Den løbende karakteristik af en spillers spilmønstre kan eksempelvis foretages af fagpersoner med relevant faglig baggrund, som foretager en manuel gennemgang af spilhistorikken. Der kan også gøres brug af software, der ved hjælp af statistiske modeller kan analysere spilmønstre. Endelig er det muligt at benytte en kombination af en manuel tilgang og statistisk analyse eller at benytte en tredje løsning. Det afgørende er, at metoden er velegnet til at identificere problematisk spilleadfærd. Den samme metode er ikke nødvendigvis velegnet til at identificere spilafhængighed blandt alle spillergrupper. Tilladelsesindehaveren bør derfor afklare om den valgte metode bør tilpasses relevante undergrupper af tilladelsesindehaverens spillere. Tilladelsesindehaveren bør udvise en særlig opmærksomhed over for spillergrupper iblandt hvilke problematisk spil er svært at identificere.
Der findes ikke klare og generelle mål for, hvordan problematisk spiladfærd kan identificeres i spildata, og problematisk spil kan optræde forskelligt på tværs af spillere og spiltyper. For at efterleve opmærksomhedspligten bør tilladelsesindehaver derfor benytte metoder, der er tilpasset netop den enkelte tilladelsesindehavers datagrundlag.
For at kunne udvikle procedurer for og metoder til at identificere spillere med problematisk spiladfærd, kan det være nødvendigt at lade fagpersoner eller statistiske modeller lære fra eksempler på spildata. Fagpersoner kan fx være autoriserede psykologer, læger med relevant specialisering eller andre med sundhedsfaglig baggrund og erfaring indenfor spilafhængighedsområdet.
Spilafhængighed er en klinisk tilstand og udredning af, hvorvidt en spiller opfylder diagnosekriterierne, kræver derfor dels relevant sundhedsfaglig baggrund og dels andre oplysninger end spildata. Tilladelsesindehaveren har derfor hverken pligt til eller mulighed for at udrede spillere.
I stedet er det tilladt at anvende indirekte mål (surrogatmål) for problematisk spilleadfærd, til at udvælge eksempler på spilmønstre, der indikerer uproblematisk eller problematisk spilleadfærd. Dette kan blandt andet være selvudelukkelse, selvtests eller vurdering af spildata foretaget af fagpersoner med relevant faglig baggrund.
En model, der i alle tilfælde identificerer spillernes spilmønstre som uproblematiske, vil have ret i mere end 90% af tilfældene, men være uanvendelig til at identificere spillere, der udviser tegn på problematisk spil. Metoder til analyse af spilmønstre bør derfor indrettes således, at både spillere med problematisk og uproblematisk spiladfærd kan identificeres med rimelig succesrate.
Det er tilladt i konstruktionen af modellerne eksplicit at differentiere imellem flere niveauer og typer af problematisk spilleadfærd. Dette muliggør mere målrettede indsatser mod forskellige typer af spillere.