►Indhold

Dette afsnit handler om inddrivelse af danske fordringer i udlandet på baggrund af EU’s konkurrencedirektiv (ECN+).

Afsnittet indeholder:

  • Regelgrundlag
  • Fysiske og juridiske personer omfattet af direktivet
  • Direktivets anvendelsesområde
  • Begrænsning af inddrivelsesstatens forpligtelser
  • Forældelse

Regelgrundlag

Ved lovbekendtgørelse nr. 360 af 4. marts 2021 om konkurrenceloven (konkurrenceloven) og bekendtgørelse nr. 989 af 24. juni 2022 om anmodninger om bistand i henhold til artikel 25 og 26 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om styrkelse af de nationale konkurrencemyndigheders forudsætninger for at håndhæve konkurrencereglerne effektivt og sikring af et velfungerende indre marked gennemførtes Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1 af 11. december 2018 om styrkelse af de nationale konkurrencemyndigheders forudsætninger for at håndhæve konkurrencereglerne effektivt og sikring af et velfungerende indre marked (EU’s konkurrencedirektiv).

Fysiske og juridiske personer omfattet af direktivet

Direktivets bestemmelser vedrørende bøder og tvangsbøder finder anvendelse i forhold til virksomheder, som af direktivets artikel 2, stk. 1, nr. 10, defineres som enhver enhed, som udøver økonomisk virksomhed, uanset enhedens retlige status og finansieringsmåde.

Direktivets anvendelsesområde

Direktivet har som formål at sikre, at de nationale konkurrencemyndigheder i EU-medlemsstaterne har de nødvendige garantier, hvad angår uafhængighed og ressourcer samt de nødvendige håndhævelses- og bødeudstedelsesbeføjelser til effektivt at anvende artikel 101 og 102 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

Ligeledes fastsætter direktivet regler om gensidig bistand for at sikre et velfungerende indre marked og system for nært samarbejde inden for rammerne af Det Europæiske Konkurrencenetværk. Se direktivets artikel 1, stk. 1 og 3.

Direktivet muliggør, at de nationale konkurrencemyndigheder kan få inddrevet bøder, som er pålagt i henhold til direktivets artikel 13 og 16, hos virksomheder, der ikke har juridisk repræsentation eller aktiver på deres eget territorium, i andre EU-lande. Se direktivets artikel 26 stk. 1 og 2.

Af konkurrencelovens § 18 d, stk. 1, fremgår det, at anmodninger om bistand i henhold til direktivets artikel 25 og 26 efterkommes i overensstemmelse med dansk ret og bestemmelserne i direktivets artikel 27 og 28. Konkurrencelovens § 18 d, stk. 2, fastslår, at det er Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der kan fremsætte anmodninger om bistand i henhold til direktivets artikel 25 og 26.

Det følger af § 2, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 989 af 24. juni 2022 om anmodninger om bistand i henhold til artikel 25 og 26 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om styrkelse af de nationale konkurrencemyndigheders forudsætninger for at håndhæve konkurrencereglerne effektivt og sikring af et velfungerende indre marked, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens anmodninger i henhold til direktivets artikel 26, stk. 1, om inddrivelse af civile bøder eller tvangsbøder pålagt her i landet, først kan fremsættes, når det på trods af rimelige bestræbelser ikke har været muligt for restanceinddrivelsesmyndigheden at inddrive bøden, fordi skyldneren ikke besidder tilstrækkelige aktiver her i landet, til at bøden kan inddrives.

Begrænsning af inddrivelsesstatens forpligtelser

Det fremgår af direktivets artikel 26, stk. 3, at der kun kan anmodes om fuldbyrdelse af endelige afgørelser. Det følger af direktivets artikel 2, stk. 1, nr. 22, at en afgørelse først er endelig, når den ikke, eller ikke længere, kan prøves efter almindelige retsmidler.

Direktivets artikel 27, stk. 6, litra a og b, fastslår, at inddrivelsesstaten ikke er forpligtet til at efterkomme en bistandsanmodning, hvis anmodningen ikke opfylder kravene i direktivets artikel 27, eller hvis inddrivelsesstaten har en rimelig begrundelse for, at efterkommelsen af anmodningen strider imod den pågældende stats grundlæggende retsprincipper.

Forældelse

Spørgsmål om forældelse af adgangen til at inddrive bøder eller tvangsbøder er underlagt ansøgerstatens nationale ret. Se direktivets artikel 26, stk. 4. Det vil sige, at der for danske fordringer gælder de danske forældelsesregler.◄