivelsen.

Retten fandt, at der under sådanne omstændigheder, hvor skatteyderens navn fremgår af leasingkontrakten, hvor han udeblev for mødet med SKAT, hvor registreringen i motorregisteret fremgår af den personlige skattemappe, og hvor der ikke blev foretaget skridt til at ændre registreringen, er en formodning for, at registreringen i motorregisteret er korrekt.

Herefter fandt retten ud fra en samlet bedømmelse, at det påhvilede skatteyderen en skærpet bevisbyrde for, at han ikke var leasingtager, hvilken retten fandt ikke var løftet.

SKM2017.172.BR

Skatteyderen havde modtaget en check på 825.000 kr. fra sin tidligere samlevers faster. Der blev ikke i forbindelse med pengeoverdragelsen udarbejdet et gældsbrev, og pengene blev aldrig betalt tilbage. Da SKAT efterfølgende påbegyndte sagsbehandlingen af skatteyderens skattesag, blev der udarbejdet et gældsbrev, som bl.a. indeholdt vilkår om, at långiveren ikke kunne kræve lånet indfriet, og der var ikke fastsat krav om forretning eller tilbagebetaling. Skatteyderen og hendes tidligere samlever overførte i tiden efter modtagelsen af pengene store beløb frem og tilbage mellem sig.

Retten anså pengene for overdraget mellem interesseforbundne parter, og at pengene var en skattepligtig gave. Da retten fandt, at gaven tillige var tiltænkt skatteyderens tidligere samlever, blev spørgsmålet om den endelige fordeling af gavebeløbet mellem parterne hjemvist.

Landsskatteretskendelser

SKM2021.117.LSR

SKM2020.23.LSR

SKM2019.583.LSR

SKM2015.131.LSR

Beregningen i henhold til KSL § 33 C af nedslag i handelsværdien og dermed kursværdien af den latente skattebyrde skulle foretages ved anvendelse af en efter-skat rente.

SKM2008.876.LSR

En vognmandsforretning blev afhændet med succession. Retten fandt, at handelsværdien af aktiverne skulle fastsættes under hensyn til skatteforpligtelsen. Skatteforpligtelsen kunne ikke sættes til kurs pari.

Skatterådets afgørelse: SKM2007.231.SR

SKM2002.133.LSR

Værdien af en mælkekvote kunne ved en gaveoverdragelse af en landbrugsejendom ikke ansættes til den af parterne aftalte pris. Kvoten skulle i stedet ansættes med udgangspunkt i den på overdragelsestidspunktet senest offentliggjorte ligevægtspris pr. kilo mælk på mælkekvotebørsen med fradrag af den latente superafgift, som mælkekvoten var behæftet med.

SKM2001.28.LSR

Ved en delvis gaveoverdragelse af en aktiebeholdning fra far til søn med succession var der ikke hjemmel til at nedsætte passivposten efter forholdet mellem gave og vederlag, og passivposten skulle derfor beregnes på grundlag af hele den overdragne aktiebeholdning.

TfS1994.164LSR

En klager, der havde levet i et papirløst forhold i 5 ½ år, klagede over, at skattemyndighederne havde anset et beløb på 370.000 kr., som hun havde modtaget i forbindelse med ophævelse af samlivet, for en skattepligtig gave. Samleveren havde under samlivet oparbejdet en formue på cirka tre millioner kr., og klageren henviste til, at hun havde bidraget hertil dels ved sit arbejde i hjemmet og dels ved sin deltagelse i repræsentation mv., hvorved der var skabt fornødent grundlag for at tilkende hende et kompensationsbeløb i forbindelse med samlivsophævelsen. Landsskatteretten fandt det ikke godtgjort, at klageren havde ydet en sådan indsats til støtte for samleverens formuefremgang, at der i forbindelse med samlivsophævelsen var grundlag for et skattefrit kompensationskrav. Der var henset til samlivets varighed, at der hovedsageligt havde været tale om almindeligt hjemmearbejde, samt at den formue, som samleveren havde tilvejebragt, helt overvejende måtte anses at stamme fra hans egen arbejdsindsats. Beløbet var derfor skattepligtigt efter reglerne i SL § 4.

