Klagen skyldes afgiftspålæg efter pensionsbeskatningslovens § 29 i forbindelse med overførsel af pension til EU, hvor et overskydende beløb på 916.603 kr. er blevet udbetalt til fri rådighed.

 

Landsskatterettens afgørelse

ToldSkats afgørelse, hvorefter beløbet er omfattet af pensionsbeskatningslovens § 29, stadfæstes.

 

Ved afgiftsberigtigelsen foretages opgørelse af afgiften efter de før 9. maj 1995 gældende regler i pensionsafgiftslovens § 29. Afgift skal herefter berigtiges med 40 % medmindre der af nogen del af beløbet - i overensstemmelse med reglerne i pensionsbeskatningslovens § 33 A og § 34 - skal beregnes en lavere afgift. Den talmæssige opgørelse foretages af  told- og skatteforvaltningen.

 

Sagens oplysninger

Klageren blev - efter at have været offentlig ansat i Danmark siden 1962 - ansat ved EUKommissionen i 1973 og samtidig optaget i EU's pensionsordning. Sideløbende hermed foretog klageren privat frivillige indbetalinger til en pensionskasse til en ordning, etableret i 1964 under hans ansættelse i et ministerium. Kun indbetalinger foretaget i en periode fra 1979 til 1982, hvor klageren under orlov fra EU-Kommissionen var ansat i et ministerie, omfatter arbejdsgiverbidrag.

 

Klageren blev pensioneret i 1991, hvorved løbende udbetaling af begge pensionsordninger påbegyndtes. I 1995 blev klageren opmærksom på muligheden for at overføre den danske pension alene hidrørende fra offentligt ansættelse i Danmark til EU-pensionsordningen.

 

For Landsskatteretten er der fremlagt kopi af skriftlig korrespondance i årene 1995 - 1997 mellem klageren, fagforeningen og EU-Kommissionen.

 

Af korrespondancen fremgår bl.a., at fagforeningen i et brev til klageren af 28. februar 1995 under henvisning til klagerens anmodning om overførsel af hans pensionsordning hos pensionskasssen til EU's pensionsordning oplyste klageren nærmere vedrørende invalidepension, som var kommet til udbetaling. Endvidere oplystes, at de pensionsreserver, der kunne overføres pr. 1. marts 1995 kunne beregnes til 2.077.552 kr., og at pensionskassen ikke endnu havde taget stilling til, hvorvidt den kunne godkende overførsel af klagerens pensionsreserver til EU´s pensionsordning, såfremt EU ville være villig til at modtage beløbet. Det tilkendegaves, at sagen ville blive forelagt på næste bestyrelsesmøde i fagforeningen den 13. marts 1995, hvorefter tilbagemelding ville foreligge.

 

Den 18. april 1995 skrev fagforeningen til klageren, at pensionskassen for sit vedkommende kunne godkende, at klagerens udtrædelsesgodtgørelse overførtes til EU´s pensionsordning, såfremt klageren herved kunne tilkøbe sig forhøjet pensionsret fra EU´s ordning, og i øvrigt efter gældende regler for overførsel. Når der forelå oplysninger om overførslen fra EU´s pensionsordning, anmodede pensionskassen om, at klageren ville kontakte pensionskassen.

 

I juni 1995 tilskrev fagforeningen klageren med en opgørelse over klagerens pensionsrettigheder pr. den 1. juli 2005.

 

Den 17. august 1995 tilskrev EU-Kommissionen pensionskassen, idet det af brevet bl.a. fremgår, at klageren havde udtrykt interesse for muligheden for overførsel af de pensionsrettigheder, han havde erhvervet igennem pensionskassen til fællesskabets ordning i henhold til vedtægten for tjenestemænd - artikel 11(2) bilag VIII. Pensionskassen anmodedes herved om nærmere oplysninger om klagerens pensionsordning, idet EU-Kommissionen samtidig tilkendegav efterfølgende at ville kontakte pensionskassen med oplysning om, hvorvidt overførslen skulle finde sted.

