Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af, hvilke regler der gælder for restanceinddrivelsesmyndigheden, og en beskrivelse af bl.a. hvilke fordringshavere eller fordringer restanceinddrivelsesmyndigheden skal inddrive for.

Afsnittet indeholder:

  • Restanceinddrivelsesmyndigheden
  • Hvilke fordringshavere kan restanceinddrivelsesmyndigheden inddrive for
  • Hvilke fordringer inddrives af restancemyndigheden
  • Krav til oplysninger om fordringen eller skyldneren
  • Udenlandske fordringer, der inddrives i Danmark og danske fordringer, der inddrives i udlandet
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Restanceinddrivelsesmyndigheden

Reglen i gældsinddrivelseslovens § 1 beskriver anvendelsesområdet for gældsinddrivelsesloven.

Skatteministeren eller den, ministeren bemyndiger til det, er restanceinddrivelsesmyndighed. Se gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 1.

Restanceinddrivelsesmyndigheden er told- og skatteforvaltningen. Se gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 2.

Gældsstyrelsen varetager opgaven som restanceinddrivelsesmyndighed i Skatteforvaltningen.

Hvilke fordringshavere kan restanceinddrivelsesmyndigheden inddrive for?

Restanceinddrivelsesmyndigheden står for inddrivelsen af fordringer, som opkræves eller inddrives af "det offentlige". Se gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 1.

Begrebet "det offentlige" skal i denne sammenhæng forstås bredt. Det betyder, at restanceinddrivelsesmyndigheden også står for inddrivelsen af fordringer, der stammer fra eksempelvis:

  • Statsvirksomheder
  • Nettostyrede virksomheder
  • Indtægtsdækkede virksomheder
  • Selvejende institutioner
  • Institutioner med mindre supplerende virksomhed og
  • Særlige fonde. 

Der er ikke tale om en udtømmende liste.

I UfR 2020.266 HR ophævede Højesteret fogedrettens beslutning om at behandle et udlæg foretaget på vegne af Advokatnævnet. Højesteret fastslog, at Advokatnævnets krav på sagsomkostninger skal inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, fordi Advokatnævnet er omfattet af begrebet "det offentlige" i gældsinddrivelseslovens forstand. Højesterets flertal lagde bl.a. vægt på, at Advokatnævnet er en del af den offentlige forvaltning med henvisning til forarbejderne vedrørende retsplejelovens § 143 i Folketingstidende 2006-07, tillæg A, lovforslag nr. L 163, side 5468 f, og UfR 2014.3309 HR.

►◄

Hvis der er tvivl om, hvorvidt en fordringshaver er omfattet af begrebet "det offentlige", skal der foretages en konkret vurdering, med henblik på at afklare, om fordringshaveren er omfattet af begrebet "det offentlige". Der kan efter praksis bl.a. lægges vægt på om fordringshaveren:

  • Er en del af den offentlige forvaltning
  • Har fået delegeret myndighedsudøvelse
  • Er omfattet af forvaltningslovens regler, fx partshørings-, begrundelses- og vejledningspligt
  • Er omfattet af et administrativt hierarkisk system, hvor der fx kan klages til en højere administrativ instans.

Hvorvidt en fordringshaver anses for at være omfattet af begrebet "det offentlige" og dermed gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 1, er afgørende for om fordringshaveren skal overdrage fordringer til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

I UfR 2023.2158 HR konstaterede Højesteret på baggrund af en konkret vurdering, at Tandskadeankenævnet var omfattet af begrebet "det offentlige". Højesteret lagde bl.a. vægt på karakteren af de lovbestemte opgaver, som var tillagt nævnet, og at nævnet var omfattet af forvaltningslovens regler.

Restanceinddrivelsesmyndigheden inddriver dog også visse fordringer for fordringshavere, der ikke er omfattet af begrebet "det offentlige". Se gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 1, stk. 1.

Bemærk

Gældsinddrivelsesloven gælder ikke for opkrævning og inddrivelse af kommunale fordringer, der hæfter på fast ejendom med fortrinsret. Se gældsinddrivelseslovens § 1 a, stk. 1.