Beskatning

LSR.1981.165

A klagede over, at amtsligningsrådet havde forhøjet hans selvangivne indkomst for indkomståret 1978 med værdien af en parcel, der var blevet tilskødet ham. Forhøjelsen var på 14.800 kr. Der var tale om en mindre parcel på 369 m², som tidligere havde været benyttet som vandværksgrund. Da vandværket var nedlagt, ønskede kommunen, som ejede parcellen, at skille sig af med den, og den blev derfor tilbudt ejerne af de to tilstødende ejendomme, herunder klageren. Klageren havde først afslået at overtage arealet, men havde nødtvungent accepteret, efter at naboen havde afslået. Klageren havde dog stillet den betingelse, at overtagelsen ikke skulle komme til at koste ham noget, fordi kommunen havde knyttet en række forpligtelser til salget, som ville medføre betydelige udgifter, bl.a. til planering, beplantning mv. Efter at tilsynsrådet havde besigtiget parcellen, tiltrådte dette, at kommunen overdrog parcellen vederlagsfrit til klageren mod, at denne påtog sig nærmere i skødet angivne forpligtelser og udgifter. Landsskatteretten var enig med klageren i, at han ikke havde modtaget nogen skattepligtig gave, selv om han ikke havde betalt for parcellen. Landsskatteretten lagde vægt på de forpligtelser og udgifter som klageren havde påtaget sig i forbindelse med overdragelsen. Den påklagede ansættelse blev derfor sat ned med 14.800 kr.

Ikke beskatning

LSR.1978.56

A klagede over, at skatterådet havde forhøjet hendes selvangivne indkomst med 11.874 kr., der var anset som en indkomstskattepligtig gave.

Klageren påstod, at det pågældende beløb skulle betragtes som arv efter hendes afdøde mands bror, som i 1975 var afgået ved døden i USA, hvor han var bosat. Klageren havde fået oplyst, at hun var betænkt i afdødes testamente, men at dette ikke kunne godkendes af de amerikanske myndigheder, fordi det ikke var underskrevet af to testamentsvidner.

Afdødes hustru havde dog lovet klageren, at hun skulle få udbetalt det afsatte beløb, og hun havde herefter modtaget de 11.874 kr.

Landsskatteretten fandt det sandsynliggjort, at afdøde havde ønsket at betænke klageren med et beløb, der skulle tilfalde hende efter hans død, hvilket var udtrykt skriftligt. Retten fandt også, at det forhold at afdødes optegnelser, som han selv havde opfattet som et testamente, men som på grund af mangel af vidnepåtegninger ikke kunne betragtes som et formelt gyldigt testamente, ikke burde være afgørende for den skattemæssige behandling af det udbetalte beløb. Retten gav herefter klageren medhold i klagerens påstand, og den påklagede ansættelse blev sat ned med 11.874 kr.

Ikke beskatning

LSR.1959.119

Guldsmed A klagede blandt andet over, at skatterådet ikke havde godkendt fradrag for kapitaliseret værdi af betinget modydelse for gavebil, 5.000 kr.

Det var oplyst, at klageren i 1955 fik foræret en bil af en morbror i Amerika. Bilen blev dog givet med den klausul, at morbroren skulle have rådighed over den, når han var på besøg her i landet. Denne klausul havde klageren kapitaliseret til 5.000 kr., og han havde derfor fradraget dette beløb ved indkomstopgørelsen, mens han som indtægt havde medregnet bilens vurderingssum på 8.000 kr.

Efter det oplyste om morbrorens faktiske brug af vognen, siden den blev givet til klageren, indstillede ligningsmyndighederne til Landsskatteretten, at klageren fik et fradrag på 1.000 kr. for den kapitaliserende værdi af den betingede modydelse for gavebilen.

Landsskatteretten fulgte ligningsmyndighedernes indstilling.

LSR.1957.18

En skatteyder havde modtaget nogle kogeplader og en elektrisk ovn fra sin søn i USA. Værdien af gaven var 2.269 kr. Landsskatteretten fandt, at skatteyderen efter de dagældende regler skulle anses for indkomstskattepligtig af gaven, fordi giveren boede i udlandet, og gavens værdi ikke var så beskeden, at den hørte til den kategori af gaver, der ikke tages i betragtning ved indkomstopgørelsen.

