►Indhold

Afsnittet behandler ret og pligt-ordningens betingelse om gældens størrelse.

Afsnittet indeholder:

  • Gælden skal mindst udgøre 50.000 kr.
  • Vurderingstidspunktet
  • Krav om dokumentation

Gælden skal mindst udgøre 50.000 kr.

For at opnå eftergivelse efter ret og pligt-ordningen skal skyldners gæld til det offentlige, der kan omfattes af ordningen, mindst udgøre 50.000 kr. Se gældsinddrivelseslovens § 15 a, stk. 3, nr. 1, som indsat ved § 1, nr. 15 i lov nr. 331 af 28. marts 2023. Betingelsen har til formål at sikre, at der skal være tale om gæld af en sådan størrelse, at den ikke kan betales inden for en kortere årrække.

Det er alene den gæld, der omfattes af ret og pligt-ordningen, der medregnes, når det skal vurderes, om kravet er opfyldt. Det betyder bl.a., at gæld der normalt ikke kan eftergives, såsom gæld til private, samt udenlandske fordringer, ikke medregnes. Det samme gør sig gældende for de fordringer, som specifikt er undtaget eftergivelse efter ret og pligt-ordningen, som fx bøder og pantefordringer. Se mere om hvilke fordringer, der er omfattet af ret og pligt- ordningen i G.A.3.4.7.7.2 Fordringer der omfattes af ret og pligt-ordningen.

Ved opgørelsen af gælden medregnes både inddrivelsesparat og ikkeinddrivelsesparat gæld, samt gebyrer, renter og andre omkostninger. Se mere om ikkeinddrivelsesparat gæld i G.A.1.1.4 Ikkeinddrivelsesparate fordringer.

Vurderingstidspunktet

Betingelsen om at skyldners gæld til det offentlige, skal udgøre mindst 50.000 kr., skal være opfyldt på tidspunktet for skyldners indgivelse af anmodningen om eftergivelse efter ret og pligt-ordningen. Se gældsinddrivelseslovens § 15 a, stk. 3, som indsat ved § 1, nr. 15 i lov nr. 331 af 28. marts 2023..

Krav om dokumentation

Skyldnerens ansøgning skal være ledsaget af dokumentation for, at betingelsen om gældens størrelse er opfyldt. Er dokumentationskravet ikke opfyldt, kan anmodningen om eftergivelse afvises. Se gældsinddrivelseslovens § 15 a, stk. 8, som indsat ved § 1, nr. 15 i lov nr. 331 af 28. marts 2023. Restanceinddrivelsesmyndigheden vil i den forbindelse have vejledningspligt.

Da restanceinddrivelsesmyndigheden er i besiddelse af oplysninger om gæld under inddrivelse, vil skyldner kun skulle fremsende dokumentation for vedkommendes gæld under opkrævning.◄