Indhold
Dette afsnit angiver afgiftssatserne for biogas mv., som er afgiftspligtig efter gasafgiftsloven.
Afsnittet angiver endvidere, hvordan virksomheder, som leverer gas, og som eventuelt anvender gas til egetforbrug, skal dokumentere energiindholdet i gassen på basis af måling af mængden af gas og brændværdien i gassen.
Afsnittet indeholder:
- Afgiftssatser
- Indberetning til EU's statsstøtteregister ved brug af biogas til varmefremstilling
- Dokumentation af energiindholdet
Afgiftssatser
Afgiften for biogas mv. udgør 9,8 øre/Nm3 for afgiftspligtig biogas mv. til varmefremstilling mv. med en nedre brændværdi på 39,6 MJ/Nm3.
Afgiften indekseres ikke.
Se GASAL § 1, stk. 2, 3. pkt.
Regulering for brændværdi
Afgiftssatsen for biogas mv. er angivet for en normal m3 (Nm3) med en nedre brændværdi på 39,6 MJ (megajoule).
Energiindholdet (brændværdien) defineres som udgangspunkt som den energimængde, der frigøres ved forbrænding af et brændbart stof. Brændværdien for et brændsel måles og angives i joule (kJ, MJ eller GJ) pr. brændselsenhed. For biogas mv. er den fx angivet i MJ pr. Nm3.
Se også
Efterlevelse af reglerne for tildeling af statsstøtte (visse afgiftslempelser), herunder indberetning til EU's statsstøtteregister ved brug af biogas til varmefremstilling
Virksomheders betaling af afgift på biogas mv., som anvendes til fremstilling af varme er en ordning, som kan være omfattet af krav om indberetning til EU's statsstøtteregister.
Støttemodtagerne er virksomheder registreret efter gasafgiftsloven, der skal indbetale afgiften af biogas mv.
Idet ordningen udgør statsstøtte, jf. § 2, stk. 1, nr. 6, i ►Bekendtgørelse nr. 1821 af 28. december 2023 om efterlevelse af regler for tildeling af statsstøtte på skatteområdet◄ er den omfattet af reglerne i EU-Forordningen nr. 651/2014 af 17. juni 2014 (gruppefritagelsesforordningen) senest ændret ved Kommissionens forordning 2023/1315 af 23. juni 2023. Det betyder, at der er betingelser som til hver en tid skal være opfyldt for, at man er berettiget til at modtage statsstøtte, fx gælder der et forbud mod, at kriseramte virksomheder ikke benytter støtteordninger, som er omfattet af gruppefritagelsesforordningen. Se også afsnit E.A.1.9 om efterlevelse af reglerne for tildeling af statsstøtte (visse afgiftslempelser), herunder indberetning til EU's statsstøtteregister.
Afgiften for biogas med en nedre brændværdi på 39,6 MJ/Nm3 udgør 9,8 øre/Nm3, mens den almindelige sats udgør 248,6 øre pr. Nm3 i 2021. Støttebeløbet skal for ordningen opgøres som forskellen mellem den almindelige afgift på naturgas og ned til afgiften for den biogas mv., der skal betales afgift af.
Eksempelvis vil en virksomhed, der i perioden fra den 1. juli 2020 til den 31. december 2020 har forbrugt 20.000 Nm3 biogas med en nedre brændværdi på 39,6 MJ pr. Nm3, efter satsen for naturgas og bygas (224,6 øre pr. Nm3 i 2020) skulle betale 44.920 kr. i afgift. Efter den nedsatte sats for biogas (9,8 øre Nm3) skal der alene betales 1.960 kr. Støtten udgør forskelsbeløbet, altså i dette tilfælde 42.960kr. (44.920 kr. - 1.960 kr.).
Berørte virksomheder skal opgøre, hvor meget virksomhederne har modtaget i støtte, før det kan afgøres, hvorvidt de enkelte virksomheder er omfattet af kravet om indberetning. Virksomheder skal indberette til EU's statsstøtteregister, hvis støttebeløbet i den enkelte ordning udgør ►100.000 euro◄ eller derover i et kalenderår. Virksomheder, som er omfattet af kravet om indberetning, skal indberette relevante beløb og andre oplysninger til Skatteforvaltningen.
Se også afsnit E.A.1.9 om efterlevelse af reglerne for tildeling af statsstøtte (visse afgiftslempelser), herunder indberetning til EU's statsstøtteregister.