Gældsinddrivelsesloven gælder heller ikke for kommunalt ejede forsyningsvirksomheders, som senest den 1. juli 2020 har valgt privat inddrivelse fremfor inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, medmindre virksomheden tidligst tre år efter at have valgt privat inddrivelse vælger at være omfattet af gældsinddrivelsesloven og dermed inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Se gældsinddrivelseslovens 1 b, stk. 1 og stk. 2.

Hvilke fordringer inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden?

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan inddrive fordringer med tillæg af renter, gebyrer, afgifter og andre omkostninger, der opkræves eller inddrives af det offentlige. Se gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 1.

Gældsinddrivelsesloven gælder for både offentlige- og civilretlige fordringer.

Gældsinddrivelsesloven gælder også fordringer, der opkræves og inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden på vegne af andre, fx:

  • Private og udenlandske fordringer på underholdsbidrag
  • Tilbagebetalingskrav fra A-kasser
  • Kontrolafgifter, ekspeditionsgebyrer og rejsekortfordringer fra jernbanevirksomheder
  • Gebyrer fra private klagenævn
  • Krav fra Landsbyggefonden, Byggeskadefonden og Grundejernes Investeringsfond på pligtige indbetalinger og bidrag efter lov om almene boliger mv. og lov om ferieboliger
  • Krav fra Byggeskadefonden vedrørende bygningsfornyelse på ekstraordinære bidrag efter lov om byfornyelse og udvikling af byer
  • Krav fra Grundejernes Investeringsfond på pligtige indbetalinger fra lov om midlertidig regulering af boligforholdene
  • Krav fra administrator på indbetaling fra ejer efter lov om tvungen administration af udlejningsejendomme
  • Krav på licens og kontrolafgift fra Danmarks Radio
  • Krav fra godkendte undervisningsinstitutioner
  • Krav fra bilsyn.

Se gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 1, stk. 1, der er udstedt i medfør af gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 1, 2. pkt., hvorefter skatteministeren kan fastsætte regler om, at loven også finder anvendelse på fordringer, der er fastsat ved lov eller i henhold til lov.

►Højesteret har i UfR 2023.1967 HR stadfæstet landsrettens afgørelse◄, hvor landsretten har fastslået, at gældsinddrivelsesloven fastlægger en obligatorisk inddrivelsesordning for de fordringer, der er omfattet af loven, og denne ordning omfatter også fordringer, der i kraft af bemyndigelsesbestemmelsen i lovens § 1, stk. 1, 2. pkt., er bragt ind under lovens anvendelsesområde og dermed også fordringer på gebyrer fra private klagenævn. Et privat tvistløsningsorgans (Ankenævn for biler) krav på betaling af gebyrer for nævnsbehandling kunne derfor ikke inddrives gennem fogedretten, men skulle inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden.

►◄

I bilag 1 til gældsinddrivelsesloven, er en liste over de fordringstyper, der ikke kan inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden ved henholdsvis lønindeholdelse, udlæg eller afdragsordning.

Der gælder ikke nogen beløbsgrænse for, hvornår en fordringshaver kan oversende en fordring til inddrivelse.

Særligt vedrørende ejendomsskatter

Ved lov nr. 114 af 31. januar 2017 er inddrivelsesopgaven vedrørende fortrinsberettigede kommunale fordringer, overgået fra restanceinddrivelsesmyndigheden til kommunerne. Loven trådte i kraft den 2. februar 2017.

Kommunale fordringer, der inden den 2. februar 2017 er overdraget til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, og som ikke den 2. februar 2017 eller senere tilbagekaldes, inddrives dog efter det hidtil gældende regelsæt af restanceinddrivelsesmyndigheden.

Se også

Se mere om inddrivelse af ejendomsskatter og fortrinskrav i G.A.3.7.2.