 

Af den nævnte vedtægt for tjenestemænd i EU artikel 11 (2) fremgår følgende:

 

"2. Tjenestemanden, der indtræder i Fællesskabernes tjeneste efter

• at have fratrådt en stilling i en administration eller en national eller international organisation, eller efter
• at have udøvet lønnet virksomhed eller selvstændig erhvervsvirksomhed
• kan ved sin fastansættelse foranledige, at enten den aktuarmæssige modværdi eller den fastsatte tilbagekøbsværdi af de pensionsrettigheder, som han har erhvervet på grundlag af de ovenfor nævnte aktiviteter, indbetales til Fællesskaberne.

I lignende tilfælde fastsætter den institution, hvor tjenestemanden er ansat, under hensyntagen til den lønklasse, han er fastansat i, antallet af de pensionsgivende tjenesteår, den efter sin ordning godskriver ham for den tidligere tjenestes varighed, på grundlag af den aktuarmæssige modværdi eller den fastsatte tilbagekøbsværdi."

 

EU-Kommisionen bemærkede i brev til pensionskassen af 14. oktober 1996, at man fra kommissionens side ikke indledte behandling af sagen førend samtlige klagerens pensionsrettigheder var overført.

 

Den 11. marts 1997 underskrev klageren en blanket til fagforeningen om overførsel af pensionsrettigheder ifølge en dansk pensionsordning til Fællesskabernes pensionsordning. Fællesskaberne anmodedes i samme blanket om at modtage det opgjorte beløb stort 2.088.950 kr. Blanketten blev modtaget af fagforeningen den 13. marts 1997, idet en kopi desuden tilgik bl.a. EU-Kommissionen og ToldSkat.

 

Det samlede indestående på pensionskasseordningen med undtagelse af kontoindestående alene hidrørende fra egne indbetalinger under EU-ansættelsen blev herefter i overensstemmelse med vedtægten for EF-tjenestemænd, bilag VIII, art. 11, stk. 2, overført til EU-pensionsordningen. Den praktiske gennemførelse af overførslen skete den 1. april 1997.

 

I juni 1997 blev klagerens EU-pension forhøjet med tilbagevirkende kraft til pensioneringstidspunktet i 1991 som følge af overførslen. Da det overførte beløb imidlertid var større end det nødvendige til en maksimal udnyttelse af anciennitetsgodtgørelsen, blev det overskydende beløb - 916.603 kr. - i overensstemmelse med EU-Kommissionens praksis den 27. juni 1997 udbetalt til klagerens danske bankkonto til fri rådighed på samme måde som EU-pensionen. Overførslen skete uden klagerens vidende, og klageren har ikke underskrevet nogen fuldmagt i den forbindelse. Klageren har herved oplyst, at anvisningen ikke havde karakter af en udtrædelsesgodtgørelse, og derfor ikke krævede fuldmagt til EU-kommissionens tilbagebetaling til den danske stat. På dette tidspunkt modtog klageren i forvejen pension fra EU-Kommissionen.

 

For Landsskatteretten er der fremlagt et brev fra pensionskassen til Landsskatteretten af 1. november 2005, hvori det bekræftes, at klageren i januar 1995 fremsatte en ubetinget og endelig anmodning om overførsel af sine pensionsrettigheder i pensionskassen til EU´s pensionsordning i medfør af den herom gældende lovgivning. Pensionskassen måtte tage til efterretning, at ændringen af pensionsbeskatningslovens § 41 i oktober 1994 hjemlede klageren en ubetinget og fordelagtig ret til den omhandlede overførsel til EU, der var forpligtet til at opskrive klagerens EU-pension tilsvarende.

 

ToldSkats afgørelse

Ved den påklagede afgørelse har ToldSkat anset det udbetalte beløb stort 916.603 kr. for afgiftspligtigt i medfør af pensionsbeskatningslovens § 29, således at afgift skal svares med 60 %.

 

ToldSkat har bl.a. henvist til, at det udbetalte beløb ikke kan anses for at have været inddraget under klagerens pension fra EU. Beløbet er anset for afgiftspligtigt i 1997, da anmodningen til pensionskassen i 1995 må anses for en anmodning om overførsel efter pensionsbeskatningslovens § 41 og ikke en anmodning om ophør af ordningen. Først ved udbetalingen i 1997 kom beløbet til fri rådighed og først på det tidspunkt blev der foretaget en endelig opgørelse af beløbets størrelse. I fald beløbet subsidiært må anses for indgået i klagerens EU pensionsordning, må det være omfattet af en analogi af pensionsbeskatningslovens § 41, stk. 5, da det i så fald kan sidestilles med udbetalinger fra EU, der ikke kan betragtes som pensionsudbetalinger. Dermed vil beløbet være afgiftspligtigt i overensstemmelse hermed.   