Dokumentation af energiindholdet
Indhold
Afsnittet indeholder:
- Regelgrundlaget for dokumentation af energiindholdet
- Oversigt over metoder til dokumentation af energiindholdet
- Måleinstrumenter, dokumentation af målinger og regnskab (kapitel 5)
Regelgrundlaget for dokumentation af energiindholdet.
Skatteministeren har i bekendtgørelse om dokumentation for energiindholdet i gas, som er fremstillet på basis af biomasse, hvoraf der skal betales afgift efter lov om afgift af naturgas og bygas (bekendtgørelse nr. 1042 af 28. september 2014), fastsat regler, som registrerede virksomheder skal benyttes ved beregning af energiindholdet i biogas mv.
Registrerede virksomheder skal verificere energiindholdet i biogas mv. Det vil sige energiindholdet i solgt biogas mv. og i eget forbrug af biogas mv. Virksomheden skal på forlangende overfor Skattestyrelsen kunne dokumentere energiindholdet.
Virksomheder, der leverer biogas mv., skal på fakturaer oplyse antal leverede Nm3, brændværdien og energiafgiften i de foretagne leverancer.
Virksomheder, som ikke er registrerede, vil få biogas mv. leveret med afgift.
Se også
Oversigt over metoder til dokumentation af energiindholdet
Afsnittet indeholder:
- Aa) Eget forbrug - stempelmotorer (kapitel 3)
-
- Metode 1 (forbrugte mængde og brændværdi)
- Metode 2 (motoranlæg)
- Regneeksempel - metode 1
- Regneeksempel - metode 2
- Ab) Ikke-stempelmotorer (kedelanlæg mv.)
-
- Kedler - ingen elproduktion - alene brug af biogas mv.
- Andre anlæg
- B) Virksomheder, der leverer gas fremstillet på basis af biomasse (kapitel 2)
Nedenfor vises en oversigt over de metoder, som er angivet i bekendtgørelse nr. 1042 af 28. september 2014 til dokumentation af energiindholdet i gassen.
A Eget forbrug af biogas mv. | B Leverancer af biogas mv. (kapitel 2)* |
Aa Stempelmotor (kapitel 3)* | Ab Ikke-stempelmotor (kedelanlæg mv.) (kapitel 4)* | - Måling af brændværdien og mængden |
- Metode 1: Måling af mængden og fast kendt brændværdi - Metode 2: Måling af mængde og brændværdi på 23,3 MJ/Nm3 - 1.000 kW eller derunder: mængde i forhold til tilskud | - Mængde i forhold til tilskud - Virkningsgrad for kedler uden elproduktion og alene brug af biogas mv. - Måling af energiindholdet |
*Kapitel 2- 4 henviser til de relevante kapitler i bekendtgørelse nr. 1042 af 28. september 2014.
Aa Eget forbrug - stempelmotorer (kapitel 3)
Virksomheder, som selv producerer biogas mv. udelukkende til eget forbrug i motoranlæg, skal kunne dokumentere energiindholdet på basis af
- måling af den forbrugte mængde gas og brændværdien i gassen (metode 1), eller
- via en omregning af den producerede elektricitet fra motoranlægget (metode 2).
Bemærk dog, at for motoranlæg med en indfyret effekt på 1.000 kW eller derunder, hvortil der ydes tilskud efter gassens brændværdi, skal energiindholdet i gassen dokumenteres på basis af tilskuddet til virksomheden, når summen af tilskud er større end summen af statsafgifterne af gassens brændværdi i afgiftsperioden. Se § 3, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 1042 af 28. september 2014.
Lov om fremme af vedvarende energi indeholder tilskudsordninger, som følger gassens energiindhold. Der er f.eks. støtte til biogas anvendt til procesformål i virksomheder og støtte til biogas til anden anvendelse.
Den indfyrede effekt skal opgøres pr. produktionsanlæg.
Se også
Opgørelsesmetoder
Metode 1 eller metode 2 kan anvendes, når beregningen ikke skal ske på baggrund af offentlige tilskud.
Metode 1
Metode 1 kan anvendes, når det kan dokumenteres, at der sker:
- kontinuerlig måling af den forbrugte mængde gas og kontinuerlig måling af brændværdien i gassen,
- kontinuerlig måling af den forbrugte mængde gas, og gassen brændværdi er konstant, eller
- kontinuerlig måling af den forbrugte mængde gas og en fast brændværdi på 23,3 MJ/Nm3.