Krav til oplysninger om fordringen eller skyldneren

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan stille krav til de oplysninger vedrørende fordringer, som fordringshaver overdrager til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Fordringshaver skal medsende alle de oplysninger, som er nødvendige for inddrivelsen, herunder oplysninger om fx. fordringens

  • Stiftelsestidspunkt
  • Forfaldstidspunkt
  • Sidste rettidige betalingstidspunkt
  • Rentesats
  • Hovedstol
  • Tilskrevne renter
  • Gebyrer
  • Omkostninger.

Fordringshaveren skal fx også benytte et CPR- eller CVR-nummer til at identificere skyldneren. Dette kan dog undlades, hvis fordringshaveren godtgør, at det ikke har været muligt at fremskaffe sådanne oplysninger.

Se gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 3, stk. 2, 2. pkt.

Se også

G.A.1.1.4 Ikkeinddrivelsesparate fordringer.

G.A.1.3.4 Suspension af inddrivelsen pga. datafejl.

Udenlandske fordringer, der inddrives i Danmark og danske fordringer, der inddrives i udlandet

Gældsinddrivelsesloven gælder også for opkrævning og inddrivelse af:

  • Udenlandske, færøske eller grønlandske skattekrav i skattesager, som ikke er straffesager
  • Andre krav fra det offentlige, som efter anmodning fra den kompetente myndighed i den pågældende stat, på Færøerne eller i Grønland opkræves eller inddrives her i landet i overensstemmelse med
    • Danmarks forpligtelser efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst
    • En anden international overenskomst, konvention eller
    • En administrativt indgået aftale om administrativ bistand i skattesager.

Se gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 2, 1. pkt.

Opkrævningen og inddrivelsen af de udenlandske krav sker efter de regler, der gælder for opkrævningen og inddrivelsen af de øvrige fordringer omfattet af gældsinddrivelsesloven, medmindre andet følger af hjemmelsgrundlaget for opkrævningen og inddrivelsen af de udenlandske krav.

Se gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 2, 2. pkt.

Se også

Se også afsnit G.A.3.6 International inddrivelse for en uddybning af disse regler.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Nedenfor angives afgørelser mv. af relevans for afsnittet.

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteret

►UfR 2023.2158 HR◄

►Sagen vedrørte fogedrettens kompetence og behandling af krav fra Tandskadeankenævnet i en civil sag.

Fogedretten behandlede sagen, da de fandt at have kompetencen.

Landsretten stadfæstede afgørelsen, hvorefter fogedretten fremmede sagen og foretog udlæg hos skyldner, hvilket også blev stadfæstet af landsretten.

Sagen blev kæret af Højesteret, men alene for hvorvidt fogedretten havde kompetencen til at behandle sagen.

Højesteret fastslog, at Tanskadeankenævnet er omfattet af begrebet "det offentlige" i gældsinddrivelseslovens forstand. Fordringen skulle derfor inddrives af Gældsstyrelsen (restanceinddrivelsesmyndigheden).

Højesteret lagde vægt på karakteren af de lovbestemte opgaver, som Tandskadeankenævnet skulle varetage, at nævnet var omfattet af forvaltningsloven, og at det ikke havde været hensigten at give nævnet en anden retsstilling end det øvrige sundhedsområde. ◄

►UfR 2023.1967 HR◄

►Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt fogedretten havde saglig kompetence til at inddrive Ankenævnet for bilers krav på sagsomkostninger eller om dette hørte under Gældsstyrelsen (restanceinddrivelsesmyndigheden).

Ankenævnet for biler havde anmodet fogedretten om at inddrive et krav på sagsomkostninger, som ankenævnet havde mod en forhandler. Fogedretten afviste at behandle sagen med den begrundelse, at fogedretten ikke havde saglig kompetence og at kravet i stedet skulle inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden (Gældsstyrelsen)

Ankenævnet for biler kærende afgørelsen og anførte i den forbindelse, at nævnte ikke er omfattet af begrebet "det offentlige" i gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 1, 1. pkt. Ankenævnet anførte endvidere, at nævnet alene har mulighed for at overdrage sine fordringer til inddrivelse hos Gældsstyrelsen, men ikke pligt hertil.

Landsretten fastslog, at Ankenævn for biler ikke er omfattet af begrebet "det offentlige" i gældsinddrivelseslovens forstand.