 

Klagerens påstand og argumenter

Klageren har overfor Landskatteretten principalt nedlagt påstand om, at den påklagede afgørelse er ugyldig.

 

Subsidiært har klageren nedlagt påstand om, at den pålagte afgift nedsættes til et lavere beløb.

 

Til støtte for den principale påstand har klageren bl.a. gjort gældende, at der ikke i medfør af pensionsbeskatningslovens § 29 er hjemmel til at pålægge afgift af det overførte beløb, da afgiftstilsvar efter § 29 forudsætter, at der er tale om udbetaling fra en dansk ordning, hvilket der ikke er tale om i denne sag. Afgiftspligt efter § 41 kommer derfor heller ikke på tale. Overførslen må anses for en udbetaling fra klagerens EU-ordning, der ikke er undergivet de danske afgiftsregler.

 

Det fulde indestående beløb på klagerens pensionskasseordning ved dennes anmodning i februar 1995 om overførsel til EU-ordningen må anses for tilgået EU-ordningen og dermed "grebet" af denne på de vilkår og bestemmelser - herunder skattemæssige - der gælder for denne ordning. Klageren fremsatte i februar 1995 i medfør af § 41, stk. 4, en ubetinget anmodning overfor pensionskasse om hele sin kontos overførsel til en pensionskonto i EU-Kommissionen, jf. pensionsvedtægtens bilag VIII, art. 11, stk. 2, med krav om fuldstændig overførsel til EU-institutionen af det fulde indestående på den danske pensionskonto.

 

EU-reglerne forudsætter, at hele indeståendet på den danske ordning overføres, jf. formuleringen "enten den aktuarmæssige modværdi eller den fastsatte tilbagekøbsværdi af de pensionsrettigheder, som han har erhvervet" i art 11, stk.1 i Bilag VIII.

 

Pensionsbeskatningslovens § 41, stk. 4 udelukker ligesom EU's pensionsvedtægter delvis overførsel, og opererer i øvrigt ikke med den mulighed, at pensionsmidlerne ikke tilgår EU-ordningen og så at sige svæver i lufttomt rum. Det må derfor fastslås, at § 41 ikke levner mulighed for en delvis overførsel af midler fra en dansk ordning til EU-pensionsordningen.

 

Klageren, der havde et ubetinget lovmæssigt krav på overførsel af den danske pensionskonto, havde således ikke adgang til at begrænse overførslen til et bestemt beløb, ligesom pensionskassen ikke kunne stille betingelser for overførslen eller begrænse denne beløbsmæssigt.

 

En overførselsanmodning er derfor ensbetydende med en anmodning om ophør af den danske ordning, idet selve pålægget (aftalen) om overførslen af indestående til EU-ordningen fører til ophør af den danske ordning.

 

I henhold til praksis gælder, at udtræden af en pensionsordning har virkning fra tidspunktet for begæringen om udtrædelse, og ikke på det senere tidspunkt, hvor opgørelse og/eller udbetaling finder sted, jf. ØLD af 16. aug. 1979.

 

Klageren udtrådte af pensionskasseordningen pr. 28. februar 1995, hvor anmodningen om overførsel af det fulde beløb til EU-ordningen blev fremsat af klageren. I hvert fald ophørte klagerens tilhørsforhold til pensionskasseordningen definitivt pr. 18. april 1995, på hvilken dato fagforeningen skriftligt bekræftede, at klagerens indestående på pensionskasseordningen ville blive overført til EU-pensionsordningen.

 

Herefter var pensionsindeståendet ikke længere objekt for dansk skattepligt.

 

Den lovpligtige overførsel af hele pensionskassekontoens indestående medførte endvidere fuldstændigt bortfald af klagerens herpå beroende pension. Klageren har herved mistet ca. 120.000 kr. årligt modsvarende tilbageførslen.