Hvis målerne i en afgiftsperiode er defekte anvendes i stedet metode 2.
Se §§ 4 og 5 i bekendtgørelse 1042 af 28. september 2014.
Metode 2
Metode 2 kan anvendes, når der ikke sker beregning efter metode 1.
For motoranlæg, som anvender metode 2 og kun fyrer med biogas mv., opgøres det indfyrede energiindhold i gassen som elproduktionen i afgiftsperioden divideret med en virkningsgrad på 37,5 pct. Eventuel varmeproduktion skal ikke indgå i beregningerne.
Se § 6, stk. 1 og 2 i bekendtgørelse nr. 1042 af 28. september 2014.
For motoranlæg, som anvender metode 2 og anvender både biogas mv. og naturgas, opgøres det indfyrede energiindhold i biogas mv. som elproduktionen i afgiftsperioden divideret med en virkningsgrad på 37,5 pct., og herefter reduceret med det målte forbrug af naturgas. Eventuel varmeproduktion skal ikke indgå i beregningerne.
Hvis resultatet af beregningen er negativt eller 0, så skal der ikke betales afgift af biogassen mv.
Se § 6, stk. 1, 3 og 4 i bekendtgørelsen nr. 1042 af 28. september 2014.
Eksempel på metode 2 (brug af gas fremstillet på basis af biomasse)
1. | Fremstillet elektricitet | 150.000 | kWh |
2. | Indfyret energiindholdet gas | (1. delt med 0,375) | 400.000 | kWh |
3. | Omregnet til MJ | (2. gange 3,6) | 1.440.000 | MJ |
4. | Afgift | 9,8 | øre/Nm3 ved 39,6 MJ/Nm3 |
5. | Afgift pr. MJ | | 0,2475 | øre/MJ |
6. | Afgift af biogas mv. | (5. gange med 3.) | 3.564 | kr. |
Eksempel på metode 2 (brug af gas fremstillet på basis af biomasse og brug af naturgas)
1. | Fremstillet elektricitet | | 300.000 | kWh |
2. | Indfyret energiindhold naturgas efter måling | 100.000 | kWh |
3. | Indfyret energiindhold biogas mv. og naturgas | (1. delt med 0,375) | 800.000 | kWh |
4. | Indfyret energiindhold biogas mv. | (3. - 2.) | 700.000 | kWh |
5. | Omregnet til MJ | (4. gange 3,6) | 2.520.000 | MJ |
6. | Afgift | | 9,80 | øre/Nm3 ved 39,6 MJ/Nm3 |
7. | Afgift pr. MJ | | 0,2475 | øre/MJ |
8. | Afgift af biogas mv. | (5. gange med 7.) | 6.236 | Kr. |
Er energiindholdet i indfyret naturgas er i ovenstående eksempel fx i stedet 900.000 kWh, da giver beregningen et negativt energiindhold for biogas mv. (800.000 kWh - 900.000 kWh), hvorfor afgiftsgrundlaget for biogas mv. da skal sættes til 0.
Ab Ikke-stempelmotor (kedelanlæg mv.) (kapitel 4)
Energiindholdet i gassen skal dokumenteres på basis af grundlaget for tilskud til virksomheden, hvor tilskuddet ydes efter gassens brændværdi i perioden, når summen af tilskud er større end summen af statsafgifterne af gassens brændværdi i afgiftsperioden. Dvs. at i det tilfælde, hvor summen af tilskud overstiger afgiftsbetalingen, kan afgiftsgrundlaget ikke fastsættes på anden vis.
Se 7, stk. 4 i bekendtgørelse nr. 1042 af 28. september 2014.
Kedler - ingen elproduktion - alene brug af gas fremstillet på basis af biomasse
For kedler, der kun producerer varme ved brug af gas fremstillet på basis af biomasse, opgøres det indfyrede energiindhold i biogassen mv. som kedlens varmeproduktion i afgiftsperioden divideret med en virkningsgrad på 90 pct. Det er forudsat, at energiindholdet i gassen ikke måles.
Se § 7, stk. 3 i bekendtgørelse nr. 1042 af 28. september 2014.
Andre anlæg
Virksomheder, som producerer biogas mv. til eget forbrug, skal dokumentere energiindholdet i gassen på basis af måling af den forbrugte mængde gas og brændværdien.
Kan brændværdien i biogassen mv. ikke dokumenteres ved måling, anvendes i stedet en brændværdi på 23,3 MJ/Nm3.
