Dato for udgivelse
17 jul 2001 10:22
SKM-nummer
SKM2001.285.LR
Myndighed
Ligningsrådet
Sagsnummer
99/00-4313-00050
Dokument type
Bindende forhåndsbesked
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Genbeskatning, underskud, udenlandsk datterselskab, frasalg, produktionsejendom
Resumé

Et moderselskab ønskede i en bindende forhåndsbesked Ligningsrådets stillingtagen til, hvorvidt selskabets sambeskattede udenlandske datterselskabs salg af sin produktionsejendom til et koncernforbundet ejendomsselskab ville udløse genbeskatning i moderselskabet af tidligere fratrukne underskud hidrørende fra det udenlandske datterselskab, jf. Ligningslovens § 33 E. Ligningsrådet besvarede spørgsmålet bekræftende.

Reference(r)

Ligningsloven § 33 E
Ligningsvejledningen 2000 S.D.5

Selskabet A har gennem en længere årrække været sambeskattet med sit udenlandske datterselskab B, hvis aktivitet består i import, fremstilling og salg af diverse effekter samt tilbehør hertil. B har i alle regnskabsårene haft underskud, der er således i alt via sambeskatningen fratrukket underskud på 11,3 mio. kr.

Der er tale om reelle driftsunderskud og ikke skattemæssige mernedskrivninger, hvorfor en evt. likvidation af B eller salg af aktierne i B ikke vil medføre genbeskatning af underskud efter ligningslovens § 33 E, stk. 3.

B ønskes imidlertid ikke likvideret eller solgt. Derimod ønskes B's produktionsejendom overført til et andet koncernforbundet ejendomsselskab, der herefter skal udleje produktionsejendommen til B.

Grunden til at man ikke oprindeligt oprettede et ejendomsselskab i pågældende land med henblik på at opføre en produktionsejendom og leje denne ud til B var, at dette efter de udenlandske regler ville have medført en meromkostning til en art moms. Det vurderes nu, at det er muligt at opnå fritagelse herfor i forbindelse med udlejningen.

Produktionsejendommen er i alt skattemæssigt afskrevet med 81.631 USD, men da det forudsættes at produktionsejendommen har bevaret sin værdi vil alle foretagne afskrivninger blive genvundet ved salget. Set under et har produktionsejendommen efter repræsentantens opfattelse dermed ikke bidraget til B´s underskud.

Produktionsejendommen har ifølge det oplyste ikke mistet værdi siden anskaffelsen og kan således værdiansættes til 611.222 USD. Ifølge regnskabet for indkomståret 1997/ 98 udgjorde afskrivningssaldoen for driftsmidler 199.659 USD.

Repræsentanten har supplerende oplyst, at ejendommen udelukkende anvendes af B, samt at det er en forudsætning ved overdragelsen af ejendommen, at B fortsat skal benytte ejendommen.

Såvel overdragelsen som tilbagelejen vil ske på markedsmæssige vilkår. Lejen vil forventeligt ligge på et niveau med de udgifter, der er knyttet til ejerskabet af ejendommen, således erhververen opnår en rimelig forrentning af den investerede kapital.

Det er repræsentantens vurdering, at overdragelsen af den faste ejendom ikke kan medføre en reel risiko for, at genbeskatningssaldoen elimineres, uden at dette reelt medfører genbeskatning i Danmark. I tilknytning hertil har revisor bemærket, at forespørgeren vil være villig til at påtage sig en forpligtelse til ikke at overdrage ejendommen til et selskab, der ikke er omfattet af dansk sambeskatning.

Den skatteansættende myndigheds har udtalt, at ejendomme, herunder også egentlige produktionsejendomme, efter praksis for anvendelse af reglerne om spaltning og tilførsel af aktiver samt reglerne om skattefri virksomhedsomdannelse anses for selvstændig enheder, jf. blandt andet TfS 1997.662. Også efter lov om skattefri virksomhedsomdannelse anses ejendomme for selvstændige enheder. En fast ejendom må således analogt anses for en selvstændig enhed i relation til ligningslovens § 33 E. B's frasalg af produktionsejendommen medfører herefter genbeskatning af alle fratrukne underskud, jf. ligningslovens § 33 E, stk. 1, jf. samme bestemmelses stk. 2.

Ligningsrådet bemærkede, at der i medfør af ligningslovens § 33 E, stk. 2, jf. stk. 1, skal ske genbeskatning af underskud fratrukket under sambeskatning hos et moderselskab, hvis der sker hel eller delvis afhændelse af virksomhed fra et udenlandsk sambeskattet selskab, der har haft underskud til et andet koncernforbundet underskud.

Det beror på en konkret vurdering, om der foreligger hel eller delvis afhændelse af virksomhed, jf. herved cirkulære nr. 82 af 29/5 1997, pkt. 6.5.3.4.2., hvor det ligeledes er anført, at afståelse af enkeltstående aktiver normalt ikke vil falde ind under bestemmelsen. Formålet med bestemmelsen er således, at sikre, at genbeskatning sker forinden et datterselskab afhænder den overskudsgivende del af virksomheden til et andet selskab i koncernen, der ikke indgår i sambeskatningen.

Efter Ligningsrådets opfattelse vil afståelse af f.eks. en hel produktionsenhed således være omfattet af bestemmelsen.

Ligningsrådet var således enig med den kommunale skattemyndighed i, at en afhændelse af den faste ejendom skattemæssigt må betragtes som afhændelse af en del af en virksomhed. Salget af produktionsejendommen fra B til et koncernforbundet ejendomsselskab efter ligningslovens § 33 E, stk. 2, 1. pkt. vil være en afhændelse af virksomhed, hvorfor den påtænkte afhændelse udløser derfor genbeskatning hos moderselskabet A af de underskud i B, der er fradraget under sambeskatningen, jf. ligningslovens § 33 E, stk. 1.

Der var herved henset til, at den omhandlede produktionsejendom udgjorde en væsentlig del af aktiverne i B, således at en afhændelse heraf, i relation til ligningslovens § 33 E må sidestilles med afhændelse af en del af en virksomhed. Der er ved vurderingen endvidere henset til, at en sådan fortolkning er i overensstemmelse med praksis i henhold til fusionsskatteloven samt lov om skattefri virksomhedsomdannelse, hvorefter en erhvervsmæssig anvendt ejendom anses for at udgøre en selvstændig virksomhed.

Det bemærkedes endvidere, at der ikke i ligningslovens § 33 E er hjemmel til at opstille en forudsætning om, at virksomhedsoverdragelsen alene kan ske til et selskab omfattet af dansk sambeskatning, således at et selskab derved skulle kunne undgå genbeskatning.