Landsretten fastslog samtidig, at gældsinddrivelsesloven tillige finder anvendelse for opkrævning og inddrivelse af fordringer på gebyrer fra private klagenævn.

Landsretten fastslog ydermere, at gældsinddrivelsesloven fastlægger en obligatorisk inddrivelsesordning for de fordringer, der er omfattet af loven. Dette gælder også de fordringer, der i kraft af bemyndigelsesbestemmelsen i gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 1, 2. pkt., er bragt ind under lovens anvendelsesområde, og dermed også gebyrer fra private klagenævn.

Landsrettens stadfæstede derfor fogedrettens afgørelse om, at kravet skulle inddrives af Restanceinddrivelsesmyndigheden (Gældsstyrelsen).

Højesteret har efterfølgende stadfæstet landsrettens afgørelse på baggrund af de grunde, der var anført af landsretten.◄

UfR 2020.266 HR

Sagen vedrørte et udlæg foretaget på vegne af Advokatnævnet for sagsomkostninger.

Fogedretten besluttede at behandle sagen.

Højesteret ophævede fogedrettens beslutning om at behandle sagen.

Højesteret fastslog, at Advokatnævnet er omfattet af begrebet "det offentlige" i gældsinddrivelseslovens forstand.

Højesterets flertal lagde bl.a. vægt på, at Advokatnævnet er en del af den offentlige forvaltning med henvisning til forarbejderne vedrørende retsplejelovens § 143 i Folketingstidende 2006-07, tillæg A, lovforslag nr. L 163, s. 5468 f. og U2014.3309HR.

  

Østre Landsret

UfR 2020.520 ØLR

Sagen vedrørte fogedrettens behandling af et betalingspåkrav fra A/S Storebæltsforbindelsen.

Fogedretten afviste at behandle sagen med den begrundelse, at kravet skulle inddrives af Gældsstyrelsen (restanceinddrivelsesmyndigheden).

Landsretten ophævede fogedrettens afgørelse og hjemviste sagen.

Landsretten fastslog, at A/S Storebæltsforbindelsen ikke er omfattet af begrebet "det offentlige" i gældsinddrivelseslovens forstand.

Landsretten lagde vægt på at statslige aktieselskaber ikke er medtaget i den opregning, som fremgår af forarbejderne til gældsinddrivelsesloven. Landsretten lagde desuden vægt på, at statslige aktieselskaber i den almindelige forvaltningsretlige lovgivning ikke henregnes til den offentlige forvaltning.

Det forhold, at den danske stat garanterer for A/S Storebæltsforbindelsens økonomiske forpligtelser, at transport- og energiministeren skal godkende vedtægterne for A/S Storebæltsforbindelsen, at transport- og energiministeren kan give selskabet instrukser om spørgsmål af væsentlig betydning, og at transport- og energiministeren kan gennemføre ekspropriationer for selskabet, kunne ikke føre til, at A/S Storebæltsforbindelsen måtte anses for omfattet af begrebet »det offentlige«.

 Gældstyrelsen er ikke enig i landsrettens vurdering af, at A/S Storebæltsforbindelsen ikke er omfattet af begrebet det offentlige i henhold til Gældsinddrivelsesloven. Det fremgår af forarbejderne til gældsinddrivelsesloven, at begrebet det offentlige skal forstås bredt, således at eksempelvis fordringer fra statsvirksomheder, nettostyrede virksomheder, indtægtsdækkede virksomheder, selvejende institutioner, institutioner med mindre supplerende virksomhed og særlige fonde er omfattet af lovens anvendelsesområde. Landsretten har bl.a. henvist til, at statslige aktieselskaber ikke er medtaget i opregningen. Sammenholdt med det forhold at A/S Storebæltsforbindelsen er 100 procent ejet af Sund og Bælt Holding A/S, som er 100 procent ejet af Transportministeriet, er det Gældsstyrelsens vurdering, at A/S Storebæltsforbindelsen må anses for at være omfattet af begrebet det offentlige i henhold til gældsinddrivelsesloven