Se § 7, stk. 1 og 2 i bekendtgørelse nr. 1042 af 28. september 2014.
B Virksomheder, som leverer biogas mv. (kapitel 2)
Virksomheder, som udover et eventuelt eget forbrug, leverer biogas mv. til varmefremstilling mv., skal dokumentere energiindholdet i den leverede gas på basis af måling af mængden af biogas mv. og brændværdien i gassen. Dette skal ske ved, at den leverede mængde biogas mv. skal opgøres ved måling af mængden af leveret biogas mv. og måling af brændværdien. Ingen andre af ovennævnte metoder kan anvendes, og således heller ikke en fast brændværdi på 23,3 MJ/Nm3.
Fastsættelsen af energiindholdet i biogassen mv. til eget forbrug kan fastsættes på tilsvarende vis, som for virksomheder, der alene fremstiller til eget forbrug.
Se § 2 i bekendtgørelse nr. 1042 af 28. september 2014.
Måleinstrumenter, dokumentation af målinger og regnskab (kapitel 5)
Når der anvendes målere til måling af den forbrugte mængde gas, skal det være typegodkendte gasmålere, som opfylder kravene i bekendtgørelse nr. 774 af 1. juni 2022 om tilgængeliggørelse på markedet af måleinstrumenter, eller gasmålere, der giver tilsvarende sikkerhed med hensyn til målingens nøjagtighed. Dvs. der kan benyttes andre målere end typegodkendte målere, når det kan dokumenteres, at disse andre målere er tilstrækkeligt præcise. Direktiv 2014/32/EU gennemføres i dansk ret ved denne bekendtgørelse.
Når der sker måling af brændværdien i gassen, anvendes målere, som måler gassens indhold af metan, og således at det opgjorte energiindhold opgøres med en nøjagtighed, hvorefter afvigelsen ikke overstiger +/- 3 pct.
Når der sker måling af produktionen af elektricitet eller varme, skal der anvendes målere, som opfylder kravene i bekendtgørelse nr. 774 af 1. juni 2022 om tilgængeliggørelse på markedet af måleinstrumenter.
Der kan fx anvendes målere, baseret på ultralydsteknologi. Ved brug af denne type målere, skal det dokumenteres, at måleren har tilsvarende nøjagtighed som typegodkendte målere i forhold til måling af gasmængden, og at fastsættelsen af metan indholdet i gassen sker med en nøjagtighed på +/- 3 pct. i forhold til det reelle energiindhold i biogassen mv.
Virksomheden skal kunne dokumentere resultatet af de gennemførte målinger, føre regnskab herover, og dokumentere målemetoden.
Virksomhedens regnskab skal indeholde en beskrivelse af den anvendte målemetode, der danner grundlag for opgørelsen. Skattestyrelsen vil som led i kontrolforanstaltninger kunne forlange, at måleudstyr verificeres af et eksternt laboratorium, som akkrediteret til at foretage sådanne målinger, eller en anden virksomhed, som har de samme kompetencer. Udgiften hertil afholdes af virksomheden.
Virksomheder, der dokumenterer mængden af gas og eventuelt brændværdien i gassen på basis af en måling, skal føre journal over samtlige målinger, herunder med henvisning til målerudskrifter eller anden tilsvarende dokumentation. Journalen skal også indeholde oplysninger om kalibrering, eftersyn, reparation, udfald og andre forhold, der er af betydning for målingen. Der skal endvidere føres regnskab over andre forhold, der direkte eller indirekte har indflydelse på opgørelsen af mængden af biogas mv. og brændværdien i gassen.
Virksomheden skal for hver afgiftsperiode kunne dokumentere, hvorledes den afgiftspligtige mængde gas er beregnet samt afgiften heraf. Regnskabet skal tilrettelægges på en sådan måde, at der kan føres kontrol med afgiftens erlæggelse.
Se §§ 8 og 9 i bekendtgørelse nr. 1042 af 28. september 2014.
Nedre brændværdi for metan
Ved at gange den målte mængde biogas med koncentrationen af biogas, kan mængden af ren metan (Nm3) beregnes. Herefter kan det samlede energiindhold beregnes. Når energiindholdet for biogas dokumenteres ved en måling af henholdsvis mængden af biogas opgjort i Nm3 (normalkubikmeter) og af det procentvise indhold af metan, anvendes en brændværdi på 35,9 MJ/Nm3 for metan. Se også SKM2016.311.SKAT.