Beskatning

LSR.1950.142

En pensionist, der var født i 1873, havde i 1912 i forbindelse med køb af en forretning lånt 5.000 kr. af sin svoger og nogle få år senere yderligere 10.000 kr. Ifølge gældsbrev skulle skatteyderen forrente gælden, mens der ikke stod noget om afdrag på selve gælden. Renten blev betalt til omkring 1939-40, men der blev ikke betalt afdrag på selve gælden. I 1947 i forbindelse med skatteyderens guldbryllup blev gældsbrevet kvitteret som gave. Det havde ingen betydning for den eventuelle skattepligt, at skatteyderen ikke var klar over de skattemæssige konsekvenser som det kvitterede gældsbrev havde. En senere tilbagekaldelse kunne heller ikke ændre de faktiske forhold. Under hensyn til skatteyderens alder og indtægtsforhold samt omstændighederne i øvrigt indkomstbeskattede man imidlertid kun den del af den eftergivne gæld, der svarede til skatteyderens faktiske formue pr. årets udgang eller på det nærmeste halvdelen af det eftergivne lån.

Beskatning

LSR.1946.153

En assurandørs hustru havde i 1929 fået 2.500 kr. foræret af sin onkel, som af giveren blev deponeret i et forvaltningsinstitut. Samtidig fik hendes tre søskende tilsvarende beløb på samme vilkår. Gavemodtagerens mor skulle nyde renterne af kapitalerne, så længe hun levede, og det var desuden bestemt, at hvis nogen af kapitalejerne, skatteyderens hustru og dennes søskende, afgik ved døden før moderen, skulle den pågældende kapitalandel overgå til deling mellem de resterende søskende. Den 8. oktober 1937 afgik den ene af kapitalejerne ved døden. Efter moderens død den 18. marts 1944 fik skatteyderens hustru til fri disposition og rentenydelse udbetalt dels den for hende deponerede kapital, dels den hende tilkommende tredjedel af hendes afdøde brors andel. Landsskatteretten fandt, at skatteyderen måtte anses for indkomstskattepligtig af beløbet.

Beskatning

LSR.1945.25

Den påklagede ansættelse skyldes, at de stedlige ligningsmyndigheder til det selvangivne beløb har lagt et beløb af 5000 kr., som klageren har modtaget som gave fra en bror. Det fremgår, at klageren, der tidligere havde været ansat i broderens møbelfirma, var udtrådt af denne virksomhed og havde købt en vinstue, hvortil broderen havde hjulpet ham med et beløb af 5000 kr., der dog først var kommet til udbetaling i 1943. Da det imidlertid er oplyst, at gavetilsagnet om beløbet er ydet inden udgangen af året 1942, må landsskatteretten være enig med de stedlige ligningsmyndigheder i, at de 5000 kr. skal medregnes i den skattepligtige indkomst for skatteåret 1943-44, hvorfor det må have sit forblivende ved den skete ansættelse.

Beskatning

Skatterådet

Spørger ønskede bekræftet, at en amerikansk irrevocable trust skulle anses for at være en skattemæssig transparent enhed i dansk skattemæssig henseende. Trusten var stiftet af spørgers forældre. Så længe begge forældre levede, var trusten transparent i forhold til begge. Der blev lagt særligt vægt på, at trustens trustee var den ene stifters søster og den anden stifters svigerinde og at trustens vedtægter kunne ændres, hvilket også var sket. Spørgsmålet kunne derfor bekræftes.

Desuden ønskede spørger bekræftet, at tildelinger til spørger skulle anses som en gave fra spørgers forælde efter BAL §§ 22 og 23. Da spørger var barn af stifterne, og havde hjemting i Danmark, kunne dette bekræftes.

Låntager og långiver ønskede at udarbejde en allonge til et eksisterende gældsbrev på anfordringsvilkår. Allongen skulle indeholde et vilkår, hvorefter lånet bortfaldt ved långivers død.