 

Det er anført, at overførslen til klagerens bankkonto pr. 27. juni 1997 ikke - i modsætning til udbetaling i utide af pensionsmidler - skete på baggrund af en begæring fra klageren om udbetaling/overførsel til en dansk pensionsordning, jf. pensionsbeskatningslovens § 41, stk. 4. Der er heller ikke tale om en udtrædelsesgodtgørelse eller en egentlig pensionsudbetaling, jf. § 41, stk. 5, hvorfor overførslen må betegnes som "anden udbetaling" end pensions- eller udtrædelsesgodtgørelse fra EU-ordningen.

 

Dette støttes af, at det fuldt og helt var EU-Kommissionen, der var herre over om og i bekræftende fald hvilket beløb, der skulle tilbageføres.

 

Sådanne udbetalinger omfattes hverken af pensionsbeskatningsloven - på nær § 41, der imidlertid hverken efter sin ordlyd eller lovforslagets bemærkninger omfatter sådanne udbetalinger. Pensionsbeskatningsloven vedrører alene danske ordninger. Afgiftsbetaling efter §§ 29, 33A og 34 eller øvrige bestemmelser i loven kan derfor ikke komme på tale.

 

Klagerens EU-pensionsordning skal derimod behandles efter reglerne i statsskatteloven, og den kompetente myndighed er derfor den lokale ligningsmyndighed og ikke regionen, der alene er rette myndighed i det omfang, at der er indtrådt afgiftspligt.

 

Statsskattelovens § 5, litra b, fortolkes i praksis derhen, at alle engangsudbetalinger fra pensions- og forsikringsordninger omfattet af statsskatteloven er skattefri, hvorfor den af EU-kommissionen foretagne udbetaling (overførslen) er skattefri. Det er herved bemærket, at overførslen til EU er sket med hjemmel i pensionsbeskatningslovens § 41, stk. 4, uden skatte- eller afgiftspålæggelse. Der har derfor ikke i den forbindelse været nogen forventning om senere provenu for den danske statskasse, jf. reglen om fuld exemption for EU-pensionsudbetalinger.

 

Reglen i § 41, stk. 5, om afgiftspligt ved overførsel af pension fra EU's pensionsordning til en dansk pensionsordning er nøje indrettet på den særlige situation, hvor en person fratræder sin tjeneste under EU af andre grunde end død eller invaliditet inden det fyldte 60. år og inden 10 års tjeneste og i den anledning får udbetalt en fratrædelsesgodtgørelse fra EU. Det fremgår af bemærkningerne til § 41, stk. 5, at der ved indførslen af denne regel er påtænkt indførsel af en ordning lig den britiske og irske, hvorved pensionsopspareren, der ønsker overførsel til EU-ordningen, underskriver en erklæring, hvori EU-Kommissionen bemyndiges til at tilbageføre det overførte beløb til den danske stat, såfremt vedkommende fratræder sin tjeneste under EU af andre grunde end død eller invaliditet inden det fyldte 60. år og inden 10 års tjeneste.

 

Endvidere fremgår af lovbemærkningerne til § 41, stk. 5, jf. Lovtidende A, 1993/94, sp. 8331, at "En sådan udbetaling ville være skatte- eller afgiftspligtig efter pensionsbeskatningsloven, hvis der var tale om en udtrædelsesgodtgørelse fra en dansk pensionsordning. Under forhandlinger med EU-Kommissionen har man derfor forbeholdt sig afgift og indkomstskat til den danske stat i tilfælde, hvor et overført beløb kommer til udbetaling i forbindelse med en kontant udtrædelsesgodtgørelse fra Fællesskaberne".

 

Formålet med reglen er således at sikre afgiftserlæggelse i tilfælde af, at indestående på EU-ordningen aldrig kommer til udbetaling som egentlige pensionsudbetalinger, men konverteres til en udtrædelsesgodtgørelse.

 