Skatterådet bekræftede i spørgsmål 1, at den påtænkte allonge ikke medfører, at lånet skulle anses som en gave på tidspunktet for lånets oprettelse.

Skatterådet bekræftede i spørgsmål 2, at den påtænkte allonge ikke medførte, at lånet skulle anses som en gave på tidspunktet for allongens oprettelse. Skatterådet fandt, at den påtænkte allonge medførte, at det eksisterende gældsbrev ansås for indfriet samtidig med stiftelse af en ny gæld. Skatterådet fandt endvidere, at vilkåret om bortfald af gælden ved långivers død medførte, at lånet ikke kunne anses for et lån på anfordringsvilkår. Skatterådet fandt herefter, at der ved udarbejdelsen af allongen skulle ske beskatning efter kursgevinstlovens regler.

Skatterådet afviste at besvare spørgsmål 3, da besvarelse af spørgsmål krævede skifterettens forudgående stillingtagen til allongens betydning for opgørelse af boafgift ved långivers død, hvilket først kunne ske, når långiver var afgået ved døden.

Sagen vedrørte en virksomhed, der som en del af deres grønne profil havde indkøbt el-biler til anvendelse i deres drift og derfor ønskede at investere i en ladestander, der ville være placeret på virksomhedens adresse/domicil. Spørger ville selv forestå driften heraf for egen regning og risiko.

Ud over den helt erhvervsmæssige anvendelse af el-ladestanderen, ønskede spørger også at tillade medarbejderne gratis at oplade deres private el-biler hos spørger. Derudover ønskede spørger også at tilbyde kunder, leverandører og andre samarbejdspartnere gratis opladning af deres biler, når de var på erhvervsmæssigt besøg hos spørger.

Spørger havde derfor nærmere spurgt til fradragsret for el-udgifterne til opladning af medarbejdere og kunder m.fl. ’s private biler samt om eventuel beskatning af dette gode. Derudover var der stillet spørgsmål om fradragsret for moms af udgifterne til den nævnte opladning, samt om godtgørelse for elafgiften til de nævnte opladninger.

Skatterådet kunne dertil bekræfte, at udgifterne til opladning af medarbejdernes private el-biler måtte anses for at være et lønaccessorium og dermed en fradragsberettiget lønudgift. Skatterådet fandt dog, at når en arbejdsgiver har stillet gratis opladning af medarbejdernes private el-biler til rådighed på arbejdspladsen skulle benyttelse af ladestationerne betragtes som et skattepligtigt personalegode, der skulle beskattes ud fra markedsprisen. Godet ville dog være omfattet af bagatelgrænsen for mindre personalegoder, således godet kunne beskattes, hvis den samlede værdi af sådanne goder, herunder julegaver, fra eller flere arbejdsgivere oversteg 1.200 kr. pr. år. i 2022.

Skatterådet kunne endvidere bekræfte, at spørger kunne foretage fradrag for udgifter til gratis opladning af kunder, leverandører og andre samarbejdspartneres private biler, men at udgiften måtte anses som repræsentationsudgifter, hvor fradragsretten ville være begrænset til 25 pct. af de afholdte udgifter.

Derudover fandt Skatterådet, at værdien af sådanne opladninger for kunder, leverandører og andre samarbejdspartnere kunne anses for at være indenfor det typiske udgiftsniveau for en skattefri repræsentationsydelse som eksempelvis en middag på en restaurant og at værdien af sådanne opladninger ansås at kunne være meget beskeden. Endelig foregik opladningen hos spørger, mens kunderne m.fl. var hos spørger i erhvervsmæssigt ærinde, og dermed i tilknytning til udførelsen af arbejde, og dermed indkomsterhvervelsen, i forhold til den virksomhed, som modtageren repræsenterede. På denne baggrund fandt Skatterådet, at kunder, leverandører og andre forretningsforbindelser ikke skulle beskattes af værdien af den gratis opladning af deres biler.

For så vidt angik spørgsmål om elafgift ønskede spørger det bekræftet, at spørger kunne få godtgørelse for elafgiften af den elektricitet, der blev anvendt i spørgers ladestander til gratis opladning af medarbejdernes private el-biler, spørgers kunders, leverandørers og andre samarbejdspartneres el-biler på spørgers adresse/domicil.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at betingelserne for, at spørger kunne få godtgørelse for elafgiften efter elafgiftsloven var opfyldt, idet lovens krav om momsfradragsret ikke var opfyldt, jf. spørgsmål 11 og 12.

Skatterådet kunne derimod bekræfte, at spørger kunne få godtgørelse efter særordningen, jf. § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 (med senere ændringer), for elafgiften af den elektricitet, der blev anvendt til gratis opladning af spørgers medarbejders private el-biler samt spørgers kunders, leverandørers og andre samarbejdspartneres el-biler. Der var henset til, at spørger kunne anses som forbruger af elektriciteten i henhold til særordningen, da elektriciteten blev forbrugt af virksomheden ved opladningen, uanset at ladeydelsen blev anvendt gratis til spørgers medarbejders private el-biler, samt spørgers kunders, leverandørers og andre samarbejdspartneres el-biler. Det var forudsat at ladestanderen blev drevet for spørgers regning og risiko, og at spørger var involveret i driften af denne ladestander, samt de øvrige betingelser i særordningen var opfyldt.

For så vidt angik spørgsmålet om momsfradrag kunne Skatterådet ikke bekræfte, at spørger havde fradragsret for moms af udgifter (elektricitet og anskaffelse, drift og vedligeholdelse af ladestander) til opladning af:

• Spørgers egne personbiler
• medarbejdernes egne personbiler
• kunder, leverandører og andre samarbejdspartneres private personbiler

Skatterådet kunne dog bekræfte, at spørger havde fradragsret for moms af udgifter (elektricitet og anskaffelse, drift og vedligeholdelse af ladestander) til opladning af spørgers egne varebiler med tilladt totalvægt på ikke over 3 ton.

Endelig afviste Skatterådet at besvare spørgsmål 13, da det stillede spørgsmål ikke havde karakter af en skatte, afgifts- eller momsmæssig disposition, men derimod handlede om virksomhedens administration til håndtering af de skattemæssige regler.

Spørger, der i skattemæssig henseende var kapitalejer af trustkapitalen, ønskede at vide, om en ophævelse af trusten med henblik på at overføre formuen til båndlæggelse hos et dansk banks forvaltningsafdeling ville have boafgiftsmæssige konsekvenser for spørgers børn. Ved båndlæggelsen skulle børnene udlægges som kapitalejere, mens spørger i hele sin levetid var tillagt retten som rentenyder. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at overførslen ikke medførte boafgiftsmæssige konsekvenser for spørgers børn, der var fuld skattepligtige til Danmark, eftersom kapitaloverførslen fra spørger til børnene blev anset for at være en gaveoverdragelse.

Skatterådet bekræftede at en sommerhus- eller boligejer kunne få fradrag efter LL § 8 A, når ejeren donerede en uges ophold i sommerhuset/boligen til en sygdomsbekæmpende forening. Det fradragsberettigede beløb skulle fastsættes til markedsværdien ved udlejning til 3. mand.

Doneres der en uges ophold i ejerens sommerhus eller helårsbolig, beskattes værdien af opholdet hos ejeren, fx efter LL §§ 15 O-P.

Den sygdomsbekæmpende forening kunne give en sygdomsramt familie et ophold i et sommerhus/bolig, uden at det medførte beskatning for den sygdomsramte familie, jf. LL § 7, nr. 22.

Skatterådet bekræftede efter en konkret vurdering, at A TRUST ikke anses for at være et selvstændigt skattesubjekt, idet trustens formue ikke var definitivt og effektivt udskilt fra stifterens formuesfære.

Skatterådet bekræftede videre, at når det var trustens stifter M, der anses som ejer af trustformuen, skulle han beskattes af eventuelle udlodninger af aktier, afkast af andre værdier og eventuelle værdistigninger. det var heller ikke at betragte som et skattepligtigt salg for stifteren, hvis han overdrog aktier til trusten.

Endvidere bekræftede Skatterådet, at udbetalinger fra trusten til personer, som var begunstiget, var at betragte som gave fra stifteren til modtager, når der var tale om vederlagsfri overdragelse af formuefordele, som udslag af gavmildhed.