I klagerens tilfælde er der ikke - som forudsat i § 41, stk. 5 -  tale om tilbageførsel af et beløb, førend pensionsordningen er aktiveret. Såvel klagerens danske ordning som EUpensionsordning var således aktiveret (påbegyndt udbetalt) førend overførslen kom i stand, ligesom udbetalingen (overførslen) ikke er sket på grund af død, invaliditet eller inden 10 års tjeneste i EU-kommissionen, men alene fordi det obligatoriske totalbeløb fra pensionskassekontoen oversteg det nødvendige for maksimal EU-pension. EU-kommissionen har hverken betegnet eller anset det tilbageførte beløb som en udtrædelsesgodtgørelse. Behandlingen af sådanne beløb er eksplicit reguleret i art. 12 og 12a i Bilag VIII til vedtægten for tjenestemænd i EF. Klageren har endvidere ikke underskrevet en erklæring eller fuldmagt som forudsat i bemærkningerne til § 41, og der er således ikke tale om en udtrædelsesgodtgørelse i bestemmelsens forstand, hvorved der fuldt og helt er gjort op med i hvilke situationer, der kan opstå afgiftspligt for EU's pensionsordninger. Den danske stat har endvidere ikke forbeholdt sig beskatningsret i andre situationer. PBL § 41, stk. 6, der vedrører anvendelse af reglerne i PBL §§ 38 og 39 i forbindelse med afgift på udtrædelsesgodtgørelser er herefter tilsvarende irrelevant.

 

Klageren har i øvrigt bestridt, at der er basis for efter en analogi af pensionsbeskatningslovens § 41 at pålægge afgiftspligt af det overførte beløb. Det er således ved de seneste års Højesteretspraksis fastslået, at der på skatte- og afgiftsområdet gælder et skærpet hjemmelskrav. Det er ikke tilstrækkeligt i forbindelse med pålæggelse af afgiftspligt at støtte sig på en analogislutning. Det bemærkes i tilknytning hertil, at lovgiver, jf. forarbejderne til bestemmelserne i § 41, stk. 4-6, specifikt har forbeholdt sig beskatningsretten (i form af afgiftspålæggelse) ved udtrædelsesgodtgørelser og derved har friholdt andre udbetalinger. Såfremt det var lovgivers intention at beskatte i andre tilfælde end ved udbetaling af udtrædelsesgodtgørelser burde dette eksplicit være medtaget i lovteksten eventuelt i form af en opsamlingsbestemmelse.

 

Til støtte for den subsidiære påstand har klageren gjort gældende bl.a., at såfremt det må lægges til grund, at der skulle være indtrådt afgiftspligt som følge af overførslen, skal tidspunktet for afgiftspligten afgøres efter det inden for pensionsbeskatningen grundlæggende princip om, at afgiftspligt som følge af dispositioner over en pensionsordning indtræder på det tidspunkt, hvor dispositionen eller ændringen er bindende aftalt.

 

Klageren må anses for at have ophævet sin konto i pensionskassen ved begæring af 28. februar 1995 om overførsel til EU-ordningen. Dette må anses for accepteret ved skrivelse af 18. april 1995. Ophævelsen af JØP-ordningen er således sket forud for de "nye" afgiftsreglers ikrafttræden pr. 9. maj 1995.

 

Pensionskassen har i skrivelsen af 18. april 1995 i øvrigt betegnet overførslen af klagerens pensionskonto til EU som "udtrædelsesgodtgørelse", og overførslen til kommissionen indebar bl.a., at klageren som udtrådt af pensionsordningen ikke længere kunne indsætte pensionsindskud på kontoen.

 

I henhold til Østre Landsrets dom af 16. august 1979 er det begæringen om udtrædelsesgodtgørelse og ikke det senere tidspunkt, da udtrædelsesgodtgørelsen var beregnet eller anvist til arbejdstageren, der er det afgørende tidspunkt for udtræden af pensionskassen. Det er uden betydning, om udtræden af en pensionskasse sker ved en udbetaling af en godtgørelse, der finder sted direkte til den berettigede, eller via overførsel til en anden pensionskasse, der i det foreliggende tilfælde ikke er underlagt dansk kompetence. Det afgørende er, at kontoen i medfør af klagerens begæring om overførsel ophørte med at eksistere.

 

Kommissionens beregning af den EU-ansattes (eller EU-pensionisters) forøgede anciennitet på grundlag af overførte midler fra nationale pensionsordninger følger forud fastlagte aktuarmæssige kriterier. Det i sagen omhandlede overskydende beløb kunne således have været nøjagtigt beregnet forud for eller samtidig med begæringen om ophævelse af kontoen. Dette var åbenbart, og det fremgik tillige af underhåndskontakter med Kommissionen, at overførslen væsentligt oversteg det nødvendige til opnåelse af fuld pensionsanciennitet. Det forhold, at den endelige udregning af det overskydende beløb og dettes udbetaling i overensstemmelse med EU's regler og praksis til klageren - og ikke til pensionskassen - først fandt sted i foråret 1997, skyldes almindelig langsom forretningsgang i første række i pensionskassen, der ikke kan tilregnes klageren.

 

ToldSkats anbringende om, at den endelige størrelse af beløbet først kunne opgøres i 1997 er derfor ukorrekt, og dermed også af denne grund uden betydning for afgiftpligtsspørgsmålet.

 

Klageren havde ikke mulighed for at tilbageføre det overskydende beløb til den danske ordning, da denne var ophørt med at eksistere. Såfremt det må lægges til grund, at overførslen er afgiftspligtig, skal afgiftsberigtigelsen, jf. ovennævnte, derfor ske efter de forud for den 9. maj 1995 gældende regler og ikke til afgiftssatsen 60 pct.

 

Det er yderligere efter fast praksis fastslået, at LIFO-princippet i pensionsbeskatningslovens § 34, stk. 1, finder anvendelse ved overførsel fra pensionsordninger, selvom der ikke er tale om egentlig udbetaling. Ved overførsel af en del af midlerne på en ordning forudsættes det således, at overførslen primært stammer fra den del af pensionsordningen, der kommer fra de seneste indbetalinger, dvs. den del af ordningen, der er belagt med den højeste afgift. En eventuel afgift efter dagældende pensionsbeskatningslovs § 29 af det overskydende beløb skal derfor ske på de først foretagne indbetalinger til ordningen, hvilket vil sige med 25 % af beløb indbetalt i perioden før 1. januar 1972, 35 % af beløb indbetalt i perioden fra 1. januar 1972 til 1. januar 1980, og 40 pct. af beløb hidrørende fra indbetalinger efter 31. december 1979, jf. dagældende §§ 29, 33A og 34. Som en del af denne subsidiære påstand er beregningen anført at kunne hjemvises til foretagelse af told- og skatteforvaltningen.

 

Såfremt der statueres afgiftspligt af det tilbageførte beløb, er effekten af de danske pensionsbeskatningsregler, at danske pensionsopsparere - således som det er sket for klageren ved overførslen til EU-ordningen mister pensionsindtægter for den overskydende del af det til EU overførte beløb, idet det ikke er muligt at fortsætte en del af den danske ordning, da hele ordningens indestående i medfør af pensionsbeskatningslovens § 41 skal overføres, hvorved kontoen (ordningen) nedlægges. Klageren, som på grund af alder (62 år) var afskåret fra at oprette en pensionsordning svarende til pensionskasseordningen for overskudsbeløbet - havde alene mulighed for en ufordelagtig livrente - ved ophævelsen af pensionsordningen, og er således påført et tab på ca. 120.000 kr. årligt svarende til den årlige pension overskudsbeløbet ville have genereret.

 

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Det følger af pensionsbeskatningslovens § 29, stk. 1, som trådte i kraft med virkning fra og med 9. maj 1995, at der ved udbetalinger, der ikke omfattes af lovens § 20, fra en pensionsordning med løbende udbetalinger eller fra en rateforsikring eller rateopsparing i pensionsøjemed svares en afgift på 60 % af det udbetalte beløb.

 

Før 9. maj 1995 udgjorde denne afgift 40 %.

 

Ved udbetaling efter den tidligere ejers død udgør afgiften efter 9. maj 1995 dog ligeledes 40 % af det udbetalte beløb.

 

Pensionsbeskatningslovens § 33 A, stk. 1, og stk. 2, samt § 34, stk. 1, har følgende ordlyd:

 

"§ 33 A. Hvis ordningen er oprettet før den 1. januar 1972, beregnes afgiften på 60 pct. efter § 28, § 29, stk. 1, 1. pkt., eller § 30, stk. 1, 1. og 2. pkt., af den del af udbetalingen eller værdien, der hidrører fra indbetalinger, der forfaldt efter den 31. december 1971. For resten af udbetalingen eller værdien gælder § 34.

Stk. 2. Hvis ordningen er oprettet før den 1. januar 1980, beregnes afgiften på 40 pct. efter § 29, stk. 1, 2. og 3. pkt., § 29, stk. 2 og 3, § 29 A, § 29 C eller § 30, stk. 1, 3. og 4. pkt., af den del af udbetalingen eller værdien, der hidrører fra indbetalinger og rentetilskrivninger m.v., der forfaldt efter den 31. december 1979 og vedrører tiden efter denne dato. Afgiften af den del af udbetalingen eller værdien, der hidrører fra indbetalinger, der forfaldt i tiden fra den 1. januar 1972 til og med den 31. december 1979, udgør 35 pct. For resten af udbetalingen eller værdien gælder § 34.

§ 34. Indtræder der afgiftspligt efter §§ 28, 29, 29 A, 29 C, 30 og 31 for en ordning, der er oprettet før 1. januar 1972, svares afgiften af den i § 33 A, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, 3. pkt., nævnte del af udbetalingen m.v., som hidrører fra indbetalinger, der forfaldt før 1. januar 1972, efter reglerne i stk. 2-5. Vedrører udbetalingen eller dispositionen m.v. kun en del af ordningen, anses denne del fortrinsvis at hidrøre fra senere bidrag eller præmier."

 

Der er ikke med henvisning til det af klageren anførte - eller i øvrigt - grundlag for at statuere, at den påklagede afgørelse er ugyldig, jf. nedenfor.

 

Klagerens danske pensionsordning må anses for ophørt på tidspunktet for klagerens udtræden af pensionskassen i forbindelse med overførslen af klagerens pensionsordning til EU. Herefter resterede alene kontoindestående hidrørende fra egne indbetalinger under klagerens EU-ansættelse. Det bemærkes, at overførslen af klagerens danske pensionsordning skete på klagerens frivillige foranledning begrundet i muligheden for tilkøb af højere pensionsret fra EU. Den omhandlede udbetaling i 1997 til klagerens frie disposition i Danmark fandt sted, da værdien af klagerens danske pensionsordning oversteg maksimum for, hvad der maksimalt kunne overføres til og modtages af EU-pensionsordningen. Udbetalingen må herved anses for at være en direkte og påregnelig følge af overførslen til EU, hvorved klagerens danske pensionsordning ophørte. Det må således ved overførslen - i overensstemmelse med, hvad der fra klagerens side er gjort gældende under sagen - anses at følge af EU-retten, at der for klageren bestod en ubetinget ret til fri udbetaling af et overskydende beløb efter overførsel til EU af det fulde indestående på klagerens oprindelige pensionsordning etableret i Danmark, jf. dom afsagt af Retten i 1. instans den 10. november 1999 (T 103/98 m.fl.). Herefter må engangsudbetalingen af beløbet på 916.603 kr. anses for en udbetaling fra en pensionsordning, omfattet af pensionsbeskatningslovens § 29, som skal afgiftsbelægges, da udbetalingen i øvrigt ikke omfattes af lovens § 20 eller § 29 A-C.

 

For så vidt angår tidspunktet for indtræden af afgiftspligt fremgår af fagforeningens brev til klageren af 28. februar 1995 en henvisning til en anmodning fra klageren om overførsel af den danske pensionsordning. Endvidere bekræftes det i det for Landsskatteretten fremlagte brev fra pensionskassen til retten af 1. november 2005, at klageren i januar 1995 fremsatte en anmodning om overførsel af sine pensionsrettigheder til EU´s pensionsordning i medfør af den herom gældende lovgivning. Pensionskassen måtte efter det i brevet anførte tage til efterretning, at ændringen af pensionsbeskatningslovens § 41 i oktober 1994 hjemlede klageren en ubetinget og fordelagtig ret til den omhandlede overførsel til EU, der var forpligtet til at opskrive klagerens EU-pension tilsvarende.

 

Det er på dette grundlag godtgjort, at klageren før den 9. maj 1995 fremsatte en endelig og ubetinget anmodning om overførsel af sin danske pensionsordning til EU, og at der herefter bestod et retskrav på denne overførsel. I overensstemmelse hermed finder den før 9. maj 1995 gældende § 29 i pensionsbeskatningsloven anvendelse ved afgiftsberigtigelsen af det til klageren udbetalte overskydende beløb, hvorfor beløbet skal afgiftsberigtiges med som udgangspunkt 40 %. Det tiltrædes, at beregningen af afgiften herved i henhold til pensionsbeskatningslovens dagældende § 29, skal ske under iagttagelse af reglerne i § 33A og § 34, hvilket er tiltrådt af den daværende Told- og Skatteregion. Den talmæssige opgørelse overlades til told- og skatteforvaltningen.